Vor tids sande tjenere

1. Hvilket godt og hvilket dårligt eksempel satte Moses som en tjener for Gud?

DE KRAV, der stilles til sande tjenere, kan variere fra tid til anden. For omtrent fem og tredive århundreder siden blev Jehovas profet Moses oplært i al ægypternes visdom, idet han blev opdraget ved det kongelige hof. Senere hen vidste Moses som en moden mand, der adlød Jehova, hvordan han skulle bære sig ad med at få den stolte farao i tale, og hvordan han skulle behandle ham. Moses var en sagtmodig og ydmyg mand, og han viste uendelig stor overbærenhed mod de millioner af israelitter, der lige var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten og udgjorde en hvileløs folkemængde, der ikke var let at holde i ave. Som trælle havde de fået alt til livets ophold af den ægyptiske regering, og de var derfor ikke vant til at skulle sørge for sig selv. Følgelig klagede de gang på gang over Jehovas foranstaltninger for dem under deres vandring i ørkenen. Moses blev aldrig ophidset undtagen ved een lejlighed, men da mistede han også besindelsen, ja, han glemte Jehova. I vrede råbte Moses til det knurrende mylder af israelitter: „I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til jer af denne klippe?“ (4 Mos. 20:9-13; Sl. 106:32, 33) Men alt i alt var Moses kvalificeret til at virke som Jehovas tjener; han gjorde fyldest i sin tjeneste, døde i Jehovas gunst og blev begravet af ham. — 5 Mos. 34:5-7; Hebr. 3:1-6.

2. a) Hvordan er Jesu fuldkomne eksempel som en sand tjener til hjælp for os? b) Og Paulus’?

² Den større Moses, Kristus Jesus, var, da han vandrede på jorden som menneske, et fuldkomment eksempel på en, der et tilstrækkelig kvalificeret til sin gudgivne tjeneste. Som en flittig gransker af Jehovas ord, Bibelens Hebraiske Skrifter, fulgte Jesus til punkt og prikke dets vejledning både som ung og som voksen. Hans tjeneste var hans livsværk. Han nærede ikke interesse for noget andet her på jorden, men brugte al sin tid og alle sine evner i det ham pålagte hverv. Hans efterfølgere havde fået grundig undervisning i det arbejde, han anviste dem efter sin død og opstandelse, og de gjorde fyldest i deres tjeneste. I lighed med Jesus var hans trofaste apostel Paulus Jehovas tjeneste helt hengiven. „Dette ene“ lagde beslag på al hans interesse og opmærksomhed, nemlig at forkynde det gode budskab om Riget. (Fil. 3:13; Ap. G. 28:30, 31) Paulus delte sig ikke over for mange felter. Han sammenlignede sig selv med en soldat, der ikke lod sig indvikle i dagliglivets sysler, for at han kunne vinde anerkendelse hos sin foresatte. Nej, Paulus havde ikke sagførerkontor i Jerusalem eller teltfabrik i Tarsus. Han brugte al sin tid og energi i den tjeneste, han havde fået anvist, og han sagde til sine brødre: „Jeg regner ikke mit liv for noget; det har intet værd for mig selv, når jeg blot kan fuldende mit og løb og den tjeneste, jeg har fået af Herren Jesus: at vidne om Guds nådes evangelium.“ — Ap. G. 20:24.

3. Hvem opbygger den nye verdens samfund, og i hvilken hensigt?

³ I dag udfører Jehova, således som han allerede fra urgammel tid har forudsagt det, en gerning gennem sine tjenere i alle jordens lande. (Es. 51:15, 16; 61:1-3; Matt. 24:14, 15) Der stilles særlige krav til de tjenere, der tager del i denne gerning. Jehova har dannet og opbygger fortsat over hele jorden den nye verdens samfund, som skal bestå til evig tid. Dette samfunds medlemmer, der alle er tjenere, udgør den synlige kerne i Jehovas „nye jord“ og skal overleve Harmagedonslaget. Dette samfund af tjenere består af såvel sådanne, som hører til Jehovas salvede rest, og som endnu befinder sig på jorden, som af deres retsindige medarbejdere, som nu indsamles fra „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, og de bliver alle dygtiggjort til at virke som sande tjenere under Kristus Jesus. (Åb. 7:9) Skal disse tjenere kunne hjælpe andre lærvillige til kundskab om Jehovas nye verden på effektiv måde, må de have de nødvendige kvalifikationer. De må tage deres tjeneste alvorligt og gør det også, for troskab mod deres pligt betyder livet for dem, mens forsømmelighed betyder død. Det er ikke en tjeneste, man udfører et stykke tid og så skubber til side for noget andet. Jesus advarede: „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ (Luk. 9:62) Denne tjeneste skal udføres i de næste tusinde år, og derefter vil Jehova selv anvise hver enkelt trofast tjener andre opgaver i sin universelle organisation. (1 Kor. 15:24-28) Hvilken vidunderlig fremtidsudsigt!

4, 5. Hvilke krav opfylder sande tjenere i dag, og hvad fører det til?

⁴ Dygtighed til at undervise andre og ønsket om at være med til at oplære andre i de mange grene af Jehovas tjeneste er blandt de krav, der stilles i dag. Som i tilfældet med Jesus kræves det nu af Jehovas tjenere, at de flittigt studerer hans skrevne ord, Bibelens Hebraiske Skrifter og de senere tilføjede kristne Græske Skrifter. Som et led i opbygningen af den nye verdens samfund kræves det videre af dem, at de går ud og opsøger Herren Jesu andre får, der har adkomst til at høre til den stadig voksende skare, som slutter op om dette samfund. (Åb. 7:9, 10) I alle jordens lande vandrer disse ensomme „får“ omkring, undertrykt og udplyndret af kristenhedens falske hyrder, men nu bliver de fundet og samlet sammen i den ene hjord under Jehovas gode hyrde og ført til fede græsgange, hvor de får rigelig næring. (Ez. 34:1-15) Jeg har „andre får“, sagde Jesus, og dermed mente han andre får end sine himmelske medarvinger, den „lille hjord“, og om dem alle sagde han, at han måtte bringe dem sammen i een hjord. Det vil ikke sige, at han personligt vil komme ned fra himmelen for at udføre dette indsamlingsarbejde. Tværtimod har han sendt og sender stadig sine brødre, der befinder sig på jorden, ud i denne gerning. Til Peter sagde han: „Vogt mine får, vogt mine får.“ I denne „endens tid“ har Jesus udvidet denne befaling til at gælde enhver, der hører Jehovas ord og ønsker at adlyde ham. — Joh. 21:15-17; Dan. 12:8-12; Matt. 24:14, 15; Åb. 22:17.

⁵ Kristi Jesu sande tjenere er i dag indviet til Jehova i egen person og udfører med flid det arbejde, han anviser dem. (Ordsp. 22:29) De elsker hans får og gør alt, hvad de formår, for at hjælpe dem til at få kundskab om den levende Gud og hans Kristus og blive modne tjenere. Dette gør de ved at komme sammen med andre, som ligeledes lovsynger Jehova, ved de møder, hans synlige organisation arrangerer til gavn for hans tjenere. Vi bør overvære alle menighedens møder og komme til zone-, sektions- og landsstævner. Hvorfor? Fordi vi ved disse sammenkomster lærer at udføre vore pligter som ordets forkyndere på bedre måde og er med til at opbygge hinanden som aktive medlemmer af den nye verdens samfund. Der træffer vi vore medforkyndere af Riget fra andre landområder, hører om deres erfaringer i tjenesten og samler os megen nyttig oplysning. Ved selve vor nærværelse er vi desuden til hjælp for andre. På denne måde holder alle tjenerne sig i nær kontakt og samhørighed med hinanden. Der ydes de mindre modne og de nye værdifuld hjælp. Det var det eksempel, Jesus satte blandt sine disciple, thi han vidste, at fårene i så høj grad trænger til hjælp og trøst. Nu som på Jesu tid er fårene blevet undertrykt og udnyttet af de falske hyrder. Ofrene for denne undertrykkelse er sig deres åndelige behov inderligt bevidst. De har brug for råd, vejledning og oplæring i deres tjeneste.

6. a) På hvilken måde kan selv fysisk svage have en andel i vidnegerningen? b) Med hvilke lignelser opmuntrede Jesus sine efterfølgere til at være flittige tjenere?

⁶ Når vi til stadighed prøver at gøre alt dette, viser vi, at vi er Kristi Jesu tjenere af den rette støbning, og at vi sammen med Jehova opbygger hans nye verdens samfund til hans evige pris. Vi forstår til fulde, at vi ikke kan tilbede Jehova i sandhed, medmindre vi tager del i den gerning, der nu skal udføres som et led i hans hensigter. Selv de blinde og sengeliggende kan lidt efter lidt gøre sig det til en regel at prædike taktfuldt for dem, som besøger dem, eller ved en gang imellem at skrive breve til deres venner og deri fortælle dem om den nye verden, dens fuldkomne regering og de velsignelser, den har i beredskab for alle dem, som vælger at tjene og elske Jehova, dens Skaber. (Es. 9:6, 7) Kan man ikke gøre andet i tjenesten på grund af legemlige skavanker og svagheder, kan man regelmæssigt bede til Jehova og gå i forbøn for dem, som er i stand til at udføre et arbejde. Paulus understreger, at denne fremgangsmåde er korrekt: „Når også I med forbøn står os bi, så der fra mange munde må lyde tak fra mange for os, for den nåde, der er blevet os til del.“ „Jeg formaner jer, brødre! ved vor Herre Jesus Kristus og ved åndens kærlighed til at stride sammen med mig i jeres bønner for mig til Gud.“ (2 Kor. 1:11; Rom. 15:30) De, som hører til den nye verdens samfund, og som er fysisk svage og derfor er hemmet i tjenesten, bør opmuntres. Hvorfor? De bør fatte mod og hente trøst fra Jesu lignelser om „pundene“ (minerne) og talenterne. I sin lignelse om „pundene“ eller „minerne“ viste Jesus, at arbejderne havde de samme evner (for de fik hver en mine), men var besjælet af større eller mindre nidkærhed, og at de fik forskellig belønning. I den anden lignelse, den om talenterne, havde trællene ikke samme evner (hvilket ses af den omstændighed, at de fik betroet forskellige beløb), men de havde samme nidkærhed, og de fik samme belønning: „Gå ind til din Herres glæde.“ Læg i disse lignelser mærke til, at belønningen ikke stod i forhold til den enkeltes naturlige evner, men i forhold til trællens flid, til hans omsorg for sin herres interesser og den nidkærhed, han udviste i sin herres tjeneste. Den mest nidkære fik den største belønning. — Matt. 25:15, 23; Luk. 19:13; Ordsp. 22:29.

7. Hvad har den stadige forkyndelse af Jehovas rige i de sidste fyrretyve år ført til?

⁷ Både Bibelen og de fysiske kendsgerninger viser, at Kristus Jesus blev indsat på tronen i Jehovas rige i 1914. Dette skelsættende år indvarslede enden på hedningetiderne, der var forudsagt af Jesus. (Luk. 21:24) Siden dette år har Kristus Jesus som herrernes herre og kongernes konge hersket midt iblandt sine fjender. (Sl. 2; 110:2; Åb. 17:14; 19:11-16) Denne kendsgerning har været forkyndt for alle jordens beboere i lydighed mod Jesu befaling, og den forkyndes stadig. (Matt. 24:14) Det har ført til, at tusinder og atter tusinder i ord og handling har taget standpunkt for Jehova og hans konge, og denne aktivitet vil fortsætte, til alle, der hører til den store skare, som omtales i Åbenbaringen 7:9, 10, er blevet fundet, indsamlet, styrket og oplært til at prise Jehova. Når den omfattende indsamling er fuldendt, begynder Jehova at udgyde sin vrede i Harmagedonslaget. (Zef. 2:1-3) Den store skare vil bevirke en udvidelse af den nye verdens samfunds rammer, efterhånden som de retsindige vender den gamle verdensordning ryggen med dens sorger og ulykker, dens ungdomskriminalitet, dens pøbelsværme, dens lave forretningsmoral, dens religionssamfunds troløshed, dens politiske misregimente og almindelige fordærv. I den nye verdens samfund har alle de indsamlede deres glæde i Jehova, den levende Gud. Denne glæde skyldes hans forsikring om, at hans ærkefjende Satan Djævelen i en meget nær fremtid vil se sine jordiske horder tilintetgjort, mens Djævelen selv skal kastes i afgrunden og bindes for de tusinde år, i hvilke Jehovas Kristus skal regere. Da vil jorden helt være omgivet af Jehovas herlighed.

Guds ord lægges i vor mund

8. Hvilket håb og hvilken vished holder vor tids sande tjenere oppe? Hvorfor?

⁸ Daglig vokser den nye verdens samfund i tal og styrke. Mange, mange tusinder, der før befandt sig i vildrede, får nu gennem hans foranstaltninger vished for ting, de aldrig før har kendt til. Det giver dem et fast håb, til hvilket den sande tro kan forankres. Den sande Guds, Jehovas, hensigter og ubegrænsede magt danner grundlaget for dette sikre håb. Derfor taler Jehovas sande tjenere med frimodighed ikke om noget menneskeværk, men de ord, der skildrer Guds fuldkomne og evige skaberværk, hans nye, endeløse verden. (Ef. 3:20, 21) Nu mere end nogen sinde gælder Jehovas ældgamle forsikring til dem, som lovpriser ham: „Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: Du er mit folk.“ (Es. 51:15, 16) Da Kristus Jesus steg fra jorden op til himmelen for at betale løsesummen til Jehova og derved udfri de lydige blandt menneskeheden fra dødens forbandelse, blev han grundvolden til Jehovas nye verden. Århundreder senere, da han var indsat som Jehovas konge i det himmelske Zion (1914 e. Kr.), begyndte den synlige kerne eller den jordiske del af den nye verdens samfund at tage form. I overensstemmelse hermed begyndte også en verdensomspændende forkyndelse af det gode budskab om Rigets oprettelse i himmelen, og Jehovas vidner forkynder stadig dette budskab. Jehova beskytter disse sine talsmænd og gemmer dem under sin hånds skygge eller almagt, mens de trofaste går omkring i alverdens lande og udretter deres herlige mission. — Ez. 9:2-4; 40:2.

9, 10. Hvordan og i hvilken hensigt bliver de lydhøre oplært på grundlag af Jehovas ord?

⁹ Det er Jehova, som udspænder de nye himle og grundfæster den nye jord, men han lægger sine ord i sine vidners mund, og de forkynder, at den almægtige Guds rige er det eneste håb for de mennesker, som ønsker at overleve disse mørkets dage, hvor alt, hvad rystes kan, bliver rystet. De agtpågivende bliver alle vegne opmuntret til at indvi sig til Jehova og tjene trofast under hans indsatte konges ledelse. Jehovas vidner indprenter mænd, kvinder og børn de nedskrevne sandheder om de nye himle og den nye jord. På grundlag af Guds skrevne ord forkynder de også hans fastsatte forordninger for den nye verden, der skal udøve det absolutte herredømme over alle jordens anliggender, når Harmagedonslaget for stedse fjerner den nuværende onde tingenes ordning, der er et produkt af hans ærkefjende Satan. I alle lande jorden over bliver de, som har et hørende øre, oplært i de principper, regler og forskrifter, Jehova har fastsat for den nye verden, og de får formaning til at leve i harmoni med disse forordninger.

¹⁰ Du har ofte hørt udtalelsen: „Intet sted på jorden er skønt som du, mit hjem.“ En af de grundvolde, ufuldkomne mennesker ned gennem tiderne har bygget nationerne på, er hjemmet. Et hjem oprettes ved indgåelse af ægteskab. Satans tingenes ordning har gjort ægteskabet til en ren parodi. For verden af i dag er ægteskabet i høj grad et spørgsmål om bekvemmelig hed. På grundlag af Jehovas nedskrevne ord lærer hans vidner med rette, at ægteskabet er en guddommelig institution, og at det bør holdes i hævd og bevares rent, hvis det skal være lykkeligt. I den nye verden vil ægteskabet indtage sin rette plads. De principper, som Jehova har fastsat for den nye verden, indprentes således allerede nu i de trofaste og oprigtiges sind, som har håb om at leve under disse lykkelige forhold, der snart skal indføres.

11, 12. Hvordan har de „fyrster“, der omtales i Esajas 32:1, andel i tjenesten, og hvad bevirker det?

¹¹ Det arbejde, der skal udføres inden Harmagedon, skildrer Jehova gennem sin trofaste nedskriver Esajas: „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“ (Es. 32:1, 2) Vi har allerede identificeret Kristus Jesus som Kongen, Jehova har indsat på tronen i den nye verden. Han hersker i sandhed med retfærd midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1; 2:1-12; Åb. 19:11-16) Men hvem er disse fyrster, der skal styre med ret? Det kan da ikke være nogen af denne onde verdens store mænd eller de ledende inden for den falske religions vældige systemer, selv om de nok kalder sig „kirkefyrster“. Disse retfærdige fyrster kan heller ikke være sønnerne af de få jordiske konger, der er tilbage.

¹² Sarim, det hebraiske ord, der i dette skriftsted er oversat „fyrster“, betyder en leder eller anfører, der tager del i Kongens tjeneste. Dette ord bliver også brugt i denne betydning mange andre steder i Bibelens hebraiske Skrifter. „Fyrsterne“ er mennesker på jorden, som er indviet til Kongen. De har de kvalifikationer, som er nødvendige for det arbejde, de udfører under Kongens ledelse. De vogter Kongens andre får, der allerede nu indsamles i store tal, får næring og udrustes til at indtage deres stilling i den nye verdens samfund. Satan søger at forvirre fårene med sine falske lærdomme og sin propaganda, og han kunne gøre stor skade, hvis ikke Jehova iblandt dem havde sat fyrster, der er kvalificeret til at vogte de rådvilde får. Den „storm“, der omtales i skriftstedet, er de angreb, Satan retter mod den sande religions samfund i håb om at tilintetgøre det. (Es. 32:2) „Fyrsternes“ tjeneste er et ly for Kongens får, og disse fyrster bringer sandhedens forfriskende vand til vejledning og styrke for de ydmyge og fører dem ind i Jehovas, den levende Guds og vældige klippes, skygge.

13. Hvorfor har denne tjenestegerning nu stor succes i mange lande?

¹³ Disse „fyrster“ eller anførere har fået en grundig oplæring i den nye verdens samfund ved hjælp af redskaber som Vagttaarnets bibelskole Gilead eller de mange tusinder teokratiske skoler, som afholdes i Jehovas vidners lokale menigheder verden over. Det er et arbejde, der med stor succes er blevet taget op i mange lande, og det har ført til, at unge og gamle i titusindvis søger i ly for denne verdens trængsler. De falske religionssystemer har intet håb at tilbyde, men i den nye verdens samfund findes et folk, som glæder sig over kundskaben om alt det gode, Jehova agter at gøre, og over forvisningen om, at hans rige, der så længe er blevet bedt om og håbet på, nu er oprettet i himmelen og snart vil rense jorden for Satan og hans tingenes ordning, der i århundreder har undertrykt menneskeheden og vanæret Jehovas, vor retfærdige Guds, navn.

14. Hvilke bibelske formaninger understreger vigtigheden af den rette forberedelse til tjenesten?

¹⁴ Lige siden Abels tid har det været en storslået forret at virke som et vidne for Jehova. Og det er det også nu mere end nogen sinde, da vi ser så mange af Bibelens profetier gå i opfyldelse. Læs for eksempel Esajas 60:1-3, 8: „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Jehovas herlighed er oprundet over dig. Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene, men over dig skal Jehova oprinde, over dig skal hans herlighed ses. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær. Hvem flyver mon der som skyer, som duer til dueslag?“ Denne befaling kommer fra Jehova og viser, at den nye verdens samfund har meget arbejde at gøre, før Jehovas vrede bryder løs i Harmagedon. Denne tanke burde fylde dem med glæde. Tænk engang! „konger“ og „folk“ skal komme for at søge trøst og lys hos Jehovas tjenere, som han har udset til at udføre denne gerning. For at kunne udføre deres tjeneste må Jehovas vidner besidde visse kvalifikationer. Nu er tiden kommet til at forberede sig på dette arbejde, for der er brug for tjenere i alle lande. Er du interesseret i denne livreddende gerning? Så rust dig til at udføre den. Jesus sagde, at „den tjener, som kender sin herres vilje og alligevel ikke har gjort noget rede eller handlet efter hans vilje, han skal have mange hug“. (Luk. 12:47) Alle, som ønsker at gøre sig rede til denne tjeneste, vil finde, at Jehova yder hver enkelt al tænkelig hjælp gennem sin organisation. Undgå derfor at få „mange hug“. At få mange hug vil ikke være dig til så stor glæde som arbejdet med at forberede dig til tjenesten. Der er ingen tid at spilde. Det er nødvendigt at gå hurtigt og grundigt til værks!

Et enestående arbejde går nu for sig

15, 16. Hvilket enestående arbejde udfører de sande tjenere i dag? Hvorfor?

¹⁵ Det arbejde, som Jehovas tjenere nu skal udføre, er noget helt for sig. Det består i, at de besøger folk i deres hjem og leder bibelstudier med alle, som er interesserede. Denne metode tiltaler de oprigtige, for på denne måde kan de studere deres bibel i vante omgivelser og lære en mængde om Guds nye verden og de velsignelser, der er i beredskab for alle, som adlyder Jehovas ord. De får deres bibelske spørgsmål besvaret, således at de kan forstå og huske det, og uden at de behøver at bruge megen tid til at klæde sig fint på og gå i kirke. De nyinteresserede får fremholdt, hvor vigtigt det er at fortælle andre om de ting, de lærer, og de bliver hjulpet af modne ordets forkyndere, der har de nødvendige kvalifikationer til deres tjeneste. I løbet af kort tid bliver andre „dygtige til at lære fra sig“, idet det hurtigt går op for dem, hvad der kræves af dem som ordets tjenere.

¹⁶ Nu forkyndes det gode budskab om Jehovas oprettede rige i over et hundrede og fyrretyve lande, og forkyndelsen lyder med større og større kraft. I de lande, hvor folket ikke har fået undervisning i Bibelen, er der hunger efter Rigets sandheder. Nogle steder kan de ikke læse, men når budskabet bliver læst for dem, kan de høre, at det er sandheden, og de husker, hvad der bliver læst, og går ufortrødent i gang med at fortælle andre derom. Hvilken forret er det ikke at hjælpe sådanne mennesker til kundskab om Jehova og hans rige! Snart vil denne del af arbejdet, som Jehova har anvist sit folk, være fuldført, og så vil der ikke mere være lejlighed til at lide for Kristi og for sandhedens skyld, noget, som apostlene glædede sig over. Husk Jesu ord: „Allerede nu får den, der høster, løn og samler frugt til evigt liv.“ (Joh. 4:35, 36) For at kunne efterkomme Mesterens befaling om at forkynde det gode budskab om Riget for alle folkeslagene er der brug for mange missionærer og „fyrster“, der er tilstrækkelig kvalificeret til denne tjeneste. De bør organiseres efter de bedste mønstre i alle lande. „Høsten er stor, men arbejderne er få,“ sagde Mesteren, da han var her på jorden, og det er også tilfældet nu, da hele verden er vor arbejdsmark. Esajas henviste ganske øjensynligt til den forkyndergerning, der skulle udføres på denne dag, da han skrev om de vidner for Jehova, der skulle indsamles fra alle folkeslagene og oplæres til et arbejde. „Men nu, så siger Jehova, som skabte dig, . . . Frygt ikke, thi jeg er med dig! jeg bringer dit afkom fra østen, sanker dig sammen fra vesten, siger til norden: Giv hid! til sønden: Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, mine døtre fra jordens ende, enhver, der er kaldt med mit navn, hvem jeg skabte, danned og gjorde til min ære!“ — Luk. 10:2; Es. 43:1, 5-7.

17, 18. Hvad kom frem under verdensstævnet i 1953, der viste, at den forudsagte enhed findes blandt dem, som tager del i tjenesten?

¹⁷ Naturligvis betyder dette ikke, at Jehova vil samle alle sine vidner til et bestemt sted på jorden og kun lade dem forkynde budskabet der. Nej, det viser derimod, at han vil samle dem i nær samhørighed med hinanden for at belære dem. Hans udtalelse, „hvem jeg skabte“, hentyder til dem, som han har dannet som en enhed eller organisation til at forkynde Jehovas ære. Vi så, hvordan dette fandt sted i begrænset omfang på Yankee Stadium, New York, i dagene fra den 19. til og med den 26. juli 1953. Om onsdagen under denne Jehovas vidners otte dages sammenkomst talte Vagttaarnsselskabets præsident til de tilstedeværende zone-, sektions- og landstjenere over emnet „Alle tjeneres vigtigste arbejde“. Det kolossale stadion var fyldt til bristepunktet, og alle fulgte med levende interesse de anvisninger, der blev givet med henblik på den forkyndergerning, som skal udføres i alle lande, med det for øje at indsamle Kongens andre får i den nye verdens samfund. Taleren påpegede nødvendigheden af, at alle arbejder på samme måde under den organisations ledelse, som Jehova har dannet på jorden for at få sit håbets budskab forkyndt for alle folkeslag i overensstemmelse med Jesu befaling: „Dette Rigets evangelium skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14.

¹⁸ Langt de fleste af jordens nationer var repræsenteret i denne vældige tilhørerskare på Yankee Stadium, og de fik formaning om, hvor vigtigt det er at fuldføre dette arbejde så snart som muligt. Hele organisationens virksomhed blev ridset op i selv de mindste enkeltheder, og det blev kraftigt understreget, hvor nødvendigt det er, at alle samarbejder som een stor enhed under fuldbyrdelsen af vidnegerningen blandt nationerne. Hvilken slags arbejde, disse tjenere skal udføre, fremgår af Jehovas ord: „Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: Det er sandt!“ — Es. 43:9.

19. a) Hvilke tomme bestræbelser fra verdensherskernes side forudsagde Jehova? b) Hvilket ansvar betror han sine vidner?

¹⁹ Verdens nationer og folk frygter og bæver for fremtiden, og det har de også grund til, når de udtænker det ene mere dødbringende våben end det andet, kraftige nok til at udslette menneskeheden. Hvad mere er, de synes også at være indstillet på at bruge dem. Deres vidner, den falske religions præster og de mange nationers ledende mænd, har intet trøstende budskab at bringe folket. Jo vist, de advarer dem om de farer, der truer, og opfordrer dem til med alle midler at støtte oprustningen, så nationerne kan stå væbnet til det sammenstød, verden står ansigt til ansigt med. Men de kan ikke fortælle nationerne, hvad der venter dem. Jehova opfordrer dem til at komme frem med de planer, de har, til beskyttelse og frelse for menneskeheden, men de har ingen. Derfor får de påbud om at holde inde med deres talen om verdensfred og fremgang ved deres egne tomme bestræbelser og lytte til Jehova Gud, der ved sine vidner på jorden nu forkynder et trøstens budskab for hele menneskeslægten. Til sine tjenere siger Jehova: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er Jehova, uden mig er der ingen frelser.“ — Es. 43:10, 11.

20. Hvorfor bør alle mennesker opfordres til at lytte til Jehovas vidner?

²⁰ Ved omhyggelig gransken finder vi, at Jehovas trofaste profet Esajas angiver, hvornår denne profeti skal opfyldes. Det er på et tidspunkt, da jordens nationer er samlet for at finde en udvej til at indføre og bevare freden i verden. Men under de føromtalte rystelser, som Jehova er årsag til, vil forholdene forværres. Denne profet, Esajas, formaner under inspiration de forsamlede nationer til at lytte til Jehovas vidner, for disse kender Jehovas hensigter og er blevet udvalgt til at give nationerne den nødvendige underretning, så de kan lade sig lede i disse kritiske tider. Jehova er den eneste, der kan frelse sit folk, og alle bliver opfordret indtrængende til at søge hans ord for at opnå trøst og håb. Jesus kommer ind på det samme, når han siger: „Hvem er så den tro og kloge tjener [træl, NW], som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Matt. 24:45, 46.

21. Hvilke pligter, som påhvilede den tro og kloge træl i lignelsen, pegede hen til det ansvar, der nu påhviler de sande tjenere?