Flodblindhed — en frygtelig plage bekæmpes

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

SCENEN var typisk for mange landsbyer ved flodbredderne i Vestafrika. Nogle mennesker sad under et stort træ, i skygge for den brændende sol. Fem af dem, fire mænd og en kvinde, var fuldstændig blinde.

Landsbyens høvding, som er klædt i en flagrende hvid kjortel, fortæller: „Folk i den gamle landsby vidste ikke hvorfor de blev blinde. De fleste af de gamle døde som blinde. . . . De troede at en eller anden ond ånd var imod dem. De brugte feticher som beskyttelse. Deres forfædre sagde at de skulle give feticherne mad. Derfor ofrede de kyllinger og får til dem. Men folk blev stadig ramt af blindhed.“

Med tiden kom nogle læger og forklarede at blindheden ikke skyldtes overnaturlige kræfter, men var en følge af sygdommen onkocerciasis, eller flodblindhed. Navnet kommer af at de små myg der spreder sygdommen gennem stik lægger deres æg i hurtigtstrømmende floder.

Heldigvis får man ikke flodblindhed lige så let som man får andre tropiske sygdomme. Sygdommen er ikke til fare for byboere eller for dem der blot besøger et område hvor den florerer. Blindheden indtræffer først efter mange års gentagne infektioner.

Ikke desto mindre er flodblindhed en tropesygdom som ødelægger tilværelsen for millioner af mennesker. Den hærger i nogle dele af Mellemøsten og Syd- og Centralamerika, men folk der bor eller arbejder i nærheden af de myggehærgede floder i Afrikas ækvatoriallande er de mest udsatte. I nogle landsbyer er praktisk talt alle ramt af sygdommen. Ifølge beregninger foretaget af The Carter Center i Atlanta i Georgia, USA, er omkring 126 millioner i fare for at få sygdommen. Andre 18 millioner bærer på de parasitter der forårsager flodblindhed. Det anslås at sygdommen på nuværende tidspunkt har gjort mellem en og to millioner helt eller delvis blinde.

Den århundredgamle plage betvinges nu af den indsats som WHO (Verdenssundhedsorganisationen) og andre organisationer gør, i samarbejde med de forskellige landes regeringer. Trods de fjendtligheder og den håbløshed der ellers præger store dele af Afrika, ser man her et effektivt program til sygdomsbekæmpelse. Programmet er blevet hyldet som „en af det tyvende århundredes store medicinske og udviklingsmæssige triumfer“.

En frygtelig sygdom

Flodblindhed spredes af hunnerne inden for flere arter af den sorte kvægmyg (slægten Simulium). Når en inficeret myg stikker et menneske, efterlader den samtidig larver af en parasitorm (Onchocerca volvulus). Under huden på det inficerede menneske udvikler larverne sig langsomt til orm der bliver op til 60 centimeter lange.

Når hunormene er blevet befrugtet begynder hver af dem at producere nogle mindre orm kaldet mikrofilarier; dette fortsætter de med at gøre i 8 til 12 år, så der efterhånden kan være millionvis af dem. Mikrofilarierne udvikler sig ikke til larver medmindre de igen bliver samlet op af en kvægmyg, undergår en udvikling i myggen og derefter igen kommer ind i et menneske. I de fleste tilfælde kravler disse små orm rundt under huden og kommer efterhånden også ind i øjnene. Der kan være op til 200 millioner orm i et enkelt menneske. Der er så mange at man for at stille diagnosen blot behøver at tage nogle ganske små stykker hud til undersøgelse. Under et mikroskop kan man på et stykke hud se hundreder af små orm der vrider sig.

Parasitterne er en plage for deres offer. Den inficerede persons hud bliver efter nogle år tyk og skællet. Ofte kommer der pigmentløse pletter på huden. Ofrene udvikler det der kaldes krokodillehud, øglehud eller leopardskind, og der opstår en kraftig kløe som efter sigende har drevet nogle til selvmord. Hvis de små orm invaderer øjnene kan de ødelægge offerets syn eller gøre det totalt blind.

I de fattige landområder hvor kvægmyggen hærger, er blindhed en særdeles svær lidelse at bære. Det skyldes blandt andet at mange landsbyboere tror at blindhed er gudernes straf og betragter de blinde som værdiløse for samfundet. En anden grund er at der ikke findes nogen offentlige hjælpeforanstaltninger, og derfor er ofrene totalt afhængige af deres familie. Sata, en kvinde i Burkina Faso der lider af flodblindhed, siger: „Uanset om det er en mand eller en kvinde der bliver blind, er lidelserne de samme. En ung, ugift kvinde som bliver blind får ikke nogen mand. Jeg blev gift før jeg blev blind, men min mand døde. Min broder blev blind som ganske ung og kunne derfor ikke få en kone. Vi er helt afhængige af vores familie — hvad angår mad og alt andet. Det er en frygtelig situation.“

I de områder hvor flodblindhed er udbredt forlader folk ofte landsbyerne, tvunget bort af myggene og sygdommen. Frugtbar jord nær vandet kommer til at ligge uopdyrket hen, hvilket bidrager til fattigdom og sult.

Kampen mod kvægmyggen

I begyndelsen af 1970’erne indledte man i syv vestafrikanske lande et internationalt forsøg på at få kontrol med flodblindhed. Udrustet med biologisk nedbrydelige insekticider der dræber larverne, en flåde af helikoptere, små flyvemaskiner og lastbiler, satte man ind med en offensiv mod smittebæreren, kvægmyggen. Målet var at angribe og dræbe kvægmyggen mens den var mest sårbar — på larvestadiet.

Det var ikke nødvendigt at sprøjte hele floder. Eksperterne vidste at hunkvægmyggen lægger sine æg på vandet og at æggene fæstner sig til grene og sten lige under overfladen i hurtigt strømmende vand. Det er kun i sådanne floder at larven kan få ilt nok til at overleve. Det var altså muligt at identificere disse særlige udklækningssteder.

Formålet med at sprøjte udklækningsstederne var ikke at udrydde kvægmyggen, hvilket ville være en umulig opgave. Men ved at reducere antallet af myg håbede eksperterne at man kunne bryde parasittens livscyklus. Færre myg ville betyde færre nye infektioner. Teorien var at hvis myggen kunne holdes nede indtil de eksisterende parasitter i de inficerede personer var uddøde, ville der på et tidspunkt ikke være flere parasitter tilbage. Hvis en person så blev stukket af en myg, ville den ikke samle parasitter op som den kunne give videre til andre.

Projektet var en stor udfordring. Der var i tusindvis af vanskeligt tilgængelige områder hvor myggene blev udklækket. Og eftersom myggene kan tilbagelægge afstande på flere hundrede kilometer, skulle bekæmpelsen foregå over et kæmpemæssigt område. Det krævede også en særlig udholdenhed, eftersom blot én måneds efterladenhed kunne resultere i en genopblomstring af myggebestanden, og års arbejde ville være spildt.

I 1970’erne begyndte man fra flyvemaskiner at sprøjte udvalgte afsidesliggende flodstrækninger, der tilsammen udgjorde 19.000 kilometer. Resultatet var at sygdommen blev udryddet i 80 procent af de ramte områder i de lande der deltog i projektet.

Én eller to piller om året

Fra og med 1987 blev der udviklet endnu et våben til brug i kampen mod flodblindhed. I stedet for at angribe kvægmyggen var målet nu parasitterne i offerets krop. Midlet var et sikkert og effektivt medikament ved navn Mectizan (ivermectin), udviklet i et amerikansk medicinalfirmas laboratorier.

For at hindre sygdommen i at udvikle sig skal den inficerede person indtage en enkelt dosis (en eller to piller) om året. Mectizan dræber ikke de voksne parasitorm i kroppen, men det dræber de små orm og hæmmer de voksne orms produktion af mikrofilarier. Dette bremser sygdommens udvikling i offeret samt spredningen af den til andre. Medikamentet udbedrer også tidlige stadier af læsioner i øjets hornhinde, og gør at andre læsioner ikke forværres. Det kan imidlertid ikke reparere gamle øjenskader eller genoprette synsskader der én gang er opstået.

Problemet var imidlertid at få medikamentet ud til dem der havde behov for det. Mange bor i fjerne og isolerede landsbyer og kan kun nås til fods. Hvis man skal gøre brug af køretøjer, betyder det ofte at bushen skal ryddes eller at der måske endda skal bygges broer. Til tider er borgerkrige, manglende økonomiske midler og stedlige bestemmelser med til at gøre det besværligt at nå disse steder. Men trods disse hindringer var der i begyndelsen af 1995 blevet delt cirka 31 millioner Mectizan-piller ud, hovedsagelig i Afrika.

Fremtidsudsigterne

I de sidste 20 år har Onchocerciasis Control Programme bekæmpet flodblindhed i 11 vestafrikanske lande, et område der er tre gange så stort som Frankrig. Hvad har resultatet været? Ifølge tal fra WHO er mere end 30 millioner blevet beskyttet mod denne gamle og forfærdende sygdom på grund af indsatsen med insekticider og Mectizan. Mere end halvanden million mennesker som var alvorligt ramt af sygdommen er nu kommet sig fuldstændig. Desuden har bekæmpelsen af flodblindhed forårsaget at der nu er 25 millioner hektarer land som igen kan bebos og opdyrkes — et område der kan brødføde cirka 17 millioner mennesker om året.

Men krigen er ikke forbi endnu. Indbyggerne i de lande der har bekæmpet flodblindhed udgør kun halvdelen af dem der trues af sygdommen.

I de senere år har man intensiveret kampen mod sygdommen. På blot to år, fra 1992 til 1994, er antallet af dem der bliver behandlet med Mectizan mere end fordoblet, fra 5,4 til 11 millioner. Ved udgangen af 1994 havde 32 lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten iværksat Mectizan-behandlingsprogrammer, og det vil med tiden beskytte op mod 24 millioner mennesker mod flodblindhed.

Den amerikanske sundhedsstyrelse håber at sygdommen i år 2002 ikke længere vil udgøre en trussel i Amerika. I Afrika er opgaven naturligvis vanskeligere. Ikke desto mindre siger FN’s Børnefond: „Det står allerede klart at den generation der nu vokser op, ikke er truet af blindhed i samme grad som generationerne var tidligere, og dét i et område hvor tab af synsevnen længe har været betragtet som en normal følge af det at blive gammel.“

Det er opmuntrende at høre om de bestræbelser der gøres for at hjælpe folk som trues af blindhed. Under sin jordiske tjeneste viste Jesus Kristus også kærlig omsorg for folk ved mirakuløst at give blinde synet igen. (Mattæus 15:30, 31; 21:14) Dette viste i mindre målestok hvad der vil ske på jorden under Guds rige. Ja, den tid vil komme hvor ingen vil være ramt af blindhed. Guds ord har forudsagt: „Da åbnes de blindes øjne.“ — Esajas 35:5.

[Tekstcitat på side 25]

„Før gav de ånderne skylden for blindhed. Nu ved de at det skyldes ormene“

[Tekstcitat på side 27]

Én eller to piller om året kan afværge flodblindhed