„Hvorfor udnytter de ikke mulighederne?“

FØLGENDE brev til bladet Vindicator i Youngstown, Ohio, blev offentliggjort den 11. december 1955:

„Det er, som om man fra protestantiske gejstliges prædikestole bestandig trygler hjorden om at anstrenge sig og læse noget mere i Bibelen. Hvor smukt! Men efter alt at dømme bliver det ved det. Meget få kristne læser deres bibel. Sagen er, at folk simpelt hen ikke forstår den.

Jeg ved så udmærket godt, at der hvert år ifølge statistikken sælges flere eksemplarer af Bibelen end af nogen anden bog. Men hånden på hjertet — bliver de læst? Hvis ikke, hvorfor ikke? Fordi bibellæsning for det store flertal er dødsens kedelig og meget trættende, da mange passager kræver en forklaring, som den almindelige kristne sjældent kan finde frem til, medmindre han henvender sig til sin præst. Og det vil han naturligvis næppe gøre, for præsten har som regel så travlt med andre gøremål, at han faktisk ikke har tid til at tage sig af hans spørgsmål. Så kunne man spørge: Er det ikke det, vi har søndagsskoler til? Jo, men de femogtyve minutter der er sat til side til et sådant studium, kan næppe siges at være tilstrækkeligt til, at man kan få en forståelse af denne bog.

Jeg skriver dette til forsvar for de såkaldte pseudo-kristne, der ville blive bedre kristne, hvis de fik lejlighed til at få bibelundervisning.

Da jeg er lægmand, tror jeg, at jeg langt bedre kan sætte mig ind i hjordens følelser, end hyrderne kan. De protestantiske præster ville mildest talt blive forbavsede, hvis de vidste, hvor stor en trang til større forståelse der er hos deres sognebørn. Det ville måske være en løsning, om man organiserede en kompetent lærerstab, der underviste i Bibelen til stadighed og ikke bare fem-seks uger om året.

Det vil koste penge. Men hvis der blev givet folk en sådan lejlighed til at studere Bibelen, ville den finansielle støtte, de ville yde til gengæld, måske vise sig at være en stor overraskelse. Dette eller noget lignende burde i det mindste prøves.

Dette brev, der er en blanding af en appel og en klage, fortjener omhyggelig overvejelse. Brevskriveren siger, at menigmand har brug for hjælp, hvis han skal forstå, hvad han læser i Bibelen. Heri har han ret, for dengang evangelisten Filip så den ætiopiske hofmand læse Esajas og spurgte ham, om han forstod det, han læste, svarede ætioperen: „Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?“ — Ap. G. 8:31.

Filip tog sig tid til dér og da at vejlede hofmanden i hans studium. Det er en ordets tjeners fornemste opgave; andre opgaver kommer i anden række. Fremhævede Jesus ikke denne gerning med at uddele åndelig føde, da han tre gange spurgte Peter, om han elskede ham? Da Peter tre gange svarede ja, fortsatte Jesus: „Giv mine små lam næring.“ „Vær hyrde for mine små får.“ „Giv mine små får næring.“ — Joh. 21:15-17, NW.

Som brevet fra „En kristen“ siger, ville de såkaldte pseudo-kristne være bedre kristne, hvis tid til undervisning blev stillet til rådighed for dem. Der bliver stillet tid til rådighed, men fra en anden kant. Jehovas vidner vil som Filip ofre tid på enhver, som ønsker at lære mere om det, de læser i Bibelen. Det er ikke nogen byrde for vidnerne, men en glæde, for de har samme opfattelse som Jesus: „Der er større lykke ved at give end ved at modtage.“ Det er en stor lykke at tage imod sandheden, men endnu større at give den videre til andre. — Ap. G. 20:35, NW.

„Se, dage skal komme, . . . da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre HERRENS [Jehovas] ord.“ Jehova sender selv denne hunger blandt dem, som påstår at tilbede ham, fordi de har forsømt deres pligter mod Gud, så at endog den smule sandhed, de havde, er blevet taget fra dem. Intet under, at folk i disse lidet pligttro religionssystemer hungrer og tørster efter åndelig mad og drikke. Søger man efter næring i disse systemer, søger man forgæves. Hvis de, som indser deres åndelige behov, søger andet sted hen, vil de finde lykke. „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst.“ — Amos 8:11; Matt. 5:3, NW.

Brevskriveren beder om konstant bibelundervisning, ikke bare en fem-seks uger om året. Jehovas vidner tilbyder at undervise folk regelmæssigt ved at lede et bibelstudium i deres hjem en aften om ugen et helt år eller længere. „Det vil koste penge,“ siger brevskriveren, men udtrykker villighed til at betale. Mærkeligt nok koster falsk lære penge, men sand åndelig føde koster intet: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk! Hvi giver I sølv for, hvad ikke er brød, Eders dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, Eders sjæl skal svælge i fedt; bøj Eders øre, kom til mig, hør, og Eders sjæl skal leve!“ Jehovas vidner tager sig ikke betalt for den undervisning, de yder. De adlyder Jesu ord: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ — Es. 55:1-3; Matt. 10:8.

Præsterne anmodes om at udnytte mulighederne og skuldre deres ansvar. Gennem Esajas siger Jehova, at det vil de ikke: „Blinde er alle dets vogtere, intet ved de, alle er stumme hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker søvn; grådige er de hunde, kender ikke til mæthed. Og sådanne folk er hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin vej, hver søger sin fordel.“ Jesus fastslog, at fordi de lærte overleveringer i stedet for sandhed, gik de ikke selv ind i Riget og tillod heller ikke andre at gøre det. De overleverede trosbekendelser er i modstrid med Bibelen, og præsteskabet sætter sig imod, at folk studerer Bibelen med Jehovas vidner. Efter at Jesus havde sagt til disse religiøse ledere: „Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld,“ formanede han sine efterfølgere: „Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ — Es. 56:10, 11; Matt. 15:6, 14.

Brevskriveren opfordrer præsterne til at udnytte deres muligheder. Vi opfordrer sådanne åndeligt hungrende som brevskriveren til at udnytte deres. Jesus sagde: „Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver [aftensmåltid, NW] med ham, og han med mig.“ Når Jehovas vidner står ved Deres dør og banker, husk så Jesu ord til sine vidner: „Den, som tager imod jer, tager imod mig.“ Og: „Hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ Det er måden, hvorpå man nu kan spise et åndeligt måltid sammen med Kristus. Det er Deres mulighed. Og Deres ansvar. — Åb. 3:20; Matt. 10:40; 18:20.