Hvad indvielse betyder for mig

„Jeg er kommen for at gøre din vilje.“ — Hebr. 10:9.

1. Hvorfor er det betydningsfuldt at studere emnet indvielse?

INDVIELSE til Jehova er et guddommeligt krav, som ingen, der ønsker at komme til at leve i Guds nye verden, kan overse eller komme uden om. Og dog er der i dag mange tusinde af dem, som har sluttet sig til den nye verdens voksende samfund, der endnu ikke har indviet sig. Millioner af Vagttaarnets læsere har endnu ikke taget dette betydningsfulde skridt. Har du nogen sinde tænkt alvorligt over dette spørgsmål? Stort set kan de, som endnu ikke har taget dette skridt, stilles ind under en af følgende tre kategorier.

2. Hvad er årsagen til, at nogle ikke har indviet sig, og hvad bør de gøre ved det?

² For det første er der dem, der er børn i sandheden, og som endnu ikke er stærke nok og ikke har tilstrækkelig kundskab til at tage dette alvorlige skridt. Disse bør studere meget flittigt og lære, hvad Jehova kræver af dem i denne henseende.

3. Hvad hindrer nogle i at indvi sig?

³ For det andet er der nogle få, som ved, at indvielse er et guddommeligt krav, og de ønsker at opfylde dette krav, men da de er forholdsvis nye i sandheden, har de ikke haft tilstrækkelig tid til at aflægge deres urene vaner eller bringe deres indviklede ægteskabelige forhold i orden. Sådanne bør i største hast og uden tøven rette deres forhold og bringe sig i overensstemmelse med Jehovas rene krav, så de kan nyde de velsignede forrettigheder, der kun følger med indvielse til Jehova.

4. Beskriv den farlige stilling, hvori en tredje gruppe af uindviede befinder sig.

⁴ I den tredje kategori af uindviede finder vi dem, der har tilstrækkelig kundskab og ser det ansvar, der følger med indvielse, men som af en eller anden grund søger at unddrage sig, komme uden om eller udsætte indvielsen. De er også glade for sandheden. De glæder sig over budskabet om den nye verden og dens lovede velsignelser. De kan lide Jehovas vidner. De kommer endog til vore møder. Men alligevel har de den indstilling, at de vil vente til et mere gunstigt tidspunkt med at indvi sig. Nogle af dem hygger sig med den tanke, at det er sikrere ikke at foretage en indvielse og således undgå den fare, der ligger i ikke at være tro mod en sådan forpligtelse. Andre søger — måske af forretningshensyn eller af hensyn til deres omgangskreds — at undgå at blive sat i bås med Jehovas vidner. Atter andre elsker den gamle verdens fornøjelser og lette måde at tage tingene på. Nogle er måske endog for stolte til at gå fra hus til hus og forkynde, og så tror de, at de kan unddrage sig dette ansvar ved ikke at foretage en indvielse og alligevel på en eller anden måde komme ind i beskyttelsens ark, før Harmagedons flodbølge rejser sig. Hvor dåragtige er ikke alle disse undskyldninger! Hvilken farlig og bedragerisk tankegang! Tag ikke fejl; din afgørelse vedrørende indvielse til Jehova, det sejrende riges Gud, er nu et valg mellem liv og død, og ingen kan undgå det, komme uden om det eller udsætte det på ubestemt tid! Og er det vigtigt at indvi sig, er det lige så vigtigt trofast at holde sit indvielsesløfte. Lad derfor alle, både indviede og uindviede, spørge sig selv: Hvad betyder indvielse for mig?

5. Hvad siger Bibelen, at Jehova kræver af os alle?

⁵ Jehova kræver og gør fordring på absolut hengivenhed. I de allerførste ord, der blev skrevet med Guds finger, blev denne store sandhed fremsat med eftertryk: „Jeg er Jehova din Gud, . . . Du må aldrig have nogen andre guder imod mit ansigt [eller: nogen andre guder i trods mod mig]. Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller nogen figur som en efterligning . . . Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at tjene dem, thi jeg, Jehova din Gud, er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed.“ (2 Mos. 20:2-5, NW, margen; 5 Mos. 9:10) Videre siger denne exceptionelle Gud til os: „Du må ikke bøje dig for nogen anden gud, thi Jehova er sit navn helt hengiven. Han er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed.“ (2 Mos. 34:14, NW; F. Fenton) Ved en lejlighed i Israels nations tidlige historie ville israelitterne være blevet udslettet på grund af Jehovas „ufravigelige krav om absolut hengivenhed“, hvis det ikke havde været, fordi Pinehas, Arons sønnesøn, „ikke tålte nogen rivaliseren“ og handlede så hurtigt, som han gjorde. (4 Mos. 25:11, NW) Hvis du derfor ikke ønsker, at Jehovas vrede skal „flamme op imod dig“, og du blive „udslettet af jordens flade“, så må du, som 5 Mosebog 6:14, 15 (NW) siger, „ikke vandre efter andre guder, de omboende folks guder (thi Jehova din Gud i din midte er en Gud, der fordrer absolut hengivenhed)“.

6. Hvad har mennesker i den gamle verden hengivet sig til, og med hvilke resultater?

⁶ Se engang på de guder, som folkene rundt om os i den gamle verden tjener. Nogle dyrker sig selv som en gud. De er stolte, hovmodige og sætter deres egen ære, anseelse og værdighed over alt andet. Andre gør bugen til deres gud, de tænker kun på sig selv og søger altid kun at behage og tilfredsstille kødet. Atter andre giver andre skabninger eller genstande deres hengivenhed og viser dem ære. Penge, magt og indflydelse er for mange det „almægtige“, og de vil bringe store ofre for at få disse ting. Og i dag er det i den gamle verden sådan, at folk i den grad er opslugt af og ofrer sig for deres egne personlige interesser, deres forretningsanliggender, deres beskæftigelse, deres karriere, eller de er så optaget af deres hobbyer, deres yndlingsdyr eller deres ideer, at de ikke har tid til at interessere sig for den rene tilbedelse af og tjeneste for den eneste levende og sande Gud, „hvis navn alene er JEHOVA“. — Sl. 83:18, KJ.

7. Hvilket råd giver 1 Johannes 2:15-17 os?

⁷ Når et menneske kommer ud af og forlader denne gamle tingenes ordning, er det kun rimeligt, at det holder op med at elske og tjene dens mange falske guder. Jehova har fuldkommen ret, når han insisterer på, at et sådant menneske viser ham absolut hengivenhed. Apostelen Johannes forstod det berettigede i dette guddommelige krav, og derfor skrev han til de kristne: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ Et menneske, der „gør Guds vilje“ i stedet for sin egen vilje, indvier sig til Gud for at gøre hans vilje, for det er, hvad indvielse fører med sig. — 1 Joh. 2:15-17.

Årsagen til, at mange siger nej til at indvi sig

8. Hvorfor er det så farligt at gå på kompromis om sin indvielse til Jehova?

⁸ Nogle mennesker er, når de hører Rigets budskab forkyndt af Jehovas vidner, godt tilfredse med de smagsprøver, de modtager af den åndelige føde fra Jehovas overdådige bord. Den smager dem, og de kommer til vore møder for at få mere, men i stedet for udelukkende at spise ved Jehovas bord søger de at supplere deres kost med krummer fra Djævelens bord. De siger nej til at indvi sig helt og fuldt til den levende Gud, Jehova, og de prøver at følge kompromissets vej. Efter at de har nippet lidt til maden på Guds gode bord, vender de sig bort og bruger deres tid og kræfter på at tjene denne gamle verdens interesser og fornøjelser, hvilket er i direkte modstrid med de hellige skrifter. Men kan vi være venner med den gamle verden og venner med Gud på samme tid? Nej, det kan vi ikke, „for Jehova din Gud er en fortærende ild, en Gud, der fordrer absolut hengivenhed“. (5 Mos. 4:24, NW) Jesus erklærede med eftertryk: „Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ (Matt. 6:24) Eller som den almægtige Gud selv siger det: „Jeg, Jehova din Gud, er en Gud, der ikke tolererer rivalisering.“ (5 Mos. 5:9, NW, margen) Sådanne guddommelige forordninger giver absolut ikke plads for kompromis i den indviedes liv.

9. Hvilket råd gav Jesus dem, der var så bekymrede for de materielle ting, at de ikke indviede sig?

⁹ Atter andre lader sig måske tynge af denne forcerede, konkurrerende, krigstruede verdens bekymringer og ængstelse og lader disse blive en hindring for at vise Jehova en absolut hengivenhed. Jesu lignelse forudsagde, at nogle mennesker beredvilligt ville tage imod sandhedens ord, ligesom jorden tager imod sædemandens såsæd, og give det lov til at slå rod og spire, men samtidig lader de også ukrudtet vokse op, indtil „denne tingenes ordnings bekymringer og rigdommens bedragende magt kvæler ordet“, og sådanne bærer ingen frugt. (Matt. 13:22, NW) Hvor langt bedre ville det ikke være for sådanne bebyrdede mennesker at give agt på Jesu råd! Han sagde: „I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Derfor må I ikke være bekymrede og sige: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller Hvad skal vi klæde os i? Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ At sætte Rigets interesser først, ikke i anden eller tredje række, men før alle andre hensyn i livet, betyder intet mindre end hel og fuld indvielse til Jehova Gud. — Matt. 6:25, 31-33.

10. Hvor langt skal man gå i sin kærlighed og tjeneste for Jehova?

¹⁰ At tilbede Jehova, det vil sige at være ham absolut hengiven, betyder at tjene ham, som en villig træl tjener sin herre. At tjene betyder at adlyde, og de, der adlyder Jehova, gør det af kærlighed til ham. (Joh. 14:23, 24) Kærlighed er i virkeligheden summen af og kærnen i hele Loven og alle Guds bud, som også Jesus bekræfter: „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind og med hele din styrke [eller: livskraft].“ (Mark. 12:30 og 5 Mos. 6:5, NW) Dette kræver i sandhed sin mand fuldt og helt og uden forbehold; og at elske og tjene Jehova i den udstrækning betyder intet mindre end fuld indvielse til ham.

11. Hvilket eksempel satte Kristus Jesus for os angående indvielse?

¹¹ Kristendommens grundlægger nøjedes ikke med at forkynde dette grundlæggende bud fra Guds lov og opfordre andre til at adlyde det, men han omsatte det selv i praksis ved helhjertet og uforbeholdent at indvi sig til at gøre Jehovas vilje, som vi læser: „Da sagde jeg [Jesus]: Se, jeg er kommen (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud!“ (Hebr. 10:7; Sl. 40:8, 9) Da Jesus i en alder af tredive år først havde sat sit hjerte og sind ind på at følge denne indvielsens vej, blev han aldrig usikker eller vaklende eller forsøgte at sætte sin egen vilje i stedet for Guds vilje. „Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ,“ sagde Jesus. (NW) „Jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ „Jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ I virkeligheden var det at gøre Guds vilje lige så vigtigt for Jesus som at spise for at bevare livet. For at citere hans ord: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ — Joh. 4:34; 5:30; 6:38.

12. Hvad kræves der derfor af alle sande kristne?

¹² Kan du forestille dig Kristus sige, at han havde for travlt med sine pligter som tømrer til at påtage sig det ansvar, som indvielse til at være en Jehovas tjener fører med sig? Eller kan du forestille dig Jesus have den indstilling, at forkynderarbejdet fra hus til hus lå under hans værdighed, eller at det krævede alt for meget af hans tid og energi? Tværtimod; der siges profetisk om Jesus: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre. I en stor forsamling forkyndte jeg retfærd, se, mine læber lukked jeg ikke.“ (Sl. 40:9, 10) De af jer, som virkelig ønsker at være kristne, ville bestemt ikke være glade for, om nogen kaldte jer gudløse hedninger, vel? Men for at være sande kristne må I følge i Kristi Jesu fodspor, for Kristus efterlod os det sande mønster eller eksempel, også hvad angår det allerførste skridt, han foretog, da han indviede sig til at gøre sin Faders, Jehovas, vilje. Og selv i dette første betydningsfulde skridt bør vi følge ham. (1 Pet. 2:21) Du kan ikke forestille dig apostle som Paulus og Peter undskylde sig og prøve at komme uden om eller udsætte at følge i den indviede Jesu fodspor, kan du? Absolut ikke! Paulus anbefalede endog, at vi efterligner ham, ligesom han efterlignede Kristus Jesus. — 1 Kor. 11:1; Fil. 3:17; 2 Tess. 3:7, 9.

Hvordan vi følger det største eksempel

13. Hvad betyder det at „fornægte“ sig selv?

¹³ At sande Kristi efterfølgere på lignende måde bør indvi sig til at gøre Jehovas vilje, ses af Jesu ord: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv.“ (Luk. 9:23) En, der fornægter sig selv, giver afkald på ejendomsretten over sin egen person eller på sit valg af en livskarriere og søger i stedet at lære, hvad der er Jehovas vilje eller hensigt med hans fremtid, og indretter sig derpå i overensstemmelse hermed. Han ophører med at gøre sin egen vilje og søger i stedet altid flittigt at lære Guds vilje at kende og gøre den. Selv om du, når du giver afkald på dit eget personlige valg af livsvej, for at du kan gøre Guds vilje, bliver hånet og spottet og udsat for alle mulige vanskeligheder og forfølgelser, måske endog grusom tortur og fængsling i en totalitær stats arbejdslejr, så er det dog ifølge Bibelen alligevel din fornuftige tjeneste for Gud; og det er alt, hvad Jehova kræver. „Derfor bønfalder jeg jer,“ skrev Paulus til sine kristne brødre i Rom, „ved Guds medlidenhed om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en hellig tjeneste, som jeres fornuft byder jer.“ — Rom. 12:1, 2, NW.

14. Skal man tøve med at indvi sig, fordi nogle ikke kan leve op til deres indvielsesløfte?

¹⁴ Det er sandt, at indvielsen lægger en stor ansvarsbyrde på en. Og trofasthed er bydende nødvendigt, når man skal bære denne byrde! Det er måske grunden til, at nogle læsere, som endnu ikke har indviet sig til den store person, Jehova, tøver med at træde frem og sige, ikke til mennesker, men til Jehova, som Esajas sagde: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Er det, fordi du er bange for, at du ikke kan opfylde kravene? Du kender måske nogen eller har hørt om nogen, der indviede sig, men som ikke kunne leve op til deres indvielse. De er hyklere, siger du, og du ønsker ikke at være en hykler. Hvis du hader hykleri (og det bør du gøre), er det da ikke dig, som er en hykler, når du hævder at være en kristen, men dog nægter at indvi hele dit liv som en villig tjener eller træl for den levende Gud, Jehova, sådan som Kristus gjorde, da han satte eksemplet for alle sine sande efterfølgere? Eller tænker du blot på tilfælde med nogle slappe mennesker, der er kommet til kort, blot for at retfærdiggøre, at du selv udsætter din indvielse? Hvis det er tilfældet, kan du også fremdrage Judas Iskariot som et eksempel på en, der brød sin troskab, da han blev sat på prøve. Og glem heller ikke at tænke grundigt over, hvad der hændte Satan Djævelen, der med overlæg vendte sig fra sin indvielse til Jehova og kastede ansvaret fra sig. Satan og Judas og andre utro er i sandhed advarende eksempler på en livsførelse, man bør undgå, vise fra sig og ikke tage op til efterfølgelse.

15. Hvorfor bør vi fordrive fejhedens ånd fra vort liv?

¹⁵ Du er måske også af naturen svag og altid bange for at træde fejl. Af naturen er du måske en kryster. Men hvis du håber nogen sinde at komme til at leve i Jehovas evige, nye verden, må du aflægge denne frygtens og fejhedens ånd. Det er der ingen tvivl om, for Jehova åbenbarede selv, hvordan han ville handle, og herom skrev Johannes: „Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, . . . Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og utro . . . og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ (Åb. 21:1, 7, 8) Hvis du udøver tro og indvier dig helt og uforbeholdent til Jehova, vil han give dig mod ved sin ånd, sådan som Paulus forsikrer: „Gud gav os ikke fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd. Skam dig derfor ikke over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men tag din del i at lide ondt for den gode nyheds skyld i overensstemmelse med Guds kraft.“ (2 Tim. 1:7, 8, NW) I stedet for at betragte de urette eksempler, som de frygtsomme og feje har været, er det da ikke rigtigt, ja langt bedre, at fæstne sin opmærksomhed på den lange række af trofaste sejrvindere, som Bibelen holder frem som eksempler for os?

16. Hvilke fremtrædende eksempler har vi både i fortid og nutid på frygtløse, indviede Jehovas tjenere?

¹⁶ Kristus Jesus var sejrvinder, ikke kujon. Lige fra begyndelsen og gennem de år, han var her på jorden, stod han op og kæmpede mod Djævelen og hans dæmoner som en løve, ja, som „løven af Judas stamme“. De første kristne, indbefattet Jesu trofaste apostle, var ligeledes alt andet end kujoner. Mænd som Abraham, Isak, Jakob og David; kvinder som Sara, Rahab, Debora og Jael — og de mange andre i den lange række af modige, pagtstro vidner for Jehova, som går helt tilbage til den retfærdige Abel — var også helt og fuldt indviet til Jehova, og de stod fast, selv når de stod ansigt til ansigt med døden for fjendehånd. Men led de skibbrud i deres liv? Nej, slet ikke, for de havde et stærkt håbets anker i Jehovas suveræne magt til endog at oprejse fra de døde. Og på samme måde har Jehovas indviede trælle i dag, der tæller op mod 600.000, Guds krafts og kærligheds ånd hvilende over sig; og dette gør dem til frygtløse, uforfærdede, nidkære og modige forkæmpere for sandhed og retfærdighed mod en overmægtig fjende. — Hebr. 11:4-39; 12:1, 2.

Et personligt valg

17. Hvor er kilden til liv, hvem tilbydes det, og hvordan opnås det?

¹⁷ Alle mennesker, indbefattende os, er født som syndere og er fra fødselen underlagt dødens forbandelse uden ret til liv på grund af det første menneskes, Adams, overtrædelse af Guds bud. Evigt liv er derfor en ufortjent gave fra Livgiveren, Jehova; og han har valgt at gøre denne gave opnåelig for alle villige mennesker, men kun gennem Kristus Jesus. (Ap. G. 3:23; 4:12; Rom. 5:19; 6:23; 1 Kor. 15:22) Den eneste måde, hvorpå man kan opnå evigt liv, er derfor at tage imod det på de betingelser, Gud giver det; det vil sige, ved tillidsfuldt at komme til Livgiveren, Jehova, gennem Kristus og villigt indvi sig til at tjene Gud nu og for evigt. Denne indvielse må foretages frivilligt og med glæde. Det er et personligt valg, og ingen kan træffe det for en anden. Det er heller ikke et valg, man skal tvinges til at træffe. Man bør ikke foretage en sådan indvielse blot for at bevare freden i familien, eller fordi man føler, der lægges pres på en. Ingen er tvungen til at vælge den eneste vej, der fører til liv. Hver enkelt har selv ansvaret for sit valg. Som Moses sagde: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve.“ Og hvordan vælger man nu livet? Det forklares i næste, vers: „Idet du elsker HERREN [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv og tallet på [dine] dage.“ Med andre ord, man vælger livet ved at indvi sig helt og fuldt til Jehova sin Gud for at adlyde ham for evigt. — 5 Mos. 30:19, 20.

18. Hvilket valg må hvert menneske, der oplyses derom, træffe?

¹⁸ Josua understregede også, at indviet tjeneste for Jehova er et personligt valg, som hver enkelt må træffe. „Hvis I ikke synes om at tjene HERREN [Jehova], så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoriternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene [Jehova]!“ (Jos. 24:15) Hver af jer, som ikke har indviet jer, har i dag samme frihed til at vælge — det er et valg mellem liv og død. Hvis du med overlæg siger nej til at indvi dig til Jehova Gud på denne hans domsdag, som vi nu lever på, vil dit liv ende i Harmagedon, om ikke før, da du er en dømt synder uden ret til liv og uden håb om opstandelse. På den anden side vil du ved at vælge Jehovas vej, der fører til liv, villigt og med stor glæde indvi hele dit hjerte, dit sind, din styrke, hele din person med alt, hvad du har, til Jehova Gud og hans sejrende rige.

19. Er indvielse til Jehova omkostningerne værd?

¹⁹ Beregn under alle omstændigheder omkostningerne! Tænk over, hvad det vil kræve af dig i denne verden. (Luk. 14:26-33) Men drag også sammenligning mellem det, du giver, og det, Jehova har lovet dig. Har du noget, som du ikke oprindelig har fået af Jehova, bortset fra din evne til at indvi dig og prise og tjene ham villigt? Alt, hvad du har, indvier du således med glæde til Gud. Hvad du allerede har fået af ham, giver du ham tilbage for de usigelige forrettigheder og velsignelser, der til stadighed bliver udøst over Guds indviede tjenere! Han giver dem sin ånd og sin kraft og bemyndiger dem til at kaldes med hans navn og at tale i dette navn som hans vidner. Midt i denne dømte og døende gamle verden er disse Guds indviede tjenere, det lykkeligste folk, der lever. Deres håb om at overleve Harmagedon til ophøjelse og hævdelse af Guds ord og navn fjerner frygten for dette kommende uvejr, og de venter tillidsfuldt at komme til at leve evigt i en verden med en ny himmel og et jordomspændende, fuldkomment paradis. Meget afhænger i sandhed af, om man foretager en indvielse; alt afhænger af, om man er trofast over for denne indvielse. — Luk. 9:59-62.

20. Hvilke grunde gør det meget påkrævet, at retsindige mennesker indvier sig til Jehova nu?

Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses. — Mattæus 24:13.