STOLTHED

En upassende selvfølelse; en overdreven, urimelig følelse af eget værd som følge af evner, udseende, rigdom, rang eller andet; giver sig udslag i en hovmodig, overlegen eller hoven optræden. I sjældnere tilfælde kan stolthed være positiv og betegne en berettiget følelse af glæde over noget man ejer eller har udrettet.

Det hebraiske udsagnsord ga’ahʹ betyder bogstaveligt „at være høj, at blive (vokse sig) høj“ og er roden i flere ord som indeholder tanken om stolthed. Disse beslægtede ord er gengivet med „hovmod“ og, i både positiv og negativ betydning, „højhed“ og „stolthed“. — Job 8:11; Ez 47:5; Es 9:9; Ord 8:13; Sl 68:34; Am 8:7.

Det græske ord kauchaʹomai, der betyder „at rose sig, være stolt af, juble,“ og de tilsvarende navneord bruges også både positivt og negativt, og betydningen må afgøres ud fra sammenhængen. — 1Kor 1:29; Ro 2:17; 5:2.

Stolthed er bedragerisk og ødelæggende. Den stolte indser måske ikke at han er stolt, men mener at have andre bevæggrunde for sine handlinger. Hver enkelt bør derfor ransage sig selv og sine motiver grundigt for at afgøre om han har dette dårlige karaktertræk. Apostelen Paulus understreger hvor vigtigt det er at have det rette motiv og at kende sig selv på dette punkt, idet han siger: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan rose mig [kauchēʹsōmai], men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1Kor 13:3.

For sin egen skyld bør man derfor fjerne al stolthed fra sin personlighed. Men det er endnu vigtigere at gøre det hvis man ønsker at behage Gud. Man må ligefrem lære at hade stolthed, for Guds ord siger: „Frygt for Jehova er at hade det onde. Jeg hader hovmod og stolthed og den onde vej og den fordærvede mund.“ — Ord 8:13.

Den der ikke aflægger sin stolthed, kommer til at bøde for det. „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ (Ord 16:18) „Jehova river de hovmodiges hus ned.“ (Ord 15:25) Der er mange eksempler på at stolte personer og stolte dynastier og nationer har lidt et skæbnesvangert fald. — 3Mo 26:18, 19; 2Kr 26:16; Es 13:19; Jer 13:9; Ez 30:6, 18; 32:12; Da 5:22, 23, 30.

Stolthed er bedragerisk. Apostelen Paulus siger advarende: „Hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind.“ (Ga 6:3) Den stolte vælger den vej der synes at gavne ham selv mest, men han lader Gud ude af betragtning. (Jf. Jer 49:16; Åb 3:17.) Bibelen siger: „Det er bedre at have en ydmyg ånd sammen med sagtmodige end at dele bytte med de stolte.“ — Ord 16:19.

At rose sig. Det græske udsagnsord kauchaʹomai („at rose sig, at prale“) bruges ofte i forbindelse med selvisk stolthed. Bibelen viser at ingen har grund til at rose sig af sig selv eller af sine bedrifter. Nogle af de kristne i Korinth var opblæste, stolte over sig selv eller andre, og det skabte splittelser i menigheden. Deres tankegang var kødelig, idet de så hen til mennesker i stedet for til Kristus. (1Kor 1:10-13; 3:3, 4) De nærede ingen interesse for menighedens åndelige velfærd; de ønskede blot at rose sig af det ydre og ikke at hjælpe deres medkristne til at opdyrke et godt hjerte over for Gud. (2Kor 5:12) Derfor satte Paulus menigheden strengt i rette og formanede de kristne i Korinth til ikke at rose sig af andre end Jehova Gud og af det han havde gjort for dem. (1Kor 1:28, 29; 4:6, 7) Som der stod skrevet: „Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.“ — 1Kor 1:31; 2Kor 10:17.

Jesu halvbroder Jakob udtalte sig endnu stærkere da han fordømte nogle der pralede med verdslige planer som de ville gennemføre. „I [er] stolte over jeres pralerier,“ skrev han. „Al sådan stolthed er ond.“ — Jak 4:13-16; jf. Ord 27:1.

Berettiget stolthed. Det hebraiske ord ga’ahʹ, det græske ord kauchaʹomai og de beslægtede former af ordene bruges også i en positiv betydning om glæde eller stolthed over noget man har eller gør. Salmisten omtalte Israel som „den som Jakob, hvem [Jehova] elsker, er stolt af“. (Sl 47:4) I en genoprettelsesprofeti sagde Esajas at landets frugt skulle „blive til stolthed“. (Es 4:2) Apostelen Paulus skrev til de kristne i Thessalonika at han og hans medarbejdere var ’stolte af dem blandt Guds menigheder’ på grund af den tro, kærlighed og udholdenhed de lagde for dagen. (2Ts 1:3, 4) De kristne er stolte over at Jehova er deres Gud, at de har lært ham at kende, og at han har anerkendt dem. De følger princippet: „Lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden.“ — Jer 9:24; jf. Lu 10:20.