Læren finder vej til jødedommen, kristendommen og islam
„Religion er blandt andet et middel til at få folk til at forsone sig med det faktum at de en dag må dø, enten ved at den lover dem et bedre liv hinsides graven eller en genfødsel eller begge dele.“ — DEN TYSKE FORFATTER GERHARD HERM.
1. På hvilken grundlæggende opfattelse bygger de fleste religioner deres løfte om et liv efter døden?
SÅ GODT som alle religioner der lover at der findes et liv efter døden, bygger denne tro på at mennesket har en udødelig sjæl der ved døden drager til en anden verden eller vandrer over i en anden skabning. Som vi har set i det foregående afsnit, har troen på menneskets udødelighed været en uadskillelig del af Østens religioner lige siden de blev til. Men hvordan forholder det sig med jødedommen, kristendommen og islam? Hvordan fik denne lære en central plads i disse religioner?
Jødedommen antager græske begreber
2, 3. Indeholder De Hellige Hebraiske Skrifter ifølge Encyclopaedia Judaica læren om sjælens udødelighed?
2 Jødedommens historie går tilbage til Abraham, det vil sige cirka 4000 år. De Hellige Hebraiske Skrifter begyndte at blive skrevet i det 16. århundrede før vor tidsregning og blev fuldført omkring det tidspunkt da Sokrates og Platon fremsatte teorien om sjælens udødelighed. Fandtes læren om sjælens udødelighed i disse skrifter?
3 I Encyclopaedia Judaica hedder det: „Det var først i tiden efter Bibelens affattelse at der opstod en klar og tydelig tro på sjælens udødelighed . . . [som] blev en af grundpillerne i den jødiske og kristne tro.“ Der siges videre: „I den bibelske periode blev personen betragtet som et hele. Sjælen blev ikke betragtet som skarpt adskilt fra legemet.“ I begyndelsen troede jøderne på de dødes opstandelse, hvilket „ikke må forveksles med troen på . . . sjælens udødelighed,“ understreger dette opslagsværk.
4-6. Hvordan blev læren om sjælens udødelighed en af jødedommens ’grundpiller’?
4 Hvordan blev denne lære da „en af grundpillerne“ i jødedommen? Historien giver os svaret. I 332 f.v.t. erobrede Alexander den Store med lynets hast meget af Mellemøsten. Da han nåede til Jerusalem, modtog jøderne ham med åbne arme. Ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus, der levede i det første århundrede, viste de ham endog den profeti i Daniels Bog der var blevet skrevet over 200 år tidligere, og som tydeligt beskriver Alexanders sejre og omtaler ham som „Grækenlands konge“. (Daniel 8:5-8, 21) Alexanders efterfølgere fortsatte gennemførelsen af hans plan, der gik ud på at hellenisere alle dele af riget ved at indføre græsk sprog, kultur og filosofi. Det var uundgåeligt at jødisk kultur blev stærkt påvirket af græsk kultur.
5 I begyndelsen af det tredje århundrede før vor tidsregning påbegyndte man Septuaginta, den første oversættelse af De Hebraiske Skrifter til græsk. Som følge heraf fik mange ikkejøder kendskab til og respekt for den jødiske tro, og nogle gik endda over til jødedommen. Jøderne blev på den anden side fortrolige med græsk tænkning, og nogle blev filosoffer, hvilket var noget fuldstændig nyt for dem. En af disse filosoffer var Filon fra Alexandria, der levede i det første århundrede.
6 Filon agtede Platon højt og søgte at forklare jødedommen med udtryk hentet fra den græske filosofi. I bogen Heaven — A History hedder det: „Ved at skabe en enestående syntese mellem Platons filosofi og den bibelske tradition beredte Filon vejen for senere kristne [og jødiske] tænkere.“ Hvad mente Filon om sjælen? Bogen fortsætter: „Efter hans opfattelse bringer døden sjælen tilbage til dens oprindelige stade før fødselen. Eftersom sjælen tilhører den åndelige verden, bliver tilværelsen i legemet blot en kort, og ofte ulykkelig, affære.“ Af andre jødiske tænkere der troede på sjælens udødelighed, kan nævnes Isaac Israeli, en kendt jødisk læge fra det 10. århundrede, og Moses Mendelssohn, en tysk-jødisk filosof fra det 18. århundrede.
7, 8. (a) Hvordan beskriver Talmud sjælen? (b) Hvad siger den senere jødiske mysterielitteratur om sjælen?
7 En bog der også har haft stor indflydelse på jødisk liv og tænkning, er Talmud — det skriftlige sammendrag af drøftelserne af den såkaldte mundtlige lov med senere kommentarer og tilføjelser, samlet og redigeret af rabbinere fra og med det andet århundrede efter vor tidsregning og frem til middelalderen. „Talmuds rabbinere troede på sjælens fortsatte eksistens efter døden,“ hedder det i Encyclopaedia Judaica. Talmud taler endog om at de døde har forbindelse med de levende. „[Rabbinerne] troede på sjælenes tidligere eksistens, sandsynligvis som følge af påvirkning fra platonismen,“ siges der i Encyclopædia of Religion and Ethics.
8 Den senere jødiske mysterielitteratur, Kabbala, går endog så vidt som til at fremholde læren om reinkarnation. Herom siger The New Standard Jewish Encyclopedia: „Det lader til at tanken havde sin oprindelse i Indien. . . . I Kabbala forekommer den for første gang i bogen Bahir, og derefter, fra Zohar og fremefter, er den almindeligt accepteret af mystikere idet den spiller en vigtig rolle i chassidisk tro og litteratur.“ I dag bliver læren om reinkarnation i vide kredse i Israel anerkendt som en jødisk lære.
9. Hvad mener de fleste grupper inden for jødedommen i dag om sjælens udødelighed?
9 Læren om sjælens udødelighed vandt altså indpas i jødedommen under indflydelse af græsk filosofi, og begrebet er i dag anerkendt af de fleste jødiske grupper. Hvordan er læren blevet en del af kristenhedens dogmer?
De kristne kirker antager Platons tanker
10. Hvad har en fremtrædende spansk filosof sagt om Jesu tro på sjælens udødelighed?
10 Den sande kristendom begyndte med Jesus Kristus. Miguel de Unamuno, en fremtrædende spansk filosof og forfatter i det 20. århundrede, har skrevet følgende om Jesus: „Han troede på kødets opstandelse i overensstemmelse med den jødiske tænkemåde, ikke på sjælens udødelighed i overensstemmelse med den [græske] platoniske tænkemåde. . . . Beviserne for dette findes i enhver hæderlig fortolkning.“ Unamuno siger til slut: „Sjælens udødelighed . . . er et hedensk filosofisk dogme.“
11. Hvornår begyndte græsk filosofi at vinde indpas i kristendommen?
11 Hvornår vandt dette ’hedenske filosofiske dogme’ indpas i kristendommen? I New Encyclopædia Britannica kan man læse følgende: „Fra midten af det 2. århundrede efter Kristi fødsel begyndte kristne der havde modtaget oplæring i græsk filosofi, at føle et behov for at udtrykke deres tro i vendinger hentet herfra, både for at tilfredsstille deres eget intellekt og for at omvende lærde hedninger. Den filosofi der tiltalte dem mest, var platonismen.“
12-14. Hvilken betydning havde Origenes og Augustin i forbindelse med at forene Platons filosofi med kristendommen?
12 To af de filosoffer der øvede stor indflydelse på kristenhedens lære, var Origenes fra Alexandria (ca. 185-254 e.v.t.) og Augustin fra Hippo (354-430 e.v.t.). I New Catholic Encyclopedia læser vi om dem: „Først med Origenes i Østkirken og Augustin i Vestkirken blev det slået fast at sjælen var en åndelig substans og blev der dannet et filosofisk begreb om dens natur.“ På hvilket grundlag udformede Origenes og Augustin deres opfattelser af sjælen?
13 Origenes var elev af Clemens fra Alexandria, som var „den første af kirkefædrene der tydeligvis lånte fra den græske overlevering om sjælen,“ hedder det i New Catholic Encyclopedia. Platons idéer om sjælen må have øvet stor indflydelse på Origenes. „I den kristne lære indbyggede [Origenes] hele det kosmiske drama om sjælen, en lære han tog fra Platon,“ skriver teologen Werner Jaeger i The Harvard Theological Review.
14 Augustin betragtes af nogle i kristenheden som den største af antikkens tænkere. Før Augustin i en alder af 33 år konverterede til „kristendommen“, var han stærkt interesseret i filosofi og var blevet nyplatonist.a Efter sin omvendelse forblev hans tankegang dog nyplatonisk. „Hans hjerne var den smeltedigel hvori Det Nye Testamentes religion blev fuldstændig sammensmeltet med den græske filosofis platoniske tradition,“ siger The New Encyclopædia Britannica. I New Catholic Encyclopedia vedgår man at Augustins ’lære [om sjælen], der blev normen i Vestkirken indtil slutningen af det 12. århundrede, i meget kan føres tilbage til nyplatonismen’.
15, 16. Ændrede den interesse man i det 13. århundrede fik for Aristoteles’ lære, noget ved kirkens lære om sjælens udødelighed?
15 I det 13. århundrede vandt Aristoteles’ lære frem i Europa, hovedsagelig fordi arabiske filosoffers værker, hvori der fandtes omfattende kommentarer til Aristoteles’ skrifter, blev tilgængelige på latin. En katolsk teolog og filosof ved navn Thomas Aquinas var stærkt præget af Aristoteles’ tænkning. Som følge af Thomas Aquinas’ skrifter fik Aristoteles’ tanker større indflydelse på kirkens lære end Platons idéer havde fået. Denne udvikling fik dog ingen indvirkning på læren om sjælens udødelighed.
16 Aristoteles’ lære gik ud på at sjælen var uadskilleligt forbundet med legemet og ikke fortsatte en særskilt eksistens efter døden. Hvis der fandtes noget evigt i mennesket, så var det det abstrakte, upersonlige intellekt. Denne opfattelse af sjælen harmonerede ikke med kirkens tro på en personlig sjæl der levede videre efter døden. Derfor modificerede Thomas Aquinas Aristoteles’ syn på sjælen og hævdede at sjælens udødelighed kan bevises ad fornuftens vej. Kirkens lære om sjælens udødelighed forblev således uændret.
17, 18. (a) Medførte reformationen i det 16. århundrede en reform af læren om sjælen? (b) Hvad tror de fleste af kristenhedens trossamfund om sjælen?
17 I det 14. og 15. århundrede, renæssancens første tid, opstod der fornyet interesse for Platon. Den berømte Medici-slægt i Italien hjalp med at oprette et Platon-akademi i Firenze for at fremme studiet af Platons filosofi. I det 16. og 17. århundrede aftog interessen for Aristoteles. Reformationen i det 16. århundrede reformerede ikke læren om sjælen. De protestantiske reformatorer tog ganske vist afstand fra læren om skærsilden, men accepterede læren om evig straf og evig belønning.
18 Læren om sjælens udødelighed findes derfor stadig i de fleste af kristenhedens trossamfund. En amerikansk filosof har sagt: „For langt de fleste i den vestlige verden er religion ensbetydende med udødelighed — intet andet. Gud er den der sørger for udødelighed.“
Udødelighed og islam
19. Hvornår opstod islam, og hvem var ophavsmanden?
19 Islam tog sin begyndelse da Muhamed omkring 40-årsalderen blev kaldet til profet. De fleste muslimer mener at han modtog åbenbaringer i en periode på omkring 20 til 23 år, fra omkring 610 e.v.t. til sin død i år 632. Disse åbenbaringer findes i Koranen, muslimernes hellige bog. På det tidspunkt islam opstod, havde den platoniske lære om sjælen vundet indpas i jødedommen og i kristendommen.
20, 21. Hvad tror muslimer om det hinsidige?
20 Muslimerne opfatter deres tro som den endelige og sidste af de åbenbaringer der blev givet til fortidens troende hebræere og kristne. Koranen henviser både til De Hebraiske og De Græske Skrifter. Men hvad læren om sjælens udødelighed angår, afviger Koranen fra disse skrifter. Koranen lærer at mennesket har en sjæl som lever videre efter døden. Den taler desuden om de dødes opstandelse, dommens dag og sjælens endelige skæbne — enten liv i en paradisisk himmelsk have eller straf i et brændende helvede.
21 Muslimerne mener at den dødes sjæl går til Barzakh eller „adskillelsen“, „det sted eller stadium man kommer til efter døden og før dommen“. (Sura 23:99, 100, The Holy Qur-an, fodnote) Sjælen har dér en bevidst eksistens og udsættes enten for det der kaldes „gravens revselse“ hvis personen har været ond, eller den oplever en tilstand af lykke hvis den pågældende har været trofast. Men selv de trofaste udsættes for en vis pine på grund af de få synder de har begået i livet. På dommens dag afgøres den enkeltes evige skæbne, som følger efter dette mellemstadium.
22. Hvilke forskellige teorier om sjælens skæbne har nogle arabiske filosoffer fremsat?
22 I jødedommen og kristendommen kom læren om sjælens udødelighed ind som følge af den platoniske indflydelse, men i islam fandtes den lige fra religionens begyndelse. Dermed være ikke sagt at arabiske lærde ikke har forsøgt at forene islamisk lære med græsk filosofi. Den arabiske verden blev faktisk i vid udstrækning påvirket af Aristoteles’ værk. Og fremtrædende arabiske filosoffer, såsom Avicenna og Averroës, tog udgangspunkt i Aristoteles’ tænkning og fortolkede den. I deres forsøg på at forene græsk tænkning med islams lære om sjælen, nåede de imidlertid frem til indbyrdes modstridende teorier. For eksempel erklærede Avicenna at den personlige sjæl er udødelig, hvilket Averroës argumenterede imod. Ikke desto mindre er læren om sjælens udødelighed stadig en del af muslimernes tro.
23. Hvordan forholder det sig med læren om sjælens udødelighed i jødedommen, den senere kristendom og islam?
23 Vi ser altså at læren om sjælens udødelighed findes både i jødedommen, den senere kristendom og islam.
[Fodnote]
a En tilhænger af nyplatonismen, en ny version af Platons filosofi udviklet af Plotinos i det tredje århundrede i Rom.
[Billede på side 14]
Alexander den Stores erobringer medførte at jødisk kultur blev stærkt påvirket af græsk kultur
[Billeder på side 15]
Origenes, øverst, og Augustin forsøgte at sammensmelte platonisk filosofi med kristendommen
[Billeder på side 16]
Avicenna, øverst, erklærede at den personlige sjæl er udødelig. Averroës argumenterede imod dette