Politisk egennytte eller principper?

ALLE fornuftbegavede skabninger kan vælge imellem at lade sig lede af principper eller af lidenskab, da de er frit stillet i moralsk henseende. At lade sig lede af principper vil sige at handle ud fra kendskab til de faktiske forhold i overensstemmelse med fornuft og samvittighed. At lade sig lede af lidenskab vil sige at handle efter ydre tilskyndelse, at lade personlige hensyn råde, for eksempel rigdom, berømmelse, magt, sikkerhed eller tilfredsstillelse af sanserne eller instinkterne. Adam, vor stamfader, valgte at lade sig lede af lidenskab, af den indflydelse, hans hustru, Eva, øvede på ham, i stedet for af principper, som de kom til udtryk i Guds vilje og lov.

De, der indtager ledende stillinger, bliver ganske særlig fristet til at lade sig lede af lidenskab og påvirkning udefra i stedet for af pligtfølelse og principper. På grund af deres magt har de mange lejligheder til at bruge deres stilling til egen fordel i stedet for at handle retfærdigt. Sådan misbrug af politiske embeder går ofte i retning af politisk egennytte. Guds ord, Bibelen, beretter om mere end eet tilfælde, hvor de, der havde ansvarsfulde stillinger, handlede ud fra egennytte i stedet for principper. Aron lod sig påvirke af folket til at lave guldkalven, og Saul blev ligeledes påvirket til at være ulydig mod Guds befaling angående udryddelsen af amalekitterne. — 2 Mos. 32:1-6, 21-24; 1 Sam. 15:13-23.

Historiens mest kendte eksempel på en hersker, der svigtede det, han vidste var ret, for politisk egennytte, er Pontius Pilatus. Pilatus begyndte at røgte sit hverv som statholder over Judæa i året 26 e. Kr., og han havde ofte sammenstød med jøderne, da han var en stivsindet hersker, og de var et i religiøs henseende fanatisk og stivsindet folk. I sin stædighed lod Pilatus til tider jøderne henrette uden grund, og ved een lejlighed lod han endog deres blod blande sig med deres ofres blod. — Luk. 13:1, 2.

I lyset heraf kan man forstå, at da den jødiske folkemængde kom til Pilatus med Jesus hin påskenat i året 33 e. Kr., foretrak han ikke at have noget med sagen at gøre, men opfordrede dem til at straffe Jesus efter deres egen lov. Men pøbelen ønskede Jesus henrettet, og dertil måtte den have Pilatus’ bemyndigelse. (Joh. 18:31) Efter at have udspurgt Jesus og ikke fundet nogen skyld hos ham var Pilatus parat til at frigive ham, men det var ikke, hvad mængden ønskede. Da han hørte, at Jesus var galilæer, sendte han ham til Herodes Antipas, søn af Herodes den Store og fjerdingsfyrste i Galilæa, glad for at slippe for ansvaret.

Herodes blev glad for at se Jesus, da han ventede, at han skulle udføre et mirakel, men da Jesus ikke var særlig meddelsom, sendte Herodes ham tilbage til Pilatus. Denne gestus førte til, at Pilatus og Herodes blev venner; „før havde der nemlig været fjendskab imellem dem“. Men Pilatus stod stadig med ansvaret for at træffe en afgørelse i Jesu sag. Der kan ikke have været tvivl i hans sind om Jesu uskyld, for „han vidste jo, at det var af misundelse, de havde bragt ham for retten“. Tre gange sagde Pilatus til den jødiske folkemængde: „Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har ikke fundet ham skyldig i noget, som kan straffes med døden; derfor vil jeg revse ham og så løslade ham!“ — Matt. 27:18; Luk. 23:8-22.

Pilatus, der kunne være så stivsindet i sin omgang med jøderne, viste sig bemærkelsesværdig svag og eftergivende nu, da det drejede sig om principper. Den vægelsindede folkemængde, der kun fire dage tidligere hyldede Jesus som konge, skreg nu på hans liv som et resultat af de religiøse lederes demagogiske virksomhed. (Luk. 19:38) Det var uden tvivl for en stor del frygt for et nyt oprør, der fik Pilatus til at give efter, som også Mattæus’ beretning viser. (Matt. 27:24) Men endnu stærkere var tilsyneladende Pilatus’ kærlighed til sin egen stilling og hans ønske om at nyde kejserens gunst, hvoraf denne stilling afhang, hvilket apostelen Johannes lagde mærke til. Da derfor skaren spottende råbte til ham: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren“, blev Pilatus svag. Han vidste, at han handlede forkert ved at give efter; alene dette, at han vaskede sine hænder offentligt, viste, at han havde en dårlig samvittighed. Således blev politisk egennytte årsag til historiens største forbrydelse, det skændigste mord, der nogen sinde er blevet begået, nemlig den voldshandling, hvormed man afsluttede det eneste liv, der er blevet levet i fuldkommenhed, det, der blev levet af ingen ringere end Jehova Guds søn. — Matt. 27:24; Joh. 19:12-16.

Ned gennem århundrederne har der været mange, som har efterlignet Pilatus — herskere, som har ofret Jehova Guds skyldfrie tjenere på deres politiske egennyttes alter, og til disse må medregnes dem, der under den mørke middelalder har optrådt som „kirkens sværd“ til fordel for Rom. Og der er mange efterlignere af Pilatus blandt os i dag — underordnede embedsmænd i sådanne demokratiske lande som de Forenede Stater, Canada, Schweiz og Italien, som har givet efter for religiøse påvirkninger til at forfølge Jehovas tjenere, hvilket har gjort det nødvendigt at appellere til disse landes højesteretter, der i mange tilfælde har vist sig at være hævet over politisk egennytte. På den anden side er der lande, hvor de ledende og overordnede regeringsembedsmænd har vist sig at være som Pilatus og været villige til at ofre Jehovas tjeneres interesser til fordel for deres politiske egennyttes interesser. Kristne, der lider under sådanne forhold, kan finde trøst i Jesu ord, at Jehova Gud til sin bestemte tid vil hævne al sådan uretfærdighed. — Luk. 18:7, 8.

At følge principper koster noget. Det betyder, at man må elske sandheden, selv om den er upopulær. Det betyder, at man må frygte Gud, ikke mennesker. Og det betyder, at man må hade uretmæssig vinding og ikke søge den. (2 Mos. 18:21; Ordsp. 29:25) Men det er den pris, alle må betale for den moralske frihed, særlig dem, der har en ansvarsfuld og autoritativ stilling; vi må ikke alene betale den for at have en ren samvittighed nu, men også for at vi kan blive godkendt af den store dommer over hele jorden, vor Skaber. At handle ud fra ønsket om politisk egennytte er den lette vej, der fører til død. Princippernes vej er den vanskelige vej, men sammen med den rette kundskab fører den til liv. — Matt. 7:13, 14; Joh. 17:3.