Nazismens ondskab afsløret

I 1920’erne, da Tyskland kæmpede for at komme sig oven på nederlaget i den første verdenskrig, havde Jehovas vidner travlt med at uddele enorme mængder bibelske publikationer. Dette gav ikke blot tyskerne håb og trøst, men henledte også deres opmærksomhed på den øgede militarisme. Mellem 1919 og 1933 uddelte Jehovas vidner gennemsnitlig otte bøger, brochurer eller blade til hver af de cirka 15 millioner familier der boede i Tyskland.

Bladene The Golden Age og Consolation henledte ofte opmærksomheden på den militaristiske udvikling i Tyskland. I 1929, mere end tre år før Hitler kom til magten, stod der udtrykkeligt i den tyske udgave af The Golden Age: „Nationalsocialismen er . . . en bevægelse der . . . direkte tjener menneskets fjende, Djævelen.“

Umiddelbart før Hitler kom til magten kunne man den 4. januar 1933 læse i The Golden Age: „Den nationalsocialistiske bevægelse rejser sig som et truende bjerg. Det forekommer utroligt at et politisk parti med en så uanselig begyndelse og en så ukonventionel politik, i løbet af blot nogle få år har kunnet udvikle sig til et parti af så store proportioner at det helt overskygger den nationale regeringsstruktur. Adolf Hitler og hans nationalsocialistiske parti (nazisterne) har ikke desto mindre udført denne sjældne bedrift.“

En appel om at vise forståelse

Den 30. januar 1933 blev Hitler rigskansler, og et par måneder senere, den 4. april 1933, blev Jehovas Vidners afdelingskontor i Magdeburg beslaglagt. Den 28. april 1933 blev beslaglæggelsen imidlertid ophævet, og ejendommen givet tilbage. Hvad ville der nu ske?

Til trods for Hitlerregimets åbenlyst fjendtlige holdning, planlagde Jehovas Vidner at holde et stævne i Berlin den 25. juni 1933. Cirka 7000 overværede stævnet. Jehovas Vidner gjorde deres holdning helt klar: „Vor organisation er ikke i nogen forstand politisk. Vi fastholder blot vor ret til at forkynde Jehova Guds ord for folk, og det uden hindring.“

Jehovas Vidner gjorde således en ihærdig indsats for at tale deres sag. Hvad blev konsekvenserne?

Angrebet begynder

Hitlers regering fandt Jehovas vidners urokkelige neutralitet og deres loyalitet mod Guds rige uacceptabel. Nazisterne havde ikke til hensigt at tolerere nogen som helst afvisning af deres ideologi.

Den 28. juni 1933, umiddelbart efter stævnet i Berlin, beslaglagde nazisterne igen afdelingskontoret i Magdeburg. De opløste Jehovas Vidners møder og foretog arrestationer. Inden længe begyndte Vidnerne at blive afskediget fra deres arbejde. Deres hjem blev ransaget, og de selv blev slået og arresteret. I begyndelsen af 1934 havde nazisterne beslaglagt 65 tons af Jehovas Vidners bibelske publikationer og brændt dem uden for Magdeburg.

Jehovas Vidners faste standpunkt

Trods disse angreb stod Jehovas vidner fast og fordømte offentligt modstanden og uretfærdighederne. The Watchtower for 1. november 1933 (Vagttårnet for 1. januar 1934) bragte artiklen „Frygt ikke for dem“. Den var blevet udarbejdet specielt med henblik på de tyske Jehovas vidner, og opmuntrede dem til at fatte mod trods det voksende pres.

Den 9. februar 1934 sendte Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford, Hitler en protestskrivelse hvori der stod: „Det er muligt, at De med Held kan modstaa et hvilket som helst Menneske, ja endogsaa staa alle Mennesker imod, men De kan ikke med Held staa Jehova Gud imod. . . . I Jehova Guds og hans salvede Konges, Kristi Jesu, Navn, [vil jeg] rejse Krav om, at De befaler alle Embedsmænd under Deres Regering at lade Jehovas Vidner i Tyskland faa Lov til at samles i Fred og uhindret dyrke Gud.“

Rutherford satte den 24. marts 1934 som frist og skrev at medmindre der inden da var sket en bedring i behandlingen af de tyske Jehovas vidner, ville man fortælle hele Tyskland og resten af verden om forfølgelsen. Nazisternes reaktion på Rutherfords krav var flere overgreb, og mange Jehovas vidner blev sendt i de nyligt oprettede koncentrationslejre. De var således blandt de første fanger i disse lejre.

Jehovas Vidner afslører nazisternes ugerninger

Som lovet begyndte Jehovas Vidner at afsløre de ugerninger der fandt sted i Tyskland. Jehovas vidner overalt på kloden sendte gentagne gange protestskrivelser til Hitlers regering.

Den 7. oktober 1934 samledes alle menigheder af Jehovas Vidner i Tyskland for at høre et brev oplæst. Brevet blev sendt til Hitlerstyrets embedsmænd, og det lød i uddrag: „Deres lov er i direkte konflikt med Guds lov . . . Vi skal derfor hermed underrette Dem om at vi for enhver pris vil adlyde Guds befalinger; vi vil komme sammen til studium af hans ord, og vi vil tilbede og tjene ham som han har befalet.“

Samme dag holdt Jehovas vidner i 49 andre lande et særligt møde og sendte følgende telegram til Hitler: „Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“

Nazisterne reagerede næsten øjeblikkelig ved at optrappe forfølgelsen. Hitler selv skreg: „Denne yngel skal udryddes i Tyskland!“ Men i takt med at modstanden intensiveredes blev Jehovas vidner tilsvarende mere stålsatte i deres beslutning om at forblive trofaste mod Gud.

I 1935 afslørede The Golden Age naziregimets inkvisitionsagtige torturmetoder og spionagesystem. Det afslørede også at det var Hitlerjugends mål at fratage den tyske ungdom troen på Gud. Det følgende år medførte en landsdækkende Gestapo-kampagne at tusinder af Jehovas vidner blev arresteret. Kort efter, den 12. december 1936, svarede Jehovas Vidner igen med deres egen kampagne, idet de oversvømmede Tyskland med titusinder af trykte eksemplarer af en resolution der protesterede mod forfølgelsen af Jehovas vidner.

Den 20. juni 1937 uddelte de Jehovas vidner der stadig havde deres frihed, endnu et budskab der var skånselsløst i sine detaljerede afsløringer af forfølgelsen, blandt andet ved at nævne myndighedspersoner ved navn og angive tid og sted for overgrebene. Gestapo blev rystet over denne afsløring og over at Jehovas Vidner var i stand til at gennemføre kampagnen.

Det var Jehovas vidners kærlighed til deres næste der fik dem til at advare befolkningen i Tyskland mod at lade sig bedrage af Det Tredje Riges grandiose fantasterier om et glorværdigt, tusindårigt styre. I brochuren Se Kendsgerningerne i Øjnene, der blev udgivet i 1938, kunne man læse: „Vi maa kundgøre Sandheden og lade Advarselen lyde. . . . Vi anerkender, at den totalitære Regeringsform . . . er et Produkt af Satan, frembragt for at sættes i Stedet for Guds Rige.“ Jehovas vidner var nogle af de første der blev udsat for nazisternes mishandling, men de fordømte også i stærke vendinger overgrebene på jøder, polakker, de handicappede og andre.

I resolutionen „Advarsel“, der blev vedtaget ved et stævne som Jehovas Vidner afholdt i 1938 i Seattle i den amerikanske stat Washington, kunne man læse: „Fascisternes og nazisternes radikale politiske organisationer har uretmæssigt overtaget kontrollen med mange lande i Europa . . . Alle indbyggerne vil blive ensrettet, alle deres friheder vil blive taget fra dem, og alle vil blive tvunget til at underkaste sig en egenrådig diktators styre, hvorefter fortidens inkvisition atter vil være fuldt genoplivet.“

J. F. Rutherford holdt regelmæssigt nogle magtfulde radioforedrag om nazismens sataniske natur. Foredragene blev genudsendt i hele verden og blev trykt og uddelt i millioner af eksemplarer. Den 2. oktober 1938 holdt han foredraget „Fascisme eller Frihed“, hvori han i utvetydige vendinger fordømte Hitler:

„Den almene Befolkning i Tyskland elsker Fred, men Hitler, som er ved Styret, er haard og krigerisk . . . Han forfølger Jøderne paa det grusomste, fordi de en Gang var Jehovas Pagtsfolk og bar Jehovas Navn, og fordi Kristus Jesus var Jøde.“

Efterhånden som nazisternes raseri mod Jehovas Vidner nåede nye højder, blev Jehovas Vidners fordømmelse stadig mere svidende. I Consolation for 15. maj 1940 kunne man læse: „Hitler er et så fuldkomment Djævelens barn at [hans] taler og beslutninger flyder gennem ham som vand gennem en velfungerende kloak.“

Koncentrationslejrenes rædsler afsløres

Offentligheden var i det store og hele uvidende om koncentrationslejrenes eksistens indtil 1945, men allerede i 1930’erne kunne man ofte læse detaljerede beskrivelser af disse lejre i Vagttårnsselskabets publikationer. I 1937 omtalte Consolation for eksempel eksperimenter med giftgas i Dachau. I 1940 havde Jehovas Vidners publikationer opregnet 20 forskellige lejre og havde berettet om de forfærdende tilstande i disse lejre.

Hvorfra havde Jehovas Vidner så indgående et kendskab til koncentrationslejrene? Da den anden verdenskrig begyndte i 1939, befandt der sig allerede 6000 Jehovas vidner i lejre og fængsler. Den tyske historiker Detlef Garbe anslår at Jehovas vidner på det tidspunkt udgjorde mellem 5 og 10 procent af det samlede antal fanger i lejrene!

På et seminar om Jehovas Vidner og Holocaust har Detlef Garbe sagt: „Af de 25.000 der bekendte sig som Jehovas Vidner da Det Tredje Rige kom til magten, blev omkring 10.000 fængslet i kortere eller længere tid. Heraf blev over 2000 sendt til koncentrationslejre. Dermed var Jehovas Vidner, bortset fra jøderne, den religiøse gruppe som blev værst forfulgt af SS.“

I juni 1940 stod der i Consolation: „Der var 3.500.000 jøder i Polen da Tyskland indledte sin lynkrig . . . og hvis de rapporter der når den vestlige verden er korrekte, er man i fuld gang med at udrydde dem.“ I 1943 hed det i Consolation: „Hele nationer som grækerne, polakkerne og serberne bliver systematisk udryddet.“ Frem til 1946 havde The Golden Age og Consolation omtalt 60 forskellige fængsler og koncentrationslejre ved navn.

Nazisternes frustration over Jehovas vidner

Til trods for nazisternes forsøg på at dæmme op for udbredelsen af Vagttårnsselskabets publikationer, indrømmede en embedsmand fra Berlin: „Det er vanskeligt at finde de hemmelige steder i Tyskland hvor bibelstudenterne stadig trykker deres publikationer; ingen har navne eller adresser på sig, og ingen forråder nogen.“

Trods Gestapos ihærdige forsøg var man aldrig i stand til på et givet tidspunkt at fange mere end halvdelen af alle Jehovas vidner i Tyskland. Man kan forestille sig hvor frustrerende det må have været for nazisternes omfattende spionnet ikke at være i stand til at bringe denne lille hær til tavshed eller standse udgivelsen af deres publikationer. Disse publikationer blev uddelt til folk på gader og stræder og fandt endog vej ind bag koncentrationslejrenes pigtrådshegn!

Sejr over barbariet

Nazisterne, der blev betragtet som mestre i at knække den menneskelige vilje, forsøgte desperat at få Jehovas vidner til at opgive deres kristne neutralitet, men de kom ynkeligt til kort. I bogen Der SS-Staat — das System der deutschen Konzentrationslager skriver Eugene Kogon: „Man kan ikke undgå at få det indtryk at SS psykologisk set aldrig var på højde med den udfordring Jehovas vidner udgjorde.“

Takket være Guds ånd vandt Jehovas vidner kampen. Historikeren Christine King, kansler ved Staffordshire University i England, har beskrevet parterne i denne konflikt på følgende måde: „Den ene part [nazisterne] var kæmpemæssig, magtfuld og tilsyneladende uovervindelig. Den anden part [Jehovas vidner] var meget, meget lille . . . og havde kun deres tro som våben . . . Jehovas vidner tvang moralsk set Gestapos magt i knæ.“

Jehovas vidner var blot en lille, fredelig enklave i nazisternes rige. Ikke desto mindre udkæmpede og vandt de på deres egen måde et slag — et slag for retten til at tilbede deres Gud, et slag for retten til at elske deres næste og et slag for retten til at sige sandheden.

[Ramme på side 9]

Jehovas Vidner afslørede at der fandtes kz-lejre

NAVNE som Auschwitz, Buchenwald, Dachau og Sachsenhausen var ukendte for de fleste indtil den anden verdenskrig var forbi, men de var velkendte for læsere af The Golden Age og Consolation. Jehovas vidners rapporter, som under stor risiko blev smuglet ud af lejrene og offentliggjort i Vagttårnets publikationer, afslørede Det Tredje Riges morderiske hensigter.

I 1933 indeholdt The Golden Age den første af mange beskrivelser af koncentrationslejrene i Tyskland. I 1938 udgav Jehovas Vidner bogen Kreuzzug gegen das Christentum (Korstog imod kristendommen) på fransk, tysk og polsk. Den indeholdt en udførlig dokumentation af nazisternes ondsindede angreb på Jehovas vidner og bragte skitser over koncentrationslejrene Sachsenhausen og Esterwegen.

Nobelpristageren dr. Thomas Mann skrev i et brev: „Jeg har læst Deres bog og dens forfærdende dokumentation med den største sindsbevægelse. Jeg kan ikke beskrive den blandede følelse af afsky og væmmelse som har fyldt mit hjerte under læsningen af disse beretninger om menneskelig fornedrelse og afskyelig grusomhed. . . . At forholde sig tavs ville kun tjene verdens moralske ligegyldighed til gavn . . . De har gjort Deres pligt ved at udgive denne bog og bringe disse kendsgerninger frem i lyset.“ — Kursiveret af os.

[Ramme på side 10]

Jehovas vidner blandt de første i kz-lejrene

MADAME Geneviève de Gaulle, niece til Frankrigs tidligere præsident Charles de Gaulle, var medlem af den franske modstandsbevægelse. Hun blev taget til fange og i 1944 sendt til koncentrationslejren Ravensbrück, hvor hun mødte Jehovas vidner. Efter den anden verdenskrig holdt madame de Gaulle foredrag overalt i Schweiz og talte ofte om Jehovas vidners uangribelighed og mod. I et interview den 20. maj 1994 sagde hun:

„De var blandt de første deporterede i lejren. Mange var allerede døde . . . Vi kunne kende dem på deres karakteristiske mærke. . . . Det var dem absolut forbudt at tale om deres tro eller at være i besiddelse af nogen som helst religiøs bog, især Bibelen, der blev betragtet som den bog der mere end nogen anden animerede til oprør. . . . Jeg kendte personligt [et Jehovas vidne] der blev henrettet for at være i besiddelse af nogle få sider af Bibelen, og jeg fik at vide at der var andre. . . .

Det jeg især beundrede dem for, var at de kunne have fået deres frihed med det samme, hvis blot de skrev under på at de afsvor deres tro. Men disse kvinder, der forekom så skrøbelige og forslidte, viste sig i sidste instans at være stærkere end SS, der havde magten og ethvert middel til deres rådighed. [Jehovas vidner] havde en force, nemlig deres viljestyrke, som ingen kunne knække.“

[Ramme på side 11]

Jehovas vidners adfærd i lejrene

AF KÆRLIGHED til næsten, det være sig en de delte celle eller barak med, eller en der befandt sig i samme lejr, delte Jehovas vidner ikke blot deres åndelige føde med andre men også den smule bogstavelig føde de havde.

En jøde der overlevede opholdet i koncentrationslejren Buchenwald har fortalt: „Her mødte jeg de såkaldte Bibelforscher. De forkyndte uafbrudt om deres tro. Faktisk var der intet der kunne få dem til at lade være med at tale om deres Gud. De var meget hjælpsomme over for andre fanger. Da pogromen den 10. november 1938 sendte store mængder jøder til lejren, gik ’Jehovas Schweine’, som vagterne kaldte dem, rundt med en brødration til de gamle og udhungrede jøder, idet de selv undlod at spise i op til fire dage.“

En jødisk kvinde der sad i koncentrationslejren Lichtenburg, har fortalt noget lignende: „De var modige folk der tålmodigt affandt sig med deres skæbne. Det var forbudt ikkejødiske fanger at tale med os, men disse kvinder overholdt aldrig denne regel. De bad for os som havde vi tilhørt deres egen familie, og de bønfaldt os om at holde ud.“

[Ramme på side 12]

Forsøgene på at benægte Holocaust forudsagt

I CONSOLATION for 26. september 1945 stod der at man måske i fremtiden ville forsøge at revidere historien og benægte hvad der var sket. I artiklen „Er nazismen udryddet?“ kunne man læse:

„Propagandister tror at folks hukommelse er kort. De har i sinde at udviske historien og fremtræder nu som velgørere idet de skjuler deres belastende fortid.“

Bladet gav følgende indsigtsfulde advarsel: „Indtil Jehova griber ind i Harmagedon vil nazismen blive ved med at stikke sit hæslige hoved frem.“

[Diagrammer på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Disse skitser over koncentrationslejre blev i 1937 offentliggjort i Jehovas Vidners publikationer

[Illustration på side 7]

De 150 medarbejdere på Jehovas Vidners afdelingskontor i Magdeburg i 1931

[Illustrationer på side 8]

Jehovas Vidners publikationer afslørede kirkernes samarbejde med nazismen