Vi sætter tjenesten for Gud i første række
MIN fader var landmand i Vestfinland. Omkring 1911 fik han et par bøger af nogle bibelstudenter, som hævdede at 1914 ville blive et betydningsfuldt år for hele verden. I 1912 tegnede han abonnement på Vagttårnet, og han modtog bladet fra den 1. december 1912, det allerførste nummer der udkom på finsk.
Jeg har stadig min faders årgange af Vagttårnet lige fra det første nummer af den finske udgave. Ud fra det der skete i 1914 og derefter, var det tydeligt for min fader at profetierne var ved at gå i opfyldelse. Derfor blev han en ivrig bibelstudent, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt.
Jeg blev født den 7. september 1914, og fra min tidligste barndom har jeg mange minder om min faders indsats i forkyndelsen. Han var aktiv i kommunale anliggender, og han brugte al sin indflydelse i kommunen til at udbrede den gode nyhed om Guds rige. Selv hans grå hest, der bragte ham rundt om søndagen når han holdt offentlige foredrag, var kendt vidt og bredt.
En tidlig påvirkning
Da jeg var tretten år gammel rejste jeg hjemmefra for at gå i skole på en anden egn. Det betød at jeg mistede den direkte kontakt med min fader, og den verdslige undervisning begyndte at påvirke min tankegang fuldstændig. Skønt jeg inderst inde satte min fader højt, brugte jeg det jeg lærte i skolen til at prøve at bevise at hans tro, som var baseret på Bibelen, var forkert.
I 1935 blev jeg optaget på det tekniske universitet i Helsingfors for at fortsætte mine studier der. Jehovas Vidners kontor i Finland ligger i Helsingfors, og der var et ledigt værelse. Eftersom min fader var et vidne fik jeg tilladelse til at bo der midlertidigt, mens jeg gik på universitetet.
Skønt mine studier og skolelivet optog det meste af min tid, havde det daglige samvær med betelfamilien (som de ansatte på kontoret kaldes) stor virkning på mig. Her kunne jeg med egne øjne se den vidunderlige virkning som Bibelens sandheder kan have på menneskers liv. Den kristne ånd der blev lagt for dagen på Betel begyndte gradvis at præge min holdning, og endelig, i september 1939, lod jeg mig døbe for at symbolisere at jeg havde viet mit liv til at tjene Jehova Gud. Siden har mit liv været fyldt af Jehovas velsignelse og ufortjente godhed.
Virksomhed under den anden verdenskrig
Senere dette efterår udbrød der krig mellem Finland og Rusland. Min tro blev sat på prøve mange gange når jeg skulle forklare hvorfor jeg som kristen ikke kunne tage del i krig og politik. Til sidst holdt jeg op med mit arbejde i statsbanernes tekniske afdeling i Helsingfors, en stilling jeg havde fået i min egenskab af civilingeniør.
Krigstilstanden blev grebet som en anledning til næsten at standse Jehovas Vidners offentlige forkyndelse. Vor kristne organisation blev opløst ved en dommerkendelse, vore blade blev forbudt, vore bøger konfiskeret, afdelingstilsynsmanden blev taget i sikkerhedsforvaring og mange af Jehovas Vidner blev kastet i fængsel. Alt dette blev gjort mod Jehovas Vidner fordi de forblev neutrale ved ikke at deltage i krigen.
Men de Jehovas vidner der stadig var frie, fortsatte med at gøre hvad de kunne. For eksempel var vi en lille gruppe der udførte et særligt arbejde for at hjælpe de fængslede. Gruppen blev kaldt „Jehovas Vidners formyndere“, og til tider ved andre navne. Hvori bestod det særlige arbejde?
Under hele krigen indgav vi bønskrifter til alle, lige fra republikkens præsident til enkelte medlemmer af rigsdagen. I disse bønskrifter anmodede vi om at forbudet mod Jehovas Vidner måtte blive ophævet, eller at de der led forfølgelse måtte blive hjulpet. Mens krigen stod på var det ikke så tit man kunne se resultater, men det lykkedes os tilsyneladende at aflægge et glimrende vidnesbyrd. Nogle af de statsembedsmænd vi rettede henvendelse til, respekterer og beundrer os stadig.
For at anføre et eksempel: I slutningen af krigen blev tre Jehovas vidner dømt til døden i Jugoslavien. En komité af vidner i Finland henvendte sig til udenrigsministeren om sagen, men han sagde at han ikke kunne blande sig i et andet lands anliggender. Så henvendte vi os til forsvarsministeren, som vi havde lært at kende ved tidligere interviews. Overraskende nok indvilligede han i at hjælpe. På vore kristne brødres vegne skrev han et personligt brev til præsident Tito. Dødsdommen blev annulleret.
For få år siden inviterede denne tidligere forsvarsminister, der nu er kendt som skribent og foredragsholder i Finland, mig til at aflægge ham et besøg, Han huskede udmærket at han dengang skrev til præsident Tito for at hjælpe vore kristne brødre, og han fortalte mig at selv om han måske ikke havde gjort andre gode gerninger i sit liv, vidste han at han i det mindste i dette tilfælde havde reddet tre mænds liv, og det var han aldrig holdt op med at glæde sig over.
Møder under krigen
Under krigen var der også forbud mod alle vore kristne møder. Ikke desto mindre blev de holdt regelmæssigt. Vi havde endog store konventer. Hvordan lod det sig gøre?
Møderne blev holdt som private sammenkomster. For eksempel blev invitationskort med min underskrift uddelt til personer som to pålidelige brødre kunne sige god for. På denne måde blev alle Jehovas Vidner i Helsingfors og omegn i løbet af meget kort tid inviteret til en „privat sammenkomst“. Disse møder blev holdt regelmæssigt i nogle værelser der tilhørte en bestemt studenterorganisation. Større konventer blev arrangeret på samme måde. Vi følte at Jehova vågede over os, eftersom ikke ét møde blev forhindret.
Til tider sendte vi endog breve fra sådanne møder til statsembedsmænd. Et par dage efter at et brev var blevet afsendt af en gruppe på 580 vidner, modtog jeg en ordre fra politiet om at aflægge rapport. Betjenten havde vort brev i hånden, og han ville vide hvordan disse møder blev afholdt. Han sagde at de inden for politiet var så godt underrettet at de faktisk vidste alt hvad folk sagde til hinanden på gaden, og han spurgte: „Hvordan er det muligt at I kan afholde et møde som dette, midt i Helsingfors, uden at vi er klar over det?“ Og dette møde var blevet afholdt blot nogle få gader fra politistationen!
Ægteskab og børn
I 1941, mens krigen stadig var under udvikling, giftede jeg mig med Kaisa Alastalo. Hun havde været et vidne for Jehova lige så længe som jeg, og havde tjent som „pioner“ (en der bruger mindst hundrede timer om måneden i forkyndelsesarbejdet). Med tiden kom vores familie til at omfatte en datter og fire sønner. Nu var det en udfordring at indgive vore børn kærlighed til Jehova Gud og et ønske om at tjene ham.
Det første jeg forsøgte at indprente i deres sind, var en dyb værdsættelse af Jehova og hans folks menighed. Vi begyndte hver dag med at drøfte et skriftsted og med bøn. Og vi svigtede aldrig de ugentlige menighedsmøder, undtagen i tilfælde af sygdom. „Sentimentalitet kan man dø af,“ var min kones motto hver gang moderfølelsen var ved at løbe af med hende og gå imod børnenes sande interesser. Og hvor blev vi velsignet!
Da vort ældste barn, pigen, var tretten år gammel, bad hun om lov til at blive pioner. Vi sagde ja, på den betingelse at det hverken gik ud over hendes skolekarakterer eller hendes helbred. Ingen af delene skete i de to år hun var pioner samtidig med at hun gik i skole. I 1957 gik hun ud af skolen og blev specialpioner langt hjemmefra i Midtfinland. Senere blev hun gift og tjener nu sammen med sin mand i den finske betelfamille.
Til nyt distrikt
I løbet af 1950erne blev Jehovas Vidner opfordret til at flytte ud hvor behovet for Rigets forkyndere var større. Nu og da drøftede vi sagen i vores familie. Jeg havde imidlertid et godt arbejde, og vi havde et dejligt hus i en smuk forstad til Helsingfors, et ideelt sted at opdrage børn. Men en dag fik jeg øje på en annonce i en avis. Man søgte ingeniører til at arbejde for statsbanerne. Jeg havde erfaring inden for jernbanen, og arbejdet var i byer hvor der kun var få Jehovas vidner. Hvis det virkelig var vort alvor at flytte ud for at tjene hvor behovet var større, var tiden inde til at gøre det.
En vinterdag i 1960 rullede en stor lastbil op foran det der havde været vort hjem i ti år, og hentede vore ejendele. Vi flyttede til Seinäjoki, cirka 400 kilometer nordvest for Helsingfors, hvor der var et lille jernbaneknudepunkt. Dengang var der en menighed på tolv Jehovas vidner i denne by med 20.000 indbyggere. I mit nye job var min månedsløn kun lidt over en tredjedel af hvad den før havde været, men det slog ikke noget skår i familiens glæde. Året efter byggede vi et hus, og på den samme grund hjalp vi menigheden med at opføre en lille rigssal.
Det gik godt for drengene med at skifte skole, og de landlige omgivelser viste sig at være sundere end Helsingfors. Vi fremholdt stadig pionertjenesten som et værdifuldt mål for vore drenge at stræbe efter. Og der var glædestårer i mine øjne da vores ældste søn, efter at han var færdig med skolen i 1961, satte sig ind i den lille brugte bil som vi havde købt til ham, og tog af sted til sit pionerdistrikt i Nordfinland. Med tiden fulgte hans yngre broder ham. Da det var vores tredje søns tur, var der tilsyneladende en lille sammensværgelse mellem de andre. „Vi vil ikke følges med dig på gaden hvis du ikke bliver pioner,“ sagde de til ham.
Den yngste blev meget alvorligt syg da han var et år gammel, og hans sygdom er blevet værre med årene. Nu, som tyveårig, er han bundet til sengen. Han er også mentalt retarderet og ude af stand til at tale. Vi passede ham hjemme indtil han var ni år, men så viste arbejdet sig at blive for meget, og vi kunne få ham indlagt på et moderne hospital i nærheden hvor vi regelmæssigt kan besøge ham. Så da de øvrige var rejst ud som pionerer, åbnedes muligheden for at min kone kunne begynde som pioner i 1970. Dette havde været hendes mål i lang tid, og hele familien værdsætter hendes iver i Jehovas tjeneste.
Vi mærker Jehovas rige velsignelse
Det har altid været mit ønske at hjælpe min familie til at være i heltidstjenesten, og jeg har indrettet mit verdslige arbejde med dette for øje. I 1967 opfordrede generaldirektøren for jernbanerne mig til at komme til Helsingfors for at lede en afdeling og blive medlem af banernes bestyrelse. Jeg indvilligede på to betingelser.
For det første at jeg kunne rejse hjem i weekenderne tidligt nok til at nå at overvære menighedens møder. Og for det andet at jeg, når jeg havde gennemført de organisationsmæssige forandringer som jeg mente var nødvendige, kunne vende tilbage til mit tidligere job i Seinäjoki. Imidlertid blev jeg seks måneder senere opfordret til at blive vicegeneraldirektør. Jeg modtog denne forfremmelse på de samme betingelser som før.
Denne nye stilling gav mig mange lejligheder til at vidne for mennesker der ikke på anden måde ville blive stillet over for Rigets budskab. Og den bolig jeg lejede i Helsingfors blev benyttet af mine børn når de fra forskellige dele af landet kom på besøg eller kom for at overvære stævner. Samtidig kunne jeg stadig varetage mit ansvar i menigheden i Seinäjoki (skønt det medførte en masse rejsen frem og tilbage), og min kone havde god tid til pionertjenesten.
Efter nogle få år indså jeg dog at det var på tide at vende tilbage for at bo permanent i Seinäjoki. Så jeg mindede generaldirektøren om vores aftale. Han huskede den udmærket, men han havde aldrig troet at jeg virkelig ville opgive min fremtrædende stilling og vende tilbage til mit tidligere job. Da jeg gjorde det i 1973, vakte det en del opmærksomhed og gav anledning til artikler i førende finske blade, artikler som talte til gunst for Jehovas Vidner.
Menigheden her i Seinäjoki har kunnet glæde sig over så stor vækst at rigssalen som vi byggede på vores grund i 1961, er blevet for lille. Så sidste forår begyndte vores menighed på tres forkyndere at bygge en ny rigssal på en stor grund som vi har lejet af kommunen. Til alles overraskelse stod denne store smukke bygning færdig i begyndelsen af september, på mindre end seks måneder!
Indvielsen var en særlig hjertevarmende begivenhed for mig. Da jeg kiggede rundt i den fyldte rigssal fandt mine øjne otte medlemmer af min egen familie — min kone og mig selv, tre af vore børn, og deres ægtefæller. Seks i vores familie tjener som pionerer og to er på Betel.
Når jeg nu ser tilbage kan jeg sige at min kone og jeg har haft et virkelig lykkeligt og indholdsrigt liv i tjenesten for Gud, ligesom min fader havde, og ligesom vore børn nu har. Vi ser frem til mange kommende velsignelser i Guds tjeneste. Hvis vi tager imod Jehovas indbydelse til at tjene ham, er der ingen tvivl om at han vil opfylde det løfte han gav ved sin profet i fortiden: „Sæt mig på prøve dermed . . . om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ (Mal. 3:10) — Indsendt.