Sandheden giver de unge nidkærhed
EN artikel i bladet Christian Century for 23. april 1952 talte om, at „den engelske metodistkirke klager over, at de unge mennesker, der er tilsluttet den, undlader at tage skridtet fuldt ud og blive rigtige medlemmer“. Blandt andet gjorde artiklen opmærksom på, at metodistkirken årligt mister 65.000 unge, og at den ville fordoble sit medlemsantal, hvis den kunne bevare dem i sine rækker.
Hvad kan der være i vejen? Kan grunden være, at der er noget forkert ved den åndelige føde, disse unge mennesker får? At det må være tilfældet, ses af følgende brev fra en Gilead-missionær, der fortæller om den virkning, det gode budskab om Guds rige havde på en ung pige i Geneve i Schweiz.
„Jeg må fortælle jer om mit nye bibelstudium, som jeg har med en sød ung pige på tre og tyve år. Hun kom hertil som fransk flygtning og kom til at bo på et katolsk hjem for unge piger. På grund af den stadige uenighed mellem nonnerne og præsterne på hjemmet, var hun langt fra lykkelig. Mens hun var på ferie i Strassbourg, overværede hun en messe, og på vejen hjem blev hun standset af en ven, der spurgte, hvor hun havde været. Vennen inviterede hende på en apéritif og begyndte at tale med hende om Bibelen og nævnede for hende, at den Højeste ikke bor i templer, der er gjort med hænder o.s.v.; denne ven var et af Jehovas vidner. Hun traf ham kun to gange, men ved disse lejligheder hørte hun nok om sandheden til, at hun ønskede at høre mere.
Hun kom her tilbage til Geneve med bogen „Gud maa være sanddru“, som hun havde fået hos denne ven, og hvis indhold hun slugte med stor iver. Resultatet var, at hun forlod det katolske hjem og tog arbejde, og hun skrev til Vagttaarnsselskabet efter mere litteratur. Kontoret i Bern sendte adressen videre til mig. Tilfældigvis arbejdede pigen som husassistent for en diplomat i den samme bygning, hvor vi har vort missionærhjem. Ugen efter påbegyndte jeg et bibelstudium med hende, og den følgende søndag begyndte hun at komme til vore møder i rigssalen.
Hun er opfyldt af overstrømmende iver, og når hun taler om sandheden, stråler hendes øjne ligefrem. Hun er en virkeliggørelse af Bibelens omtale af „den første kærlighed“ til sandheden. Hun taler nu med alle, hun kommer i forbindelse med, skønt vi kun har studeret sammen i fire uger. For to uger siden begyndte hun også at komme til tjenestemøderne, og et foredrag, der her blev holdt om vor deltagelse i forkyndelsen af det gode budskab for andre, betog hende i den grad, at da taleren spurgte, hvem der ville deltage i udbredelsen af det gode budskab på gaderne, og jeg rakte hånden op, gjorde hun det også. Hun tilbragte hele lørdag eftermiddag på gaden med at tilbyde de forbipasserende sandheden sammen med os.
Søndag morgen kom hun ned til os og sagde, at hun gerne ville med ud i arbejdet fra dør til dør. Jeg sagde til hende, at der var et par ting, hun først skulle være klar over, for at hun kunne være sikker på, at hun havde et godt grundlag. Jeg fremdrog de forskellige bibelske lærepunkter, der findes i „Gud maa være sanddru“ og stillede hende spørgsmål og forklarede for hende, da jeg vidste, at jeg ikke kunne få hende til at lade være med at gå fra hus til hus med dette budskab, selv om jeg havde ønsket det. Vi studerede sammen i henved tre timer, og jeg tror, at hun nu ved tilstrækkeligt, ligesom hun vil lære mere, efterhånden som hun får erfaring i forkynderarbejdet.
Vi skal have zonestævne i La Chaud de Fond i næste måned, og hun tænker alvorligt på at blive døbt. I morgen aften ved tjenestemødet vil der blive holdt et foredrag om dåb, hvilket vil hjælpe hende til at indse det alvorlige ved det skridt, hun er i færd med at tage. Jeg vil ikke, at hun skal indlade sig på noget sådant, uden hun er fuldstændig klar over, hvad det er hun gør.
Hun sætter alt til side for at komme til menighedens møder og arbejder til langt ud på natten for at indvinde den tid, hun bruger til at deltage i dem. I lørdags satte hun tid til side til at gå ud i arbejdet om eftermiddagen, og hun aflagde et så grundigt vidnesbyrd for sit herskab, at det blev bevæget af hendes oprigtighed og tog imod to blade af hende for at finde ud af, hvad det drejede sig om. Hun har allerede arrangeret det således, at jeg kan komme til at holde bibelstudium med kokken, der arbejder for hendes herskab. I kan sikkert forestille jer, hvilken glæde, dette Herrens unge „får“ har bragt os.“