Globaliseret handel — hvordan det berører os
DA PETER mistede sit job i det multinationale selskab hvor han havde arbejdet i 20 år, stod der på opsigelsen at det helt og holdent skyldtes „globaliseringen af økonomien“. Da Thailands valuta, bahten, mistede mere end halvdelen af sin værdi, trådte landets finansminister frem på tv og kom med en sønderlemmende kritik af „globaliseringen“. Da prisen på ris steg med over 60 procent i et sydøstasiatisk land, lød overskrifterne i aviskioskerne: „Det skyldes globaliseringen!“
Hvad går globalisering af økonomien egentlig ud på? Hvordan og hvorfor berører den dit land og dine penge? Hvad står der bag denne tendens?
Hvad er globalisering?
På det økonomiske plan er globalisering overgangen fra mange særskilte nationale økonomier til én global økonomi. I vore dages „globale landsby“ er vareproduktionen blevet internationaliseret, og pengene strømmer frit og hurtigt over grænserne. Det er praktisk talt handel uden grænser. Med dette system udøver multinationale selskaber en vældig magt, og anonyme investorer kan fremme materiel velstand hvor som helst i verden eller fremkalde en katastrofal depression.
Globaliseringen er både en årsag til og en følge af vore dages informationsrevolution. Globaliseringens fremdrift skyldes de opsigtsvækkende forbedringer i telekommunikationen, den utrolige forøgelse af computernes kapacitet og udviklingen af informationsnetværk, blandt andet Internettet. Disse teknologier er med til at overvinde de barrierer som den fysiske afstand skaber. Med hvilket resultat?
Både godt og ondt?
Ifølge globaliseringens fortalere kan den medføre en bølge af handel og investeringer der bygger økonomier op og fremmer udviklingen selv i verdens fattigste lande. Alene i 1990’erne har udenlandske investorer brugt næsten 7 billioner kroner på økonomier som er under udvikling. Denne fænomenale stigning i internationale investeringer har gjort det muligt at bygge veje, lufthavne og fabrikker i de fattigste lande. Globaliseringen har været en drivkraft der har forbedret folks levestandard rundt om i verden. Peter Sutherland, der er formand for Det oversøiske Udviklingsråd, siger at ’det indtil for nylig tog mindst to generationer at fordoble levestandarden, men at levestandarden i Kina nu bliver fordoblet hvert tiende år’. Globaliseringen opfattes som noget der åbner hidtil ukendte muligheder for milliarder af mennesker. Den overvældende ekspansion i verdenshandelen har fremkaldt en bølge af produktivitet og effektivitet, og den har skabt nye job.
Kritikerne indvender dog at globaliseringen også kan vælte økonomien i flere lande fra den ene dag til den anden. Et par klik med en computermus kan meget hurtigt føre til devaluering af et lands valuta og spolere det som millioner af forsørgere har sparet sammen til deres alderdom. En ildevarslende udtalelse fra en af Amerikas indflydelsesrige børsanalytikere kan øjeblikkelig få en flok panikslagne investorer til at sælge deres aktier i Asien og derved skabe en kolossal mangel på kapital, som kunne ende med at tvinge millioner ud i fattigdom. En koncernledelse kan beslutte at lukke en fabrik i Mexico og åbne en i Thailand i stedet for — og således skabe arbejdspladser i Asien, mens de dømmer hundreder af familier i Latinamerika til dyb armod.
Mange peger på at globaliseringen har gjort livet mere besværligt for store udsnit af jordens befolkning, og at der er en fare for at den ’glemmer’ visse dele af verden. „Det er ingen tilfældighed at de skuffende økonomiske resultater i de afrikanske lande syd for Sahara afspejler en manglende integration i verdensøkonomien, og at de derfor har vanskeligt ved at få gode handelsforhold og tiltrække investorer,“ siger Sutherland.
Afsmittende virkninger der kan gøre én rig eller fattig
Hvordan berører det os? De lokale, nationale og regionale økonomier griber ind i hinanden og er indbyrdes afhængige, og derfor kan sygdomstegn i ét lands økonomi hurtigt spredes og ramme andre landes økonomi — også dit lands. Den globale økonomiske krise der ramte Asien i 1997 og Rusland og Latinamerika i 1998 og 1999, truer for eksempel nu med at skade velstanden i USA, visse lande i Europa og mange andre økonomisk stabile nationer. Lande der så ud til at have en sund økonomi, skrantede pludselig — tilsyneladende ikke på grund af nogen ny udvikling inden for deres egne grænser, men på grund af et økonomisk chok fra udlandet. Økonomer kalder dette fænomen „økonomisk afsmitning“. Lionel Barber fra Financial Times udtaler: „De økonomiske chok opstår samtidig og virker ofte gensidigt forstærkende. Afsmitningen er ikke længere blot en risiko; den er noget man må leve med.“
Verden over har globaliseringen derfor i stigende grad knyttet flere menneskers liv sammen i ét økonomisk netværk. Uanset hvor vi bor, berører en sådan afsmittende virkning os på mere end én måde. Her følger nogle eksempler. Da Brasilien lod sin valuta flyde i januar 1999, måtte chokerede argentinske kyllingeavlere se i øjnene at brasilianerne solgte kyllinger der var billigere end deres egne, til supermarkederne i Buenos Aires. Desuden havde den internationale økonomiske lavkonjunktur allerede gjort et stort indhug i prisen på argentinsk træ, soja, frugtjuice, oksekød og ost. Lave priser og mindre efterspørgsel førte til at mange af landets mejerier lukkede, med hundreder af arbejdsløse til følge.
Samtidig konstaterede svineavlere i Illinois, USA, at de nu var nødt til at sætte deres priser ned fordi efterspørgselen var lille og konkurrencen hård. Dette efter at de lige havde glædet sig over gode tider for svinekødseksporten til de asiatiske lande, der var præget af højkonjunktur. „Vi har aldrig set magen til tab i svinekødsindustrien, ikke engang under den store depression,“ klager en farmer. I samme land er stålarbejdere blevet afskediget fordi deres virksomheder skulle konkurrere med priserne på det importerede stål der væltede ind fra Indonesien, Japan, Kina, Rusland og andre lande — alle sammen lande med svage valutaer, hvilket gør deres eksportvarer meget billige. Eftersom der manglede asiatiske købere til det amerikanske korn, hobede det usolgte korn sig op, til stor forfærdelse for amerikanske farmere.
Globaliseringens konsekvenser bliver forstærket af at banker og pensionsfonde i velstillede lande har udlånt og investeret meget i de såkaldte „emerging markets“ — en eufemisme for økonomien i visse udviklingslande. Da sådanne landes økonomi brød sammen under den økonomiske krise i 1997-99, havde det derfor direkte følger for almindelige borgere som enten var pensionister eller havde deres opsparing i de banker der havde lidt tab. Næsten alle har direkte eller indirekte oplevet det kolde gys i form af tab.
De rige bliver rigere, de fattige fattigere
En nærmere undersøgelse af globaliseringsprocessen afslører at den har skabt en voksende enklave af rige i de fattige lande og stadig flere fattige i de velhavende lande. Hvordan det? David C. Korten besvarer delvis dette spørgsmål i sin bog When Corporations Rule the World: „Hurtig økonomisk vækst i lande med lave indkomster betyder moderne lufthavne, fjernsyn, motorveje og luftkonditionerede indkøbscentre med avanceret forbrugerelektronik og mærketøj til et privilegeret mindretal. Den forbedrer sjældent levevilkårene for det store flertal. Denne form for vækst kræver at økonomien omstilles til eksport for at indtjene udenlandsk valuta der muliggør indkøb af ting som de velhavende ønsker. Derfor bliver de fattiges landarealer beslaglagt til eksportafgrøder. De der før dyrkede jorden, kommer derefter til at føre en kummerlig tilværelse i byernes slumkvarterer og leve af den sulteløn som eksportfabrikkerne udbetaler. Familier splittes, den sociale struktur bliver overbelastet, og volden kommer til at hærge deres kvarterer. De der er blevet begunstiget af væksten, får derfor brug for endnu mere udenlandsk valuta for at importere våben så de kan beskytte sig mod de mennesker der er rasende over at blive holdt udenfor.“
Overalt i de mindre udviklede lande har globaliseringen lagt et stort pres på den arbejdende befolkning fordi staten holder lønningerne nede og giver befolkningen dårlige arbejdsbetingelser i et forsøg på at tiltrække udenlandske investeringer med løfte om lave omkostninger. Mens nogle af de lande der for nylig er blevet industrialiseret, har nydt gavn af øget eksport som følge af en friere verdenshandel, er de fattigere lande stort set blevet holdt udenfor.
Hvor alvorlig er den globale ulighed blevet? Tænk bare på en enkelt statistik som David C. Korten henviser til: „I 1991 var der kun 274 milliardærer i verden. Nu [i 1998] er vi oppe på 447. Deres samlede formue svarer omtrent til det som verdens fattigste, 2,8 milliarder mennesker, tilsammen tjener i løbet af et år.“ Hvad er årsagen? „Det er den direkte følge af en verdensøkonomi uden styring.“
Motivet er begærlighed — er det en sund tendens?
Hvad er globaliseringens grundlæggende brist? Redaktøren Jim Hoagland siger i en kommentar vedrørende den økonomiske krise i 1997-98 at fremtidens historikere „set i bakspejlet vil kunne se en stribe forspildte muligheder, dårligt internationalt samarbejde og menneskelig begærlighed“. Nogle spørger: „Er fred og velstand for hele verden mulig med et økonomisk system der spiller et velhavende mindretal ud imod et forarmet flertal i en kamp på liv og død? Er det etisk forsvarligt at et lille antal ’vindere’ er stenrige, mens et langt større antal tabere tvinges til at lide nedværdigende afsavn?“
Umætteligt begær og manglende moral har tydeligt nok skabt en verden med kolossal økonomisk ulighed. Hvad en lovkyndig sagde for 2000 år siden, gælder stadig: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ (1 Timoteus 6:10) Kan menneskers regeringer tackle denne dybt rodfæstede brist i menneskets ufuldkomne personlighed? Brasiliens præsident, Fernando Cardoso, giver udtryk for sin bekymring: „I globaliseringens tidsalder er det blevet en stor udfordring at tage hensyn til menneskers velfærd i forbindelse med den økonomiske udvikling. For vi må alle leve med . . . det moralske tomrum som forgudelsen af markedet har afstedkommet.“
„En vældig kamp om magt og værdier“
Da Selskabet for International Udvikling afholdt sin 22. verdenskonference, gav forfatteren David C. Korten i en forelæsning udtryk for de betænkeligheder han har vedrørende den globaliserede økonomi: „Der foregår en vældig kamp om magt og værdier mellem folk fra næsten hele verden på den ene side og den globaliserede økonomis institutioner på den anden. Resultatet af denne kamp vil sandsynligvis blive afgørende for hvordan det 21. århundrede skal forme sig for menneskeslægten. Enten vil vi synke ned i et anarki præget af begærlighed, vold, fattigdom og en ødelæggelse af miljøet som meget vel kunne føre til vores egen udslettelse. Eller vi vil opleve fremkomsten af et velstående samfund hvor livet står i centrum, og hvor alle vil kunne leve i fred uden at mangle noget og i balance med vores planet.“
[Ramme/illustration på side 22]
„En mere ’globaliseret’ verden“
Dette udtryk blev brugt i tidsskriftet Asiaweeks leder den 26. februar 1999. Artiklen forklarer: „Verdens lande bliver mere og mere ’globaliserede’, takket være den frie strøm af handel, kapital, information og teknologi. . . . Det drejer sig om at inddrage så mange lande som muligt: jo flere områder og nationer der tilsluttes klodens netværk, jo større bliver markedet for verdens producenter.“
Artiklen oplyser: „De seneste års økonomiske nedsmeltning i Østasien, Rusland og Brasilien har vist at der i denne verden, som danner et økonomisk og teknologisk hele, på langt sigt ikke er nogen fornuft i at udvikle ét område og lade andre bryde sammen.“
Den samme artikel advarer mod at forvise Asien til „det økonomiske dødvande“ ved at minde læserne om at de lande der har „verdens næst- og tredjestørste økonomi, stadig er Japan og Kina“. Den fortsætter: „Alene Asiens befolkningstæthed er en faktor man må kalkulere med.“ Man kan ikke lade Asiens milliardbefolkninger upåagtede. Vi lever med en global økonomi, og handelsgrænserne er visket ud.
[Illustrationer på side 23]
Globaliseringen har fået skylden for at kløften mellem de rige og de fattige bliver større og større