„På Melkizedeks vis“

1. Hvem var Melkizedek? Og hvem blev præst på hans vis?

MELKIZEDEK var præstekonge, og det kongelige præsteskab blev dannet i hans billede. Apostelen Paulus lærer: „Således har heller ikke Kristus tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst, men har fået den af ham, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag, ligesom han jo også et andet sted siger: Du er præst evindelig, på Melkizedeks vis. . . . og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkizedeks vis.“ (Hebr. 5:5, 6, 10) Hvilken vis er det? og hvad betyder det?

2. Gør i korthed rede for de omstændigheder, der berettes om i 1 Mosebog, kapitel 14, i forbindelse med den første omtale af Melkizedek. Hvad har Paulus at sige om denne præstekonge?

² Den ældste beretning om denne præstekonge omtaler ham i forbindelse med den første krig, Skriften omtaler. Jordandalen blev oversvømmet af fremmede hære, og der udkæmpedes et drabeligt slag mellem datidens konger og beboerne i dalen. Angrebshærene vandt og tog både bytte og fanger, deriblandt Lot og hans familie. Da Lots farbroder, Abram, hørte om tilfangetagelsen, mønstrede han sine kampdygtige trælle og satte efter sejrherrerne, slog dem og reddede fangerne og gav al byttet tilbage til de oprindelige ejermænd. Det var, da Abram vendte tilbage fra dette sejrrige togt, at Melkizedek kom ham i møde. (Se 1 Mosebog 14:1-20) Paulus giver en meget interessant forklaring i Hebræerne 7:1-3 og siger: „Thi denne Melkizedek, konge i Salem, Guds, den Højestes, præst, som gik Abraham i møde, da han vendte hjem efter sejren over kongerne, og velsignede ham, og hvem Abraham også gav tiende af alt — han, som for det første, når hans navn udlægges, er „retfærdigheds konge“, dernæst også „Salems konge“, det vil sige „freds konge“, uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv, ligestillet med Guds søn — han bliver ved med at være præst bestandig.“

3. Hvad er Paulus’ argument i Hebræerne 7 i forbindelse med udtrykket „på Melkizedeks vis“?

³ Efter disse hændelser bragte „Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, . . . brød og vin og velsignede ham med de ord: Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens Skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd?“ (1 Mos. 14:18-20) Paulus siger: „Se dog, hvor stor han er, at Abraham, vor stamfader, gav ham tiende af det bedste bytte. . . . [Melkizedek] har velsignet ham, der havde fået forjættelserne. Men det er uimodsigeligt, at det altid er den ringere, som velsignes af den højerestående. Hvis der nu kunne opnås fuldendelse ved det levitiske præstedømme . . . hvorfor var det så fremdeles nødvendigt, at der skulle opstå en præst af en anden slags, „på Melkizedeks vis“, og tales om en, der ikke er „på Arons vis“? Og endnu klarere bliver det, når der i lighed med Melkizedek opstår en præst af en anden slags, . . . han har sin kraft fra et uopløseligt liv. Thi han får det vidnesbyrd: Du er præst evindelig på Melkizedeks vis.“ Paulus fortsætter sit argument med at citere Salme 110:4: „Herren [Jehova, NW] har svoret og angrer det ej: Du er præst evindelig.“ Hvem tales der her til? Kristus Jesus. Han har „et uforgængeligt præstedømme, fordi han bliver evindelig. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever, så han kan gå i forbøn for dem“. — Hebr. 7:4-7, 11, 15-17, 21-25.

4. Hvorledes gjorde den kendsgerning, at Jehova vedkendte sig Jesus som sin søn, ham til en fuldkommen præst?

⁴ Jehova vedkendte sig Jesus ved dennes dåb i Jordan. „Og se, der lød en røst fra himlene, som sagde: Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag [ham har jeg godkendt, NW].“ Og under forklarelsen på bjerget: „Fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne er min søn, den udvalgte, hør ham!“ Endvidere siger den profetiske salme om Jesu andet komme, hans komme som konge: „Han [Jehova] sagde til mig: Du er min søn, jeg har født dig i dag.“ (Matt. 3:17; Luk. 9:35; Sl. 2:7) Sønnen og Guds andre salvede sønner udgør det kongelige hus og vil leve evigt, og således er deres sønnekår og præsteværdighed eet og det samme. Kristus Jesus blev udvalgt til præst, fordi han var Guds søn. Han lever evigt.

5. Nævn, i hvilke henseender Melkizedek var et forbillede på den kongelige præst.

⁵ Den omstændighed, at der ikke berettes noget om Melkizedeks herkomst, men kun siges, at denne præst var „uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv“, og at han tog imod tiende fra Abraham og velsignede ham, og at han også var „retfærdigheds konge“ og „freds konge“, trækker Paulus klart frem som noget, der træffende skildrer Jehovas evige søn. Han er Guds kongelige ypperstepræst og overhovedet over Guds kongelige præsteskab.

6. Hvad betyder skriftstederne i Salme 110 og Åbenbaringen 19 med henblik på det kongelige præsteskab?

⁶ Salme 110 viser profetisk frem til den store gerning, denne kongelige ypperstepræst skal udføre. „Fra Zion udrækker Jehova din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender! Herren ved din højre knuser konger på sin vredes dag, blandt folkene holder han dom.“ (Sl. 110:2, 5, 6) Det er den samme hersker, der tales om i Åbenbaringen: „Jeg så himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder „Troværdig og Sanddru“, og han dømmer og kæmper med retfærdighed. . . . han skal træde persekarret fyldt med den almægtige Guds vredes og harmes vin. . . . på [sig] har han et navn skrevet: kongernes konge og herrernes herre.“ (Åb. 19:11, 15, 16) Præsten, der er større end Melkizedek, frembærer ikke alene ofre, men han er også en konge, der erobrer og hersker, for denne modbilledlige retfærdighedens konge kæmper en retfærdig krig. Vi kan derfor trygt stole på, at al ondskab og modstand mod Jehova Gud vil høre op, thi Kristus regerer i retfærd, og når han har knust fjenderne, skal fred blive alles lod til evig tid. Han skal være fredsfyrste og kongelig ypperstepræst for evigt og altid.

Den første opstandelse

7. På hvilket grundlag kan man have tillid til, at man vil få en opstandelse?

⁷ Om dette kongelige præsteskab under Kristus skrev Johannes: „Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over.“ (Åb. 20:6) Hvad vil det sige? Enhver, som frygter Jehova, ønsker at have fuld forvisning om en opstandelse. Hvis man kunne være absolut sikker på at opstå, ville døden kun være som en søvn. Hvem er overbeviste om dette? Hvem ejer en sådan tro på Skaberen, at de ikke et øjeblik tvivler på, at de bliver oprejst fra døden? Svaret er, at de eneste, der kan have en sådan forvisning, er dem, som helt har indviet sig til Jehova, og som tjener ham af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke. Gud kender disse trofaste og velsigner dem og skænker dem tro. Vi kan alle vokse i tro. — Se Luk. 17:5, 6 og 1 Kor. 12:4, 9.

8. Vil nogle, der bliver oprejst, atter dø, og er der tale om „endnu en chance“?

⁸ Det faste håb om en opstandelse er en virksom kraft i vort liv. Nogle vil blive vækket af dødens søvn i løbet af de tusinde år, den større Melkizedeks kongelige præsteskab regerer, og de vil blive belært om Jehovas lov, og hvis de så lægger lydighed for dagen, vil de opnå liv. Er de ulydige, vil de blive afskåret fra livet. De vil da dø for anden gang, og fra denne død er der ingen opstandelse. Den første død skyldes fordømmelsen over menneskeslægten som følge af arvesynden fra Adam. Den anden død er de selv ansvarlige for. Dette er ikke en lære om „endnu en chance“; men det kan fastslås, at nogle af jordens mange millioner døde vil få en opstandelse.

9. Hvordan vil beboerne på jorden i den nye verden blive hjulpet, så de kan leve evigt?

⁹ På opstandelsens dag står den enkelte til doms for sine egne gerninger. Jehovas vilje sker gennem hans ypperstepræst, den større Melkizedek. I himmelen vil det kongelige præsteskab få fuld indsigt i den Allerhøjestes beslutninger. Jordens millioner vil få enhver tænkelig mulighed for at indordne sig under Jehovas vilje, for de vil have et helt folk af præster som herskere. Hvert eneste fejltrin og hver eneste indsats vil blive forstået og bedømt. Der vil blive vist alle barmhjertighed, medfølelse og tilgivelse i videst mulige udstrækning. Men de onde og troløse og hyklerne vil blive behandlet efter fortjeneste, når de har haft fuld lejlighed til at søge og til at opnå fred og retfærdighed. Den nye himmel og den nye jords ledelse vil blive helt anderledes end den nuværende onde verdensordning. I den gamle verden fares der frem med hårdhed, der vises ikke forståelse, man dømmer efter det ydre og gør sig skyldig i hykleri. Under den nye ordning vil det kongelige præsteskab herske med retfærd, barmhjertighed og godhed. Hvert eneste medlem vil have erfaret det menneskelige køds svagheder, hver eneste af de 144.000 vil have kendt til, hvad det vil sige at tjene Jehova, selv om man er blevet misforstået, at have vist kærlighed, skønt motiverne måske ofte ikke blev påskønnet. De vil føle inderlig medlidenhed med menneskeslægtens skrøbeligheder og vil hellere end gerne hjælpe dem, som fortsætter kampen trods deres handicap. Forholder det sig ikke således i dag? Jehova må elske dem, som kæmper videre og ikke giver op, dem, som bliver ved, til trods for at de føler sig tynget ved bevidstheden om deres egne skrøbeligheder, dem, som hader deres kød, fordi det er svagt. Sådan bliver det også i Riget, for den ophøjede stilling og herlighed vil ikke forandre det kongelige præsteskabs sindelag eller hindre dem i lydigt at håndhæve Guds retfærdige domme.

10. Fortjener nogle af de onde den „anden død“ allerede før Tusindårsriget?

¹⁰ Blandt jordens mange millioner fortjener nogle at dø den anden død, mens de endnu befinder sig i den gamle verden, før Riget begynder sit tusindårige herredømme. Den store ild i Hinnoms (Gehennas) dal, der altid brændte, og hvor Jerusalem blev af med sit affald, blev brugt som et billede på de uværdiges endelige udslettelse. Også ligene af lovovertrædere blev kastet i denne ildsø; sådanne, som ikke skulle mindes mere. De blev ikke stedt til hvile i mindegravene, men skulle udslettes og deres navne glemmes. Men vi bør mærke os, at de, der blev kastet i Gehennas ild, var døde. Ilden var derfor et billede på deres skæbne, som går i den anden død, thi sådanne bliver tilintetgjort for evigt. De forgår uden håb om opstandelse.

11. Nævn nogle af de kategorier, der vil blive tilintetgjort.

¹¹ Hvem det er, der skal tilintetgøres på denne måde, nævnes i Åbenbaringen 21:8: „De fejge og utro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder.“ For dem, som hader Jehova og hans folk, lyder denne advarsel: „I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til helvede [Gehenna, NW]?“ Herren Jesus henledte opmærksomheden på en anden skare uværdige mennesker, „bukkene“, og sagde om dem: „Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.“ De, som behandler Herrens brødre på denne måde, vil blive dømt af Jehovas kongelige præst, for han siger videre: „Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild.“ De vantro, som forfølger Guds folk, skal også lide denne død: „Det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium.“ „Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed.“ Det ser således ud til, at langt flere vil blive tilintetgjort i den tilstand, der kaldes den anden død, end nogle har været tilbøjelige til at tro, men vi må lade Jehovas ord være det afgørende og ikke vore egne ønsker og følelser. — Matt. 23:33; 25:41-44; 2 Tess. 1:6-8; 2 Kor. 4:3, 4.

12. Hvorfor må hele Jehovas folk bestandig være taknemmeligt for hans ufortjente godhed, og hvad vil der ske, hvis vi ophører med at være taknemmelige?

¹² Disse skriftsteder minder hele Guds folk om, hvor sømmeligt de bør vandre på denne dommens dag. Hvad enten du har håb om at tilhøre det evige kongelige præsteskab eller blive en undersåt under Jehovas præstekonge i de tusinde år, så er kravet det samme: trofast lydighed. Alle må vi vandre med frygt og bæven, for forsømmelighed, utroskab, vantro og ulydighed vil diskvalificere os, og for dem, som ikke bliver godkendt, gives der ikke mere noget offer for synd. Selv nu bliver Kristi åndelige brødre advaret: „Thi når mennesker een gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i den hellige ånd og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster [pælfæster, NW] for deres del Guds søn igen og gør ham [offentligt, NW] til spot.“ „Thi vor Gud er en fortærende ild.“ (Hebr. 6:4-6; 12:29) Måtte hele Jehovas folk, uanset deres fremtidige lod, forblive tillidsfulde og taknemmelige for Jehovas ufortjente godhed imod dem og for det offer, hans elskede søn har bragt.

13. Hvorfor har den „anden død“ ingen magt over det kongelige præsteskab?

¹³ De, som skal opnå en tilværelse i himmelen sammen med den større Melkizedek, bliver oprejst uforkrænkelige. Den anden død vil således ikke have magt over dem. „I elskede, nu er vi Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er.“ „Han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste blandt alle.“ Endvidere står der skrevet: „Nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.“ (1 Joh. 3:2; Kol. 1:18:1 Kor. 15:20; Joh. 14:2, 3; Åb. 1:5) Paulus siger: „Endnu klarere bliver det, når der i lighed med Melkizedek opstår en præst af en anden slags, som ikke blev det efter lov, der kræver kødelig afstamning, men fordi han har sin kraft fra et uopløseligt liv.“ (Hebr. 7:15, 16) Medlemmerne af det kongelige præsteskab under den større Melkizedek vil ikke blive skadet af døden, for også deres liv er uopløseligt. Paulus forklarede: „Således er det også med de dødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; . . . der sås et sjæleligt [fysisk, NW] legeme, der opstår et åndeligt legeme. . . . kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.“ — 1 Kor. 15:42, 44, 50.

14. Hvad menes der med den „første opstandelse“? Hvorfra ved vi, at Paulus så frem til at få del i den?

¹⁴ Apostelen Paulus giver udtryk for sit mål: „Om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen [den tidligere opstandelse, NW] fra de døde.“ (Fil. 3:11) Den „tidligere opstandelse“ er det samme som den „første opstandelse“. Udtrykket „tidligere opstandelse“ er gengivet fra det græske ord exanástasis og bruges her i en ganske bestemt betydning, der er forskellig fra anástasis, der betyder „opstandelse“. Det er ikke den „almindelige“ opstandelse, Paulus her henviser til, men han ønsker at være blandt dem, som opstår fra de døde på et tidligere tidspunkt, for de har et fortrin fremfor de andre døde. Det er en særlig opstandelse. Det er den første, både hvad tid og betydning angår. Paulus sagde: „Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til.“ (1 Kor. 15:23) Kristus har været usynligt nærværende i sit rige siden 1914, og de, som er døde trofaste, og som hører til det kongelige præsteskab, har erfaret denne „tidligere opstandelse“ siden hans komme til templet i 1918. — Mal. 3:1-5; Åb. 11:5 til 12:5.

De skal regere i tusinde år

15. Vil Satan blive bundet før eller under det tusindårige herredømme? Kan Kristus blive indsat på tronen som konge, før de tusinde år er begyndt?

¹⁵ Det kongelige præsteskab skal regere i tusinde år. Mens de regerer, vil den store modstander, Satan, være bastet og bundet. Der står skrevet: „Han greb Dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme.“ (Åb. 20:2, 3) Dette vidunderlige indblik i den Allerhøjestes kommende hensigter glæder og griber dem, som lever i harmoni med Guds organisation. Det er et opløftende fremtidsperspektiv, der får den skønne tid, der ligger foran os, til at stå lyslevende for vort indre blik. Når vi således i ånden ser den nye verden og forstår, at den er lige for hånden, vil vi nære et brændende ønske om at gøre alt, hvad vi formår, for at sikre os adgang til at leve i den. Vor kongelige præst regerer nu i himmelen. „Jeg så himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder „Troværdig og Sanddru“, og han dømmer og kæmper med retfærdighed.“ (Åb. 19:11) „Kom! Og jeg så, og se, der var en hvid hest, og han, som red på den, havde en bue; og en sejrskrans blev givet ham, og han drog ud fra sejr til sejr.“ (Åb. 6:1, 2) Denne præstekonge regerer nu, mens Satan og hans organisation endnu er til. Den større Melkizedek hersker midt iblandt sine fjender.

16. Forklar, hvordan Salmerne 2 og 110 beviser, at der skal udføres et stort arbejde med henblik på Satan og hans organisation, efter at Kristus er blevet indsat som konge.

¹⁶ Kristus Jesus blev indsat som konge på sin himmelske trone i året 1914, og han har en gerning at udføre fra det år og frem til Harmagedon. Denne tidsperiode er kendt som „Jehovas dag“. Om sin kongelige ypperstepræst erklærer Jehova: „Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg! . . . Du er min søn, jeg har født dig i dag.“ Gud oprejser ham som hersker og befaler ham: „Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje.“ Drag derfor ud! Du er Kongen, der hersker! Vind sejr over dem! Underkast dig folkeslagene! „Med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!“ (Sl. 2:6-9) Atter siger Jehova: „Hersk midt iblandt dine fjender! . . . Du er præst evindelig på Melkizedeks vis. Herren ved din højre knuser konger på sin vredes dag.“ (Sl. 110:2, 4, 5) Ypperstepræsten, Jesus Kristus, der er indsat som Konge, udfører disse vældige gerninger, før det herlige tusindårige fredsherredømme tager sin begyndelse: „Han overgiver Riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft. Thi han bør være konge, indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.“ — 1 Kor. 15:24, 25.

17. a) Hvordan kan vi være sikre på og have tillid til, at Kristus Jesus blev indsat på tronen i 1914, og afhænger vor tro af årstal? b) Hvad er det stærkeste bevis for, at Jehovas rige er oprettet?

¹⁷ Kongen Kristus Jesus er indsat på tronen i himmelen, og den gamle verdensordnings sidste dage er kommet. Satan ved, at han kun har kort tid tilbage, og dette slægtled er af Jesus blevet forsikret om, at det ikke skal „forgå, før alt dette er sket“. (Matt. 24:34; Åb. 12:12) Vort kendskab og vor tillid til disse sandheder gør vor tro fast. Vor tillid bygger ikke på årstal og har aldrig gjort det, for tegnene, der er en opfyldelse af profetierne, er langt mere overbevisende end noget årstal. Jehova omtaler ganske vist årstal og dage, og det behager ham at lade os forstå dem, men vi bør altid huske, at Jehova Gud er den Allerhøjeste, og at det er tro på ham, der har og altid har haft betydning. Tro på Kristus Jesus, den elskede søn, og på hans offergerning og ophøjede præstetjeneste giver os vor forvisning. Kundskab om og anerkendelse af hans herredømme skænker os håb og glæde. Hvilket år eller hvilken måned, vi får at høre, at Satan har lidt sit store nederlag og er blevet bundet for de tusinde år, er ikke af altoverskyggende betydning. Vi ved, at de begivenheder, der blev forudsagt i gammel tid, nu sker, og lykkelige og velsignede er vore øjne, om vi kan se det. Jehova Guds handlemåde med og gennem sin teokratiske organisation er det stærkeste bevis for, at Riget er begyndt, og som en yderligere hjælp har vi de profetiske begivenheder, vi ser indtræffe blandt nationerne.

18. Hvordan er et nyt folk kommet til verden, og hvad betyder det?

¹⁸ Nu er det Jehovas dag. „Denne er dagen, som Jehova har gjort, lad os juble og glæde os på den!“ Om denne dag er der skrevet: „Her er Jehovas port, ad den går retfærdige ind.“ „Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab.“ Atter er der skrevet: „Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på een eneste dag, fødes et folk på et øjeblik?“ Ja, vi har hørt det. Jehova har opfyldt sit ord og ladet dette ske på sin egen dag. Det er underfuldt for vore øjne. Det genoprettede åndelige Israels folk er kommet til verden. Fra og med året 1919 har dette folk været til som kernen i den nye verdens samfund. Denne kendsgerning er et langt større bevis for Rigets oprettelse end selve de tegn, vi ser i den indbyrdes kiv, strid og uenighed, der råder blandt den gamle verdens nationer. Det åndelige folk er født, og Kongen Kristus Jesus, den større Melkizedek, hersker. — Sl. 118:24, 20; Es. 26:2; 66:8.

19. Hvad betyder det, at Jehova har oprettet et teokratisk folk, styret af et kongeligt præsteskab?

¹⁹ Det håndgribelige bevis for, at denne vidunderlige begivenhed har fundet sted, har vi i det synlige, teokratiske folks handel og vandel. Jehova Gud er den øverste regent. Inden længe vil alle medlemmerne af det kongelige præsteskab være samlet i deres himmelske herlighed, og da vil det lovede kongerige af præster herske fra himmelen over alt og alle. På jorden vil der findes synlige repræsentanter for dette teokratiske styre. Disse repræsentanter er „fyrsterne“ (sarim), som har overopsyn med alt vedrørende det jordiske samfund. Kernen til dette jordiske samfund er nu ved at samles og blive organiseret og oplært til den tusindårige tjeneste, der venter dem.

20. Hvad tilkendegives der ved, at den tusindårige regering er den syvende tusindårs-periode siden skabelsen?

²⁰ Den kommende periode på tusinde år er den syvende tusindårsperiode siden menneskets skabelse og således det sidste årtusind af Jehovas store sabbatsdag. Det er til denne store sabbatshvile, at hans trofaste går ind. „Thi om den syvende dag har han et sted sagt således: Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle sine gerninger. Og på dette sted derimod: Sandelig, de skal ikke gå ind til min hvile.“ Paulus viser, at der er et hvilested: „Altså står der endnu en sabbatshvile tilbage for Guds folk.“ (Hebr. 4:4, 5, 9) Ved tro går medlemmerne af det kongelige præsteskab nu ind til Guds hvile eller sabbat. Om kort tid vil Kristi regerings tusindårige sabbat begynde for menneskeheden, og Jehovas velsignelse vil være over denne dag. Peter oplyser os om, hvor længe den varer: „Men dette ene må I ikke glemme, I elskede, at een dag er for Herren [Jehova, NW] som tusinde år, og tusinde år som een dag.“ (2 Pet. 3:8) Salmisten sagde til Gud: „Thi tusind år er i dine øjne som dagen i går, der svandt, som en nattevagt.“ (Sl. 90:4) Jehova, den enevældige hersker, kender ingen begrænsninger. Tusinde år er for ham som dagen i går; den svandt og er borte! Alle de tusinde år vil forekomme Jehova, når han ser tilbage på dem, som gårsdagen forekommer os, når den er forbi. Som et par nattetimer er tusinde år for Skaberen. De efterlader intet spor. Der findes næppe noget sammenligningsgrundlag, der kan give os en idé om Jehovas tidløse tilværelse. Tanken derom kan kun fylde os med ærbødighed og ærefrygt.

21. Vis, hvordan Salme 110:3 nu opfyldes.

²¹ Intet under, at de fromme bliver opfordret til at juble med ære og fryd. (Sl. 149:5) Vi står på tærskelen til dette fredens tusindårsrige, og dagens første stråleskær ses allerede i horisonten. „Om morgenen [gæster os] frydesang.“ (Sl. 30:6) Zions glæde kan ikke overgås af nogen anden glæde. Den store hersker er her, og Jehovas kongelige præsteskab overtager magten for at lede jordens anliggender. Salmisten udbryder: „Dit folk møder villigt frem på din vældes dag; i hellig prydelse kommer dit unge mandskab til dig som dug af morgenrødens moderskød.“ (Sl. 110:3) Den vidunderlige opfyldelse af profetierne vedrørende Kristus Jesus på denne dag, hans herlige stilling og alle de undergerninger, han gør og vil gøre, svarer i modbilledet til de hellige og prægtige klæder, ypperstepræsten var iført, når Israel fejrede højtid. Jehovas søn leder dette kongelige præsteskab i hellig kamp mod Satan og hans ondskab. Et nyt folk er kommet til verden, født ved et mirakel i kraft af Jehovas ånd og kærlighed. Friske og stærke møder de frem i store tal, som glitrende dugperler, morgenrødens børn. Om dette nye folk flokkes i hundredtusindvis af medarbejdere og medkæmpere. Dette skriftsted fører tanken hen på frugtbarhed, og det er en talløs skare, der nu melder sig under Rigets banner, ja, en hær af frivillige med ungdommens friskhed og frejdighed i behold. Det er dagen, da Jehovas folk bliver mønstret til organiseret tjeneste.

22. Hvorfor er Jehovas nye folk så stærke og virksomme, og hvad er det, der giver dem så stor vished?