Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w66 1/5 s. 197-203
  • Værdien af samværet ved menighedens møder

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Værdien af samværet ved menighedens møder
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Formålet med at have de rette omgangsfæller
  • Jehovas ånd virker på de kristnes forsamling
  • Lejligheder til at samles med kristne
  • Møder der ‘motiverer til kærlighed og gode gerninger’
    Organiseret til at gøre Jehovas vilje
  • Søg det rette selskab
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Et bibelsk samfund af vidner for Guds rige
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
  • Du er hjertelig velkommen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2009
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1966
w66 1/5 s. 197-203

Værdien af samværet ved menighedens møder

„Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte [Jehova] eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord.“ — 5 Mos. 31:12.

1. Med hvilke forskellige formål kommer folk sammen til møde?

MANGE forskellige formål får folk til at samles til møder: arbejdergrupper for at forbedre deres arbejdsvilkår og opnå højere lønninger, politiske ledere for at tilrettelægge partiprogrammer, og gejstlige ledere for at udvirke større sammenhold inden for deres egen organisation og større sammenhold med andre. Når den sande Guds tilbedere samles til møde tjener det et formål af en helt anden art. De ønsker hermed at vise deres kærlighed til Jehova Gud og næsten, at opbygge deres tro og at udføre den rene tilbedelse i lydighed mod en guddommelig befaling.

2. Hvilket dobbelt formål tjente befalingen til israelitterne i Femte Mosebog 31:12?

2 I Femte Mosebog 31:12 siges der: „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte [Jehova] eders Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord.“ Disse ord, der blev nedskrevet af Moses, gjaldt Guds folk for over 3000 år siden. Denne guddommelige befaling tjente tydeligvis et dobbelt formål: For det første skulle det israelitiske folk samles for at høre Jehovas bud så det kunne lære dem og huske dem og derved komme til at værdsætte og frygte Gud på den rette måde. For det andet skulle befalingen tjene som en beskyttelse mod faren ved at komme sammen med dem der ikke var interesseret i at lære at frygte Jehova og tjene ham, som for eksempel de omboende hedenske folkeslag. Da befalingen lød på at man skulle samles med mænd, kvinder, børn og fremmede der boede „inden dine porte“, udelukkede det ethvert samkvem med ikke-israelitter der ikke nærede ønske om at tjene Jehova Gud.

3. Hvorfor er det vigtigt at kristne i dag kommer sammen i menigheden, og hvilken gavn har de heraf?

3 De århundreder der er gået siden da har ikke ændret eller svækket Jehovas befaling til sit folk om at lære ham og hans bud at kende i selskab med de rette mennesker. I et brev til de kristne hebræere skrev Paulus: „Lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, . . . men formane hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25) Lydighed mod denne apostolske befaling fører til at Jehovas navn lovprises gennem sangen og bønnen og ved ordene der tales ved menighedens møder. Denne lydighedshandling i sig selv medfører Jehovas velsignelse over hans folk. I dag har kristne brug for at komme sammen for at give og modtage bibelsk vejledning, og også for at give og modtage åndelig opmuntring. Dette sunde samvær er med til at beskytte dem mod synlige og usynlige farer i den nuværende onde, gudvanærende tingenes ordning.

Formålet med at have de rette omgangsfæller

4, 5. (a) Hvorfor bør kristne være forsigtige med hvem de vælger til omgangsfæller? (b) Hvordan understregede Paulus over for korinterne betydningen af at have gode omgangsfæller?

4 Hvem var det Paulus opfordrede hebræerne til at komme sammen med da han påpegede værdien af at komme sammen med andre? Med den blodtørstige folkehob i det romerske cirkus, med en bande forbrydere på gaden eller med en gruppe verdslige filosoffer? Afgjort ikke! Da han i et brev til Timoteus beskrev dette tyvende århundredes modstykke til de førnævnte lastefulde, kærlighedsløse mennesker sagde han: „Dem skal du holde dig fra.“ (2 Tim. 3:1-5) Da han gav vejledning om at de lovløse skulle udstødes af menigheden sagde han at de kristne ikke kunne have samkvem med nogen der bar brodernavn og som dog var „utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver“. (1 Kor. 5:11) Hvis dette gælder brødre, hvor langt mere skulle vi da ikke undgå at komme sammen med dem der ikke er brødre og som gør sig skyldige i sådanne ting.

5 Paulus understreger atter dette i sit andet brev til korinterne. Han siger: „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ (2 Kor. 6:14-17) Ligesom det at have de rette omgangsfæller hjalp det jødiske folk og de første kristne til at holde sig nær til Jehova, således vil det hjælpe Guds folk i dag i disse få og betydningsfulde år før Harmagedon.

6. Hvad kan der ske hvis man ikke følger formaningen i 1 Korinter 15:33, og hvad kan man opnå ved at rette sig efter den?

6 Bibelen viser tydeligt hvilken nedbrydende virkning dårlige omgangsfæller kan have på den kristnes liv. Paulus skriver: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder.’“ (1 Kor. 15:33) Tilsidesættelse af denne advarsel har bevirket at nogle har mistet deres værdsættelse og forståelse af Jehova Gud og hans retfærdige krav. De har ladet sig friste til umoralitet, drukkenskab og oprør. Nogle har ladet sig opsluge af verdens materialisme. Andre er faldet fra troen. Hver eneste af disse synder kan føre til åndelig ruin. På den anden side er gode omgangsfæller så gavnlige at de kan være en beskyttelse for os i det nuværende liv samt sikre os fremtidigt liv. Det er muligt fordi man får kundskab om Jehova Gud og hans vidunderlige hensigter og lærer hvordan man kan bringe sit liv i overensstemmelse med denne kundskab, når man kommer sammen med den kristne menighed. (Joh. 17:3) Skal man overleve Harmagedonslaget er det vigtigt at rette sig efter den befaling der blev givet til israelitterne: Ikke alene at høre og lære Jehovas lov men også omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord. Disciplen Jakob siger det på denne måde: „Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere.“ — Jak. 1:22.

7. Hvilken gavn kan nyinteresserede have af at komme sammen med den kristne menighed?

7 Hertil kommer at de som nylig er blevet interesseret i tilbedelsen af Jehova Gud, kommer i kontakt med og indføres i Guds organisation når de kommer sammen med hans trofaste vidner. De er alle nært sammenknyttet i et samfund der har et formål, og det er at opflamme til kærlighed og gode gerninger, som Paulus sagde. Hvordan kunne disse sandhedssøgende mennesker se den teokratiske organisation hvis der ikke var nogen kristen menighed i dag? Da Paulus gav korinterne vejledning med hensyn til at tale i tunger og han påpegede fordelen ved at profetere, viste han at det ikke blot var kristne men også andre der kom til møderne. „Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller vantro ind, vil de da ikke sige, at I er fra forstanden? Men hvis alle taler profetisk, og der kommer en vantro eller udenforstående ind, så bliver . . . hans hjertes skjulte tanker . . . åbenbare, og så vil han falde på sit ansigt og tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer.“ (1 Kor. 14:23-25) Således modtager alle de der er forsamlet, både indviede og uindviede, opmuntring, hjælp og vejledning når de samles for at høre Guds ord. „Så trøst og opbyg hverandre indbyrdes, som I også gør.“ — 1 Tess. 5:11.

8. (a) Hvor fremholdes den nye verdens samfunds retningslinjer for os, og hvordan sker det? (b) Hvoraf ved vi at Djævelen forstår betydningen af at kristne kommer sammen?

8 Ved menighedens møder får vi de retningslinjer forelagt der gælder for den nye verdens samfund, og værdien af at have gode omgangsfæller stilles i kontrast til faren ved at have dårlige omgangsfæller. For eksempel hører vi om kong Sauls ulydighed, Akans begærlighed ved Jeriko, apostelen Judas’ selviskhed og nogle nulevende indviede kristnes umoralske handlinger og dermed følgende udstødelse. Vi hører også om patriarken Abrahams tro, om profeten Moses’ sagtmodighed, om hans efterfølger Josuas mod, Kristi Jesu kærlighed, Paulus’ nidkærhed og nogle af vore nulevende kristne brødres trofasthed og uangribelighed. Vi bliver mindet om at være på vagt over for ægteskabsbrud, løgn, tyveri, sladder, utugt, bagtalelse, vantro, oprør og andre gudvanærende handlinger. Vi må huske på at Satan ikke ønsker at kristne og andre som er interesserede i sandheden kommer sammen for at høre disse bibelske formaninger. (Gal. 5:19-21) Han forstår betydningen af at Jehovas tjenere kommer sammen, og han kender den gode virkning det har på dem. Derfor forbyder hans organisation Jehovas vidners møder overalt hvor den kan komme til det, som det for eksempel er sket i Spanien, Angola og Den forenede arabiske Republik, samt i Rusland og andre kommunistiske lande.

Jehovas ånd virker på de kristnes forsamling

9. (a) Hvilken bibelsk forsikring har vi om at Jehovas ånd hviler over menighedens møder? (6) Hvordan handler Jehova med sit folk? Begrund svaret.

9 Med hensyn til at komme sammen med den kristne menighed sagde Jesus Kristus: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ (Matt. 18:20) Hvor de kristne forsamles i overensstemmelse med Jehovas vilje vil man finde hans vejledende ånd. Lukas skriver om hvordan de første kristne kom sammen og hvordan Jehova Gud velsignede dem: „Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; . . . De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket. Og Herren [Jehova, NW] føjede daglig nogle til, som lod sig frelse.“ (Ap. G. 2:46, 47) Vi ser heraf hvor vigtigt det er at anerkende at Gud i dag handler med og igennem en organisation sådan som han gjorde det i fortiden. Dette understreges yderligere af den måde hvorpå han handlede med Israels folk. Han handlede ikke med personer der holdt sig for sig selv, men han handlede med dem der var tilsluttet hans organisation. Som Guds synlige repræsentant tjente Moses som den kanal hvorigennem Gud meddele sig til Israels folk. — 2 Mos. 3:10, 16.

10. Hvad er det tegn på hvis man undlader at samles med Jehovas vidner?

10 I dag tjener de salvede, åndsavlede Jehovas vidner, „den tro og kloge tjener“, som Guds jordiske meddelelseskanal over for den store skare der skal overleve Harmagedonslaget. Sammen med denne „store skare“ udgør disse salvede vidner vor tids kristne organisation, hvorigennem Guds ånd virker. (Matt. 24:45-51; Åb. 7:9-17) Gud har aldrig haft mere end én meddelelseskanal ad gangen. Hvis man ikke anerkender og samles med hans salvede vidner er det et tydeligt tegn på at man ikke er i Jehova Guds organisation og under hans ånd. Ulykkeligvis glemte israelitterne værdien af at have de rette omgangsfæller og samledes med dem der befandt sig uden for de israelitiske byers porte, som vi læser i Salmerne: „Med hedninger blanded de sig og gjorde deres gerninger efter; deres gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en snare.“ — Sl. 106:35, 36.

Lejligheder til at samles med kristne

11. Hvor gavmildt har Jehova gennem sin organisation sørget for at hans folk beskyttes åndeligt?

11 For at beskytte sit folk mod at blande sig med hedningerne og gøre deres gerninger efter, har Jehova gennem sin organisation truffet foranstaltninger til at hans folk kan tilbringe fem timer om ugen ved menighedens møder. Disse møder er anderledes end de gudstjenester og møder der holdes i kristenhedens kirker, for de er beregnet på at udruste Jehovas vidner til deres forkyndergerning og styrke dem til at bevare deres kristne uangribelighed. En kort oversigt over disse møder og deres formål vil derfor være nyttig og gavnlig for de læsere som allerede er indviede Jehovas vidner, og den kan være interessant og oplysende for dem der endnu ikke har overværet nogen af de møder som Jehovas vidner afholder.

12. (a) Hvilket møde er det vigtigste og hvem kan med udbytte overvære det? (b) Hvordan ledes mødet, og hvilken bibelsk grund kan anføres for at deltage i det?

12 Det vigtigste af ugens møder er menighedens fælles en-times studium af bladet Vagttårnet. På side 2 i dette blad kan man se at Vagttårnet nu trykkes i et oplag på 4.750.000 eksemplarer og at det udkommer på 70 sprog. Det er ved dette studium lærepunkterne gennemgås og de nye åndelige sandheder fra „den tro og kloge tjener“ fremlægges, og på denne måde bliver deltagerne holdt underrettet om forståelsen og opfyldelsen af Bibelens profetier. Det er et møde som alle, både børn og voksne, kan have gavn af. En mand kan lære hvordan han skuldrer sit ansvar i familien. Han får anvisning på hvordan han kan være en god og klog fader, hvordan han kan bevare enheden og freden blandt familiens medlemmer, og hvordan han på rette måde varetager sine pligter som familiens overhoved. En kvinde kan her lære sin kristne plads i hjemmet og den teokratiske organisation at kende, og hvordan hun bedst tjener Gud og sin familie. Børnene lærer at have den rette respekt for Gud og deres forældre, og modtager undervisning og vejledning der bidrager til deres fysiske og åndelige vækst. Vagttårnsstudiet ledes af en ordstyrer der stiller spørgsmålene nederst på siden i bladet, og de besvares af de tilstedeværende, som ved håndsoprækning tilkendegiver at de ønsker at svare. Hvornår svarede du sidst ved vagttårnsstudiet? Hvor mange uger eller måneder er der gået siden du sidst offentligt bekendte din tro på Jehova Gud og hans frelse, sådan som Paulus opfordrer os til at gøre? (Hebr. 13:15; Rom. 10:10) Hvorfor ikke gøre det ved det næste vagttårnsstudium og erfare sandheden i Jesu ord: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage“? — Ap. G. 20:35, NW.

13. (a) Hvad er formålet med tjenestemødet? (b) Hvad er bestemmende for om mødet bliver godt og udbytterigt?

13 Et andet møde som også holdes hver uge i rigssalen og også varer en time er tjenestemødet. Det er et møde som har stået sin prøve siden Jesu og apostlenes dage. Det afholdes for at give Jehovas vidner praktiske anvisninger der hjælper dem til at blive dygtigere forkyndere og til at udføre deres hus-til-hus-arbejde på en bedre måde. (Luk. 10:1-16; Ap. G. 4:23-31) Det var med det samme formål for øje Paulus sendte Timoteus til menigheden i Korint. Han skulle lære de kristne der at udføre tjenesten på samme måde som Paulus: „Han skal minde jer om mine veje i Kristus [mine metoder i forbindelse med Kristus Jesus, NW], således som jeg lærer alle vegne, i alle menigheder.“ (1 Kor. 4:17) Der anvendes mange forskellige metoder til undervisning og instruktion. Programmet omfatter foredrag, demonstrationer, spørgsmål-og-svar-behandlinger, interviews og samtaler mellem to eller flere personer. Da alle Jehovas vidner er forkyndere, kan alle der nærer ønske om at tjene Gud og Kristus Jesus deltage — mænd, kvinder og børn. (1 Kor. 14:26) Rigets Tjeneste, et månedsblad der udgives af Vagttårnsselskabet, angiver i hovedtrækkene det stof der skal behandles ved tjenestemødet, og menighedens tilsynsmand har ansvaret for at uddele opgaverne og sørge for at stoffet bliver behandlet af kvalificerede brødre. Hvert medlem af menigheden må gøre sit til at gøre mødet interessant, livligt og opbyggende for alle de tilstedeværende. Hvis du ikke er glad for at overvære tjenestemødet og ikke ser frem til det med forventning, kan det være at det er fordi du blot kommer for at modtage og ikke for at yde noget. Hvis du synes at mødet kunne og burde være bedre og at der mangler noget, kan det være at det er din deltagelse der mangler. Når du bliver bedt om at være med i en demonstration eller får lejlighed til at give en kommentar, så hold dig ikke tilbage fordi du synes at andre kan bedre. Hvis det var tilfældet ville du ikke synes at mødet kunne være bedre. Tag imod enhver opgave som en lejlighed til at tjene andre, og stol på at Jehovas ånd vil hjælpe dig.

14. Hvilket formål tjener den teokratiske skole, og hvad lærer man for eksempel?

14 Den teokratiske skole holdes i regelen samme aften som tjenestemødet. Denne skole tager sigte på at undervise og udruste Jehovas vidner til at forkynde den gode nyhed. De fleste af dem der overværer dette møde har indviet sig til at gøre Jehova Guds vilje, det vil sige at forkynde Rigets budskab offentligt, og derfor er de altid interesserede i at forbedre deres tjeneste. Det var også det Paulus opfordrede Timoteus til at gøre da han skrev: „Vær et forbillede for de troende i tale, . . . Læg vægt på at oplæse skriften, formane og lære, indtil jeg kommer. Tænk på dette, lev i dette, så alle kan se, at du gør fremgang.“ (1 Tim. 4:12, 13, 15; 2 Tim. 2:15) Til forskel fra de fleste skoler holdes der ingen eksaminer og ingen bliver nogen sinde færdiguddannede, for skolen varer hele livet, både for unge og gamle, mænd og kvinder. Den vigtigste lærebog er Bibelen, men foruden den bruges flere bibelstudiebøger. I den time skolen varer, hører man korte bibelske foredrag, prædikener og samtaler om Bibelen, holdt af eleverne. Bagefter får eleverne vejledning af en kvalificeret lærer.

15. Hvordan gavner de offentlige foredrag både de nyinteresserede og Jehovas vidner, og hvorfor bør alle Jehovas vidner være til stede?

15 Blandt eleverne i den teokratiske skole udvælges talere til at holde en-times offentlige foredrag over emner der er specielt beregnet for nyinteresserede men også tjener til at opbygge Jehovas vidner. Disse offentlige foredrag holdes som regel om søndagen i rigssalen. For dem der har bibelstudier med nyinteresserede er disse bibelske foredrag et af de bedste hjælpemidler til at gøre dem bekendt med Jehovas ophøjede hensigt med menneskene og til at lære dem at samles regelmæssigt med Guds folk. På et år kan man høre mange forskellige emner behandlet af dygtige talere. Gennem disse foredrag indprentes vigtige bibelske sandheder der tjener til at fremhæve Rigets budskab. En udenforstående der endnu ikke studerer med Jehovas vidner kan blive så interesseret i det han hører ved foredragene at han får lyst til at få et bibelstudium. Jehovas vidner selv har stor gavn af at overvære disse foredrag, hvor de lærer nye sandheder og nye måder at fremstille budskabet om Guds rige på. Foredragene skal også minde tilhørerne om de bibelske principper, som Peter skrev: „[Jeg søger] ved min påmindelse at vække jeres rene sind.“ (2 Pet. 3:1) Alle Jehovas vidner bør være til stede ved dette møde for at byde gæster velkommen og besvare de spørgsmål de måtte have angående Guds ord Bibelen.

16. Hvilke fordele har menighedsbogstudiet?

16 Det femte og sidste, men derfor ikke mindre betydningsfulde, møde er menighedens bogstudium. Det afholdes i form af gruppestudier i Jehovas vidners egne hjem og i rigssalen, så deltagerne får kortere vej til mødet. Det er som regel en af de nyeste af Vagttårnsselskabets bøger der studeres sammen med Bibelen. Ved disse studier klargøres forståelsen af Bibelens profetier og de profetiske forbilleder, som det nu mere end nogen sinde før er nødvendigt at have kendskab til. I denne gruppeordning har vi igen et bevis på Jehovas godhed og omsorg for sit folk, for i disse små grupper er det lettere at lære hinanden at kende, og lettere for studielederen at tage sig af de enkelte og vise dem større opmærksomhed. Her opfyldes i sandhed ordsproget: „Jern skærpes med jern, det ene menneske skærper det andet.“ — Ordsp. 27:17.

17. Hvilken virkning har det kristne samvær på nyinteresserede og på Jehovas vidner?

17 Alle som er interesserede i at tjene Skaberen nu og i at få gavn af de velsignelser der kommer fra ham i fremtiden, indbydes, ja opfordres indtrængende, til at samles med kristne mænd, kvinder og børn som regelmæssigt overværer disse møder. Mange interesserede der har overværet menighedsmøder for første gang har klart erkendt værdien af dette samvær. Man har ofte hørt dem sige: „Hvor er de dog venlige og glade, disse Jehovas vidner! Programmet var meget interessant og belærende. Det lignede slet ikke nogen af de andre religiøse møder jeg har overværet.“ Ja, de lægger mærke til forskellen, både at menneskene er anderledes og at det de hører er anderledes; og Jehovas vidner er glade for at de kommer. Jehovas vidner oplever denne glæde hver gang de samles med deres kristne brødre. Den er resultatet af et gavnligt samvær med mennesker der er under Jehovas ånds indflydelse, og denne ånd hviler over hans forsamlede menighed. Dette gælder hvad enten nogle få er forsamlede i et privat hjem, hundreder i en rigssal eller tusinder på et stadion eller i en hal.

18. Hvor stor en procentdel af Jehovas vidner overværer menighedens møder i hele verden?

18 På baggrund af det der her er sagt om det gavnlige ved et godt og sundt samvær med kristne brødre ved menighedens møder, kan det oplyses at Jehovas vidner har en gennemsnitlig mødedeltagelse verden over på 75 procent af alle tilsluttede, i modsætning til den almindeligvis lave mødeprocent man har inden for de fleste andre religiøse samfund. Det viser imidlertid at omkring 25 procent af Jehovas vidner ikke kommer regelmæssigt til vagttårnsstudiet, tjenestemødet, den teokratiske skole, menighedens bogstudium og det offentlige foredrag. Er der ikke en fare for at disse begynder at følge den samme kurs som de utro israelitter der tabte værdien af at have de rette omgangsfæller af syne og blandede sig med hedningerne, gjorde deres gerninger efter og dyrkede deres gudebilleder? Jo, sandelig!

19. Hvad kan man gøre for at hjælpe dem der ikke kommer regelmæssigt til møderne?

19 Er du en af disse uregelmæssige mødedeltagere? Kender du nogen der er ved at bukke under for denne fare? Hvis du gør det, vil det være et bevis på kærlighed fra din side hvis du sammen med dem gennemgår Jehovas vejledning og formaning med hensyn til at komme regelmæssigt til menighedens møder. Hjælp dem til at genvinde den glæde og den fred i sindet der følger med at omgås de rette mennesker. Gør det nu. Paulus siger: „Derfor: ’Ret de slappe hænder og de kraftløse knæ,’ og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.“ (Hebr. 12:12, 13) Der er ingen tvivl om hvem vi vil komme til at omgås efter Harmagedon, men hvis ikke vi på nuværende tidspunkt kommer sammen med Guds menighed, vil vi ikke være i live og kunne nyde samværet med ham, hans søn og hans folk efter Harmagedon.

20. Hvordan kan vi nu sikre os at vi får de rette omgangsfæller?

20 Jehova Gud formaner os til at overvære menighedens møder for at vi der kan høre og lære at frygte ham og gøre hans vilje. De kristne brødre vi samles med ved menighedens møder er de bedste omgangsfæller vi kan have i denne verden, og nogle af ugens mest betydningsfulde timer er de fem vi tilbringer sammen med dem ved menighedens møder. Dette samvær er Jehova velbehageligt, bringer glæde til os selv og er gavnligt for vor tjeneste og vort fremtidige liv i den nye tingenes orden efter Harmagedon.

[Illustration på side 200]

Alle opmuntres til at svare ved vagttårnsstudiet

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del