Det gamle Israels frafald

1. Hvorfor lønner det sig at undersøge Israels religiøse historie?

ET TILBAGEBLIK på en død fortid kan vise vej til en levende fremtid. Dette gælder, hvis den fortid, man betragter, er det gamle Israels profetiske historie. Mennesker siger, at det er bedre at være forklog end bagklog; men i dette tilfælde bliver bagklogskab til forklogskab, dersom vi betragter fortiden som et spejl, der giver et billede af fremtidige begivenheder. Af det gamle Israels religiøse fortid kan vi lære noget om vor tids kristenheds religiøse fremtid. Bibelen er en bog, der specielt beskæftiger sig med de afsnit af den religiøse historie, der er forbilledlige eller profetiske, som genspejler den nuværende generations religiøse fremtid. Israelitternes religiøse historie blev nedskrevet til gavn for os, som lever i disse sidste dage: „Nu vedblev disse ting at ske med dem som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os, til hvem den absolutte afslutning på tingenes ordninger er kommet.“ Der siges også: „Alt, hvad der tidligere blev skrevet, blev skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved trøsten fra Skrifterne kan have håb.“ Inden for dette område kan vi af det, som er sket, lære, hvad der vil ske. Undersøg denne inspirerede profetiske historie og lær, hvad der skete, hvem det skete for, samt hvorfor det skete, således at du efter den kurs, du har valgt at følge, kan bedømme, hvad der vil ske dig. — 1 Kor. 10:11; Rom. 15:4, NW.

2, 3. Hvad skete der i Israel i dommertiden?

² Israels religiøse historie i dommertiden formede sig i korte træk således: „De forlod HERREN, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Ægypten, og holdt sig til andre guder, de omboende folks guder, og tilbad dem og krænkede HERREN. Da blussede HERRENS vrede op imod Israel, og han gav dem i røveres hånd, så de udplyndrede dem. Han gav dem til pris for de omboende fjender, så de ikke længer kunne holde stand mod deres fjender. Men når de så råbte til HERREN, lod han dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem. Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. . . . Men hver gang HERREN lod dommere fremstå iblandt dem, var HERREN med dommeren og frelste dem fra deres fjenders hånd, så længe dommeren levede; thi HERREN ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. Men så snart dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres fædre, idet de holdt sig til andre guder og dyrkede og tilbad dem.“ — Dom. 2:12, 14, 16-19.

³ Dommertiden strakte sig over cirka tre hundrede og halvtreds år, og i denne tid faldt det gamle Israel gang på gang fra tilbedelsen af Jehova. Når Israel var tro mod Jehova, beskyttede han nationen, men lidt efter lidt vandt tilbedelse af hedenske guder indpas, folket vendte ryggen til nærende åndelig føde og indtog i stedet dæmonlærdomme, og i deres åndeligt svækkede tilstand gik de helt over til at dyrke falske hedenske guder. Da de ikke længere var sande repræsentanter for Jehova, tog han sin beskyttelse bort fra dem, og de kom under hedenske folkeslags åg. Når så de udplyndrede og undertrykte israelitter anråbte Jehova om hjælp, oprejste han fra en trofast rest, som endnu fandtes iblandt dem, en dommer til at befri dem. De kastede den falske åndelige føde bort, blev udfriet af deres fjenders hånd og vendte tilbage til den sande tilbedelse af Jehova og modtog på ny hans velsignelse. Senere vendte de sig atter til den urene åndelige føde, de havde kastet bort, og endnu en gang faldt de tilbage til afgudsdyrkelse.

4. Ændredes situationen under kongernes regering?

⁴ Overgangen fra dommer- til kongestyre satte ikke nogen varig stopper for det gamle Israels frafald. Når en god konge regerede og nationen tjente Jehova, var resultatet guddommelig velsignelse og beskyttelse, men når en ond konge besteg Jehovas trone, vendte han nationen bort til dæmonlære og afgudsdyrkelse. Skønt de hævdede, at de stadig var Jehovas folk og dyrkede ham, fyldte de sig med åndelige uhumskheder, svækkedes og faldt fra. Indre stridigheder florerede og undertrykkelse udefra væltede ind over dem, og situationen bedredes ikke, før den sande tilbedelse var genoprettet, og de var vendt om til Jehova, hvilket som regel tog sin begyndelse med, at en ond konge erstattedes med en god konge.

Årsagen til frafaldet

5, 6. Hvad var årsagen til frafaldet, og hvordan kan frafaldet illustreres?

⁵ Ned igennem århundrederne — først under dommernes og senere under kongernes styre — var begyndelsen til hvert frafald altid, at israelitterne havde taget hedensk åndelig føde til sig, og de blev ikke helbredt, før de spyede denne fordærvede mad ud igen. De religiøse ledere i Israel skulle stille nærende åndelig føde frem på Jehovas bord, men dette skete ikke altid. Undertiden blev hedenske nationers lærdomme sat frem for folket, og når de trængte ind i folks sind og tanker, og falske guder blev genstand for deres tilbedelse, blev de en snare for dem og årsag til mangfoldige trængsler, som forudadvaret: „Du må ikke dyrke deres guder, thi det ville blive en snare for dig.“ Men de fyldte deres sind med denne urene lære, blev svage og syge, så det kvalmede for dem, og først når de havde fordrevet de falske lærdomme fra deres sind, genvandt de deres åndelige sundhed. — 5 Mos. 7:16.

⁶ Fortidens Israel tog imidlertid ikke ved lære af disse bitre erfaringer. De vendte om til de samme slette gerninger, antog atter falsk lære, blev atter syge og måtte atter med en kraftanstrengelse fordrive den fra deres sind, før helbredelse var mulig. Hvad de havde benyttet som åndelig føde før, benyttede de igen, og som de var blevet syge før, blev de nu syge igen. Det var en gentagelse af dåragtigheder, der minder os om Ordsprogene 26:11: „Som en hund, der vender sig om til sit spy, er en tåbe, der gentager dårskab.“ Apostelen Peter anvendte dette ordsprog, da han ville vise, hvad frafaldne kristne kunne sammenlignes med: „Hunden vender sig om til sit eget spy.“ Fordi Israel hengav sig så fuldstændigt til verdslig materialisme under indflydelse af hedenske religioner, lod Jehova sin profet sige: „Alle borde er fulde af spy, uhumskhed flyder på hver en plet.“ — 2 Pet. 2:22; Es. 28:8.

7. Hvor herskede der åndelig hungersnød, og hvor ikke?

⁷ Uhumskhed flød på hver en plet, det vil sige inden for det organiserede religionssystem, der var faldet fra tilbedelsen af Jehova. Men det var ikke hvert menneske i Israel eller Juda, der fulgte flertallet i dette frafald. Som i dommernes dage forblev en rest trofast, idet den holdt fast ved den rene åndelige kost. Modsætningen mellem dem og de troløse fremgår af Jehovas ord til disse sidste: „Se, mine tjenere skal spise, men I skal sulte, se, mine tjenere skal drikke, men I skal tørste, se, mine tjenere skal glædes, men I skal beskæmmes, se, mine tjenere skal juble af hjertens fryd, men I skal skrige af hjerteve, jamre af sønderbrudt ånd.“ Jehova var ikke selvisk eller partisk, når han uddelte den rene åndelige føde, men han gjorde den tilgængelig for hele nationen, da han den ene gang efter den anden sendte sine profeter til dem: „Fra den dag Eders fædre drog ud af Ægypten, og til i dag har jeg dag efter dag, årle og silde sendt Eder alle mine tjenere profeterne; men de hørte ikke og lånte ikke øre; de gjorde nakken stiv og øvede mere ondt end deres fædre.“ Derfor var det ikke blandt den trofaste rest af sande tilbedere, at der herskede åndelig hungersnød, men kun inden for det nationalt anerkendte, ortodokse religionssystem, som var faldet fra den sande tilbedelse. Tilstanden beskrives med følgende ord: „Se, dage skal komme, lyder det fra den Herre HERREN, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre HERRENS ord.“ For at undgå denne hungersnød måtte de enkelte forlade det frafaldne flertals rækker og slutte sig til den trofaste rest. — Es. 65:13, 14; Jer. 7:25, 26; Amos 8:11.

8. Hvordan kan det siges, at de frafaldne var som hunden, der bed den hånd, der prøvede at fodre den?

⁸ Den frafaldne nations religiøse ledere nægtede ikke alene selv at følge profeternes advarsel, men de prøvede også at forhindre andre i at lytte til den. Som hunden, der bider den hånd, der prøver at fodre den, forfulgte disse religiøse ledere Jehovas tjenere og dræbte endog mange af dem. Den dårlige behandling, som de blinde masser og deres frafaldne religiøse ledere, udsatte profeterne for, omtales i Hebræerne 11:36-38: „Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre- og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd; de flakkede om i ørkener og bjerge og i jordens huler og kløfter.“

Frafaldet på Jesu tid

9. Hvorfor prisgav Jehova til slut Juda, og hvordan var folkets åndelige tilstand, da Jesus fremstod?

⁹ Til slut sank Juda så dybt, at Jehova gav det til pris for babylonierne, som han endog brugte til at eksekvere sin dom over de frafaldne. Men også denne gang var der en rest, som forblev trofast mod Jehova. Den førtes i fangenskab sammen med de frafaldne, men til Jehovas fastsatte tid fik den lov at vende tilbage til Juda for at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem, genopbygge templet og genoptage ofringerne der. Det varede imidlertid ikke ved. En dårlig åndelig kost i form af mundtlige overleveringer fortrængte den sunde åndelige føde, som Jehovas uforfalskede ord er, således at israelitterne på den tid, da Jesus fremstod, havde sat Guds ord ud af kraft for deres overleveringers skyld. Som et resultat heraf var israelitterne åndeligt syge, halte og blinde — så syge, at de ikke kunne fordøje den kraftige åndelige føde, så halte, at de ikke kunne gå ranke på Jehovas vej, og så blinde, at de ikke kunne se Jesus som den lovede Messias, og i stedet for at tage imod ham lod de sig skræmme af deres religiøse ledere til at kræve ham henrettet på marterpælen.

10. Med hvilke ord fordømte Jesus de hykleriske religiøse ledere på hans tid?

¹⁰ Men før sin død afslørede han dem, der myrdede ham i Jehovas navn, som hyklere. Han viste, at de ikke kunne undgå at blive slået i hartkorn med de hyklere, som før dem havde dræbt profeterne, for de ville gentage deres onde handlinger og pådrage sig endnu større skyld. Jesus sagde til dem: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I bygger gravmæler over profeterne og pynter de retfærdiges grave og siger: „Havde vi levet i vore fædres tid, så ville vi ikke have været medskyldige, med dem i profeternes blod.“ Altså giver I jer selv det vidnesbyrd, at I er børn af profeternes mordere. Og I — gør kun jeres fædres mål fuldt! I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede? Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg Eder: alt det skal komme over denne slægt.“ — Matt. 23:29-36.

11, 12. Hvad gjorde en trofast rest, og hvordan blev den behandlet?

¹¹ Men ikke alle religiøse jøder var hyklere. Jesus fandt en rest af trofaste, som lyttede til ham, anerkendte ham som Messias og optog forkyndelsen sammen med ham. De fortsatte med den efter Jesu død trods forfølgelser, arrestationer, fængslinger og død, som blev bragt over dem af pøbelsværme, der var blevet ægget dertil af religiøse ledere. Samme dag som en folkehob havde stenet Stefanus til døde, udbrød en stor forfølgelse mod de kristne i Jerusalem, og „alle, undtagen apostlene, spredtes over Judæas og Samarias egne“. (Ap. G. 8:1) Men at sprede de kristne var det samme som at sprede budskabet, for de holdt aldrig op med at tale om sandheden.

¹² Og de religiøse ledere holdt aldrig op med at forfølge, holdt aldrig op med at „gøre deres fædres mål fuldt“, hvilket fremgår af de lidelser, apostelen Paulus måtte igennem for deres hånd: „Af jøderne har jeg fem gange fået „fyrretyve slag på ét nær“. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet; ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder.“ — 2 Kor. 11:24-27.

13. Hvilken retning tog Israels historie således, og hvad påstod de frafaldne trods alt?

¹³ Det gamle Israel faldt fra under dommernes styre, under kongernes regering, og da Jesus kom til jorden. Under indflydelse af de ortodokse religiøse ledere vendte flertallet sig til uren åndelig føde, blev svage, syge, faldt fra tilbedelsen af Gud og måtte lide under indre stridigheder og undertrykkelse udefra. En rest forblev trofast over for Jehova og advarede de frafaldne for at hjælpe dem, men som eneste tak høstede de forfølgelse. Helbredelsen kom først, når den falske lære blev kastet bort, Jehovas ord atter anerkendt og den sande tilbedelse genoprettet og respekteret. Men under alle disse frafald hævdede nationen hårdnakket, at den tjente Jehova trofast. I deres afgudsdyrkelse foregav jøderne, at de tjente Jehova; begravet i traditioner og overleveringer, der satte Bibelen ud af kraft, hævdede de stadig, at de var trofaste mod Jehova, og selv når de forfulgte og dræbte Guds sande vidner, påstod de, at det skete for at bevare tilbedelsen af Jehova. Det var, som Jesus sagde om Jehovas sande vidner: „Enhver, som slår jer ihjel, vil forestille sig, at han har gjort Gud en hellig tjeneste.“ — Joh. 16:2, NW.

14. Hvad kan vi se ske i dag?

¹⁴ Kan du forestille dig mennesker bøje sig for afguder og samtidig hævde, at de tilbeder Jehova? Kan du forestille dig mennesker nære deres sind med hedenske lærdomme og samtidig hævde, at det er Jehovas sandheder? Kan du forestille dig mennesker, som vil tro, at de gør Jehova en tjeneste, når de forfølger hans vidner? Kan du forestille dig en sådan religiøs inkonsekvens? I virkeligheden behøver du slet ikke at forestille dig alt dette. Du kan se det ske lige for øjnene af dig. Disse begivenheder i det gamle Israel var profetiske. De var forbilleder, idet de forudskildrede begivenheder, der ville finde sted i vor tid. Det gamle Israels utro religiøse ledere var profetiske forbilleder på den frafaldne kristenheds religiøse ledere i vor tid. Flertallet følger præsterne i dette frafald, og i forening forfølger de det mindretal, der som sande vidner for Jehova er forblevet trofast over for den sande tilbedelse, og som tilbyder ren åndelig føde og lader advarselen lyde.