Oplevelser i arbejdet

Forkyndelse for spedalske i Afrika

„VIRKELIG missionærtjeneste på Guldkysten resulterer i utallige erfaringer. Jeg blev sammen med to andre gileaditter udtaget til at besøge kredsen af Jehovas vidner i Ho såvel som den nærliggende koloni for spedalske. Ved middagstid forlod vi hovedstaden Accra i vor vogn. Omkring fem timer senere blev vi budt hjertelig velkommen i Ho. Snart var vi på vej mod byens centrum for at holde offentligt møde. Det var nu blevet mørkt. Som det så ofte er tilfældet, blev foredraget holdt under den lysende tropiske måne og de blinkende stjerner. Omtrent 300 overværede mødet. Var der nogen forstyrrelser? Ja! Hvad slags? Den lygte, der tjente til at kaste lys over talerens bibel og notater, tjente samtidig som signal for store insektsværme, der samlede sig for at hilse på taleren på deres egen særlige måde.

Næste morgen var vi på vej til de spedalskes koloni 5 km borte. Af 500 spedalske i kolonien, der tilhører forskellige trosretninger, var fire Jehovas vidner. Og hvor var de glade for at se os gileaditter! Vi vil længe mindes glædesudtrykket i deres ansigter, en af de få måder, de kunne udtrykke deres glæde på, da de jo ikke måtte røre os. Afdelingskontoret her har regelmæssigt sendt Vagttaarnet gratis til disse brødre, og det var de meget glade for.

Efter en samtale med koloniens overintendant fik vi lov til at holde et offentligt foredrag for de tilstedeværende. Alle lyttede opmærksomt. Det var ikke nogen tiltalende forsamling at se på rent legemlig set. Det var allesammen voksne mennesker, men nogle af de unge lignede gamle mænd, og på hver af dem havde spedalskheden sat sit spor på en særlig måde. En af de spedalske brødre tolkede taleren, og det var noget, denne længe vil huske. Tolken stod i en meters afstand fra taleren med sin bibel i hånden. Hans ører var halvvejs bortædt, ligeledes hans tæer. Hans fingre var ædt bort helt til den anden kno, og dog strålede der et rigssmil på hans hærgede ansigt. Da han skulle læse op af bibelen, var det forbavsende at se, hvor hurtigt han fandt skriftstederne, selv om hans fingre kun var stumper. Han kendte sin bibel.

Da foredraget var forbi, talte vi lidt med de fire vidner, og så var det tid til at tage af sted, for vi skulle tilbage til Accra samme dag. Blandt de indfødte er det skik at sige goddag og farvel med et hjerteligt håndtryk, men det kunne disse forkyndere ikke gøre. De fulgte os til koloniens udgang, og så skiltes vi, efter at vi havde lovet at komme igen så snart som muligt. Mens vi kørte tilbage til Accra 165 km mod syd, kunne vi ikke lade være med at længes endnu mere efter den nye verden med dens lovede velsignelser for alle lydige mennesker.“

„Vær snilde som slanger“

„Jeg har en ældre søster, som jeg altid har følt mig stærkt knyttet til, og siden jeg har lært sandheden at kende, har det været mit store ønske, at min søster skulle nyde den samme forret som jeg og blive en Teokratiets tjener. Jeg skrev et brev til vennerne i den by, hvor hun bor, og bad dem besøge hende og vidne for hende, men alle deres anstrengelser var frugtesløse. Til sidst besluttede jeg selv at aflægge hende et besøg. Den vigtigste snublesten viste sig at være den magt, hun i sin overtro tillagde en vis juju i hendes hus. Hun troede, at såfremt hun spiste mad, der var tilberedt af cassaver, deriblandt også den ret, de indfødte kalder gari, eller lyttede til noget budskab ud over dem, hun modtog fra juju, skulle hun dø.

Da jeg kender den afrikanske overtroiske tiltro til medicin, greb jeg problemet an på følgende måde: Jeg tog noget ganske almindeligt vand og hældte det på en flaske. Da jeg kom til min søsters hus, fortalte hun mig, at hun forstod, jeg havde sluttet mig til Harmagedon-kredsen, og at andre Harmagedon-folk havde besøgt hende, men hun var ikke enig med dem, for hun havde en mægtig juju. Jeg sagde da til hende, at til hendes eget bedste havde jeg fået fat i noget meget virkningsfuld medicin, kendt som „juju-fordriver“, og at siden jeg var kommet ind i huset, havde hendes juju mistet sin magt. Jeg tog nu flasken frem og sagde, hun skulle drikke lidt af vandet og også gnide lidt på kroppen, så ville hun kunne spise gari uden fare for at dø, fordi hendes juju allerede var løbet sin vej.

Til at begynde med var hun stadig bange for at spise gari, men efter opfordring tog hun noget, særlig da hun så, at også jeg spiste lidt. Jeg fik hende til at gøre det samme dagen efter og igen tredjedagen. Nu var hun overbevist om, at hendes juju allerede havde mistet sin magt, og hun spurgte mig, hvordan jeg havde fået fat i den virkningsfulde medicin. Jeg bad hende hente sin bibel, og sammen begyndte vi at læse. I tre dage studerede vi sammen, og så fortalte jeg hende om vandet i flasken, og hvordan sandhedens vand var den virkelige „juju-fordriver“. Hun lo og sagde, at Guds veje i sandhed var uransagelige. Da jeg forlod hende, deltog hun i kredsens studier og i tjenesten.“ — Forkynder i Nigeria.

Ungdommelig begejstring