Spørgsmål fra læserne

● Viser Job 14:22 ikke, at sjælen pines, efter at legemet er dødt? — J. M., U.S.A.

Job 14:20-22 lyder: „For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans ansigt og lader ham fare. Hans sønner hædres, han ved det ikke, de synker i ringhed, han mærker det ikke; ikkun hans eget kød volder smerte, ikkun hans egen sjæl volder sorg.“ Det er sandt, at versene 20 og 21 beskriver dødstilstanden, men det gør vers 22 ikke. Det viser helt tilbage til Jobs beskrivelse af den smertefulde tilværelse, mennesket, født af en kvinde, må friste; den er som en stakket stund, fuld af bekymring og uro. Ifølge dem, der tror på sjælens pine efter legemets død, skilles sjælen fra legemet, og legemets kød forgår. De lærer ikke, at legemet er udødeligt, og at det er legemet, der lever i en ildsø og pines. Selve versets ordlyd udelukker dem fra at anvende det som bevis på sjælens evige pine, eftersom det taler om, at kødet er udsat for smerte. Det er i den tid, et menneske lever, at kødet volder smerte eller er i stand til at føde smerte, og når verset tilføjer, at hans egen sjæl volder sorg, er det blot en almindelig tankeparallel. Det er et poetisk udtryk for, at det enkelte menneske sørger. „Den sjæl, der synder, den skal dø“, men det er, mens mennesket er en levende sjæl eller et levendegjort legeme af kød og blod, at dets dage vil være fulde af uro og smerte. — Ez. 18:4.