Den suveræne vilje skal ske
’Se, jeg er kommen for at gøre din vilje, min Gud!’ — Hebr. 10:7.
1, 2. (a) Hvilken forbindelse er der mellem Guds vilje og evigt liv for Guds skabninger? (b) Hvilket valg vil være det rette at træffe for retsindige mennesker i dag?
SEJRVINDERE skal leve evigt ifølge Guds suveræne vilje. (Åb. 2:10, 11; 21:6, 7) Den mest iøjnefaldende blandt sejrvindere er Jesus Kristus, han som sagde: „I verden vil I få trængsel, men frisk mod! Jeg har sejret over verden.“ (Joh. 16:33, NW) Efter at den levende Gud, Jehova, havde oprejst denne slagne men første sejrvinder fra døden og herliggjort ham i himmelen, standsede Jesus pludselig en mand der var på rejse i det gamle Syrien, en morderisk forfølger ved navn Saulus fra Tarsus. Til ham sagde Jesus: „I denne hensigt har jeg ladet mig til syne for dig, . . . at udvælge dig som . . . et vidne . . . samtidig udfrier jeg dig . . . fra nationerne, til hvem jeg sender dig for at åbne deres øjne og vende dem . . . fra Satans myndighed til Gud.“ (Ap. G. 26:16-18, NW) På den tid og forud for vor tid (i næsten seks tusind år forud for 1914 e. Kr.) var det denne „Satans myndighed“ som af de ondes øverste leder frit blev udøvet over hele denne verden eller tingenes ordning, den verden Jesus Kristus sejrede over og som hans efterfølgere ligeledes må sejre over.
2 Da Jesus var på jorden lærte han i overensstemmelse med sandheden: „Ingen kan være træl for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke være trælle både for Gud og for rigdom.“ (Matt. 6:24, NW) Et alvorligt spørgsmål er derfor: Er den elskede Herre som Jesus tjente og fortsat tjener — er denne ophøjede og elskelige Herre også den du nu tjener? Er du nu, i lighed med Jesus, den højeste Guds træl? Med andre ord, har du besluttet dig til og villigt valgt at lytte til og adlyde Jesu Herre, den sande Gud, Jehova? Glæder du dig, ligesom Jesus, over at gøre Guds vilje? Har du fuldstændig vendt dig bort fra „Satans myndighed“ til den Højestes myndighed ved velovervejet og frivilligt at have indviet dit liv til tjenesten for Jehova? Hvad, spørger du, er indvielse?
3. Hvad vil indvielse sige?
3 Indvielse vil sige at man frivilligt sætter sig selv til side med det formål at hellige sig en guddom, en hellig hensigt, eller en bestemt person, et princip, en videnskab, en nation, eller endog en foretrukken beskæftigelse eller livsvej. Den indvielse der tjener den mest ophøjede hensigt og er af største vigtighed, er den der bliver foretaget når et menneske gør sig fri af al anden stræben og udelukkende overgiver sig selv til en guddommelig person i en indvielse til Jehova Gud. Det betyder at man føjer sin vilje efter den almægtige Guds vilje. Indvielse til den guddommelige person må være betingelsesløs og uden forbehold. Der kan ikke blive tale om en delt hengivenhed eller indvielse, for en indvielse med forbehold ville være værdiløs i Jehovas øjne. — 2 Mos. 20:5; 34:14; 5 Mos. 4:24; 6:15, NW.
4. Hvordan betragtede Jesus indvielse?
4 Det fuldkomne eksempel på en indvielse finder vi i Guds søn, Kristus Jesus. Hans indvielse er opsummeret i disse ord: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst.“ Hans indvielse til Gud var fuldstændig udelt. Han tillod intet andet at bryde eller forstyrre den. Mens Jesus vandrede på jorden havde han kundskab om sin Fader i himmelen, hvis lov han kendte og elskede. Han vidste hvad der var hændt Israels nation og andre der havde brudt deres pagtsforhold til den almægtige Gud. Bevidstheden om dette fik Jesus til endnu ivrigere, ja, mere beslutsomt at ønske at føje sin egen vilje efter Faderens vilje. — Sl. 40:9; Joh. 4:34; 6:38.
5. (a) Hvad kræves der af en kristen der har indviet sig? (b) Hvorfor er det af væsentlig betydning at der sker en gennemgribende forandring i ens levevis?
5 For enhver der indvier sig til at gøre Jehova Guds vilje betyder det følgelig at han må vende helt om fra sin tidligere adfærd, en adfærd der er almindelig i denne verden som har været under „Satans myndighed“. Den indviedes tilbøjeligheder såvel som hans ønsker forandres. Denne forandring sker ikke automatisk; den er et resultat af at hans sind bliver omstillet fra den gamle verdens tænke- og handlemåde til en ny. Den er et resultat af rolig, omhyggelig, nøgtern meditation over Guds ord, og ikke en mirakuløs eller følelsesbetonet forandring der sker pludseligt. Normalt ligger der i menneskets sind en tilbøjelighed eller tendens til synd på grund af at vore første forældre, Adam og Eva, villigt valgte at gøre Satans, Jehova Guds fjendes vilje, og de glemte hvad der var den sande Guds vilje med dem. „Synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte [således] igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ (Rom. 5:12) Ifølge dette syndige mønster er vi blevet formet i uretfærdighed under dødens fordømmelse. Derfor er det bydende nødvendigt at der sker en forandring. Derfor er det så vigtigt at sindet hele tiden modtager ny kundskab fra Guds ord. Man må til stadighed vende sig bort fra den gamle tænkemåde der er formet efter denne gamle verden eller tingenes ordning. Man må erkende den nye — man må have et ønske om at vende om fra eller angre sin tidligere adfærd og forme sin levevis efter det nye mønster. Dette indbefatter at man følger Paulus’ råd: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den som skabte den, . . . så I kan vandre Jehova værdigt og på alle måder behage ham mens I fortsat bærer frugt i al god gerning og vokser i nøjagtig kundskab om Gud.“ Dette viser at der må ske en fuldstændig forandring af ens livsmønster, fra den gamle verdens til den nye verdens livsmønster. Her må vi huske på at det er for denne retfærdige nye verden at Kristus Jesus gav sit livsblod, for det er i den nye verden man kan opnå evigt liv. Ifølge Johannes er den nuværende gamle verden i færd med at forsvinde. „Elsk hverken verden eller de ting der er i verden. . . . Endvidere, verden er i færd med at forsvinde og det er dens lyst også, men den der gør Guds vilje består for evigt.“ — Kol. 3:9, 10; 1:10; 1 Joh. 2:15, 17, NW.
6. Hvorfor kan vi i dag tale om at en menneskeskabning kan være i Guds billede?
6 Eftersom den gamle verden er i færd med at forsvinde må en kristen vende ryggen til den for at kunne fortsætte livet helt ind i den nye verden. Når hans sind er blevet fornyet, når hans tænkemåde er blevet forandret så den er i harmoni med den almægtige Guds ord, kan det virkelig siges at et sådant menneske er i Guds billede, som Adam oprindelig var det før overtrædelsen. Når mennesket er formet efter Guds ophøjede kundskab så kan man virkelig sige at skabningen er vendt tilbage til Guds billede. Dermed være ikke sagt at mennesket er fuldkomment når det er nået til dette punkt, men dets tænkning er blevet hævet op til det ophøjede plan som Jehova Guds tanker ligger i. Ved at følge en sådan kurs behager man den almægtige Gud og bliver antaget af ham.
Den rette indstilling før man indvier sig
7. Hvad er anger? Hvorfor er den nødvendig?
7 Det ydmyge, angrende menneske beskrives af Esajas med disse ord: „Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til HERREN [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade.“ Dette viser at man kan komme Jehova nær. Det ydmyge menneske der ønsker at finde Gud, vil Jehova modtage gennem sin søn Kristus Jesus. Han vil tilgive skabningen for synder der skyldes nedstamning fra syndige forældre. Paulus viser yderligere hvor vigtigt det er at fjerne den gamle personlighed, når han siger: „I skulle aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves ved sine bedrageriske lyster; men I skulle fornys i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og miskundhed.“ (NW) Med disse manende ord gør Paulus os opmærksom på at vi må lade vor tidligere adfærd og vore tidligere ønsker et langt stykke bag os. Derefter vil den nye tænkemåde som man bliver bekendt med gennem studiet af Jehovas ord og kundskab om hans hensigter blive den drivende kraft i den kristnes liv. — Es. 55:7; Ef. 4:22-24.
8. Hvilke egenskaber bør en kristen opdyrke når forandringen er sket?
8 Efter at der er sket en forandring i sindet hos den kristne vil han nære den dybeste respekt for Jehova og hans ord. Han vil følge Paulus’ formaning: „Så ifør jer da . . . inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed.“ Disse egenskaber finder man ikke i den gamle verden, man finder dem kun i den nye. Paulus’ ord blev skrevet til de kristne, men Jehovas udtalelser endnu længere tilbage i tiden viser hvorledes han vurderer sådanne egenskaber: „Hvad jeg bryder mig om er ydmyge, sønderbrudte skabninger der har stor respekt for alt hvad jeg siger.“ Et ydmygt menneske viser den dybeste ærefrygt for den højeste Gud, Jehova. — Kol. 3:12; Es. 66:2, Mo.
9. Hvilken form for trældom fordres der, og hvad må den være grundlagt på?
9 Kan et almindeligt menneske vise den almægtige Skaber trofast, udelt kærlighed? Ja, han skal være Skaberen absolut hengiven og i sit hjerte nære en brændende iver efter at tjene sin Skaber som en villig træl tjener sin elskede herre. At tjene er ensbetydende med at adlyde. De som lyder Jehova gør det af kærlighed til ham: „Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord; og det ord I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.“ (Joh. 14:23, 24) Kærlighed er i virkeligheden summen af eller kernen i befalingerne i hele Guds lov. Dette bekræfter Jesus også når han siger: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke [livskraft].“ Her er intet som helst undtaget. Skabningen er skyldig at tjene og elske Skaberen, Jehova, fuldstændigt og i helhjertet loyalitet. — Mark. 12:30; 5 Mos. 6:5.
10. (a) Hvordan bør man betragte sig selv efter at man har indviet sig? (b) I hvor stor udstrækning skal man underlægge sig Jehova?
10 Hvad Kristi sande efterfølgere angår betyder det at de fuldstændigt må glemme sig selv, som han også sagde: „Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv.“ Den der fornægter sig selv, fornægter eller giver afkald på sin egen personlige stræben og sit valg af livskarriere. I stedet søger han at gøre det til sin vilje at gøre det der er Jehovas vilje og hensigt med ham nu og i fremtiden. Og så handler han derefter.
Indvielse medfører ansvar
11. (a) Hvordan bør man betragte ansvaret? (b) Hvilke eksempler bør kristne efterligne og forme deres liv efter?
11 Dette lægger naturligvis en tung ansvarsbyrde på den der indvier sig til Jehova. Trofasthed i at røgte dette ansvar er noget man skal vise, ikke noget man gør hvis man vil. Det betyder at man for at kunne gøre Guds vilje villigt opgiver sit personlige valg af en livsvej. Spot, skam, genvordigheder, forfølgelse, tortur eller fængsling bliver måske bragt over et menneske fordi det har valgt at følge samme kurs som Jehovas ypperste vidne, Kristus Jesus. Under alle sådanne omstændigheder fortsætter det at gøre Guds vilje. Derfor må det have en positiv indstilling over for sit ansvar, ligesom Esajas havde da han sagde: „Her er jeg, send mig!“ Efterhånden som et menneske bliver oplært i Guds ord og erkender dette ansvar, føler det ikke at ansvaret er for tungt at bære. Det skammer sig heller ikke over ansvaret eller frygter at det skal svigte sit ansvar. Da det forventer at komme til at leve i Jehovas evigvarende nye verden, fortsætter det med at adlyde Guds befaling om at det ’ikke skal frygte’; et sådant menneske sejrer over frygts og fejheds ånd. Det husker Jehovas åbenbaring som Johannes fik og nedskrev: „Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, . . . Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og utro . . . og alle løgnerne, deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ Paulus gav også Timoteus en opmuntrende og trøstende påmindelse idet han skrev: „Gud gav os ikke fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd. Skam dig derfor ikke over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men tag din del i at lide ondt for den gode nyheds skyld i overensstemmelse med Guds kraft.“ (NW) I vor søgen efter at forstå indvielsens betydning vil vi hverken iagttage Judas Iskariot eller andre der svigtede, Satan selv indbefattet; men vi vil rette vort blik mod den lange række af stærke, trofaste, modige sejrvindere der nævnes i Bibelen. Deres livsfærd er for os et mønster der er værd at efterligne. Vi kan være lige så fast besluttede som de. Vi kan være lydige Guds tjenere som de. De første kristne, deriblandt Kristi trofaste apostle, var alt andet end frygtsomme. Så er der også mænd som Abraham, Isak, Jakob og David, og kvinder som Sara, Rahab, Debora og Jael, såvel som mange andre i den lange række af modige, pagtstro Jehovas vidner der når helt tilbage til den retfærdige Abel. De nærer et håb der er stærkt forankret i Jehovas suveræne magt, og de ser endog frem til at han skal oprejse de døde. En så stærk tro hos den kristne bevirker at han ikke frygter fjenden selv om det skulle koste ham hans nuværende fysiske liv. — Luk. 9:23; Es. 6:8; Åb. 21:1, 7, 8; 2 Tim. 1:7, 8.
12. Hvilket valg må enhver kristen træffe?
12 Den færd man vælger at følge i livet skal man selv tage ansvaret for, som Moses netop viste det: „Jeg tager i dag himmelen og jorden til vidne mod Eder på, at jeg har forelagt Eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve.“ Men hvordan kan man nu vælge livet? Ved at følge den kurs der er afstukket for en sand kristen, „idet du elsker HERREN [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham; thi deraf afhænger dit liv“. Vi vælger livet ved helt at indvi os til Jehova i forventning om at måtte adlyde ham i al evighed og bære vor ansvarsbyrde. — 5 Mos. 30:19, 20.
13. (a) Hvilken beslutning traf Josua? (b) Hvad vil der ske dem der i dag undlader at træffe det rette valg?
13 Josua udtalte sig også oprigtigt om det personlige valg man må træffe hvis man vil vise Jehova absolut hengivenhed. „Men hvis I ikke synes om at tjene HERREN [Jehova], så vælg i dag, hvem I vil tjene, de guder, Eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor. Men jeg og mit hus, vi vil tjene HERREN [Jehova]!“ (Jos. 24:15) Enhver som er uindviet har den samme frihed til at vælge. Dette valg vil blive afgørende for hans skæbne, om den skal være liv eller død. Hvis nogen på denne dag da Jehova har taget sin store magt, nægter at indvi sig til at tjene Jehova, vil deres liv ophøre for stedse i Harmagedon (om ikke før) fordi de er syndere under fordømmelse. Er man først kommet så vidt at man af hele sit hjerte, sin sjæl og sit sind ønsker at tjene Jehova, er spørgsmålet ikke: ’Skal jeg indvi mig?’ Indvielse til at gøre Guds vilje er en kurs som Kristus Jesus for længe siden anviste. Man bør derfor spørge sig selv: Har jeg den rette forståelse af hvad der er Jehovas vilje og hvad han kræver af mig for at han kan anerkende mig som en sand Kristi Jesu efterfølger der fra nu af vil gøre Jehovas vilje? For den der oprigtigt ønsker at tjene Jehova er der ingen grund til tøven når han først er kommet til den rette forståelse af disse ting. Jehova har selv anvist dette positive indledende skridt. Man må tage dette skridt for at opnå liv. Den der går ind på at blive en Kristi efterfølger og holder denne overenskomst er en sand kristen. Den lydige Kristi efterfølger symboliserer eller bekender en sådan indvielse offentligt over for andre ved vanddåben.
Hvad indvielse betyder for dig
14. (a) Hvad går forud for indvielse? (b) Hvad følger efter indvielse? (c) Hvad hører med i indvielsen til Jehova?
14 Før man indvier sig må man ransage sin sjæl. Man må erkende at ens indvielse skal være en ’omvendelse til Jehova’. Det betyder at man må angre og vende sig bort fra den ulydige, syndige måde der leves på i den gamle verden som man har levet i indtil dette tidspunkt. Som en synder ser den angrende nu på sig selv med Jehovas øjne. Han anerkender Jehovas kærlige foranstaltning, Kristus Jesus, genløseren, køberen eller løskøberen. Han anerkender også den løskøbende eller genløsende værdi der ligger i Jesu Kristi udgydte blod, og at det er gennem tro på dette at han på rette vis kan blive bragt i harmoni og blive forenet med den Hellige, Jehova. Derefter sker der en forandring. Dette er ikke en mirakuløs forandring, men det er begyndelsen til en ny sindsindstilling der fra nu af former ens livsfærd så man målbevidst og villigt gør Guds åbenbarede vilje. I denne henseende markerer indvielsen en beslutning der må føres ud i livet. Når et menneske indvier sig til Jehova forventer det at Jehova vil holde sine løfter, og der er ingen tvivl om at Jehova vil. Jehova venter også at den hvem han tager imod, vil fuldbyrde sin indvielse. Der er ikke noget som hedder en halv indvielse; det vil sige at man holder noget tilbage, eller at man i sit sind beslutter sig til i begrænset omfang at indvi sig til Jehova. Intet må få lov at bringe ens fuldstændige indvielse i fare. Så der følger virkelig et alvorligt ansvar med indvielsen til Jehova. En kristen må ikke døse hen i den opfattelse at det at forkynde Guds ord er noget der bare skal foregå når man finder det for godt. Forkyndelsen er obligatorisk og hører med til det betroede arbejde, akkurat som det var i Kristi Jesu tilfælde. Tidspunktet for Jesu indvielse markerede begyndelsen til hans forkyndergerning, og aldrig veg han bort fra eller tillod noget at gribe forstyrrende ind i hans nye livsfærd som han havde besluttet og indvilliget i at følge.
15. Hvad kan indvielse sammenlignes med?
15 Eftersom dette markerede begyndelsen kan det sammenlignes med fødselsdagen; det vil sige begyndelsen til et nyt liv. Før den tid nød man en stakket stund af den menneskelige tilværelse, og det under fordømmelse fordi vi er et afbillede af Adams faldne tilstand.
16, 17. (a) Hvordan bør nyindviede kristne betragte dette skridt? (b) Hvad må være målet for den nyindviede?
16 Ligesom et barn må den kristne være ivrig efter at lære og fortsætte med at lære for at vokse til modenhed. Vi lægger mærke til hvor ivrigt et barn er efter at efterligne sine forældre; og vi ser også hvilken drivkraft et barn sidder inde med, en kraft der sætter det i stand til at vokse op til manddom. Ja, det er villigt til at studere med spændt interesse for at kunne vokse. Et barns sind er vågent så det kan samle kundskab, for barnet ønsker ikke at blive på barnestadiet, ja end ikke på ynglingestadiet. På samme måde bør en „nyfødt“ kristen betragte sit fremtidige liv.
17 Børn er altid ivrige efter at komme over den alder hvor de kun får mælkemad eller moset føde. De er ivrige efter at få lov at spise den samme faste føde som de ser forældrene indtager, for børn erkender at fast føde er for voksne mennesker. Sådan er det også med de kristne, hvad Paulus viser: „Men fast føde er for modne mennesker, sådanne som gennem brug har opøvet deres opfattelsesevne så de kan skelne mellem ret og uret. Lad os derfor, nu da vi har overstået den elementære lære om Kristus, skride frem til modenhed og ikke på ny lægge grundvold, nemlig omvendelse fra døde gerninger, tro på Gud, læren om døbelse og håndspålæggelser, de dødes opstandelse og evig dom.“ — Hebr. 5:14–6:2, NW.
18. Hvad bør den der har indviet sig søge? Hvad vil bringe den indviede stor glæde?
18 Den kristne bør ivrigt søge kundskab for at kunne nå til åndelig modenhed og bedre blive i stand til at fuldbyrde sin indvielse og derpå hjælpe andre så de kan opnå livet. Det kan sammenlignes med unge mennesker der vokser op og bliver modne mænd og kvinder. Når de når dette modne stade og gifter sig, sætter de børn i verden. Sådan er det også med modne kristne. Når de siger: „Kom!“ bringer de nye ind, de nye vender sig fra deres tidligere adfærd, studerer og når frem til det stade hvor de ønsker at indvi sig til at gøre Jehovas vilje. Kristen modenhed er en vidunderlig, lykkelig tilstand at iagttage og at leve i.
19. Hvorfor er det vigtigt at den der overvejer at indvi sig, beregner omkostninger?
19 Når en kristen overvejer spørgsmålet om indvielse tænker han måske: ’Jeg kan umuligt udføre denne forkyndergerning, men jeg elsker Gud og ønsker at tjene ham. Jeg vil give ham min fulde anerkendelse, men indvi mig fuldt og helt, det kan jeg ikke.’ I begyndelsen kan man have disse tanker, men den der er i en sådan sindstilstand bør fortsat studere, tage imod nøjagtig kundskab, for en mere moden tankegang vil hjælpe ham til at træffe den rette beslutning. Dette er virkelig en beslutning af stor vigtighed. Det kan sammenlignes med en mand der med henblik på fremtiden planlægger at bygge et hus. Men selv når han bygger sig et hjem må manden sætte sig ned og beregne omkostningerne, akkurat som Jesus fremsatte det: „Hvis nogen af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og regner ud, hvad det vil koste — om han har nok til at få det færdigt? For har han lagt grunden uden at kunne fuldføre det, så vil alle, som ser det, give sig til at spotte ham og sige: ’Den mand begyndte at bygge og kunne ikke fuldføre det.’“ Når en kristen indvier sig bør han beregne omkostningerne ved at påbegynde en sådan færd og holde troligt ud i den til enden, og gøre det nøgternt og flittigt. — Luk. 14:28-30.
Indvielse bringer lykke
20. Nævn nogle af de velsignelser Jehova lader tilflyde indviede tjenere. Hvad bringer lykke?
20 Nu, hvorfor ikke drage en sammenligning mellem det du giver afkald på og det Jehova har lovet dig? (Matt. 19:27-29) Stands op og tænk over det! Hvilke goder du end ejer har du egentlig modtaget dem fra Jehovas hånd, heri indbefattet evnen til at yde hengivenhed, pris og villig tjeneste! Det er disse ting, altså dit alt, du med glæde vil indvi til Jehova og bruge i tjenesten for ham. Disse ting ydes villigt Jehova gennem Jesus Kristus, den retfærdige, til gengæld for de usigelige privilegier og velsignelser der til stadighed tilflyder Guds indviede tjenere. Husk imidlertid, at dette giver den kristne myndighed til at bære og tale i Jehovas navn som et af hans vidner. I denne allerede dømte og døende gamle verden er disse Guds tjenere det lykkeligste af alle folk. I virkeligheden venter de at overleve Guds universelle krig, Harmagedon, og tillidsfuldt ser de frem til at leve for evigt i et fuldkomment paradis der vil omspænde hele jorden. Meget afhænger derfor af om man indvier sig, og derefter afhænger alt af om man er trofast i sin indvielse. Hvis man bevarer sin uangribelighed og trofast lever op til sit indvielsesløfte bringer det den højeste form for lykke. Undlader man dette, bringer det fortvivlelse.
21. Hvor vidt rækker ens indvielse?
21 Hele kernen i og vigtigheden af at indvi sig kan øjensynlig sammenfattes i Jesu ord: „Således kan da ingen af jer være min discipel, uden at han giver afkald på alt, hvad han har.“ (Luk. 14:33) Intet må få lov at gribe forstyrrende ind i ens indvielse. Og dette gælder også ens hustru eller ægtemand, familie eller enhver anden ting man holder af i denne verden. Ens indvielse til Jehova må være klar og utvetydig. Den kristne er forpligtet til at vise Jehova absolut hengivenhed.