Er religionens dage talte?

„Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“

Esajas, israelitisk profet fra det 8. århundrede før vor tidsregning.

MED disse ord forudsagde den hebraiske profet Esajas at alle på jorden en dag ville være forenede i tilbedelsen af den almægtige Gud. Som forholdene ser ud i dag synes dette imidlertid at ligge langt ude i fremtiden.

Tidligere i dette århundrede troede kommunistiske revolutionærer for eksempel at fjernelsen af religion var et nødvendigt skridt hen imod at befri proletariatet. De hævdede at ateisme ville ’frigøre arbejderklassen fra fortidens byrde af blændværk og fordom’. I 1939 havde Stalin reduceret antallet af åbne ortodokse kirker i Sovjetunionen til 100; før 1917 havde der været mere end 40.000.

Også Hitler betragtede religion som en hindring for at opnå uindskrænket magt. „Man er enten kristen eller tysker. Man kan ikke være begge dele,“ har han engang sagt. Det var hans hensigt gradvis at fjerne alle de former for tilbedelse han ikke kunne kontrollere. Til det formål udviklede nazisterne deres egne pseudoreligiøse bønner, højtider, dåbs- og begravelsesceremonier. Hitler var deres messias, og fædrelandet var deres gud. Der kunne begås enhver form for grusomhed hvis det var Hitlers ønske.

Religionens sidste dage?

Hverken Stalin eller Hitler havde held med at undertrykke religionen. Men nu synes ligegyldighed at have overtaget tyranniets plads. For dem der studerer Bibelen kommer dette ikke som en overraskelse. Apostelen Paulus fortalte Timoteus at folk i „de sidste dage“ ville være „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. — 2 Timoteus 3:1-4.

Lærer Bibelen at disse „sidste dage“, præget af religiøs ligegyldighed, ville gå forud for fjernelsen af al religion? Nej, men Bibelen forklarer at falsk religion, med det symbolske navn Babylon den Store, vil blive fjernet.a Åbenbaringens Bog siger: „En stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten og slyngede den i havet idet han sagde: ’Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.’“ — Åbenbaringen 18:21.

Fjernelsen af falsk religion vil imidlertid ikke resultere i en gudløs verden. Tværtimod forudsiger Salme 22:27: „Hele den vide jord vil huske Jehova og vende om til ham. Og alle nationernes slægter vil bøje sig for dig.“ Tænk blot på den tid hvor „alle nationernes slægter“ vil være forenede om at tilbede den eneste sande Gud. Under Guds riges styre vil dette bemærkelsesværdige løfte få en storslået opfyldelse. (Mattæus 6:10) Til den tid vil religion, sand religion, have stor betydning. Men hvad med tiden nu?

Udfyld det åndelige tomrum

Den åndelige tomhed der præger Europa i dag, svarer til situationen i Romerriget i det første århundrede. Historikeren Will Durant beskriver hvordan det første århundredes kristne med godt resultat dækkede et åndeligt behov dengang: „Ind i det døende hedenskabs moralske vakuum, i stoicismens kulde og epikuræismens fordærv, ind i en verden der var gennemsyret af brutalitet, grusomhed, undertrykkelse og seksuel forvirring, i et pacificeret rige der tilsyneladende ikke længere havde behov for den maskuline virilitet eller krigsguderne, bragte den [kristendommen] en ny moral af broderskab, venlighed, anstændighed og fred.“

Det moralske og åndelige vakuum i vor tid kan udfyldes af det samme magtfulde budskab som de første kristne forkyndte i Romerriget. Og nogle lytter. Skønt mange europæere udadtil ikke er religiøse, føler de stadig at Gud har en vis plads i deres liv. De overværer måske ikke længere de traditionelle gudstjenester, men nogle får udfyldt det åndelige tomrum på andre måder.

Juan José, en ung mand fra Palma de Mallorca i Spanien, gik i katolsk skole og tjente som messedreng indtil han var 13 år gammel. Sammen med sin familie gik han til messe hver søndag, men da han blev teenager holdt han op. Hvorfor? „For det første kedede det mig at gå til messe,“ forklarer Juan José. „Jeg kendte liturgien udenad. Det var som om alt hvad jeg hørte var gentagelser. For det andet var præsten ofte grov over for os messedrenge. Jeg syntes også det var forkert at de fattige skulle betale præsten for at holde en begravelse.

Jeg troede stadig på Gud, men mente at jeg kunne tjene ham på min egen måde, uden at gå i kirke. Sammen med mine venner begyndte jeg at nyde livet som jeg bedst kunne. Man kan godt sige at underholdning blev det primære i mit liv.

Som 18-årig begyndte jeg imidlertid at studere Bibelen med Jehovas vidner. Hvad kunne de tilbyde mig som jeg ikke havde fundet i kirken? En klart defineret tro, baseret på Bibelen frem for traditioner og ’mysterier’ som jeg ikke forstod. Min nye tro betød imidlertid at jeg måtte foretage store forandringer. I stedet for at bruge hver weekend på at arrangere diskoteksfester begyndte jeg at gå fra hus til hus for at fortælle andre om min tro. Dét at hjælpe andre gav mit liv mening. I de sidste syv år har jeg været en af Jehovas Vidners heltidsforkyndere.“

Det er ikke kun unge der søger at få udfyldt et åndeligt tomrum. Antonia, en ældre kvinde fra Extremadura i Spanien, brugte det meste af sit liv på at „søge efter Gud,“ som hun udtrykker det. I teenageårene gik hun til messe hver dag, og på et tidspunkt gik hun i katolsk kloster, eftersom hun tænkte: „Hvis Gud ikke kan findes i et kloster, kan han overhovedet ikke findes.“ Men tre år senere forlod hun klosteret, og nu følte hun sig endnu mere forvirret og tom indeni.

Da hun var i halvtredserne blev hun omsider et Jehovas vidne. „Jeg blev så glad da forkynderne besøgte mig og besvarede mine spørgsmål ud fra min egen bibel,“ fortæller hun. „Efter at jeg er blevet et af Jehovas vidner har mit liv fået mening. Jeg har selvfølgelig problemer, men dem kan jeg klare fordi jeg har fundet den sande Gud.“

Der findes mange lignende erfaringer. Stadig flere går imod den religiøse tendens i verden og slutter sig til Jehovas Vidner idet de finder ud af at tilværelsen får mening når man lever efter sin tro og fortæller andre om den.

Sand religion har større betydning end nogen sinde

Skønt vi lever i en tid hvor mange afviser religion, vil det være uklogt at afvise al religion som irrelevant. I det tyvende århundrede afviser folk tomme ritualer og forældede, ubibelske dogmer, og de foragter den kirkegang der blot er et udtryk for skinhellighed. Bibelen siger da også at vi bør tage afstand fra religiøst hykleri. Apostelen Paulus forudsagde at nogle i „de sidste dage“ ville have ’en ydre form for gudhengivenhed, men ville være en benægtelse af dens kraft’. Sådanne har en religiøs facade, men deres adfærd viser at den ikke har nogen værdi. Hvordan bør vi reagere på et sådant religiøst hykleri? „Fra disse skal du vende dig bort,“ sagde Paulus. — 2 Timoteus 3:1, 5.

Men Paulus skrev også at „Religion bringer Gevinst“. (1 Timoteus 6:6, Schindler) Han talte ikke om en hvilken som helst form for religion. Det græske ord der her er oversat med „religion“ er euseʹbeia, der betyder „hengivenhed eller ærefrygt over for Gud“. Sand religion, ægte gudhengivenhed, „indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. — 1 Timoteus 4:8.

Som ovennævnte eksempler viser, kan sand religion give tilværelsen mening og hjælpe os til at klare problemerne med oprejst pande. Ydermere garanterer sand religion os en evig fremtid. Denne form for tilbedelse er værd at jage efter, idet vi forsikres om at den til sidst vil ’fylde jorden’.b (Esajas 11:9; 1 Timoteus 6:11) Der kan ikke herske tvivl om at sand religion nu har større betydning end nogen sinde.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 10]

To bygninger

Der findes mange religiøse bygninger i Spanien, men den støtte til opførelsen af kostbare katedraler som man tidligere har kendt, er tilsyneladende forsvundet. For eksempel er man ved at opføre en imponerende katolsk kirke i Mejorada del Campo i udkanten af Madrid. Justo Gallego Martínez, en tidligere benediktinermunk, påbegyndte projektet for cirka 20 år siden, men bygningen er stadig kun en hul skal. Martínez, den ensomme bygherre, er nu i tresserne; intet tyder på at kirken nogen sinde bliver færdig. Tre hundrede kilometer længere mod syd udspandt en anden historie sig.

„Troen flytter bjerge,“ skrev den lokale avis da Jehovas Vidner på to dage opførte en rigssal i byen Martos i den spanske provins Jaén. Avisen spurgte: „Hvordan kan det lade sig gøre at man, i en verden hvor selviskhed råder, kan få frivillige fra forskellige egne [af Spanien] til i uselviskhed at rejse til Martos, for dér at rejse en bygning som med hensyn til byggehastighed, fuldendthed og organisering slår alle rekorder?“ Som svar på dette spørgsmål citerede artiklen hvad en af de frivillige havde sagt: „Det skyldes simpelt hen at vi er et folk der er oplært af Jehova.“

[Illustrationer]

Mejorada del Campo

Rigssal i Martos