Hvorfor kirkerne forholdt sig tavse

DEN 8. DECEMBER 1993 holdt dr.theol. Franklin Littell fra Baylor University en tale på De Forenede Staters Holocaust Memorial Museum om en „konkret sandhed“ der vækker bekymring. Hvad var det?

Dr. Littell sagde at sandheden er den at „seks millioner jøder blev forfulgt og systematisk myrdet midt i kristenheden, af døbte katolikker, protestanter og ortodokse der aldrig blev irettesat, endsige ekskommunikeret“. Der var dog én stemme der konsekvent berettede om gejstlighedens kollaboration med Hitlers regime. Som vi har set, tilhørte denne stemme Jehovas Vidner.

Hitler var en døbt katolik ligesom mange andre nazispidser. Hvorfor blev de ikke ekskommunikeret? Hvorfor fordømte den katolske kirke ikke de frygtelige ugerninger disse mænd øvede? Hvorfor forholdt også de protestantiske kirker sig tavse?

Forholdt kirkerne sig virkelig tavse? Eller har det vist sig at de faktisk støttede Hitlers krig?

Den katolske kirkes rolle

Den katolske historiker E. I. Watkin har skrevet: „Hvor smerteligt det end er at måtte indrømme det, kan vi ikke for at opnå en falsk opbyggelse eller af uærlig loyalitet, benægte eller ignorere den historiske kendsgerning at biskopper konsekvent har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer. . . . Hvor det har drejet sig om krigslysten nationalisme har de tjent som kejserens talerør.“

Når Watkin siger at den katolske kirkes biskopper „har støttet alle krige der er blevet ført af deres landes regeringer“, indbefatter det Hitlers aggressionskrige. En katolsk historieprofessor ved Wiens universitet, Friedrich Heer, har indrømmet: „Ifølge de nøgne kendsgerninger i tysk historie kom korset og hagekorset hinanden stadig nærmere, indtil hagekorset proklamerede sejrsbudskabet fra tårnene på tyske domkirker, hagekorsflagene sås rundt om altrene, og katolske og protestantiske teologer, pastorer, kirkemænd og statsmænd hilste alliancen med Hitler velkommen.“

Den katolske kirkes ledere gav Hitlers krige en så helhjertet støtte at den katolske professor Gordon Zahn har skrevet: „Den tyske katolik der så hen til sine religiøse ledere efter åndelig vejledning og ledelse vedrørende tjeneste i Hitlers krige, fik faktisk de samme svar som han ville have fået af naziherskeren selv.“

Professor Heer har dokumenteret at katolikker lydigt rettede sig efter deres kirkeledere. Han har skrevet: „Af omkring toogtredive millioner tyske katolikker — hvoraf femten og en halv million var mænd — var der kun syv der åbenlyst nægtede at gøre militærtjeneste. Seks af disse var østrigere.“ Nyere oplysninger viser at nogle få andre katolikker, foruden nogle protestanter, modstod nazistaten på grund af deres religiøse overbevisning. Nogle betalte endog for deres standpunkt med livet, alt imens deres åndelige ledere gik på akkord med Det Tredje Rige.

Hvem der ellers forholdt sig tavse, og hvem der lod deres røst lyde

Som nævnt ovenfor hævder professor Heer at også de protestantiske ledere „hilste alliancen med Hitler velkommen“. Er det sandt?

Mange protestanter har tumlet med selvbebrejdelse over at de forholdt sig tavse under Hitlers aggressionskrige. For eksempel samledes 11 fremtrædende gejstlige i oktober 1945 for at affatte den såkaldte Stuttgart-syndsbekendelse. Heri hed det: „Vi bebrejder os selv at vi ikke med større mod har gjort vore overbevisninger kendt, med større trofasthed har fremført vore bønner, med større glæde har givet udtryk for vor tro og med større nidkærhed har vist vor kærlighed.“

Paul Johnson siger i sit værk History of Christianity: „Blandt 17.000 evangeliske præster var der ikke på noget tidspunkt flere end 50 der afsonede længere fængselsstraffe [for ikke at støtte nazistyret].“ Johnson sammenligner disse præster med Jehovas vidner, og siger: „Jehovas vidner var de tapreste. Lige fra begyndelsen gjorde de deres trosbegrundede afstandtagen klar, hvilket de også kom til at undgælde for. De afviste ethvert samarbejde med nazistyret.“

I 1939, det år den anden verdenskrig brød ud, citerede Consolation T. Bruppacher, en protestantisk præst, for at sige: „Mens mennesker der kalder sig kristne er gået på kompromis i de afgørende situationer, bevarer disse ukendte vidner for Jehova, som kristne martyrer, en urokkelig afsky mod undertrykkelse af samvittighed og mod hedensk afgudsdyrkelse. Fremtidens historiker må en dag erkende at det ikke var de store kirker, men flere af de bagtalte og ringeagtede folk fra sekterne, som først og fremmest rejste sig mod nazidæmonens vildskab. . . . [De] nægter at tilbede Hitler og hagekorset.“

Martin Niemöller, en fremtrædende protestantisk præst der selv havde siddet i en af nazisternes koncentrationslejre, indrømmede senere: „Det må også erindres, som sandt er, at de kristne kirker gennem tiderne altid har indvilliget i at velsigne krig, tropper og våben, og at de på en meget ukristen måde har bedt om deres fjenders tilintetgørelse.“ Han indrømmede: „Alt dette er vores fejl og vore fædres fejl, men det er klart at det ikke er Guds fejl.“

Derefter tilføjede Niemöller: „Og tænk at vi kristne i nutiden er blevet gjort til skamme af den såkaldte sekt af alvorlige bibelforskere [Jehovas Vidner], hvis medlemmer i hundredvis, ja i tusindvis, er gået i koncentrationslejre og er døde fordi de har nægtet at gøre krigstjeneste og har afslået at affyre våben mod mennesker.“

Susannah Heschel, der er professor i jødisk historie, har fundet kirkelige dokumenter der beviser at den lutherske gejstlighed var villig til, ja, ivrig efter, at støtte Hitler. Hun siger at de ligefrem bad om den gunstbevisning at måtte pryde deres kirker med hagekorsflaget. Hendes forskning viser at langt flertallet af præsterne ikke blev presset til at samarbejde med Hitler, men ivrigt støttede ham og hans ariske idealer.

Som foredragsholder bliver Susannah Heschel ofte spurgt af kirkemedlemmer: „Hvad kunne vi have gjort?“

Hertil svarer hun: „I kunne have gjort det samme som Jehovas vidner.“

Hvorfor de forholdt sig tavse

Det er tydeligt hvorfor kirkerne forholdt sig tavse. Det skyldtes at kristenhedens gejstlighed og deres hjorde valgte at se stort på Bibelens lære, til fordel for den politiske stat. I 1933 indgik den katolske kirke et konkordat med nazisterne. Den katolske kardinal Faulhaber skrev til Hitler: „Dette håndtryk med pavestolen . . . er en umådelig velsignelsesrig bedrift . . . Gud bevare rigskansleren [Hitler].“

Den katolske kirke blev, sammen med andre kirker, lakajer for Hitlers onde styre. Skønt Jesus sagde at hans sande disciple ’ikke er en del af verden’, blev kirkerne og deres medlemmer en integreret del af Hitlers verden. (Johannes 17:16) Som følge heraf undlod de at tage til orde imod de forbrydelser som nazisterne begik mod menneskeheden i deres dødslejre.

Ganske vist var der nogle få modige enkeltpersoner blandt katolikkerne, protestanterne og forskellige andre trossamfund som bød nazistaten trods. Nogle af disse betalte endog herfor med deres liv, samtidig med at deres åndelige ledere, der hævdede at tjene Gud, var marionetter for Det Tredje Rige.

Der var imidlertid en stemme som tog til orde. Nyhedsmedierne så i det store og hele gennem fingre med kirkernes betydelige rolle i det nazistiske drama, men Jehovas Vidner følte sig nødsaget til at afsløre gejstlighedens forræderi og hykleri, ved at fremlægge detaljerede oplysninger om de hemmelige overenskomster der blev indgået i kulisserne. På siderne i dette blads forløber, samt i andre publikationer, blev der i 1930’erne og 40’erne trykt stærke anklager mod de religiøse organisationer der blev nazismens håndlangere.

Hvordan man kan kende Kristi sande disciple

Jehovas Vidner er helt anderledes end verdens øvrige trossamfund. De er ikke en del af verden og tager derfor ikke del i nationernes krige. I lydighed mod Guds bud har de ’smedet deres sværd til plovjern’. (Esajas 2:4) Ja, i lydighed mod Kristi bud har de kærlighed til hinanden. (Johannes 13:35) Det betyder at de aldrig går i krig og med overlæg gør hinanden ondt.

Hvad angår kendetegnet på Guds sande tilbedere er Bibelen meget klar: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

Historien taler sit tydelige sprog om at Jehovas vidner altid har vist deres medmennesker kærlighed, også når de har været udsat for stærkt pres. Da Hitler førte krig i Europa stod Jehovas vidner fast, trods nazisternes brutale forsøg på at få dem til at deltage i myrderierne. Professor Christine King har sammenfattende sagt: „Jehovas Vidner lod deres røst lyde. De lod deres røst lyde lige fra begyndelsen. De talte som med én stemme. Det de sagde var udtryk for et utroligt mod, hvilket er noget vi alle kan lære af.“

Jehovas Vidner vil fortsætte med at lade deres røst lyde indtil denne verden befinder sig under Jehovas regerings kærlige styre, fri for krig og ondskab. Så længe det er den suveræne Herre Jehovas vilje, vil dette blad fortsætte med at afsløre ondskaben i denne sataniske verden og fremholde det eneste sande håb for menneskeheden — Guds rige. — Mattæus 6:9, 10.

[Illustrationer på side 13]

Den amerikanske presse bekræftede kirkens støtte til nazismen

New York Post, 27. august 1940, Blue Final Edition, side 15

The New York Times, 25. september 1939, Late City Edition, side 6

The New York Times, 7. december 1941, Late City Edition, side 33

[Illustration på side 15]

I modsætning til kirkerne tog Jehovas Vidner til orde imod nazismen