Høsttid i Nordeuropa

SOMMERENS VARME var i aftagende i Europa, da N. H. Knorr, præsident for Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, ledsaget af sin sekretær, M. G. Henschel, besøgte de nordiske lande. Men sommeren havde gjort sit arbejde godt, og landmændene havde travlt på markerne med at indhøste rugen og hveden, der var helt gylden i solskinnet. Nogle brugte moderne traktorer og mejemaskiner til at indsamle høsten, men der var andre, der brugte segl og høstede, som det skete på Jesu tid.

De, der i denne høsttid rejste til Jehovas vidners konventer i København, Vaasa, Helsinki, Stockholm og Lillehammer, blev mindet om de lignelser, Jesus brugte, da han underviste sine disciple angående forkyndelsen af evangeliet og tidsperioden ved afslutningen af den onde verden under Satan: „Og da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har. Da siger han til sine disciple: Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Matt. 9:36-38) Disse konventsdeltagere erfarede dette; der var så mange retsindige mennesker, der skulle hjælpes og undervises i Bibelens sandheder, at skønt de arbejdede dag og nat, var de ikke i stand til at betjene alle, der ønskede et bibelstudium. De arbejdede i den åndelige høsttid og bad også den Højeste om at sende flere vidner ud på arbejdsmarken.

Der var ingen tvivl i stævnedeltagernes sind om, at tiden, da den store høstmand, Jesus, træder i virksomhed, hvilket er forudsagt i Mattæus 13:39-43, nu er kommet. Nu sammenligner han nogle skabninger med frugtbart korn og andre med unyttigt ukrudt, for de frembringer ingen frugt til Jehovas pris, men fortsætter med at leve som den Ondes børn. Med andre ord bliver skabningerne delt eller adskilt, og de, som ikke ærer Jehova, bliver dømt til evig tilintetgørelse som ved ild i slaget ved Harmagedon.

I Nordeuropa som i andre dele af verden er dette udskillelsesarbejde i fremgang. Selskabets præsident besøgte vennerne i denne del af marken for at hjælpe dem til at udbrede de gode nyheder om Riget, for efterhånden som folk hører om evangeliet, bliver adskillelsesarbejdet fremskyndet.

Danmark

Broder Knorr og broder Henschel ankom fra de store stævner i Frankfurt og Berlin og landede i Kastrup lufthavn, København, onsdag den 29. august. De skulle betjene Danmark, der har en befolkning på lidt over fire millioner mennesker. Først blev de kørt i bil til en lille by i Nordsjælland for at besøge landstjeneren, broder West, som havde været syg i mere end to måneder. Besøget virkede oplivende og styrkende på denne syge broder, og alle vennerne håbede, at han snart ville komme sig. Han var meget skuffet over, at han ikke kunne være med til stævnet, der skulle afholdes i København. Næste dag rejste de besøgende venner tilbage til København for at tilse forholdene på afdelingskontoret. Der traf de broder K. M. Jensen, der var sendt ud fra betelhjemmet i Brooklyn for at betjene vennerne i de skandinaviske lande og tale ved konventet.

Konventet blev afholdt fra 31. august til 2. september i den moderne K.B.-hal. Da hallen ikke ligger lige i byens centrale del, blev forkynderne sendt ud i averteringsarbejdet fra 55 samlingssteder udover byen. Dette viste sig at være mest praktisk med henblik på at dække hele byen og spare tid. Det egentlige konventsprogram begyndte kl. 14, og til stor glæde for alle blev der frigivet en ny Sangbog på dansk, der indeholder de samme sange som den, der blev frigivet på Yankee Stadium i New York i 1951.

Et usædvanligt og belærende tjenestemøde blev ledet af Christian Rasmussen, en elev fra Vagttaarnets bibelskole Gilead. Hvis tilhørerskaren havde været på mere end de 4461, der overværede mødet, ville det have været umuligt at holde det. Arbejdet ud over landet blev anskueliggjort ved hjælp af et meget stort kort, hvorpå zoneinddelingen var angivet, og kredsene var markeret med røde mærker og landets pionerer med blå mærker. Der var installeret elektriske lamper på kortet for at vise de vigtigste steder, der blev omtalt under tjenestemødet. Et særligt punkt behandlede fremgangsrigt pionerarbejde, og stævnedeltagerne blev forsikret om, at der var masser af blå maling til at sætte flere blå mærker på kortet med!

København har aldrig oplevet et lignende averteringsarbejde som det, der blev udført af stævnedeltagerne. Offentligheden var forbavset over at se dem bære i hundredevis af plakater ud over hele byen. Der blev også brugt mange biler og cykler i averteringsarbejdet. Ydermere var der fremstillet 6000 små mærker til at sætte på frakkeopslag og lignende ligesom dem, der blev brugt ved stævnet i London, og dette var en idé, der virkede udmærket i Danmark. Når vi viser, hvem vi er, kommer vi ofte i forbindelse med retsindige mennesker. En broder, der kørte i sporvogn, fik et godt bevis på dette, da en mand så på mærket, der var fæstet på hans frakke, og sagde: „Jeg forstår, at De er et af Jehovas vidner. Jeg har hørt så meget om jer, og jeg træffer Jehovas vidner overalt. Nu vil jeg gerne høre mere om jeres arbejde og lære.“ Efter dåbstalen var der 259, der udtrykte deres ønske om at symbolisere indvielsen af deres liv til Jehovas tjeneste, hvilket de fik lejlighed til at gøre senere ved dåb i et indendørs bassin.

Foredragene og demonstrationerne ved konventet var helt igennem udmærket fremført. Alle så frem til broder Knorrs offentlige foredrag „Er religion en løsning på verdenskrisen?“, der var fastsat til søndag eftermiddag. I 1950 var der 6571, der overværede det offentlige møde ved Jehovas vidners sektionsstævne, og efter det skrev den religiøse dagspresse, at dette kunne Jehovas vidner kun gøre een gang. Ville det vise sig, at den havde ret? En time før det offentlige møde var K.B.-hallen fyldt. Ved siden af hovedhallen lå tennishallen, og den blev taget i brug til de øvrige, der kom. Da tallene blev lagt sammen, viste det sig, at der i alt havde været 6912 til stede. Det åbnede øjnene på de retsindige og fremmede, blot dette at se tilhørerskaren og høre det magtfulde budskab, som holdt tilhørernes opmærksomhed fangen lige til det sidste. En teolog, som plejede at rejse rundt i hele landet og holde foredrag imod Jehovas vidner, blev set blandt tilhørerne. Han havde travlt med at gøre notater, og efterhånden som foredraget skred frem, så han mere og mere forvirret og forlegen ud. De træffende sandheder om den falske religions fiasko syntes at være en bogstavelig piskesnert for ham. Offentlighedens interesse for foredraget kom til udtryk ved, at 2342 eksemplarer af en lille bog blev givet bort gratis.

Efter konventet betjente broder K. M. Jensen og broder Leo Larsen, en gileadit fra Island, der var på besøg i Danmark, nogle af de største danske byer, hvor de holdt mange foredrag. Tilhørerantallene var: Aarhus, 540; Aalborg, 406; Odense, 362; Vejle, 215.

Ånden blandt forkynderne i Danmark er meget god. Alene i København er der omkring to tusinde aktive arbejdere, og hele landet har haft en forkynderrekord på 6064. De fire millioner danskere får budskabet om sandheden fra Guds ord forkyndt, og når vi ser tilbage på det foregående besøg, som Selskabets præsident aflagde i Danmark i 1947, kan vi se, hvor stor en høst der har fundet sted; den gang var der ikke mere end 2977 arbejdere.

Finland

Den 3. september i skumringen ankom broder Knorr og broder Henschel til lufthavnen i Helsinki for at tilbringe en travl uge sammen med betelfamilien og Rigets forkyndere i Finland.

Tirsdag aften gik broder Knorr og broder Henschel og landstjeneren W. H. Endres, en gileadit, ind i toget til Vaasa. Tidlig onsdag morgen kunne de se de udstrakte, flade marker fulde af korn. I den nordlige del af Finland, hvor sommeren er meget kort, er der altid fare for, at hele afgrøden skal gå tabt, hvis frosten kommer for tidligt; derfor havde landmændene meget travlt.

Da toget ankom til Vaasa, havde broder Knorr og broder Henschel nået det nordligste punkt under alle deres rejser, men det var ikke koldt. Man kunne se, at der foregik noget usædvanligt i byen, der er på 40.000 indbyggere. På torvet var der rejst et tolv fod højt tårn, nøjagtig som det, der er udenpå bladet Vagttaarnet, og herpå var der skilte, som averterede det offentlige foredrag. Andre skilte, små og store, var anbragt overalt, bl. a. også i forretningerne, i denne by, hvor der tales to sprog. Eftersom dette to-dages stævne i Nordfinland blev holdt både på finsk og svensk, var det nødvendigt at trykke løbesedler, plakater og andet averteringsmateriale på disse to sprog. I nogle dage bragte aviserne artikler om Vagttaarnsselskabets præsident og hans besøg i Vaasa, og de gengav et fotografi af ham.

Rådhuset, som var blevet lejet til stævnet, var rigt udsmykket på vægge og loft. Mange finske venner, der kom fra beskedne landbohuse med kun eet værelse, blev overrasket, da de så konventsalen, for de havde ikke regnet med, at de skulle have et så smukt lokale til stævnet.

Dette var kun begyndelsen til deres glæde. Ved stævnets åbning blev der frigivet en ny komplet 96-sidet Sangbog på finsk. Stævnets møder blev arrangeret på den måde, at de finske venner holdt deres foredrag i den ene sal, og de svenske deres i den anden. Når broder Knorr eller broder Henschel talte, blev begge grupper samlet i samme sal. Taleren stod midt på scenen med den finske tolk ved den ene side og den svenske tolk ved den anden.

Eftermiddagens højdepunkt kom, da broder Knorr talte om, hvorledes sand, ren, uforfalsket religion vil sejre. Han viste, at den falske religion ikke har kunnet opfylde folkets behov, og hvordan sand religion er nødvendig. Ved slutningen af sit foredrag frigav broder Knorr en ny publikation på finsk, den lille bog Evolution kontra den nye verden. Den vil blive et betydeligt redskab i striden mod kommunisterne, hvis falske religion indeholder troen på evolutionsteorien og ikke på en skaber. Der var 308 venner til stede.

Om aftenen overværede mange af byens folk stævnet i salen, og broder Knorr begyndte på det offentlige møde, som blev tolket til både finsk og svensk. Der var mange fremstående forretningsfolk og gejstlige til stede. Alle lyttede meget opmærksomt til taleren. Der var 670 til stede, og det interessante er, at der var flere fremmede, end der var vidner. Ved foredragets slutning kom der en anden overraskende frigivelse. Broder Knorr bekendtgjorde, at den nye lille bog Vil De opnå evigt liv i dykke på jorden? ville blive givet fri både på finsk og svensk.

Skønt det offentlige foredrag var holdt, var der stadig mange vigtige begivenheder i behold til vennerne. Torsdag formiddag blev der holdt et foredrag om dåb, og 14 nye vidner for Jehova blev døbt. Et af dem var en ung broder, som nogle få dage før var kommet til zonetjenerens hjem med disse enkle ord: „Jeg søger Gud.“ Zonetjeneren tilbragte megen tid sammen med ham og viste ham Jehovas storslåede hensigter ud fra Skriften. Deres samtaler var nok til at overbevise ham om, at dette var sandheden, og han indviede sit liv til at gøre Guds vilje. Ved stævnet sagde han: „Det er første gang, jeg er blevet behandlet som et menneske.“ Han havde været tvunget til at arbejde hårdt hele sit liv og havde ikke haft tid til at studere om Gud. Nu har han frihed til at tjene sin skaber.

Broder Knorr sluttede formiddagens møder med foredraget „Forny jeres sind til liv i den nye verden“. Dette foredrag var fuldt af praktiske og værdifulde råd og oplysninger med hensyn til at fortsætte ad livets vej og forbedre sindet. Så fulgte endnu en frigivelse, en indbunden bog på finsk, „Dette betyder evigt liv“. Der lød bragende bifald fra vennerne, som var klar over, at det var den første indbundne bog, der var fremstillet i Finland i ti år. Alle jublede. Den aften, da toget kørte ud af Vaasa, var der mange lykkelige forkyndere af Riget i det, og de talte om og tænkte på den nye verden og sang de nye sange og fortalte oplevelser.

Stævnet i Helsinki i week-end’en bragte nye oplevelser, nye glæder og nye problemer. Forrige år var den største og bedst udstyrede sal i Finland, Messuhalli, blevet lejet. Denne gang erfarede vennerne, at denne sal var optaget både i september og oktober måned til høstbasar. Den eneste mulighed, de nu havde, var Ratsastushalli. Det var ikke en rigtig mødesal, men snarere en ridehal. Først tre dage før stævnet fik vennerne at vide, at byen havde bestemt, at det kun kunne tillades, at der kom 2000 mennesker i hallen. Den grund, der anførtes, var, at udgangene var utilstrækkelige. Der blev opnået tilladelse fra hallens direktion til at nedrive noget af muren i den ene ende og derved lave et hul, der i påkommende tilfælde kunne bruges som nødudgang. Så blev der opnået tilladelse til, at der måtte være 3500 i hallen. Men dette var stadig ikke nok til at skaffe plads til det ventede antal mennesker. Der blev lejet et cirkustelt, og på den dag, stævnet skulle begynde, havde tyve brødre travlt med at sætte teltet op på grunden ved siden af hallen. Hallen blev ellers brugt til ridning; den var derfor snavset, og der var ingen siddepladser på pladsen midt i hallen. Nogle primitive siddepladser blev anbragt rundt ved siderne. Bænke var et problem, for der var ingen, der ville leje nogen ud. Så så en broder en stabel af dem ligge i en indhegning ved militærets lejr. Disse blev lejet, og siddepladserne var tilvejebragt.

Da morgensolen med sit strålende skin hilste de tilrejsende konventsdeltagere velkommen til Helsinki, var der foregået en vidunderlig forandring. Ratsastushalli var ikke længere en ridehal; den var sæde for et stort teokratisk stævne. Ved den ene ende, hvor hestene ellers optrådte, var der en smukt dekoreret platform, og foran den i hundredevis af velordnede siddepladser. Vinduerne var rene. Bænke og vægge var ikke længere dækket af støv. Brødre og søstre fra kredsen i Helsinki havde tilbragt mange timer med at gøre stedet rent og pænt. Selv lugten af heste var borte. Udenfor på marken var der opført fire interimistiske bygninger; og disse tjente som cafeteria for vennerne. Mere end syv tusinde måltider blev tilberedt i det fri. Der blev brugt femten af militærets gullaschkanoner, stillet op i to rækker. Vennernes samarbejde var betagende, medens de arbejdede bag kulisserne med at tilberede maden og holde rekvisitterne rene.

Da stævnet begyndte klokken 9.15 fredag morgen, var hallen næsten fyldt med venner. Programmet var ligesom det i Vaasa. Om lørdagen blev 156 nedsænket i vand ved dåben. Sammen med de fjorten fra Vaasa bliver det samlede antal nye teokratiske forkyndere 170. Høsten er i gang i Finland.

Tjenesten på arbejdsmarken var meget effektiv. Nogle arbejdede på gaderne med averteringen ved hjælp af løbesedler og plakater. Andre arbejdede fra hus til hus. Cirka 70 venner kørte på cykle i rækker gennem gaderne i Helsinki med plakater bag på hver cykle. Man kunne se en næsten uafbrudt strøm af plakater i byen, da forkynderne var kommet ud på gaderne. I omkring to timer paraderede cyklerne igennem byens centrum og kørte så ud i periferien. Folk lagde mærke til averteringen. Der blev uddelt 200.000 løbesedler og brugt over 12.000 plakater og vinduesskilte, og der blev sat 27 store skilte på 5 gange 10 fod op. Der var anbragt fire af de 12 fod høje firkantede „vagttaarne“ i byens centrum for at avertere det offentlige møde. Næsten alle ikke-kommunistiske aviser omtalte stævnet.

Det var en stor glæde at se, hvor godt de to amerikanske gileaditter, broder Endres og broder Bruton, klarede sig i Finland. De var kommet dertil i februar 1950, og skønt det finske sprog er temmelig vanskeligt at lære, havde de været flittige til at studere det, og ved stævnet var de i stand til at tale til vennerne på finsk og samtale med dem, de traf på i salen. Deres præstation var i sandhed rosværdig, og det viser, hvad der kan opnås, når man gør en indsats for at lære et nyt sprog med henblik på at kunne deltage i Rigets forkyndelse.

Stævnets højdepunkt var det offentlige foredrag søndag eftermiddag. Hallen var fyldt en time, før foredraget begyndte, og folk sad udenfor på græsplænen, på sten, i cirkusteltet, på cafeteriapladsen, ja overalt, hvor det var muligt at høre budskabet ved hjælp af højttalere. Da den endelige optælling havde fundet sted, viste det sig, at der var 5080. Sammen med de 670 i Vaasa var det samlede antal, der hørte det offentlige foredrag i Finland, 5750, et udmærket resultat, der vil fremskynde høstarbejdet. Det var interessant at lægge mærke til, at en sammenligning mellem tilhørerantallet for lørdag aften og søndag eftermiddag viste en forskel på 40 procent. Mange flere finner vil snart blive samlet til den teokratiske organisation.

Broder Knorrs og broder Henschels foredrag blev samtidig oversat til svensk for en gruppe på omkring 100 svensktalende venner og retsindige mennesker, som samledes i et restaurationslokale i bygningen. Tolken, broder Harteva, som var den første, der kom ind i sandheden i Finland, hørte foredraget gennem hovedtelefoner og oversatte det så til svensk, mens en anden broder tolkede det til finsk.

Eftersom både finsk og svensk er officielt anerkendte sprog i Finland, foreslog broder Knorr, at der blev lagt yderligere vægt på høstarbejdet blandt den svensktalende del af befolkningen. I nogle kredse var der både finner og svenskere, og ofte kunne de ikke tale sammen. Derfor bliver der nu organiseret særskilte svenske kredse ud over hele Finland, hvor som helst der bor svensktalende mennesker, og alle møder kan holdes på svensk. Yderligere zonetjenerassistance vil være påkrævet, og broder Knorr arrangerede det sådan, at den svenske sektionstjener rejser til Finland to gange om året og holder zonestævner med de svensktalende venner.

Forøgelsen i Finland har været udmærket. I 1947, da broder Knorr aflagde sit første besøg der, var der 2696 forkyndere i Finland. Rekorden i 1951 er 5078, altså næsten en fordobling af forkynderantallet på fire år, hvilket er udmærket i et land med 4.015.000 mennesker.