Sande rigdomme og sande venner
„Dine udsigter til at give bidrag“ giver udtryk for din værdsættelse af de sande rigdomme og din kærlighed til de sande venner.
HVEM er de mest værdifulde venner, et menneske kan have? Og hvad er de mest værdifulde rigdomme, et menneske kan eje? Jordiske venner kan svigte os. Derfor er Jehova Gud og Kristus Jesus de mest værdifulde venner, man kan få. Og da materielle rigdomme også kan svigte os, er de mest værdifulde rigdomme, man kan eje, kundskaben om den gode nyhed om Guds rige og den forret at dele denne nyhed med andre. Det er sande rigdomme.
Men hvis Gud skal betro os sande rigdomme — hans riges interesser og den fortsatte tjeneste for dem — må vi være tro i det mindste: vi må være tro i den måde, hvorpå vi bruger de jordiske rigdomme, den materielle velstand, vi har. Guds søn fremhævede dette i Lukas 16:10, 11, 13 (NW):
„Den, som er trofast i det mindste, er også trofast i meget, og den, der er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store. Hvis I derfor ikke har vist jer trofaste i forbindelse med de uretfærdige rigdomme, hvem vil da betro jer de sande? . . . Man kan ikke være Guds træl og rigdommes træl.“
Den, som er træl af jordiske rigdomme, kan ikke være Guds ven. Hvorfor ikke? Fordi han ikke er trofast i det mindste. Han har ikke vist, at han er trofast med de „uretfærdige rigdomme“. Hvordan kan han så være trofast med de sande rigdomme, Rigets interesser? For at være Guds ven må vi bruge vort jordiske gods på den rette måde. Dette betyder ikke, at vi kan købe Guds venskab. Ingen kan gøre det. Simon kunne ikke købe den gave at meddele den hellige ånd til andre. Peter sagde til ham: „Gid dit sølv må forgå sammen med dig, fordi du troede, at du ved penge kunne komme i besiddelse af Guds frie gave.“ Penge kan heller ikke købe Guds beskyttelse i Harmagedonslaget, når denne tingenes ordning når sin afslutning: „Hverken deres sølv eller deres guld skal kunne frelse dem på Jehovas vredes dag.“ — Ap. G. 8:20, NW; Zef. 1:18, AS.
Hvordan bruger man da penge til at blive ven med Gud? De må på uselvisk måde bruges til at fremme det, Gud er interesseret i, nemlig Riget, ved hjælp af hvilket han vil hævde sit hellige navn. Dette viser, at man værdsætter de sande rigdomme, og at man har kærlighed til de sande venner, Jehova og Kristus Jesus.
Hvorfor er venskab med de sande venner så livsvigtigt for os? Fordi man ikke kan modtage „livets ufortjente gave“, hvis man ikke er ven med Jehova og Kristus. Den rige mand i Jesu lignelse, der findes hos Lukas, kapitel tolv, skaffede sig ikke venner ved sin velstand. Han tænkte kun på selv at nyde den. Men der kom en tid, da hans jordiske rigdomme svigtede ham: „Gud sagde til ham: „Du uforstandige, i nat kræver de din sjæl af dig. Hvem skal da have det, du har samlet dig?“ Således går det den, der lægger skatte til side til sig selv, men ikke er rig ind for Gud.“ Ved døden vil jordiske rigdomme svigte alle. Af den grund gav Jesus følgende råd: „Lav jer punge, som ikke slides op, en aldrig svigtende skat i himlene.“ — 1 Pet. 3:7; Luk. 12:20, 21; 12:33, NW.
Anvendelse af penge til eget gavn
De fleste mennesker synes ikke at skænke det en tanke, at de må samle sig „en aldrig svigtende skat i himlene“. De tænker kun på at samle sig skatte her på jorden. Men at ophobe jordiske rigdomme er egentlig ikke at anvende penge til eget gavn. Jesus fremhævede dette hos Lukas, kapitel 16, da han fortalte lignelsen om den uretfærdige godsforvalter:
„Der var en rig mand, og han havde en godsforvalter, og denne blev over for ham anklaget for at handle ødselt med hans ejendom. Derfor kaldte han ham til sig og sagde til ham: „Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab, for din forvaltning, for du kan ikke længere bestyre huset.“ Da sagde forvalteren til sig selv: „Hvad skal jeg gøre, eftersom min herre vil berøve mig min forvalterstilling? Jeg er ikke stærk nok til at grave, og jeg skammer mig ved at tigge. Åh, nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, så at folk vil modtage mig i deres hjem, når jeg bliver afsat fra min stilling.“ Og efter at have kaldt hver af sin herres skyldnere til sig, sagde han til den første: „Hvor meget skylder du min herre?“ Han sagde: „Et hundrede bat olivenolie.“ Han sagde til ham: „Tag din skrevne overenskomst tilbage og sæt dig og skriv hurtigt halvtreds.“ Derefter sagde han til en anden: „Nu dig, hvor meget skylder du?“ Han sagde: „Et hundrede kor hvede.“ Han sagde til ham: „Tag din skrevne overenskomst tilbage og skriv firs.“ Og herren roste forvalteren, selv om han var uretfærdig, fordi han handlede med praktisk visdom; for denne tingenes ordnings børn er på en praktisk måde klogere over for deres egen slægt, end lysets børn er.“ — Luk. 16:1-8, NW.
Hvad var nu hovedpunktet i denne lignelse? Jesus forklarede: „Også jeg siger jer: Skaf jer venner ved de uretfærdige rigdomme, således at de, når rigdommene svigter, kan modtage jer i de evige boliger.“ — Luk. 16:9, NW.
Jesus roste ikke her uærlighed, men han anbefalede en forstandig, forudseende, praktisk, gavnlig handlemåde. Denne verdens mennesker er snu til at gavne sig selv ved at skaffe sig mange venner, især nogle, som kan være dem til nytte. De skaffer sig ofte sådanne venner ved på beregnende måde at gøre brug af deres penge. Naturligvis har sådanne mennesker deres egne fremtidige interesser i tanke, men alligevel er det fra et verdsligt synspunkt praktisk visdom. Det er virkelig at anvende sine penge til eget gavn. Skulle „lysets børn“ være mindre forstandige end verdens børn? Skulle de være mindre forudseende? Skulle de være mindre kloge, hvad angår brugen af deres, penge til eget gavn? Naturligvis ikke! Fremfor alle andre ved „lysets børn“, hvem der er menneskets sande venner. Fremfor alle andre skulle de skaffe sig venner „ved de uretfærdige rigdomme“.
De religiøse farisæere, som hørte Jesu lignelse om den uretfærdige godsforvalter, var pengekære. De gjorde krav på at være „lysets børn“, men de gjorde ikke forstandig brug af deres penge. De pugede dem sammen til sig selv og gjorde sig slet ikke venner med Gud og med Kristus Jesus, som de dræbte. Men den uretfærdige godsforvalter var forudseende. Han melede sin egen kage ved at formindske det, man skyldte hans herre. Ved at handle med penge på en måde, der var til gavn for ham selv, skaffede han sig venner. Han behøvede ikke at bekymre sig, da han blev sat fra sin bestilling; hans venner ville tage imod ham i deres hjem. Således skulle „lysets børn“ være kloge nok til at skaffe sig sande venner nu. Men hvordan?
Ved at være med til at fremme Guds riges interesser. Dette kræver ikke alene vor tid og energi, men også en forstandig brug af „de uretfærdige rigdomme“. Når vi bidrager til rigssalenes vedligeholdelse, når vi modtager litteratur til forkyndelsen af den gode nyhed, når vi bruger vor bil eller kører i bus, sporvogn eller tog til et bibelstudium, forøger vi Guds riges interesser i vort distrikt. Men vi kan også bruge „de uretfærdige rigdomme“ til at forøge Rigets interesser over hele verden. Hvordan det? Ved at yde materiel støtte til den kanal, som Jehova benytter til forkyndelsen af den gode nyhed over hele verden til et vidnesbyrd. Denne kanal er den „tro og kloge træl“, der er den salvede rest af Jehovas vidner, som længe har brugt Watch Tower Bible & Tract Society of Pennsylvania som deres juridiske tjener. — Matt. 24:45, NW.
Vagttaarnets Selskab er interesseret i, at forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige stadig forøges over hele jorden. Med det formål for øje leder Selskabet nu otteoghalvfjerds afdelingskontorer over hele verden. Det har sendt mere end 1800 missionærer fra Watchtower Bible School of Gilead til hundrede forskellige lande. For at hjælpe Jehovas vidner i deres forkynderarbejde trykker Selskabet litteratur. Heltidsforkyndere modtager en stor del af denne til beløb, der ligger langt under trykke- og forsendelsesomkostninger. Hvor kommer pengene fra? Fra bidrag.
„Lysets børn“ ejer den forret at kunne sætte nogle af deres „uretfærdige rigdomme“ til side til fremme af Rigets interesser i hele verden. For at Selskabet kan planlægge yderligere udvidelser, synes det at være bedst, om de, der er i stand til at yde bidrag i årets løb, på forhånd underretter Selskabet om, hvor meget de håber at kunne yde. At give udtryk herfor er ikke nogen forpligtelse. Det er kun en meddelelse om, hvad man håber at kunne yde. Det kan med rette kaldes „dine udsigter til at give bidrag“. Hvordan kan du give meddelelse herom? Ved at skrive et kort eder et brev til Selskabets afdelingskontor i det land, hvor du bor. Her i Danmark kan du adressere dit kort eller brev til: Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab, Søndre Fasanvej 54, København, Valby.
Hvad skal der stå på kortet eller i brevet? For eksempel dette: „Det er mit håb, at jeg i løbet af de næste tolv måneder vil være i stand til at skænke et beløb på kr. . . . . . . til arbejdet for forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. Bidraget vil jeg sende i sådanne beløb og på sådanne tidspunkter, som det vil være bekvemt for mig, og sådan som jeg måtte velsignes ved Jehova Guds ufortjente godhed gennem Kristus Jesus.“ [Underskrift] På side 218 findes en liste med flere adresser på afdelingskontorer, og en fuldstændig liste findes bagest i de fleste af Selskabets publikationer.
Det er rigtigt, at penge ikke kan berige Gud. Alt guld og sølv er hans. At bruge „de uretfærdige rigdomme“ er derfor i sandhed det mindste, vi kan gøre for de sande venner. Når vi er trofaste i det mindste, vil de betro os mere og i kærlighed byde os velkomne i de „evige boliger“ i den nye verden. Vær forstandige. Vær de sande venners træl og ikke rigdommes træl.