Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g98 8/9 s. 6-8
  • Når håbet og kærligheden forsvinder

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Når håbet og kærligheden forsvinder
  • Vågn op! – 1998
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En livreddende egenskab
  • Håbløshed kan blive resultatet
  • Selvmord — en plage blandt unge
    Vågn op! – 1998
  • Et globalt problem
    Vågn op! – 2001
  • Hvorfor så mange selvmord?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1983
  • Hvorfor folk mister lysten til at leve
    Vågn op! – 2001
Se mere
Vågn op! – 1998
g98 8/9 s. 6-8

Når håbet og kærligheden forsvinder

EN CANADISK pige på sytten skrev ned hvorfor hun gerne ville dø: ’Ensomhed og frygt for fremtiden; mindreværdsfølelse i forhold til mine kolleger; atomkrig; ozonlaget; jeg er grim og vil aldrig få en mand, men ende med at være alene; jeg tror ikke der er så meget at leve for, så hvorfor vente; det vil være en lettelse for andre; aldrig mere vil nogen gøre mig fortræd.’

Kunne det tænkes at nogle af disse grunde er årsag til at unge begår selvmord? I Canada „er selvmord nu, bortset fra motorcykelulykker, den mest almindelige dødsårsag blandt [unge]“. — The Globe and Mail.

Professor Riaz Hassan fra Flinders University i Sydaustralien skriver i sin afhandling „Unlived lifes: Trends in Youth Suicide“ (Afbrudte liv: Tendenser i forbindelse med selvmord blandt unge): „Der er adskillige sociologiske faktorer der har tilknytning til dette spørgsmål, og som tilsyneladende har haft indflydelse på det stigende antal selvmord blandt unge. Den store arbejdsløshed; ændringerne i det australske familiemønster; det stigende forbrug og misbrug af stoffer; den øgede forekomst af vold blandt unge; mentale sygdomme og et voksende skel mellem ’frihed i teorien’ og erfaringer med selvbestemmelse i praksis.“ Afhandlingen nævner at undersøgelser har afsløret en følelse af pessimisme med hensyn til fremtiden og lader formode at „en stor del af de unge betragter både deres egen og verdens fremtid med frygt og bæven. De forestiller sig en verden hærget af atomkrig og ødelagt af forurening og miljømæssigt forfald, et umenneskeliggjort samfund hvor teknologien har taget overhånd og arbejdsløsheden er stor.“

En gallupundersøgelse blandt 16- til 24-årige anfører andre grunde til selvmord: Den voksende forskel mellem rig og fattig, det stigende antal eneforsørgerfamilier, den øgede brug af skydevåben, børnemisbruget og den udbredte „mangel på tillid til morgendagen“.

Ifølge en rapport i tidsskriftet Newsweek „spiller tilstedeværelsen af skydevåben måske den mest afgørende rolle [for selvmord blandt teenagere i USA]. I en undersøgelse hvor man sammenlignede unge selvmordsofre som tilsyneladende ikke led af mentale forstyrrelser, med børn som ikke begik selvmord, fandt man kun én forskel: et ladt skydevåben i huset. Så meget om påstanden om at våben ikke slår folk ihjel.“ Og der findes ladte skydevåben i millioner af hjem.

Frygt og samfundets manglende omsorg kan bringe sårbare unge på randen af selvmord. Hyppigheden af voldelige forbrydelser mod unge mellem 12 og 19 år er mere end dobbelt så stor som hyppigheden af den slags forbrydelser i almindelighed. Undersøgelser har vist at „kvinder mellem 14 og 24 år er dem der oftest bliver overfaldet,“ siger tidsskriftet Maclean’s. „I de fleste tilfælde bliver kvinder overfaldet og myrdet af dem der hævder at de elsker dem.“ Frygten for den slags og andre former for frygt „underminerer disse kvinders tillid og tryghed“. Ifølge én undersøgelse havde næsten en tredjedel af de interviewede voldtægtsofre overvejet selvmord.

En rapport fra New Zealand omtaler et andet perspektiv vedrørende selvmord blandt unge: „De fremherskende materialistiske, verdslige værdinormer som gør at succes vurderes på baggrund af folks rigdom, skønhed og magt, får mange unge til at føle sig værdiløse og udstødt af samfundet.“ Tidsskriftet The Futurist siger: „[Unge] har en stærk trang til at få tilfredsstillet deres ønsker. De vil have det hele nu. Deres yndlingsprogrammer på tv er sæbeoperaer. De så gerne at verden var fyldt med de samme flotte, checkede mænd og kvinder som er klædt i den sidste nye mode, har masser af penge og ikke behøver at arbejde så meget.“ De mange urealistiske forventninger den slags programmer vækker, giver tilsyneladende anledning til en vis fortvivlelse og kan føre til selvmord.

En livreddende egenskab

Shakespeare skrev: „Sol efter Regn — saa kvæger Kærlighed.“ Og Bibelen siger: „Kærligheden svigter aldrig.“ (1 Korinther 13:8) Denne egenskab indeholder en nøgle til løsningen på problemet med unges selvmordstanker — nemlig deres længsel efter kærlighed og et lyttende øre. The American Medical Association Encyclopedia of Medicine skriver: „Folk der tænker på selvmord, føler sig ofte håbløst alene, og blot lejligheden til at tale med en medfølende og forstående tilhører kan være nok til at forebygge den fortvivlede handling.“

Unge har behov for kærlighed og følelsen af at have et tilhørsforhold til andre. For hver dag der går, bliver det vanskeligere at tilfredsstille dette behov i denne kærlighedskolde og destruktive verden — en verden som de unge kun har ringe indflydelse på. At blive forkastet eller afvist af en far eller mor på grund af skilsmisse og opløsning af familien kan være en medvirkende faktor til selvmord blandt unge. Og en sådan afvisning kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Lad os forstille os et forældrepar som sjældent er hjemme. De er opslugt af deres arbejde eller optaget af en eller anden adspredelse uden børnene. Den indirekte afvisning af børnene er ikke svær at få øje på. Den fremtrædende forsker og journalist Hugh Mackay gør opmærksom på at „forældre bliver mere og mere selvcentrerede. De sætter sig selv først for at bevare deres livsstil. . . . For at sige det som det er, så er børn gået af mode. . . . Livet er hårdt, og alle bliver lidt selvoptagede.“

I nogle kulturer bryder mænd der opfatter sig selv som machoer, sig ikke om at blive set i rollen som børnepassere. Journalisten Kate Legge siger: „Mænd der gerne vil gøre noget for samfundet, foretrækker opgaver som livredning eller brandslukning frem for rollen som pædagoger . . . De synes bedre om den stærke, tavse heroisme der bekæmper udefrakommende kræfter, end om medmenneskelige opgaver med kommunikation og omsorg for andre.“ At være forældre er nok et af de mest medmenneskelige job man kan påtage sig. Dårlige forældre forkaster i virkeligheden deres børn. Resultatet bliver måske at deres søn eller datter udvikler en negativ selvopfattelse og ikke fungerer ret godt rent socialt. Tidsskriftet The Education Digest bemærker: „Uden et positivt syn på sig selv har børn ikke noget grundlag for at træffe afgørelser som er til deres eget bedste.“

Håbløshed kan blive resultatet

Forskerne mener at følelsen af håbløshed er en af hovedårsagerne til selvmord. Gail Mason, der har skrevet om selvmord blandt unge i Australien, bemærker: „Man mener at selvmordstanker i højere grad er forbundet med håbløshed end med depression. Håbløshed bliver af og til beskrevet som et symptom på depression. . . . Hos de unge kommer den almindeligvis til udtryk som en følelse af fortvivlelse og modløshed med henblik på deres fremtid, især deres økonomiske fremtid, og i mindre grad en følelse af håbløshed angående verdenssituationen.“

Eksempler på manglende ærlighed hos embedsmænd motiverer ikke de unge til at højne deres egen moral og etik. De tænker: „Hvorfor skulle jeg bekymre mig om det?“ Tidsskriftet Harper’s Magazine har følgende kommentar om de unges evne til at afsløre hykleri: „De unge er faktisk, med deres fine næse for hykleri, dygtige læsere — men ikke af bøger. De aflæser skarpsindigt signalerne fra samfundet i den verden hvor de skal kunne klare sig selv økonomisk.“ Og hvad fortæller disse signaler? Skribenten Stephanie Dowrick siger: „Aldrig før er vi i samme grad som nu blevet oversvømmet af oplysninger om hvordan vi bør leve. Aldrig før har vi været så velhavende eller så veluddannede, og dog er fortvivlelsen udbredt.“ Desuden er der kun få gode eksempler blandt folk i de højere politiske og religiøse samfundslag. Stephanie Dowrick stiller et par rammende spørgsmål: „Hvordan skulle meningsløse lidelser kunne bibringe os visdom, gåpåmod og en mening med tilværelsen? Hvordan opdyrker vi kærlighed i et selvisk, modvilligt og grådigt miljø?“

I den følgende artikel kan du finde svaret på disse spørgsmål, og måske vil svarene overraske dig.

[Tekstcitat på side 6]

„En stor del af de unge betragter både deres egen og verdens fremtid med frygt og bæven“

[Tekstcitat på side 7]

„En lejlighed til at tale med en medfølende og forstående tilhører er somme tider nok til at forebygge den fortvivlede handling“

[Ramme på side 6]

Faresignaler hos potentielle selvmordere

● Problemer med at sove, manglende appetit

● Isolerer sig og trækker sig ind i sig selv, tilbøjelig til at komme ud for ulykker

● Løber hjemmefra

● Opsigtsvækkende ændring af udseendet

● Stof- og/eller alkoholmisbrug

● Ophidselse og aggressiv adfærd

● Taler om døden; skriver meddelelser af selvdestruktiv art; fremstiller kunst der skildrer vold, især rettet mod den pågældende selv

● Skyldfølelse

● Håbløshed, ængstelse, depression, grådanfald

● Forærer personlige ejendele væk

● Kan ikke koncentrere sig i længere tid

● Manglende interesse for behagelige aktiviteter

● Selvkritik

● Seksuel promiskuitet

● Pludseligt forringede præstationer i skolen, skoleforsømmelser

● Medlemskab af en kult eller en bande

● Eufori efter depression

Baseret på bøgerne Teens in Crisis (Teenagere i krise), udgivet af American Association of School Administrators, og Depression and Suicide in Children and Adolescents (Depression og selvmord blandt børn og unge) af Philip G. Patros og Tonia K. Shamoo

[Illustration på side 7]

Kærlighed og medfølelse kan hjælpe unge til at værdsætte livet

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del