Sandheden gør en dødsdømt lykkelig

VAGTTÅRNETS hovedkontor i New York modtog i 1956 et brev fra en forkynder der fortalte at han vidnede for fangerne i dødscellerne i De forenede Staters militærfængsel i Fort Leavenworth, Kansas. Dér i fængslet blev der holdt bibelstudium med tre dødsdømte hvoraf den ene var blevet døbt i fængslet. Seks måneder senere modtog Selskabet et brev fra denne der var blevet døbt, og vi citerer følgende uddrag heraf:

„Når I modtager dette brev vil min dødsdom være eksekveret. . . . Jeg symboliserede min indvielse til Jehova ved vanddåben i december 1954 og selv om jeg er i fængsel har jeg aldrig været lykkeligere end nu, idet jeg bestræber mig for at skride frem til modenhed. Jeg kunne ikke have gjort det uden Jehovas fortsatte ledelse og velsignelse. Vagttårnet har været min største hjælp idet det har forsynet mig med den åndelige føde der er nødvendig for hele Jehovas folk. Jeg beder Jehova fortsat velsigne jer, brødre, og lede jer ved sin hellige ånd så I kan vedblive med fra dag til dag at fortælle den gode nyhed om frelse ved ham. Jehova har igennem jer givet mig en urokkelig tro, og mit håb er at Jehova vil kende mig værdig og give mig liv sammen med jer i den nye verden.“ Kort tid efter kom der et brev fra den forkynder der havde undervist denne dødsdømte broder. Han fortalte blandt andet følgende:

„Jeg skal her meddele hvad der yderligere er at fortælle om broder Edwards. Hans dødsdom blev eksekveret af militæret torsdag den 14. februar 1957 kort efter midnat. [Før denne mand blev et vidne for Jehova var han i april 1953 blevet dømt til døden for at have dræbt en tysk pige mens han tjente i De forenede Staters hær uden for U.S.A.]

Mine besøg hos broder Edwards var begrænsede. Fra oktober 1954 til den 15. december 1956 har jeg fået en time om måneden at studere med denne broder i. I de sidste to måneder blev der givet mig en time om ugen, så størstedelen af hans kundskab har han fået gennem sit eget personlige studium.

Det der lå broder Edwards stærkest på sinde de sidste få uger af hans liv var: Hvordan kan jeg vinde Jehovas godkendelse? Når jeg kom for at besøge ham traf jeg ham derfor mere end én gang stående bag gitterdøren med Bibelen i hånden mens han vidnede for vagten udenfor. Han fortalte mig at han havde mange lejligheder til at vidne for andre fanger og for fængselsbetjentene eftersom han og to andre fanger i de sidste to måneder var under stadigt opsyn. I de sidste ti dage han tilbragte i fængslet, blev han overflyttet til en enecelle hvor han ikke kunne tale til andre end vagten. I den tid førte vi vore samtaler igennem gitterdøren med vagten siddende ved siden af mig under studierne. (Hidtil havde jeg fået lov til at gå ind i cellen til broderen.) Ved det allersidste besøg fik jeg atter lov til at gå ind i cellen, men ikke før jeg havde taget min frakke af og var blevet set grundigt efter i sømmene ’af sikkerhedshensyn’.

I de sidste to måneder bestod vore samtaler udelukkende af bibelske spørgsmål og svar samt studium af Vagttårnet. Mandag aften den 11. februar tog jeg de sidste numre af Vagttårnet og Vågn op! med til ham, samt rapporten over Jehovas vidners internationale stævne i 1953. Han sagde: ’Broder Smith, jeg får ikke megen tid at studere dem i, men jeg vil læse dem igennem.’ Så vidt han vidste havde han aldrig mødt andre Jehovas vidner end mig. Han læste konventsrapporten. Da jeg kom for at besøge ham for sidste gang, det var onsdag aften, rakte han mig den og sagde: ’Det er det bedste jeg nogen sinde har læst, ja jeg græd da jeg læste den. . . . Der findes ingen organisation som den nye verdens samfund.’

Mit sidste besøg varede én time og sluttede kl. 22.30 onsdag aften. Takket være Jehovas ånd var der ingen nedtrykthed mens vi talte om håbet om opstandelsen til liv. Ord kan ikke beskrive den glæde der stod at læse i denne mands ansigt da jeg sagde godnat til ham, skønt han kun havde halvanden time tilbage at leve i. ’Hvis brødrene spørger hvordan jeg har det, så sig at jeg er ved godt mod.’“

Broder Edwards skrev følgende til den lokale menighed:

„Jeg er sikker på at broder Smith har fortalt jer om min kritiske situation og også nu og da om mine fremskridt i Jehovas tjeneste, så vi er ikke fremmede for hinanden. Jeg ønsker blot at fortælle jer hvordan vor kærlige Gud Jehova har vist mig ufortjent godhed og nåde ved at kalde mig til sin tjeneste og åbenbare sit sandhedsord for mig. Men jeg kunne ikke have gjort fremskridt uden hans vidnes, broder Smiths, hjælp. Han ledte mig nænsomt og tålmodigt ad vejen til mit mål i livet, modenhed.

Jeg ved jeg taler som om jeg kendte hver af jer personligt. Men sådan føler jeg det også, for broder Smith har fra tid til anden fortalt mig om menighedens virksomhed og det har draget mig til jer i den kærlighed der er i Jehovas nye verdens samfund over hele verden. Det er denne kærlighed til Jehova og til jer der har tilskyndet mig til at skrive til jer. Er det ikke vidunderligt, hvordan vor kærlige Skabers ånd virker?

Brødre, vor lykkelige Gud Jehova ønsker at vi skal være lykkelige. Vær ikke bedrøvede over den måde hvorpå jeg ender mit liv. Mit hjerte er fast i tillid til Jehova, og mit håb er at vi skal mødes ansigt til ansigt med hinanden i den nye verden for da altid at være sammen og lovprise Jehova. Fortsæt derfor det gode arbejde med at prædike fra dag til dag. Giv aldrig op. Forkynd, forkynd, forkynd! for I kender også forkyndelsens værdi. (Matt. 24:14) Måtte Jehovas ånd være med jer og styrke jer i den fortsatte tjeneste for ham helt igennem Harmagedonslaget og ind i hans nye retfærdige verden.

Jeres medarbejder i Jehovas tjeneste

[underskrevet] THOMAS EDWARDS“

Læg mærke til at her er ingen sentimentale illusioner om at gå til himmelen med det samme; heller ikke nogen slåen sig til ro med at man kan angre på dødslejet, men her er vidnesbyrd om en støt vækst til åndelig modenhed i løbet af lidt over to år.

Skønt hans moder ikke var gunstigt indstillet over for Jehovas vidner, efterkom hun dog sin søns ønske om at han måtte blive begravet af Jehovas vidner. Begravelsen foregik fra byens forsamlingshus og cirka 350 mennesker overværede den. Taleren aflagde et godt vidnesbyrd om Jehova, hvilket fremkaldte følgende bemærkning fra begravelseslederen: „Det er den første begravelse foretaget af Jehovas vidner jeg har overværet. Det er den mest fornuftige begravelsestale jeg nogen sinde har hørt. Den har forøget min forståelse af Jehovas vidner.“

Broder Smith besøger stadig dette fængsel hver torsdag aften og studerer da med to andre der ligeledes har taget standpunkt for Jehova mens de har været i fængsel.