Kirken — forandringer og forvirring

„Mange troende er foruroligede over de forandringer som de påtvinges.“ — L’Histoire, juli/august 1987.

„Fjern blot ét led . . . og resten mister hele sin betydning. . . . Læg hostien [’indviet alterbrød’ der benyttes i messen] i hånden i stedet for i munden og ’mange franskmænds tro vil være ødelagt’.“ — Voyage à l’intérieur de l’Église Catholique.

„Ved at forynge liturgien og indføre de lokale sprog ser det ud til at kirken har mistet størstedelen af de kirkegængere der var knyttet til visse — efter deres opfattelse — urokkelige traditioner . . . Pludselig forsvandt forpligtelsen, og troen blev svækket.“ — Nord Eclair, 24.-25. april 1983.

DE FOREGÅENDE citater er et tydeligt udtryk for den forvirring som mange katolikker oplever. Et spørgsmål der bliver ved med at dukke op er: „Vore forældre og bedsteforældre overværede messen på latin og bad på en speciel måde. Hvorfor har denne måde at gøre tingene på da pludselig mistet sin værdi?“

Det er også et problem at kirken nu nærmer sig andre religioner. Det franske dagblad Le Monde forklarer: „Mange troende føler at de er blevet taget ved næsen. Alt for ofte har de fået at vide at deres religion var den eneste sande eller i hvert fald den bedste.“ Det er rigtigt at mange katolikker støtter idéen om drøftelser med deres „adskilte brødre“, hvad enten de er ortodokse eller protestanter. Men mange der tidligere har lært ’at uden for kirken er der ingen frelse’, kan ikke forstå denne kovending. Kirkens nye holdning er for en stor del ansvarlig for splittelsen mellem Vatikanet og traditionalisterne, hvis åndelige leder, afdøde ærkebiskop Marcel Lefebvre, i 1988 blev ekskommunikeret af pave Johannes Paul II.

Autoritet anfægtes

Katolikker udtrykker ofte deres forvirring ved at sætte spørgsmålstegn ved kirkens autoritet. Selv om Johannes Paul II roses for at han går ind for retfærdighed i verden, nægter mange katolikker at følge de moralske forskrifter han slår til lyd for i sine offentlige taler. En stor del af de katolske ægtepar bruger for eksempel svangerskabsforebyggende midler der fordømmes af kirken. Andre får foretaget abort.

Alle niveauer drager kirkens autoritet i tvivl. At paven og andre høje prælater har indtaget et bestemt standpunkt i en sag, har ikke hindret lægfolket og præsterne, og ikke engang biskopperne, i at modsige dem. Bogen La Réception de Vatican II forklarer: „Ud fra dette synspunkt berøres kirkelivet af den situation som koncilet har skabt. Den romersk-katolske kirke er nu sæde for vedvarende, hede diskussioner. Selv pavens forslag bliver debatteret og meget ofte kritiseret. Flere og flere katolikker siger at de ikke kan gøre visse pavelige udsagn til deres egne — hverken helt eller delvist.“

Nogle katolikker har accepteret forandringerne for at være tro mod kirken og fortsætter med at tage del i ceremonierne. Andre er forvirrede på grund af situationen og ser sig tilfredse med at leve som medlemmer der ikke går ind for alle kirkens idéer. Ifølge de nuværende statistikker er der også en væsentlig tredje gruppe af navnkatolikker der ikke længere støtter kirken.

Religiøs forvirring er ikke begrænset til den katolske kirke i Frankrig. I Holland har krisen både ramt katolikker og protestanter, som den næste artikel vil komme ind på.

[Ramme/illustration på side 9]

Borgerkrig i den engelske statskirke?

Af Vågn op!-korrespondent i Storbritannien

LYDER det ikke for usandsynligt? Ikke ifølge The Sunday Times i London. „Den engelske statskirke er splittet,“ erklærede avisen. „En splittet kirke fører til borgerkrig.“ Hvad har bragt Englands etablerede kirke i sådan en sørgelig tilstand? Forslaget om at ordinere kvinder.

Ved en historisk beslutning i november sidste år stemte to tredjedele af den engelske statskirkes synode for at ordinere kvinder som præster. Den resterende tredjedel, omkring 3500 præster, siges at være imod beslutningen, og nogle har allerede forladt kirken, dybt rystede. Andre, anført af Londons tidligere biskop, ønsker at bibeholde deres anglikanske identitet mens de „søger at bevare forbindelsen til pavestolen“ i Rom.

Ærkebiskoppen af Canterbury anførte kampagnen til fordel for forandringen. „Ordinering af kvinder til præster,“ sagde han, „forandrer ikke et ord i trosbekendelserne, ikke et skriftsted, ej heller vor kirkes tro.“ Han tilføjede: „Det kan faktisk styrke kirkens troværdighed i resten af verdens øjne. Det er at praktisere det kirken prædiker når den taler om ligestilling.“

Men ikke alle er enige. En lægmand etiketterede synodens afgørelse som „frafald“. Da resultatet blev kendt forlod han straks kirken for at blive katolik. „Beslutningen om at ordinere kvinder kom som et chok. Der råder åndelig forvirring. De fleste mennesker ved ikke hvad de skal gøre,“ klagede en gejstlig i London. I mellemtiden ser Vatikanet — der giver konvertitterne en forbeholden velkomst — afgørelsen som „en ny og alvorlig hindring for hele forsoningsprocessen“.

Det skønnes at 1400 kvinder venter på at blive ordineret, men det britiske parlament mangler stadig at godkende afgørelsen, som derefter skal kongeligt stadfæstes. Alt dette kan tage op til to år. Det bliver interessant at se hvilken tilstand den engelske statskirke er i til den tid.

[Kildeangivelse på side 7]

Camerique/H. Armstrong Roberts