KAPITEL 7
Møder der ‘motiverer til kærlighed og gode gerninger’
GENNEM århundreder er Jehovas tjenere kommet sammen på en organiseret måde. I det gamle Israel rejste alle mænd til Jerusalem for at overvære de tre store højtider. (5. Mos. 16:16) I det første århundrede mødtes kristne regelmæssigt, ofte i private hjem. (Filem. 1, 2) Og i dag har vi møder og stævner. Hvorfor kommer Jehovas tjenere sammen? Først og fremmest fordi det er en vigtig del af vores tilbedelse. – Sl. 95:6; Kol. 3:16.
2 Møderne er desuden til gavn for dem der overværer dem. Om hver syvende løvhyttefest fik israelitterne dette påbud: “Kald folket sammen, mændene, kvinderne, børnene og udlændingene i jeres byer, så de kan høre og lære om Jehova jeres Gud og frygte ham og følge alle ordene i denne Lov.” (5. Mos. 31:12) En vigtig grund til at mødes er tydeligvis at blive “oplært af Jehova”. (Esa. 54:13) Når vi samles ved møderne, giver det os også mulighed for at lære hinanden at kende og at opmuntre og styrke hinanden.
MENIGHEDENS MØDER
3 De disciple der samledes efter pinsedagen i år 33, blev ved med at være optaget af apostlenes lære, og “dag efter dag kom de alle som én i templet”. (Ap.G. 2:42, 46) Når de kristne senere mødtes for at tilbede, læste de op af inspirerede skrifter, deriblandt breve fra apostlene og andre kristne disciple. (1. Kor. 1:1, 2; Kol. 4:16; 1. Thess. 1:1; Jak. 1:1) De bad også sammen i menigheden. (Ap.G. 4:24-29; 20:36) Nu og da blev der fortalt oplevelser fra forkyndelsen i andre lande og områder. (Ap.G. 11:5-18; 14:27, 28) Man drøftede bibelske lærepunkter og opfyldelsen af inspirerede profetier. Der blev givet vejledning om kristen adfærd og om hvordan man fortsat kunne være trofast og lydig mod Gud. Alle blev tilskyndet til at være flittige forkyndere af den gode nyhed. – Rom. 10:9, 10; 1. Kor. 11:23-26; 15:58; Ef. 5:1-33.
Her i de sidste svære dage har vi brug for den opmuntring vi får ved at samles regelmæssigt
4 I dag følger de kristne møder mønstret fra apostlenes tid. Hebræerne 10:24, 25 indeholder denne inspirerede opfordring: “Lad os have omsorg for hinanden ... Lad os ikke forsømme menighedens møder, sådan som nogle gør, men opmuntre hinanden, især nu hvor I kan se at dagen nærmer sig.” For at vi kan bevare vores åndelige styrke og kristne identitet her i de sidste svære dage, har vi brug for den opmuntring vi får ved at samles regelmæssigt. (Rom. 1:11, 12) Som kristne lever vi midt i en syg og fordærvet generation, og vi afviser ugudelighed og verdslige ønsker. (Flp. 2:15, 16; Tit. 2:12-14) Er der noget andet sted vi hellere ville være end sammen med Jehovas folk? (Sl. 84:10) Og hvad kunne være mere gavnligt end at studere og drøfte Guds ord? Lad os se på de forskellige møder der er blevet arrangeret for at hjælpe os.
WEEKENDMØDET
5 Den første del af weekendmødet består af et bibelsk foredrag der fremholdes særligt med offentligheden i tanke. Nogle af dem der overværer foredraget, er måske til møde for første gang. Det offentlige foredrag spiller en vigtig rolle i forbindelse med at dække det åndelige behov hos både forkynderne i menigheden og hos nye der kommer i rigssalen. – Ap.G. 18:4; 19:9, 10.
6 Jesus, hans apostle og de der fulgte dem, holdt offentlige møder ligesom Jehovas Vidners menigheder gør i dag. Der er ingen tvivl om at Jesus er den bedste offentlige taler der nogensinde har levet på jorden. Der blev sagt om ham: “Aldrig har noget menneske talt på den måde.” (Joh. 7:46) Jesus talte med en autoritet der fuldstændigt overraskede hans tilhørere, og de der tog imod hans budskab, fik gavn af det på mange måder. (Matt. 7:28, 29; 13:16, 17) Apostlene fulgte hans eksempel. I Apostlenes Gerninger 2:14-36 læser vi Peters magtfulde tale på pinsedagen i år 33, hvor tusinder blev tilskyndet til handling som følge af det de hørte. Nogle af dem der lyttede til Paulus’ tale i Athen, fik også tro. – Ap.G. 17:22-34.
7 På samme måde har millioner i nyere tid haft gavn af de offentlige foredrag der hver uge holdes i menighederne, samt de offentlige foredrag ved stævnerne. Sådanne foredrag hjælper os til at være opmærksomme på hvad Bibelen lærer, og være udholdende i tjenesten for Riget. Ved at invitere interesserede såvel som offentligheden kan vi bidrage til at folk får kendskab til Bibelens grundlæggende lære.
8 De offentlige foredrag behandler mange forskellige emner. De kan for eksempel handle om bibelske lærepunkter og profetier, råd og principper fra Bibelen angående ægteskab, familieliv og moral samt udfordringer som unge står over for. Nogle foredrag drejer sig om Jehovas storslåede skaberværk. Andre fokuserer på forskellige bibelske personers tro, mod og loyalitet og viser hvad vi kan lære af deres eksempel i dag.
9 For at vi kan få fuldt udbytte af de offentlige foredrag, er det nødvendigt at vi hører godt efter, slår de bibelvers op som taleren henviser til, og følger med når han læser og forklarer dem. (Luk. 8:18) Når vi på den måde ‘forvisser os’ om de ting der kommer frem, bliver vi motiveret til at holde fast ved det vi lærer, og bruge det i vores liv. – 1. Thess. 5:21.
10 Normalt vil menigheden have et offentligt foredrag hver uge. For at det kan lade sig gøre, vil man ofte invitere talere fra nærliggende menigheder. Hvis der er mangel på talere, vil der blive holdt et offentligt foredrag så ofte som muligt.
11 Den anden del af weekendmødet er Vagttårnsstudiet, hvor man gennemgår en artikel i studieudgaven af Vagttårnet ved hjælp af spørgsmål og svar. Gennem Vagttårnet forsyner Jehova os med livsvigtig åndelig mad.
12 Studieartiklerne handler ofte om hvordan Bibelens principper kan anvendes i hverdagen. De styrker kristne til ikke at give efter for “verdens ånd” og til at undgå en uren adfærd. (1. Kor. 2:12) Artiklerne i Vagttårnet giver os større forståelse af Bibelens lære og profetier og hjælper os til at holde os ajour med sandheden og blive på “de retfærdiges sti”. (Sl. 97:11; Ordsp. 4:18) At overvære Vagttårnsstudiet og deltage i det øger også vores glæde over håbet om Jehovas retfærdige nye verden. (Rom. 12:12; 2. Pet. 3:13) Ved møderne bliver vi hjulpet til at opdyrke åndens frugt, og vi får et stærkere ønske om at tjene Jehova helhjertet. (Gal. 5:22, 23) Vi bliver styrket til at udholde prøvelser og til at opbygge ‘et godt fundament for vores fremtid’ så vi kan få “et fast greb om det virkelige liv”. – 1. Tim. 6:19; 1. Pet. 1:6, 7.
13 Hvordan kan vi få mest muligt ud af Vagttårnsstudiet? Det vil være godt at studere artiklen i forvejen, enten alene eller som familie, slå alle de bibelvers op der er henvist til, og svare med egne ord under mødet. Det vil få sandheden til at trænge dybt ned i vores hjerte, og andre vil få gavn af at vi giver udtryk for vores tro. Ved at lytte opmærksomt til andres kommentarer vil vi få meget ud af studiet hver uge.
MIDTUGEMØDET
14 Menigheden samles hver uge i rigssalen til et møde der hedder Livet og tjenesten som kristne, også kaldet Tjenestemødet. Mødet består af tre dele som vil hjælpe os til at blive ‘fuldt kvalificerede’ tjenere for Gud. (2. Kor. 3:5, 6) Programmet og pensummet vil blive oplyst i den månedlige publikation Livet og tjenesten som kristne – arbejdshæfte. Arbejdshæftet indeholder også forslag til hvad man kan sige i forkyndelsen.
15 Første del af mødet, Perler fra Guds ord, vil hjælpe os til at blive godt kendt med baggrunden for de bibelske beretninger og den sammenhæng de forekommer i, og gøre det klart for os hvordan stoffet kan bruges i vores liv. Denne del af mødet omfatter et foredrag, en oplæsning og en drøftelse baseret på ugens bibellæsning. Som en hjælp til undervisningen er der visuelle hjælpemidler og arbejdsskemaer i arbejdshæftet. Denne grundige gennemgang af Bibelen er til gavn for os i vores hverdag og i vores undervisning så vi alle kan blive ‘fuldt kvalificerede, fuldt udrustet til enhver god gerning’. – 2. Tim. 3:16, 17.
16 Anden del af mødet, Bliv dygtigere til at forkynde, er designet sådan at alle kan forberede sig til tjenesten og blive dygtigere til at forkynde og undervise. Foruden elevopgaverne bliver der vist og drøftet film med forslag til samtaler. Denne del af mødet ‘oplærer vores tunge’ så vi ved hvordan vi kan “svare den trætte med de rigtige ord”. – Esa. 50:4.
17 Tredje del, Vores liv som kristne, viser hvordan vi kan bruge de bibelske principper i vores liv. (Sl. 119:105) Noget meget vigtigt ved denne del af mødet er Menighedsbibelstudiet. Ligesom Vagttårnsstudiet er Menighedsbibelstudiet en spørgsmål og svar-drøftelse.
18 Når der kommer et nyt arbejdshæfte, vil koordinatoren for ældsterådet, eller en ældste der hjælper ham, sætte sig ind i indholdet og udarbejde et program for mødet. Hver uge vil en ældste som er dygtig til at undervise og godkendt af ældsterådet, fungere som ordstyrer for mødet. Han skal blandt andet sørge for at mødet begynder og slutter til tiden, og han vil rose og vejlede dem der har elevopgaver.
19 Når vi regelmæssigt forbereder os til, overværer og deltager i Tjenestemødet, får vi et godt kendskab til Bibelen, en god forståelse af bibelske principper og mod til at forkynde. Vi bliver også dygtigere til at gøre disciple. Det opmuntrende samvær og de trosstyrkende drøftelser vil også være til gavn for dem der endnu ikke er døbt. Som en hjælp til at forberede sig til møderne kan man (hvis det findes på ens sprog) bruge Watchtower Library, JW Library®, Watchtower ONLINE LIBRARY™ og Researchguide for Jehovas Vidner samt biblioteket i rigssalen. Biblioteket i rigssalen indeholder de af Jehovas Vidners publikationer der er tilgængelige, Register til Vagttårnets publikationer, forskellige bibeloversættelser, en bibelordbog, en ordbog og andre nyttige opslagsværker. Alle er velkomne til at bruge biblioteket før og efter møderne.
SAMLINGER
20 Grupper af forkyndere mødes kort ved samlinger i weekenden og på forskellige tidspunkter i ugens løb. Disse samlinger bliver som regel holdt i private hjem eller andre steder hvor det er praktisk. Man kan også bruge rigssalen til dette. At små grupper samles forskellige steder i distriktet, kan gøre det lettere for forkynderne at være med til samlingerne og komme ud i distriktet. Forkynderne kan hurtigt organiseres og gå i gang med det samme. Gruppetilsynsmanden har også mulighed for bedre at tage sig af dem han har ansvaret for. Det er en fordel at grupperne mødes hver for sig, men der kan være forhold der gør at nogle grupper er fælles om en samling. Når der i hverdagen er færre forkyndere der skal i tjenesten, kan det være en fordel at nogle grupper slår sig sammen eller at alle samles i rigssalen eller et andet passende sted. På den måde vil forkynderne have nogen at samarbejde med. Det kan også være praktisk for menigheden at samles i rigssalen på helligdage. Menigheden kan også vælge at have en samling kort efter at Vagttårnsstudiet er slut.
21 Hvis grupperne mødes hver for sig, er det gruppetilsynsmanden der leder samlingen. Han kan indimellem få sin assistent eller en anden kvalificeret bror til at lede samlingen. Den der leder samlingen, skal have forberedt sig på at drøfte noget der kan bruges i forkyndelsen. Så organiseres tjenesten, og en i gruppen beder en bøn. Derefter vil gruppen med det samme tage ud i distriktet. Samlingerne varer mellem 5 og 7 minutter, men hvis de holdes lige efter et møde, skal de være kortere. Den der leder samlingen, skal sørge for at den er opmuntrende og indeholder praktiske forslag, og han står også for at organisere tjenesten. Nye forkyndere eller andre der har brug for hjælp, kan arbejde sammen med erfarne forkyndere for at blive oplært.
MØDER I NYE ELLER SMÅ MENIGHEDER
22 Efterhånden som der bliver flere disciple, vokser antallet af menigheder. Når en ny menighed skal oprettes, er det som regel kredstilsynsmanden der indsender en ansøgning. I nogle tilfælde kan det dog være mere hensigtsmæssigt at en lille gruppe er tilsluttet den nærmeste menighed.
23 Nogle gange består små menigheder kun af søstre. Hvis det er tilfældet, vil en søster der beder i menigheden eller leder et møde, have noget på hovedet og på den måde følge Bibelens vejledning. (1. Kor. 11:3-16) I de fleste tilfælde vil hun sidde ned med ansigtet vendt mod dem der er til stede. Søstre holder ikke foredrag ved møderne. De oplæser i stedet det stof der kommer fra organisationen, og giver kommentarer til det. For variationens skyld kan man også gennemgå stoffet ved hjælp af en drøftelse eller en demonstration. Afdelingskontoret vil bede en af søstrene om at tage sig af korrespondancen med afdelingskontoret og at arrangere møderne. Når der med tiden er nogle brødre som kvalificerer sig til at varetage disse opgaver, vil det være dem der får ansvaret.
KREDSSTÆVNER
24 Hvert år arrangeres der to kredsstævner af én dags varighed for de menigheder der hører til samme kreds. Disse glædelige begivenheder giver alle mulighed for at ‘lukke deres hjerter helt op’ og lære nye brødre og søstre at kende. (2. Kor. 6:11-13) Det bibelske tema for stævnet og de forskellige programpunkter udarbejdes af Jehovas organisation med et særligt behov i tanke. Undervisningen foregår ved hjælp af foredrag, demonstrationer, situationsspil, monologer og interviews. Vejledningen er aktuel og styrker alle der er til stede. Der er også arrangeret dåb ved disse stævner så de der har indviet sig til Jehova, har mulighed for at blive døbt.
REGIONALSTÆVNER
25 En gang om året afholdes der større stævner. Det er som regel tredages regionalstævner for menigheder fra flere kredse. For mindre afdelingskontorer er det måske mest praktisk bare at organisere et enkelt regionalstævne for alle menighederne. Organiseringen af stævnerne kan variere fra land til land på grund af lokale forhold eller retningslinjer fra organisationen. Med mellemrum afholdes der også nogle steder internationale eller særlige stævner som måske overværes af titusinder af Jehovas Vidner fra forskellige lande. Gennem årene har mange fået kontakt med Guds folk på grund af den presseomtale Jehovas Vidners store sammenkomster har fået.
26 For Jehovas tjenere er stævner glædelige begivenheder hvor de kan tilbede i fællesskab. Ved disse stævner er der blevet kastet større lys over sandheden. Der bliver ved nogle stævner udgivet nye publikationer til personligt studie, til studie i menigheden eller til brug i forkyndelsen. Også ved regionalstævnerne er der dåb. Stævnerne hjælper os i den grad til at vokse åndeligt. De viser tydeligt at Jehovas tjenere er forenet på tværs af landegrænser, og at de har den indbyrdes kærlighed der skulle kendetegne Jesus’ disciple. – Joh. 13:35.
27 Når vi overværer menighedens møder og stævnerne, bliver vi styrket til at gøre Jehovas vilje. Vi bliver også beskyttet mod tendenser i verden som kan skade vores tro. Sådanne sammenkomster er til pris og ære for Jehova. (Sl. 35:18; Ordsp. 14:28) Hvor kan vi være taknemmelige for at Jehova har sørget for at hans tjenere her i endens tid kan blive styrket åndeligt ved disse lejligheder.
HERRENS AFTENSMÅLTID
28 På årsdagen for Jesus’ død afholder Jehovas Vidners menigheder i hele verden en højtid til minde om hans død, også kaldet Herrens aftensmåltid. (1. Kor. 11:20, 23, 24) Det er årets vigtigste møde for Jehovas folk. Vi har fået direkte påbud om at holde mindehøjtiden. – Luk. 22:19.
29 Mindehøjtiden skal holdes på årsdagen for den påskehøjtid som er beskrevet i Bibelen. (2. Mos. 12:2, 6; Matt. 26:17, 20, 26) Påskehøjtiden blev fejret hvert år til minde om israelitternes befrielse fra fangenskabet i Egypten i 1513 f.v.t. Ved den lejlighed sagde Jehova til israelitterne at de på den 14. dag i den første måned i deres kalender skulle spise påskelammet og forlade Egypten. (2. Mos. 12:1-51) Hvordan fastsætter man datoen for mindehøjtiden i dag? Man tæller 13 dage frem fra den dag hvor nymånen nærmest forårsjævndøgn bliver synlig i Jerusalem. Det vil sige at mindehøjtiden almindeligvis falder sammen med den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.
30 I Matthæus 26:26-28 kan vi se hvordan Jesus ønsker at mindehøjtiden skal foregå. Det er ikke et ritual med mystiske undertoner, men et symbolsk måltid. De der deltager i måltidet, er dem der er blevet kaldet til at være medarvinger med Jesus Kristus i hans himmelske rige. (Luk. 22:28-30) Alle andre indviede kristne og interesserede tilskyndes til at overvære Herrens aftensmåltid som iagttagere. Ved at være til stede viser de taknemmelighed for den gave Jehova Gud har givet hele menneskeheden gennem sin Søn, Jesus Kristus. Kort tid inden mindehøjtiden holdes et særligt offentligt foredrag der har til formål at skabe den rigtige stemning forud for denne begivenhed, og give de interesserede endnu mere lyst til at studere Bibelen.
31 Som Jehovas Vidner er vi glade for at samles ved vores møder, hvor vi viser “omsorg for hinanden” og “motiverer hinanden til kærlighed og gode gerninger”. (Hebr. 10:24) Den trofaste og kloge træl er opmærksom på at arrangere sådanne sammenkomster for at dække vores åndelige behov. Alle Jehovas tjenere og interesserede tilskyndes til at udnytte de mange muligheder der er for at samles. Ved at vise dyb værdsættelse af det Jehova giver os gennem sin organisation, bliver vi knyttet nærmere sammen. Men som det vigtigste priser og ærer vi Jehova. – Sl. 111:1.