Religionens rolle i krige

„DER har aldrig været et folk som ikke har haft en eller anden form for religion,“ siger The World Book Encyclopedia (1970-udgaven). Historikerne Will og Ariel Durant skriver: „Krig er en af historiens konstante størrelser.“ Er der på en eller anden måde en forbindelse mellem disse to konstante størrelser?

Helt sikkert. Op gennem historien har krig og religion været uadskillelige. Om Ægypten, en af historiens første verdensmagter, skriver Lionel Casson i bogen Ancient Egypt: „Guderne fik tribut for hver sejr; med ønsket om endnu større rigdom blev præsterne lige så begærlige som faraonerne efter yderligere udenlandske erobringer.“

Assyrien, en anden verdensmagt, bliver omtalt på samme måde af præsten W. B. Wright: „Krigsførelse var nationens beskæftigelse, og præsterne var stadige anstiftere af krig. De forsørgedes hovedsagelig med sejrsbytte.“

Under henvisning til hvad han kalder „det barbariske Europa“ skriver Gerald Simons: „Deres samfund var simpelt; tydeligt organiseret til ét formål — at føre krig.“ Og religionen var indblandet. „Mange legender fortæller om sværd der var hjemsted for dæmoner eller optrådte på gudernes vegne,“ bemærker Simons.

De samme forhold gjorde sig gældende i Romerriget, der ellers blev anset for at være meget civiliseret. Moses Hadas skriver i bogen Imperial Rome: „Romerne blev uddannet til krigsførelse.“ De romerske soldater bar standarter med symboler af deres guder når de var i krig. Et opslagsværk skriver: „Det var ikke usædvanligt at en general gav ordre til at en standart skulle kastes ind i fjendernes geledder for at opildne hans soldaters angrebsiver og få dem til at genvinde hvad der for dem måske var det mest hellige på jorden.“

Krig og de kristne

Det ændrede ikke noget at kristenheden viste sig på verdensskuepladsen. Anne Fremantle skriver i bogen Age of Faith: „Af alle de krige mennesket har udkæmpet, er ingen blevet ført med en større nidkærhed end dem der er ført på religionens vegne. Og af disse ’hellige krige’ har ingen været mere blodige og af længere varighed end de kristne korstog i middelalderen.“

Situationen er mærkeligt nok den samme i dag. „Folk kæmper og dør . . . under religiøse flag rundt om i verden, og kampene foregår med voldsom hårdnakkethed. I Nordirland fortsætter protestanter og katolikker med deres formålsløse myrderier af hinanden. Spændingen mellem arabere og israelere kan når som helst bryde ud i territoriale, kulturelle og religiøse stridigheder,“ skrev Time i 1976. Etniske og religiøse forskelle har desuden været årsag til grufulde massakrer i Jugoslaviens tidligere republikker såvel som i asiatiske lande.

Utroligt nok går kristne ofte i krig mod deres trosfæller. Katolikker dræber katolikker på slagmarken. E. I. Watkin skriver: „Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet, benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer. Jeg kender faktisk ikke til et eneste tilfælde hvor et lands hierarki har fordømt nogen krig som uretfærdig . . . Hvordan den officielle teori end har været, har den regel som katolske biskopper har fulgt i krigstid, i praksis været ’mit land har altid ret’.“

Det er dog ikke kun katolikkerne der følger denne regel. I en artikel i den canadiske avis Sun, der udkommer i Vancouver, stod der: „Protestantismen kan på ingen måde hævde at den har taget afstand fra disse splittende nationalistiske kræfter. Det er en svaghed for måske alle organiserede religioner at kirken følger flaget . . . Er der nogen sinde blevet udkæmpet en krig hvor man ikke har hævdet at Gud var med på begge sider?“

Nej, tilsyneladende ikke! Den protestantiske præst Harry Emerson Fosdick siger: „Endog i vore kirker har vi sat krigsfanen . . . Med den ene mundvig har vi hyldet Fredsfyrsten og med den anden har vi forherliget krigen.“ Og spalteskribenten Mike Royko påpeger at „kristne“ aldrig har „været sarte med hensyn til at føre krig mod andre kristne“, og han tilføjer: „Havde de været det, ville mange af de heftigste krige i Europa aldrig have fundet sted.“ En af disse bemærkelsesværdige krige var Trediveårskrigen i Tyskland mellem protestanter og katolikker.

Beviserne er meget tydelige. Religion har støttet og til tider endda anstiftet krig. Derfor har mange spekuleret over spørgsmålene: Favoriserer Gud i krigstid virkelig én nation frem for en anden? Vælger han side når nationerne kæmper? Vil der nogen sinde komme en tid hvor der ikke vil være krig?

[Tekstcitat på side 3]

De romerske soldater kastede standarter med symboler af deres guder ind i fjendernes geledder