Farisæere i fortid og nutid

VED EN lejlighed sagde Jesus til sine disciple: „Tag jer i vare for farisæernes surdejg — hykleriet! Der er intet skjult, som ikke skal åbenbares, og der er intet hemmeligt, som ikke skal blive kendt.“ Og ved en anden lejlighed gav Jesus konkrete eksempler på disse religiøse lederes hykleri, idet han sagde: „Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem.“ — Luk. 12:1, 2; Matt. 23:2-5.

At de religiøse ledere i det tyvende århundrede, og i særdeleshed den romersk-katolske kirkes prælater, ikke er anderledes end deres kolleger i det første århundrede, ses af følgende to små beretninger, som begge stammer fra de Forenede Staters hovedstad, Washington, D.C.

Den 17. november 1951 udfærdigede tretten prælater i den romersk-katolske kirke, deriblandt tre kardinaler, hvoraf den ene var Spellman, og fem ærkebiskopper, en erklæring på mellem tre og fire tusinde ord, der behandlede sådanne emner som „Moralitet: Behovet i dag“; „Moralen og opdragelsen“; „Moralen og politik“, o.s.v., og som særligt fordømte umoralitet inden for regeringen. — New York Times, den 18. november 1951.

Men hvor oprigtige disse prælater var, fik man tydeligt at se af visse nyheder, der blev udsendt fra nationens hovedstad omkring to måneder senere. Den amerikanske offentlighed var blevet oprørt ved afsløringen af vidt forgrenet korruption inden for regeringens skattevæsen. Justitsminister J. Howard McGrath blev særlig anklaget, både for hvad han havde gjort, og for hvad han havde undladt at gøre. Den offentlige mening gik ud på, at han ville blive anmodet om at trække sig tilbage, og alting tydede på, at præsidenten ville kræve hans afgang, da der pludselig skete en fuldstændig omvæltning i sagen, og præsidenten bekendtgjorde, at ikke alene havde han i sinde at beholde McGrath som justitsminister, men at denne nu havde fået overdraget opgaven at opklare hele korruptionen — han, der var mest ansvarlig for den! Hvem fik præsidenten til at gøre sit land denne dårlige tjeneste?

Ifølge The Nation for 19. januar 1952 oplyste Robert S. Allen, en veteran blandt korrespondenterne i Washington, at McGrath „blev reddet ved tre venners indgriben — senator Theodore Green, hans politiske gudfader, kardinal Spellman, som telefonerede en anmodning fra Tokio, og Matt Connelly, præsidentens sekretær, som særlig beskæftiger sig med den romersk-katolske kirkes anliggender“. [Spellman har benægtet dette.]

Telefonopringningen hele den lange vej fra Tokio er et uigendriveligt bevis for, at uanset hvad den øverste romersk-katolske prælat i de Forenede Stater siger med sine læber om moralitet inden for politikken, så er han langt mere interesseret i at beholde en katolik i en nøglestilling i regeringen; denne kendsgerning viser klart, at moralens, retskaffenhedens og en god regerings interesser ikke nødvendigvis er identiske med den organiserede religions interesser. I sandhed — hykleri er farisæernes surdejg såvel i det første århundrede som idet tyvende.