Hvordan Jehovas vidner ser på deres tjeneste
„I er . . . et folk til særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud fra mørket ind til sit vidunderlige lys.“ — 1 Pet. 2:9, NW.
1. Hvordan ser Jehovas vidner på deres tjeneste? Hvorfor på den måde?
JEHOVAS VIDNER tager deres tjenestegerning meget alvorlig. De er levende interesserede i den, og det med rette, for Jehova er levende interesseret i sit folks aktivitet i deres egenskab af forkyndere. Han har befalet, at tjenesten skal udføres både i gunstige og i vanskelige tider, for at hans navn og hensigter kan blive forkyndt og gjort kendt på den ganske jord. (2 Tim. 4:2, NW; Sl. 83:19) Hvordan skal det gøres? Skal stenene udråbe Jehovas ære og majestæt? (Luk. 19:40) Nej aldrig, for Jehovas vidner verden over har det rette syn på deres tjeneste og er til enhver tid ivrige efter at tjene trofast som hans forkyndere.
2. a) Hvad er formålet med tjenesten? b) Hvilken opfordring lyder klart og kraftigt?
2 For at vi kan forstå, hvor dyrebar tjenesten er i Jehovas øjne, og betragte den fra hans ophøjede stade, fortæller han os i 1 Peter 2:9 (NW): „I er . . . et folk til særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans fremragende egenskaber, som kaldte jer ud fra mørket ind til sit vidunderlige lys.“ Formålet med tjenesten er altså at genspejle lyset (Matt. 5:16, 17); at forkynde den gode nyhed om Guds rige vidt og bredt, så at enhver, der vil, kan påkalde Jehovas navn og blive frelst. (Rom. 10:13, NW) Til trofaste vidner overalt lyder opfordringen klart og kraftigt: „Både unge mænd og jomfruer; gamle mænd og børn; lad dem prise Jehovas navn; thi hans navn alene er ophøjet; hans ære hæver sig over jord og himmel.“ — Sl. 148:12, 13, AS.
3. Hvordan bør vi se på vort indvielsesløfte?
3 Vel vidende, at det er et spørgsmål om liv og død aktivt at tjene som et af Jehovas vidner, nærer hver eneste forkynder af Riget ønske om trofast at holde sit indvielsesløfte. Dengang forkynderen symboliserede sin indvielse ved vanddåben, gennemgik han ikke blot en smuk ceremoni. Han sluttede pagt med Jehova om at være en af hans tjenere. Han måtte ligesom Jesus sige i sit hjerte: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ (Sl. 40:9) Da han tog skridtet til at indvi sig, blev han et vidne for Jehova, et af Jehovas vidner. (Es. 43:10-12) Han får den forret at bære det største navn i verden, et navn, han er stolt af, og som han ønsker at vise sig værdig til at bære uden at svigte. I 2 Mosebog 20:7 (NW) får han formaningen: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde.“
4. Er man et af Jehovas vidner, hvis man ikke vidner? Hvad kræves der?
4 At være et af Jehovas vidner betyder mere end at sige: Jeg er et af Jehovas vidner. Vidner du? Regelmæssigt? Alle fysisk raske vidner har det ansvar at forkynde offentligt og fra hus til hus, således som Jesus gjorde, og at benytte sig af enhver lejlighed til at vidne for venner, naboer osv., mens alle fysisk hæmmede vidner har den forret at aflægge vidnesbyrd for besøgende, pr. brev eller telefon og på andre måder tage del i dette storslåede vidnearbejde. Hvert eneste vidne for Jehova er uden undtagelse klar over sin pligt i denne forbindelse, en pligt, der fremhæves i Ezekiel 3:17-21. Hvis man ikke vidner, er man ikke et af Jehovas vidner. At kalde sig selv et Jehovas vidne og så undlade at vidne, det vil sige tjene, ville være ensbetydende med at bruge Jehovas navn på uværdig måde eller tage det forfængeligt. Måtte det aldrig ske, hvad det heller ikke vil, så længe vi beholder det rette syn på tjenesten.
5. Hvad er det godt at spørge sig selv om fra tid til anden, og hvilken ret indstilling havde Paulus?
5 Fra tid til anden er det godt at spørge sig selv: „Har jeg det rette syn på min tjeneste, og tjener jeg trofast?“ Vigtigheden af at gøre dette blev understreget af Paulus, da han sagde: „Lad enhver gøre akkurat, som han har besluttet i sit hjerte, ikke tvært eller tvungent, thi Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7, NW) Det rette syn på tjenesten får en til at tjene med glæde og af et taknemmeligt hjerte og tænke som Paulus, der også sagde: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som overdrog mig magt, fordi han anså mig for pålidelig ved at tildele mig en tjeneste.“ (1 Tim. 1:12, NW) Læg mærke til, at tjenesten er blevet os tildelt! Taknemmelige over denne forret prædiker alle, som har det rette syn på tjenesten, med glæde den gode nyhed om Jehovas rige ved enhver lejlighed.
6. a) Gør man Jehova en tjeneste, når man forkynder? b) Hvordan kan man behage Jehova og vinde hans gunst?
6 Anlæg aldrig dette synspunkt: „Jehova ønsker, at jeg skal forkynde, det ved jeg; så i dag vil jeg gøre ham den tjeneste at tage del i forkyndelsen.“ Det ville være et helt forkasteligt syn på sagen. Ved at tage del i forkyndelsen gør man ikke Jehova en tjeneste. Hvordan kunne nogen gøre Jehova en tjeneste ved at forkynde? Er der i det hele taget nogen skabning, der faktisk kan gøre Jehova en tjeneste? Kunne nogen give ham evigt liv? Nej, for han er universets store Gud. Han har liv i sig selv og magt til at skænke liv, til hvem han vil. Kunne nogen skabe et retfærdighedens paradis og opfylde hans hjertes ønsker? Nej og atter nej. Hvad kan vi da gøre for Jehova? Intet, der vil gavne ham eller hans stilling. Dog, der er noget, vi kan gøre for at behage ham. Tjene ham loyalt som forkyndere og således være ham en kilde til glæde, en fryd for hans hjerte. (Ordsp. 23:15, 16) Til gengæld kan og vil Jehova som en mild og kærlig Fader begunstige sine trofaste vidner med evigt liv i sin retfærdige nye verden og til overflod opfylde ethvert retfærdigt ønske, de nærer i deres hjerte.
Deltagelse i tjenesten
7. Hvorfor er det vigtigt at forkynde hans navn offentligt, og er det altid en let sag at afse tid til det?
7 Alle, der har det rette syn på tjenesten, sørger for altid at „bringe Gud lovprisnings-offer, det er frugt af læber, som offentligt forkynder hans navn“. De forstår, at det udgør en del af den sande tilbedelse. (Hebr. 13:15, NW) At få tid fra til denne offentlige forkyndelse er ikke altid let. Som alle andre må vi skaffe os vort daglige udkomme, betale kejseren de ydelser, han har krav på, og tillige overvære menighedens møder og tage vare på forskellige tjenester i menigheden.
8. Hvad er det rette syn på tjenesten, og hvordan bør man afse tid til denne tjeneste?
8 Undertiden kræver forholdene, at en mand må arbejde fem eller seks dage om ugen ved verdslig beskæftigelse for at kunne dække sine materielle fornødenheder. Han ønsker, at det var omvendt, så han havde fem-seks dage til rådighed i den livsvigtige tjeneste og kunne nøjes med en eller to dages verdslig beskæftigelse. Men det har han ikke, og når han bliver opfordret til at tage del i tjenesten på sin fridag, siger han så: „Hvad mener du, på min eneste fridag? Jamen broder, ved du ikke, jeg har arbejdet hårdt hele ugen og nødvendigvis må have én dags hvile!“ Sådan vil svaret ikke lyde, hvis han har det rette syn på tjenesten. Han bruger med glæde sine fridage og sine aftener til at have så megen del i tjenesten som muligt. Og sådan bør det være, eftersom de fem-seks ugedage går med bare at dække de materielle behov. Vi kan ikke få dækket vort åndelige behov og sikre os selve livet, medmindre vi ejer Jehovas velsignelse og gunst, og den tilflyder os, når vi er Guds medarbejdere. — 1 Kor. 3:9.
9. Hvad må en forkynder undgå?
9 Regelmæssig deltagelse i tjenesten kræver omhyggelig tilrettelæggelse af ens tid. Hvis man ikke er agtpågivende, kan man blive så optaget og bebyrdet af denne verdens sorger og bekymringer, at man har svært ved at afse tid til tjenesten. Sådan må det gå i nogle tilfælde, for menighedsrapporterne viser, at visse brødre ikke tager del i tjenesten hver måned. Det er en farlig stilling at indtage, brødre! Det vil sige, at I ikke lever op til jeres indvielsesløfte til Jehova. Forkyndere, som har det rette syn på tjenesten, lader sig ikke i den grad optage eller bebyrde, at de ikke regelmæssigt kan overvære møderne og tage del i tjenesten — hvis de oprigtigt ønsker det — for der er et ord, som siger: „Man kan altid få tid til det, man virkelig har lyst til.“
10. a) Kan man ordne sine forhold således, at man får tid til det, man virkelig har lyst til? b) Hvorfor bør dette især gøre sig gældende i forbindelse med tjenesten?
10 Det er så sandt, som det er sagt! Uanset hvor travlt man har hver dag, sørger man for at få de tre eller flere måltider, legemet kræver, og som man ved er nødvendige til livets ophold. Og uanset hvor travlt man har ud på aftenen, holder man op med sit arbejde og går i seng, selv om det først bliver hen på de små timer, for man ved, at søvn er nødvendig, for at sind og legeme kan hvile og være friske til arbejdet næste dag. Eller tag et forlovet par eller to forelskede; uanset hvor travlt de har, skal de nok finde nogen tid til at være sammen, ikke sandt? Sådan er det også med tjenesten. Forkyndere, der har det rette syn på tjenesten, ordner det således, at de regelmæssigt kan tage del i tjenesten uanset deres forhold eller de krav, denne djævelske gamle verden måtte pålægge dem, idet de bestandig husker, at tjenesten er en uadskillelig del af en acceptabel gudsdyrkelse, og at nu, netop nu, er det den belejlige tid til at lovprise Jehova og være med til at indsamle de andre får i den nye verdens samfund, så de kan overleve Harmagedonslaget.
Heltidstjenesten
11, 12. a) Er heltidstjenesten en attråværdig gerning? b) Hvad kræves der af en heltidspioner?
11 Med deres indvielsesløfte og vidnearbejdets presserende karakter for øje har alle heltidstjenesten som deres mål. Selv om det ikke er nogen let tjeneste, er det den mest glæderige og tilfredsstillende tjeneste at være i på denne side Harmagedon. Det er en skøn tjeneste, i hvilken pionererne anvender mindst 100 timer om måneden til forkyndelsen og specialpionererne et minimum af 150 timer. Lad ingen undervurdere pionertjenesten. Den er en sand trosgerning, en tjeneste for modne mænd og kvinder, der er villige til at sætte Rigets interesser først i deres liv og bringe ofre, der er Jehova velbehagelige. Man kan ikke hamle op med Hansens og Jensens, der ønsker det sidste nye og bedste af, hvad denne verden har at byde på, og samtidig være pioner. Enten må man gøre det ene eller det andet, man kan ikke gøre begge dele på én gang.
12 Men hvordan kan man skaffe sig det nødvendige til livets ophold, når alting er så dyrt, og alligevel være pioner? Det kræver omhyggelig planlæggelse, men vigtigst af alt — absolut tro og tillid til, at Jehova vil sørge for, hvad vi virkelig behøver. Jesus udtrykte det så rammende, da han sagde: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi tage på? Alt dette søger jo nationerne begærligt efter. Thi jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette.“ (Matt. 6:31, 32, NW) Et er sikkert — Jehova vil gøre sin del, når vi gør vor del.
13. a) Kan pionerer af i dag bekræfte, at Herren sørger for dem? b) Hvad sætter mange i stand til at være pionerer?
13 Det kan lade sig gøre og bliver gjort. Det er der bevis for! Tænk blot på de tusinder af storslåede pionereksempler verden over i dag! De, som ønsker at være pionerer, men holder sig tilbage, fordi de ikke har nok i banken til at holde dem gående i pionertjenesten i årene fremover, skulle mærke sig følgende udtalelser af lykkelige pionerer: „For tyve år siden begyndte vi (mand og hustru) med nogle få dollars i lommen. I al den tid har vi intet manglet. Vi gør vor indsats, og Herren sørger for os.“ En anden skriver: „Ligesom David kan jeg sige: Ung har jeg været [begyndte tjenesten i 1907], og nu er jeg gammel, men Herren har altid dækket mit behov.“ Ja, vejen åbner sig for dem, som virkelig ønsker at være pionerer. Deltidsbeskæftigelse, sund økonomi med de forhåndenværende midler, familier, der tilrettelægger deres forhold således, at et eller flere medlemmer kan være pionerer, pensioner og mange andre udveje gør det muligt for flittige og energiske forkyndere at tage pionertjenesten op.
14. Hvorfor bør hver eneste forkynder alvorligt overveje at tage pionertjenesten op?
14 Gå ikke glip af denne forret, hvis du bibelsk set er fri til at tage pionertjenesten op. Der er hårdt brug for heltidsarbejdere nu, thi høsten er moden, og arbejderne få. Hvis du kan lægge dine forhold til rette, så du kan blive, pioner, og du er kvalificeret til det, er pionertjenesten den tjeneste, du bør være i. Velsignet er de modne indviede mænd og kvinder, som ser situationen, som den er, og lægger deres forhold til rette, så de kan begynde i pionerarbejdet og fortsætte i det.
15. Hvilken ordning er der truffet, så alle kan være pionerer nogen tid hvert år?
15 Men hvad med dem, som har familieforpligtelser, der optager så meget af deres tid og opmærksomhed, at de umuligt kan være pionerer? For at alle disse samt skolesøgende forkyndere, husmødre, sæsonarbejdere og andre kan nyde pionerforrettigghederne, om end kun i begrænset omfang, har Selskabet truffet feriepionerordningen. Man kan tage del i denne tjeneste i én, to eller flere måneder. For dem, som kun har to ugers ferie, er der også truffet en feriepionerordning. Det vil sige, at alle indviede vidner har lejlighed til at opleve pionertjenestens velsignede glæder nogen tid hvert år. Gør du det?
16. Hvad bør unge forkyndere sætte sig som mål?
16 Mange unge forkyndere i skolealderen bruger hvert år deres sommerferie til pionertjenesten, lige indtil de har taget deres eksamen, og så går de ud som heltidspionerer. Nogle er nu i beteltjenesten eller er udgået fra Gilead og tjener som missionærer, zone- og sektionstjenere eller i andre ansvarsfulde stillinger i den nye verdens samfund.
Brug dine evner og talenter
17. Hvad har nogle ment om deres forkynderevner?
17 Hvad enten vi er unge eller gamle, har været få eller mange år i sandheden, burde vi ønske at udvikle vore evner som forkyndere. Med henblik på evner siger en og anden undertiden: „Jeg vil gerne tage del i tjenesten, men mine evner er så begrænsede. Hvis bare jeg havde de evner, som broder den og den eller søster det og det har. De kan tale og tale, og hvor vidunderligt er det ikke, som de bibelske sandheder og forklaringer strømmer ud af deres mund.“ Men hvordan blev den broder eller søster så dygtig? Er det medfødt? Nej! De har studeret flittigt, overværet møderne regelmæssigt og anvendt det lærte på arbejdsmarken for at dygtiggøre sig til kvalificerede ordets tjenere.
18, 19. Kan ens evner opdyrkes? Nævn eksempler.
18 Ingen forkynder skulle se på en anden forkynder og sige: „Hvis jeg havde dine forkynderevner, ville jeg gøre sådan og sådan.“ Jehova Gud vil ikke dømme nogen efter en anden broders eller søsters evner. Han ønsker, at vi hver især skal bruge de evner, vi har — og udvikle dem. Muligheden for at forbedre vore evner får os til at tænke på lignelsen om de betroede talenter. (Matt. 25:14-28) De tjenere, som brugte deres talenter, fik mere, mens den tjener, som ikke brugte sin talent, mistede den. Det forholder sig på samme måde med forkyndelsen. Jehova vil give flere og flere talenter til dem, som bruger dem. Det har vist sig gang på gang, for de fleste nye forkyndere begynder med meget begrænsede evner i tjenesten. Brødre, der har meldt sig til den teokratiske skole, har haft store vanskeligheder med deres første elevforedrag. Det var ikke let, men de blev ved og gjorde sig ihærdige anstrengelser for at gøre det bedre, og inden længe blev de dygtige talere, der kunne stå frem for menigheden og holde opbyggende foredrag på en hel time samt klare andre tjenesteforrettigiheder i menigheden.
19 Mange af os sagde med stor afgjorthed, dengang vi forstod nødvendigheden af at tjene som en ordets forkynder: „Jeg ved, at det er rigtigt, og at jeg burde være en ordets forkynder, men jeg tror aldrig, jeg vil kunne gå alene fra hus til hus eller aflægge genbesøg og lede bibelstudier i folks hjem.“ Lykkelige er vi i dag over at være dygtige hus-til-hus-forkyndere, der kan aflægge et effektivt vidnesbyrd om Jehova, fordi vi brugte de begrænsede evner eller talenter, vi havde, og bad Jehova om flere! I unge og gamle i år og i sandheden, fortsæt klogeligt med at bruge de evner, I har, og opdyrk flere. Med Jehovas velsignelse over jeres oprigtige bestræbelser vil jeres fremgang blive åbenbar for alle, og I vil opnå den store glæde at eje tjenesteforrettigheder, som I aldrig ville have troet, I kunne magte. — 1 Tim. 4:15, NW.
Overvær møderne
20. Hvilket formål tjener de ugentlige menighedsmøder?
20 For at holde trit med de åbenbarede bibelsandheder og for at dygtiggøre sig til tjenesten er det nødvendigt at overvære menighedens møder regelmæssigt. Jehova ved, hvad hans tjenere har brug for i deres tjeneste som hans ords forkyndere, og skænker dem alt det nødvendige gennem sin teokratiske organisation ved hjælp af følgende ugentlige menighedsmøder: Vagttaarnsstudiet, tjenestemødet, den teokratiske skole og menighedsbogstudiet. Når der kan afholdes offentlige møder, er også disse en rig oplysningskilde.
21. Har vi for mange ugentlige møder? Begrund dit svar.
21 Når sådanne, som førhen gik i denne verdens kirker én gang om ugen eller sjældnere, hører om vore mange ugentlige møder ved deres første besøg i rigssalen, hænder det, at de siger: „Kommer I alle sammen regelmæssigt til fire eller fem møder om ugen? Er alle de møder nødvendige?“ Skal vi være og forblive åndeligt stærke og sunde, kan svaret kun blive ja. Jesus sagde meget træffende: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse, der udgår af Jehovas mund.“ (Mattæus 4:4, NW) Ligesom det er påkrævet at spise materiel føde regelmæssigt for at forblive sund og stærk i fysisk henseende, er det vigtigt regelmæssigt at tage til sig af Jehova Guds åndelige føde.
22. Hvad formanes vi til i Hebræerne 10:25? Hvorfor?
22 At overvære møder er af så stor vigtighed, at vi i Hebræerne 10:25 bliver formanet til ikke at forsømme at komme sammen, hvilket nogle har for skik. Kommer vi ikke til møderne, nægter vi os selv den åndelige føde, Jehova har tilvejebragt for vort velfærd. Altså, når tiden er inde til et møde i rigssalen eller til menighedsbogstudiet, sker der intet, der er af større vigtighed i hele verden. Læg din værdsættelse og det rette syn på tjenesten for dagen ved regelmæssigt at overvære alle møderne.
23. Hvilken forret og hvilket ansvar har de regelmæssige mødedeltagere?
23 Foruden selv at overvære alle menighedens møder regelmæssigt skal vi opmuntre andre til at gøre det samme. Hvad vi behøver, for at vi kan forblive åndeligt sunde og raske, behøver andre også. Opflam kærligt hinanden til at gå til møderne, og „det så meget mere, som I ser dagen nærme sig“. Det er de modne, regelmæssige mødedeltageres forret og ansvar at opmuntre og hjælpe deres medforkyndere til at overvære alle menighedens møder regelmæssigt. Tjenere og forkyndere bør til enhver tid være vågne og lægge mærke til, hvem der ikke kommer til møderne, og vise broderkærlighed og omsorg for dem ved at besøge dem og opmuntre dem og hjælpe dem til at komme.
24. Nævn nogle af de måder, hvorpå man høster gavn af møderne.
24 Hvem af os har ikke fra tid til anden sagt eller tænkt: „Jeg ved, jeg burde gå til møde, men jeg er så træt eller har så travlt osv.“? Men vi tog os sammen, gik til mødet, og lykkelige var vi! Forfriskende ny verden nyt jog trætheden på flugt og fik os til at glemme vore problemer og vanskeligheder i den gamle verden. Vi glædede os over det opbyggende samvær med brødrene, et samvær, der altid virker stimulerende, og fremfor alt nød vi den tilfredsstillelse og glæde, der kommer af at adlyde Guds befaling. Hvor vederkvægende, opløftende og opbyggende stunder erfarer vi ikke ved møderne! Gå aldrig glip af et eneste møde, hvis du på nogen måde kan undgå det. De er uundværlige, hvis vi skal bevare vor åndelige sundhed og blive tilstrækkelig kvalificerede til forkyndergerningen.
25. Hvordan kan de retsindige hjælpes til at indse vigtigheden af at komme til møderne?
25 De retsindige bør inviteres og opmuntres til at komme til alle menighedens møder. Efter hvert ugentligt bibelstudium, vi holder i folks hjem, vil det være på sin plads at bruge nogle minutter til at fortælle nogle af de interessanteste punkter fra den forløbne uges møder. Det vil hjælpe dem til at forstå, hvilket væld af betimelige oplysninger der kommer frem ved møderne, og hvad de følgelig går glip af. Jo hurtigere de begynder at overvære møderne i rigssalen, des hurtigere vil de vokse som kristne. De bør føle, at de er velkomne til alle vore møder, og vide, at Jehovas vidner ikke er interesserede i deres tegnebog, men ønsker at hjælpe dem med at lære Bibelens sandheder at kende og at vandre på den vej, der fører til liv i Guds nye verden. — Joh. 17:3.
Forkynd for andre
26. Hvem alene vil overleve Harmagedonslaget, og hvad må de gøre nu?
26 Hensigten med vor forkyndelse er at være med til at hævde og herliggøre Jehovas navn, at finde de andre får og give dem næring, samt at bevise vor trofasthed som et af Jehovas vidner. Det er ikke Jehovas vidners mål at omvende denne gamle verden, for det kan aldrig lade sig gøre. I Mattæus 24:38, 39 siges det tydeligt, at det vil gå de fleste af denne verdens indbyggere, som det gik i Noas dage, idet de vil blive udslettet i det kommende Harmagedonslag. Mens verden som helhed er tilfreds med at spise, drikke og forlyste sig, findes der nogle, som sukker og jamrer over de forhåndenværende forhold. Det er de mennesker, vi skal finde frem til og hjælpe, mens tid er. Alle, som gør sig håb om at overleve den store Harmagedonkrig, der hastigt nærmer sig, må lytte til og efterkomme Jehovas opfordring: „Søg Jehova, alle I ydmyge på jorden, som har holdt hans bud; søg retfærd, søg ydmyghed: måske vil I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ — Zef. 2:3, AS.
27. Hvor vigtig er tjenesten i dag? Begrund dit svar.
27 Nu er det en nåderig stund til at indsamle de ydmyge „får“ og hjælpe dem til at blive faste og urokkelige lovprisere af Gud. (2 Kor. 6:2; 1 Kor. 15:58) I sand næstekærlighed og ren uselviskhed må vi søge og skabe lejligheder til at virke som ordets forkyndere. Det er det vigtigste arbejde på jorden på denne side Harmagedon, et spørgsmål om liv og død for os og for dem, vi prædiker for.
28. Hvad kan vi ikke tillade os?
28 Ved aftenstid og i weekenden er vi naturligvis trætte efter vort verdslige arbejde og anden beskæftigelse. Det letteste ville være at hygge os hjemme og glæde os ved tanken om, at andre er ude at forkynde og tage sig af fårene. Men det hverken vil eller kan vi tillade os. „Ve mig, om jeg ikke forkynder“, er vor bibelske rettesnor. Jesus var villig til at give sit liv hen for fårene. Som hans efterfølgere er vi villige til og stræber vi efter at gøre alt, hvad vi formår for at hjælpe andre og således ofre vore personlige ønsker og vor magelighed om aftenen, i weekenden og på andre tidspunkter for at kunne forkynde for andre. Det er grunden til, at vi, hvad enten vejret er godt eller dårligt, eller tusinder af ting stiller sig i vejen for os, dog går fra hus til hus for at forkynde, leder bibelstudier og på anden måde hjælper de oprigtige.
29. Hvorfor anvises der distrikt?
29 Forkyndelsen, som skal være grundig, foregår ikke på bedste beskub. Nej, langt fra! Jehovas vidners forkyndelsesarbejde er godt organiseret. Hver af de 16.240 menigheder verden over, de mange missionærer og almindelige pionerer og specialpionerer i isolerede områder får af Selskabet anvist et bestemt distrikt, som de skal betjene. De har ansvaret for, at alle de, som bor i deres tildelte distrikt, hører budskabet.
30. a) Hvorfor forkynder Jehovas vidner fra hus til hus? b) Anfør nogle grunde til, at distriktet blive gennemgået gang på gang.
30 Den mest effektive måde at forkynde på er at følge den bibelske metode: at besøge folk i deres hjem. Det var den fremgangsmåde, Jesus anviste sine efterfølgere, og den, Paulus fulgte. Herom vidner han selv, idet han siger: „Mens jeg ikke undlod at meddele jer alt, hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Ap. G. 20:20, NW; Matt. 10:5, 11-13) Hjemmene i distriktet bliver besøgt gentagne gange, og det sker, at folk siger: „Er I der nu igen? Et af Jehovas vidner var her for ikke ret længe siden.“ Det ved ingen bedre end vi, som målbevidst søger at gennemgå vort distrikt gang på gang ganske systematisk. Men, spørger nogle, hvorfor går I ikke distriktet igennem én gang og lader det være nok med det? Af den simple grund, at forholdene kan ændre sig fra gang til gang; folk kan forandre indstilling, og det, som blev sagt ved det sidste besøg, har måske indgivet dem andre tanker, så den, som før var modstander, eller den, som havde så travlt, eller den, som ikke reagerede på budskabet af andre årsager, nu lytter beredvilligt og ønsker at høre mere om Riget. Næsten alle, som er aktive forkyndere i dag, reagerede negativt den første gang, de blev besøgt. De er lykkelige over, at distriktet blev gennemarbejdet gang på gang, og de er nu til gengæld villige til at gå deres tildelte distrikt igennem atter og atter for at opspore de andre får.
31. Hvilke fordele er der ved at benytte bibelprædikener og at holde nye fra tid til anden?
31 Nogle, der ikke er fortrolige med vor tjenestegerning, har spurgt: „Bliver I ikke trætte af at besøge de samme hjem og sige de samme ting?“ Ganske vist kommer vi til de samme hjem, men vi siger ikke de samme ting. Inden vidnerne, går ud i tjenesten, forbereder de oplysende prædikener på fra tre til otte minutter, og de bruger nye prædikener, hver gang de atter gennemgår distriktet. Denne grundige forberedelse gør det til en glæde for dem at tage del i tjenestegerningen. Når man går til en dør og hører fodtrinene bag døren, spekulerer man ikke på: Hvad skal jeg nu sige? Hvordan skal jeg begynde? Nej, roligt og tillidsfuldt fremholder den velforberedte forkynder Bibelens budskab, som han er kommet for at overbringe, og når han har holdt sin prædiken, er den agtpågivende tilhører ikke i tvivl om, hvorfor et af Jehovas vidner har besøgt hjemmet. Den logiske bibelprædiken satte tilhøreren i stand til at forstå, høste gavn af og påskønne hensigten med besøget. Alle velforberedte ordets tjenere bruger nu tre til otte minutters bibelprædikener i det regelmæssige vidnearbejde og kender til fulde deres praktiske værdi.
32. Hvordan kan det uomtvisteligt bevises, at vi ikke er „kræmmere, der handler med Guds ord“, selv om vi tilbyder bibelsk litteratur mod små bidrag?
32 Som en hjælp for de interesserede til at lære Bibelens sandheder at kende tilbyder vi dem trykte prædikener i form af studiehåndbøger, bladene Vagttaarnet og Vaagn op! og brochurer mod et lille bidrag. De modtagne bidrag dækker kun fremstillings- og fordelingsomkostningerne. Hvis nogen ikke har råd til at afse et bidrag og oprigtigt ønsker at læse disse trykte prædikener, forærer forkynderne dem bort og betaler dem selv. Alle disse faktorer beviser uomtvisteligt, at Jehovas vidner ikke er „kræmmere, der handler med Guds ord, som så mange mennesker gør, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud, . . . taler vi“. (2 Kor. 2:17, NW) Trykte prædikener sætter folk i stand til at studere, når det er mest belejligt for dem.
33. Hvorfor skal vi aflægge genbesøg? Hvordan bør forkynderne forberede sig?
33 Hensigten med tjenesten er ikke begrænset til uddeling af bibelhåndbøger til de interesserede. Skal vi i fuld udstrækning følge Jesu befaling om at finde de andre får og give dem næring, kræves der mere af os. Foruden at vi tilbringer mange timer med at finde frem til de interesserede, må vi aflægge genbesøg for virkelig at kunne give fårene næring. For alle Jehovas vidner, der har det rette syn på deres tjenestegerning, er det en glæde at genbesøge sådanne mennesker, der har vist interesse for Bibelens budskab. Når de kommer igen hos dem, holder de grundigt forberedte ti til femten minutters prædikener over emner, der interesserer deres tilhørere, og disse prædikener åbner tilhørernes øjne for behovet for et bibelstudium i deres hjem. Vågne ordets forkyndere begynder bibelstudier ved først mulige lejlighed.
34. Hvilken værdi har bibelstudier i hjemmene, og hvorfor er der ikke flere, som leder sådanne bibelstudier?
34 Leder du mindst ét bibelstudium hver uge, hvis du er menighedsforkynder, og flere, hvis du er pioner eller missionær? Det burde hver eneste gøre, og dog viser rapporterne, at mange kvalificerede forkyndere ikke gør det. Kun henved femten til tyve procent af forkynderne i de fleste menigheder leder disse livsvigtige bibelstudier. Hvorfor ikke mange flere? Er det, fordi de ikke har evnerne til det? Nej, det er ikke grunden, for alle Jehovas vidner har evnerne. Det ser ærlig talt ud til, at nogle afholder sig fra at lede bibelstudier, fordi de ikke vil påtage sig dette ansvar. Det er en forkert betragtningsmåde. Kom de fleste af os ikke til kundskab om sandheden, fordi en eller anden ledte et bibelstudium i vort hjem? Jo! Det er et bevis på deres betydning. De er uundværlige, når vi virkelig skal give Jesu får næring.
35, 36. Hvad er det rette syn at anlægge? Hvorledes bekræftes det af Bibelen?
35 Måtte derfor alle indviede vidner lede mindst ét bibelstudium regelmæssigt hver, idet de har dette bibelske syn på de fremtidige får: „Da vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, var det os en glæde at give jer ikke alene Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære. I husker sikkert, brødre, vort arbejde og vort slid. Det var, mens vi arbejdede nat og dag, . . . at vi prædikede Guds gode nyhed for jer.“ — 1 Tess. 2:8, 9, NW.
36 Med det rette syn på tjenesten er en ordets forkynder ikke alene villig til, men ønsker også at lede bibelstudier i folks hjem, når som helst det kan arrangeres. Han husker, at hensigten med hans tjeneste er, at han skal bære frugt, og bibelstudier er et ypperligt middel dertil. Måtte alle Jehovas trofaste vidner tage del i genbesøgs- og bibelstudiearbejdet, i arbejdet fra hus til hus, i bladarbejdet og andre grene af Rigets tjeneste for at bevare ligevægten i alle ting og omhyggeligt fuldføre deres tjeneste. — 2 Tim. 4:5, NW.
Oplæring af nye forkyndere
37. Hvad ønsker man at gøre, når man lærer Jehova og hans hensigter at kende?
37 Når de retsindige benytter sig af bibelstudieordningens fordele og kommer til menighedens møder, tilegner de sig lidt efter lidt nøjagtig kundskab om Jehovas storslåede og skønne hensigter. De fatter kærlighed til dem og ønsker at være med til at lovprise Jehovas navn og hjælpe andre igen til at lære livets vej at kende. Det bliver som en ild i deres indre; de må simpelt hen slutte op i de lykkelige forkynderes rækker.
38. Hvordan bliver man en ordets forkynder i dag i overensstemmelse med Jesu undervisningsmetode?
38 Hvordan bliver man kvalificeret til tjenesten? Er det nødvendigt at gå på universitetet eller lade sig uddanne ved en særlig skole? Jesus sendte ikke sine efterfølgere til sin tids teologiske skoler. Han oplærte dem ved at tage dem med sig ud på arbejdsmarken, hvor han underviste dem, og dernæst sendte han dem ud for at undervise andre og gøre disse til disciple. (Matt. 28:19, 20) Denne bibelske fremgangsmåde følger Jehovas vidner i hele verden i dag.
39. a) Hvilken ordning findes der i hver menighed til oplæring af nye forkyndere? b) Hvordan ser de, som arbejder sammen, på deres udnævnelse?
39 I hver menighed er der truffet en ordning til at oplære og hjælpe de nye, så de kan blive tilstrækkelig kvalificerede til tjenesten. Modne, dygtige forkyndere bliver udpeget af zonetjeneren, og i perioden mellem hans besøg af menighedstjeneren, til at oplære og hjælpe de nye og andre, som har brug for hjælp, så de kan blive kvalificerede hus-til-hus-forkyndere, der er i stand til at aflægge genbesøg hos interesserede, påbegynde og lede bibelstudier i folks hjem, udarbejde og holde passende prædikener og på anden vis blive kvalificerede ordets forkyndere. De to, der arbejder sammen, og som kaldes teokratiske partnere, lægger et program, der giver dem mulighed for at tage del i alle grene af tjenesten så ofte som muligt. Den mere modne forkynder fører an og er altid venlig og hjælpsom i sin vejledning af den, der oplæres. Efterhånden som oplæringen skrider fremad, kan den, der oplæres, klare sig på flere og flere områder, indtil han kan holde prædikener på egen hånd, forkynde effektivt fra hus til hus, aflægge genbesøg og lede bibelstudier. Så er han også i stand til at hjælpe andre. Hver teokratisk partner tager sin opgave alvorlig, idet han forstår, at det er en teokratisk udnævnelse. Den mere kvalificerede betragter det som en forret at hjælpe sin anviste partner, så han kan blive et dygtigt vidne for Jehova, og den, der oplæres, påskønner oplæringsprogrammet som en kærlig foranstaltning fra Jehovas teokratiske organisations side for at hjælpe ham til at blive en fuldt kvalificeret ordets tjener, der er i stand til at forkynde vidt og bredt de fremragende egenskaber hos Jehova, som kaldte ham til at forkynde. — Ef. 4:11-14.
40. Hvilken slutning kan vi drage ud fra studiet af denne artikel, og hvad skal drøftes i den næste?
40 Som det ses af denne artikel, tager Jehovas vidner deres tjenestegerning alvorlig. De er levende interesserede i den, vel vidende, at den udgør en særdeles vigtig del af den sande tilbedelse. (Matt. 7:21) Efter at vi nu har drøftet, hvordan Jehovas vidner lægger deres forhold til rette for at kunne tage del i tjenesten, samt hvordan de betragter deres tjenestegerning, skal vi i den følgende artikel se, hvordan tilsynsmænd bliver kvalificerede til at påtage sig et ansvar i menigheden, og hvordan de betragter deres udnævnelse til denne tjeneste.