Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w58 1/6 s. 257-262
  • Hvordan man værdsætter sine privilegier nu ved verdens ende

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan man værdsætter sine privilegier nu ved verdens ende
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
  • Lignende materiale
  • Hvordan man overlever en utaknemmelig verden
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
  • Værdsættelse af det der er helligt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
  • Værdsæt det der hører Gud til
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1975
  • Hvorfor vi må vise værdsættelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2019
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1958
w58 1/6 s. 257-262

Hvordan man værdsætter sine privilegier nu ved verdens ende

„Idet vi samarbejder med ham, formaner vi jer også til ikke at tage mod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt. For han siger: ’I en belejlig stund hørte jeg dig, og på frelsens dag kom jeg dig til hjælp.’ Se! nu er det den særlig belejlige stund. Se! nu er det frelsens dag.“ — 2 Kor. 6:1, 2, NW.

1. Hvad opfordrer Paulus os i 2 Korinter 6:1, 2 til at værdsætte?

VÆRDSÆTTER du Jehovas ufortjente godhed ved Kristus Jesus? Påskønner du nu ved verdens ende, at denne er den særlig belejlige stund hvor du må vise at du værdsætter Guds frelse? I lighed med de første kristne i Korint bliver du opfordret til at „se“, bruge din forstand og handle.

2. Hvilken slutning kom Paulus til i sin vurdering af de forrettigheder han havde?

2 Ved afslutningen på den jødiske tingenes ordning værdsatte Paulus i allerhøjeste grad den forret det var at kende Kristus og aktivt tjene hans riges interesser. Som han udtrykte det i sit brev til filipperne: „Hvis nogen anden mener at han har grund til at sætte sin lid til kødet, har jeg det endnu mere: omskåret på den ottende dag, af Israels slægt, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere; hvad lov angår, farisæer; hvad nidkærhed angår, forfølger af menigheden; hvad retfærdighed efter loven angår, en som har vist sig ulastelig. Dog det der engang var mig fordele har jeg på grund af Kristus regnet for tab. Ja, for den sags skyld regner jeg i sandhed også alt for tab på grund af den overordentlige værdi der ligger i at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg båret tabet af alt og regner det for en bunke skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i samhørighed med ham, idet jeg har, ikke min egen retfærdighed, der følger af lov, men den som kommer ved tro på Kristus, den retfærdighed som er fra Gud på grundlag af tro, for at jeg må kende ham og hans opstandelses kraft og en andel i hans lidelser, idet jeg underkaster mig den samme død som han, om jeg dog for enhver pris måtte nå frem til den tidlige opstandelse fra de døde.“ (Fil. 3:4-11, NW) Denne taknemmelige mand skrev en opfordring der gælder alle: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg igen er Kristi efterligner!“ (1 Kor. 11:1, NW) Værdsætter du Gud og Kristus højt nok til at regne alt andet for tab — selv din familie, din herkomst, din stilling, dine venner om nødvendigt — for at opnå evigt liv? Hvis ikke, hvad hindrer dig så? Det kan være én bestemt ting eller mange ting.

3. (a) Nævn nogle hindringer der kan kvæle ens værdsættelse. (b) Hvilken hjælp til værdsættelse har Jehova givet os?

3 I lignelsen om sædemanden påpegede Jesus nogle af de hindringer der kan kvæle ens værdsættelse. (Mark. 4:15-19) Satan er naturligvis en hindring, eftersom han er denne verdensordnings indflydelsesrige gud. Trængsel eller forfølgelse en anden. Nogle lader deres værdsættelse af tjenesteforrettighederne i forbindelse med Guds rige kvæle af timelige bekymringer, af rigdommens bedrag og af begær efter materielle goder. Sæden der faldt i god jord er dem som lytter til ordet, tager imod det og bærer Rigets frugter. At lytte til Jehovas ord og få fat i betydningen af det, er det der vil hjælpe en til den værdsættelse der han betyde livet for en. Jesus bekræftede dette i Johannes 17:3 (NW): „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus.“ Denne livsvigtige kundskab blev igen fremhævet af Jesus i hans bjergprædiken: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmelriget tilhører dem.“ (Matt. 5:3, NW) Mangel på værdsættelse skyldes det at man ikke er sig sit åndelige behov bevidst, for man kan ikke elske og værdsætte Gud i fuldeste forstand før man gennem bibelstudium lærer hvem han er, hvad der er hans principper, hvordan han tænker og hvad hans kærlige hensigt med hans skabninger er. Når man begynder at få denne indsigt, begynder man samtidig at opdyrke sin værdsættelse af Gud.

4. Hvordan vil forøget bibelstudium udvikle vor værdsættelse?

4 Bekæmp utaknemmelighedens pest ved at bekæmpe uvidenheden om Guds ord. Brug mere tid til at studere Guds ord og lær hvad Gud anser for væsentligt og hvad han anser for uvæsentligt. Jehovas vidner leder ganske vederlagsfrit mange tusinde bibelstudier hos sådanne mennesker som er sig deres åndelige behov bevidst. Vær dig dit behov bevidst og indbyd dem til at studere med dig. De vil sætte pris på denne forret. Efterhånden som du lærer mere om Jehovas godhed og hans nye retfærdsverden der står for døren, vil du sætte større og større pris på hans ånd, hans ord og hans organisation. Som den taknemmelige Job, der hviler i håbet om en opstandelse, vil du kunne sige: „Som skatte har jeg samlet hans munds ord mere end den nødvendige føde.“ (Job 23:12, AS) Sans for nødvendigheden af at tilegne dig Guds tanker vil hjælpe dig til at overholde den tid du har sat til side til bibelstudium og ikke lade dig distrahere af forholdsvis uvæsentlige ting som et måltid mad. Du lærer at mennesket ikke lever af brød alene, men af hvert ord som udgår af Jehovas mund. (Matt. 4:4) Nu begynder du at værdsætte tingene på samme måde som Jesus.

5. Hvorfor har vi netop nu grund til at være taknemmelige?

5 Mere end på noget andet tidspunkt i menneskehedens historie har vi nu grund til at være taknemmelige. Det længe ventede rige er blevet oprettet i himmelen og dets regering begyndt at herske midt blandt sine fjender. Det vil vokse og vokse indtil det fylder hele jorden. Forstå og værdsæt dette. Riget er her for stedse. Du kan også blive her for stedse hvis du påskønner nødvendigheden af at støtte det med helhjertet troskab og hengivenhed, ved altid at søge Guds rige først. Vid at Kongens usynlige nærværelse gør denne dag til en dommens dag. Som på Noas tid og på Jesu tid må menneskene nu vælge at adlyde eller tage følgerne. Den mest dybtgående troskabsprøve i hele historien går nu for sig. Spørgsmålet er ikke om du er loyal mod demokratiet, men om du er loyal mod teokratiet, Guds regering. Det står i begreb med at erobre verden lige så let som Josua og hans hær erobrede Jeriko. Påskønner du nødvendigheden af at handle lige så klogt som Rahab og stille dig på den sejrende side? Den himmelske højesteret er sat. Hvorfor ignorere dens magt til at dømme alle oprørske nationer og mennesker til at falde for sværdet på Harmagedons slagmark?

6. (a) Hvorfor bør vi bære os ad som en mand der står anklaget for retten? (b) Hvordan viser Jehovas vidner at de værdsætter livet?

6 En mand der i retten står anklaget for noget der kan komme til at koste ham livet, vil gøre alt for at overbevise dommeren om sin uskyld og ret til at leve. Under sit forsvar sender han ikke lange blikke efter de skinnende nye biler der fylder parkeringspladsen uden for domhuset, eller efter de flotte sæt tøj der står i forretningsvinduerne overfor. Han er helt optaget af det forsvar der vil redde hans liv. Hvorfor skulle du være mindre agtpågivende over for hvordan din sag står i den himmelske højesteret på denne dommens dag? Jehovas vidner er altid rede til forsvar over for enhver som kræver dem til regnskab for det håb om en ny verden de nærer. (1 Pet. 3:15) De bekymrer sig ikke om det timelige, men om at overbevise Jehova Gud om at de er uskyldige i den universelle forbrydelse der fortjener døden, nemlig utaknemmelighed. Den nye verdens samfund af Jehovas vidner slutter sig ikke til den teori at livet kun har ringe værd. Livet i Jehovas nye verden vil være en kostelig skat, og Jehovas vidner viser at de værdsætter det som en sådan ved trofast at vidne nu. De som anlægger den gamle verdens syn på livet vil til sidst erfare at Jehova vil betale dem nøjagtig den pris som de selv har sat på deres liv. Mener du at livet ikke er mere værd end det støv vi består af, ja så vil du blive til støv på Harmagedons slagmark. Værdsætter du derimod livet som den gave det er, vil livets Giver aldrig tage det fra dig.

7. Hvilken udtrykkelig befaling hjælper os til at vurdere de materielle ting?

7 Hvis materialismen sluger din opmærksomhed i en sådan grad at den kan blive din død, så tænk på at du ikke vil dø af mangel på bekvemmeligheder, men af mangel på værdsættelse. Hvis du sætter denne verdensordnings materielle rigdomme højere end Guds dyrebare sandheder har du meget ringe sans for virkelige værdier. (Ordsp. 3:13-18) Opøv dig i at vurdere tingene på rette måde ved at adlyde Jesu udtrykkelige befaling: „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ (Matt. 6:19, 21) Det dit hjerte hænger ved, vil du værdsætte allerhøjest. Lad dit hjerte være optaget af denne dødsdømte verdens „skatte“, og det vil forgå sammen med dem i Harmagedonslaget. Lad dit hjerte, din sjæl og din styrke være optaget af Jehovas riges interesser, og de vil leve lige så længe som Riget — for evigt. (Dan. 2:44) Godtag Jesu vurdering af de to slags skatte og søg dem der består. Hvis du forsøger at bevise at Jesus har uret i sin bedømmelse af materialismen, må du være rede til at bevise at Jehova Gud også har uret, for Jesus sagde at hans lære ikke var hans egen, men Faderens som sendte ham.

8. Hvordan kan frygt kvæle vor værdsættelse? Hvad kan afhjælpe dette?

8 „Men,“ siger du, „det er ikke af kærlighed til penge. Jeg har været i den lokale rigssal, til jeres offentlige foredrag og til jeres stævner. Jeg har læst jeres blad Vågn op! og netop nu sidder jeg og læser Vagttårnet. Jehovas vidner har sandheden. Det ved jeg, men jeg er bange. Jeg indser at vi har brug for Guds nye verden, men jeres religion er ikke populær. Alle vegne taler man imod jer. Så hvis jeg skulle slutte mig til jer —“ Hvor mange har ikke kvalt deres værdsættelse af sandheden med en lignende frygt! Hvorfor? Fordi værdsættelse har med hjertet at gøre, og det er hjertet der bestemmer hvad vi vil fæste vor kærlighed ved, og der kræves fuldkommen kærlighed hvis frygten skal drives ud. I dette tilfælde er det frygten der hindrer kærligheden til Gud og hans rige i at udfolde sig, og ligeså er det med kærligheden til vor næste, hvem vi burde være travlt optaget af at fortælle om Riget. Apostelen Johannes forklarer os dette i 1 Johannes 4:17, 18: „Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag, thi som Han er, således er også vi i denne verden.“ Lær Gud bedre at kende gennem hans ord Bibelen, og din kærlighed til ham vil vokse. Samtidig vil din værdsættelse blive større og du vil blive som Jesus, mønsteret på sand værdsættelse. I selv samme øjeblik som du nu holder Vagttårnet i hånden, er der sikkert en eller anden forfulgt kristen i en russisk slavelejr eller bag et fængselsgitter i Den dominikanske Republik eller andetsteds der gør det samme. Blot har han fået bladet smuglet ind. Men mens du er bange for den vanære du måske kan blive udsat for, er han ikke bange for den forfølgelse der overgår ham nu. Hvad er mon grunden? Ganske simpelt den at han ejer kærlighed og påskønnelse i forening med Jehovas hellige ånd og velsignelse. Hans værdsættelse gør hele forskellen.

9. Hvilken formaning bør vi følge hvis vi skal bevare vor værdsættelse og være udholdende?

9 Jehova inspirerede Bibelens nedskrivere til sort på hvidt at give os formaninger der opbygger vor værdsættelse: „Vær med til at lide ondt som en soldat af den rette slags for Kristus Jesus.“ (2 Tim. 2:3, NW) „Opfør jer på en måde der er den gode nyhed om Kristus værdig, for at jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, må høre om det der angår jer, at I står fast i én ånd, kæmper side om side med én sjæl for troen på den gode nyhed og i ingen henseende lader jer skræmme af jeres modstandere. Selve dette er for dem et bevis på ødelæggelse, men for jer et bevis på frelse; og denne tilkendegivelse er fra Gud, for jer blev den forret givet for Kristi skyld, ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld.“ (Fil. 1:27-29, NW) Vore brødre i fængsler og slavelejre værdsætter Paulus’ ord. De ved at deres udholdenhed under disse forhold er en tilkendegivelse fra Jehova Gud af at han er med dem og at de som belønning vil blive frelst. De giver Paulus ret: de har den forret at lide for Jesu skyld. Herren selv gav disciplene følgende forsikring: „Sælges ikke to spurve for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke: I er mere værd end mange spurve.“ — Matt. 10:29-31, NW.

10. Hvilken forret tilbyder Jesus alle mennesker?

10 Eftersom Jehova Gud kan og er villig til at værdsætte dig, skulle du så ikke værdsætte de tjenesteprivilegier han skænker nu ved verdens ende? Jesu næste ord er en appel til handling: „Enhver der vedkender sig sin tro på mig over for menneskene, ham vil jeg vedkende mig min tro på over for min Fader der er i himlene; men enhver der fornægter mig over for menneskene, ham vil jeg også fornægte over for min Fader der er i himlene.“ (Matt. 10:32, 33, NW) Vær forberedt på at møde modstand og fast besluttet på at tage Guds rige i forsvar, så vil Kongen også tage dig i forsvar til evig velsignelse for dig.

11. Hvilket privilegium har den nye verdens samfund taget imod ved verdens ende?

11 I dag har alle oprigtige granskere af Guds ord den forret og pligt at indvi deres liv til Jehova og til enhver tid gøre et hvilket som helst arbejde han ønsker gjort. I lighed med Jesus symboliserer den kristne sin indvielse ved vanddåben. (Hebr. 10:5-9) I dit land og i mindst 163 andre består den nye verdens samfund af taknemmelige mænd, kvinder og børn der er blevet Jesu sande disciple ved verdens ende. Har du forstået nødvendigheden af at tage imod denne forret? En discipel er „en som anerkender sin lærers doktriner og hjælper med at udbrede dem“. Jesu befaling til sine medvidner lyder: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20, NW) På hvilket sprog du end læser det skriftsted der her er citeret, vil tanken være den samme. Forstå og værdsæt at du må være en ordets gører og ikke blot forblive dets læser eller hører. — Jak. 1:22.

12. (a) Hvad viser Åbenbaringen, det 7. kapitel, at kristne nu gør? (b) Hvis eksempel på indvielse er værd at mærke sig?

12 Den forret offentligt at hylde Guds oprettede rige og dets konge er en forret der skænkes alle som venter at overleve Harmagedonslaget og leve videre under dette retfærdige kongedømme. Men denne retfærdsregerings beskyttelse i Harmagedon udstrækkes kun til de indviede, ansvarsbevidste mænd, kvinder og børn der nu offentligt hylder Kongen med ordene fra Åbenbaringen 7:10 (NW): „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ At du vifter med palmegrene betyder at du er et levende vidnesbyrd om det regerende rige. Mens Harmagedontrængselen endnu holdes tilbage bør du komme ud af den onde tingenes ordning. Ifør dig de hvide klæder der identificerer dig som en indviet kristen der er ren og antagelig i Guds og Lammets øjne. I denne indviede tilstand vil du være skikket til at yde hellig tjeneste dag og nat i Jehovas hellige tempel. Jehovas lam vil værdsætte dette og vogte dig og lede dig til kilderne med livets vand. Med glæde vil du vandre med den nye verdens samfund der allerede har fået det løfte opfyldt at „Gud skal tørre hver tåre af deres øjne“. (Åb. 7:14-17) Hvis denne lykke og dette kostelige håb har nogen værdi i dine øjne bør du vise det ved en betimelig indvielse. Jehova elsker en glad giver. Værdsæt den skønne forret at få lov til at give dig selv, glad og villigt. Efterlign den taknemmelige ætioper som omtales i Apostlenes Gerninger, i det 8. kapitel. Som dronning Kandakes skatmester kendte han de materielle tings værdi. Men da han hørte den gode nyhed om Kristus forkyndt regnede han denne skat for langt mere værdifuld. Han viste omgående sin værdsættelse ved at indvi sig og lade sig døbe. — Ap. G. 8:36-38.

13. (a) Hvilke forrettigheder kan du glæde dig over nu sammen med den nye verdens samfund? (b) Hvordan kan vaklende værdsættelse blive styrket?

13 Inden for den nye verdens samfund vil du finde mange herlige privilegier der alle har stor værdi i Guds øjne. Der vil være offentlige møder at overvære, vagttårnsstudier, den teokratiske skoles undervisning i at tale for en forsamling, og det ugentlige tjenestemøde, der vil være dig en hjælp til at forvalte dine tjenesteprivilegier godt. Du vil komme sammen med sande kristne fra alle samfundslag, kristne der tydeligt identificerer sig som Jesu disciple fordi de har indbyrdes kærlighed. (Joh. 13:35) Hvis du allerede har smagt disse velsignelser men har ladet denne tingenes ordnings bekymringer kvæle din værdsættelse af dem, grib så åndens sværd og skær dig fri af alle disse bånd. Lad dens inspirerede formaning vise dig nøjagtigt hvad Jehova venter af dig. Bed dernæst om at hans hellige ånd og Bibelens sandheder vil frigøre dig. De modne brødre inden for den nye verdens samfund vil gøre alt hvad der står i deres magt for at hjælpe dig til at vise Jehova din værdsættelse. De har samme indstilling som Paulus: „Men vi ønsker at I hver især viser den samme flid så I kan bevare håbets fulde vished lige til enden, at I ikke skal blive sløve, men være deres efterlignere som ved tro og tålmodighed arver løfterne.“ — Hebr. 6:11, 12, NW.

14. Hvad bør man gøre for at overvinde selvtilfredshed og ligegyldighed?

14 Hvis selvtilfredshed eller ligegyldighed har gjort dig modtagelig for utaknemmelighedens pest der lammer hjerne og hænder og svækker fødderne der skulle bringe dig til møderne og fra hus til hus i Rigets tjeneste, træf da hurtigt dine modforanstaltninger: „’Ret de slappe hænder og de kraftløse knæ,’ og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes.“ (Hebr. 12:12, 13) Undgå den fejl Demas begik ved at sætte for stor pris på det denne verden har at byde på. Skønt han engang havde den forret at arbejde sammen med en apostel ophørte han med at værdsætte den. Hans hjerte hang ved noget andet, hvorfor Paulus skrev til Timoteus: „Demas har forladt mig fordi han elskede den nuværende tingenes ordning.“ Hvor er den nu? Hvor vil den nuværende være efter Harmagedonslaget?

15. Hvilken gavnlig lektie kan vi lære af Gehazis færd?

15 Materialisme fordærvede Gehazis sans for værdier, han som engang havde nydt den forret at samarbejde med Jehovas profet Elisa. Hans fejlagtige vurdering af det materielle fik ham til at lyve for at få noget af den syriske hærfører Na’aman. „Er det en tid til at tage imod sølv eller klæder eller olivenlunde eller vingårde eller får eller kvæg eller trælle eller trælkvinder?“ spurgte Elisa. Øjeblikkelig blev Gehazi ramt af Na’amans spedalskhed og han gik bort fra Elisa „hvid som sne af spedalskhed“. Denne spedalske mand kunne ikke længere nyde den forret at tjene Jehova sammen med Elisa. Vær på vagt over for materialismen nu ved verdens ende, for at den ikke skal bringe dig i en sådan situation at du ikke længere er skikket til at tjene Gud. Nu er det den særlig belejlige stund da du må søge Riget og Jehovas retfærdighed først. Gør du det vil Jehovas konge tage vare på dig og din velfærd i Harmagedonslaget.

16. Hvordan vurderer Jehova denne verden, dens videnskabelige bedrifter til trods?

16 Denne verdens religion, politik, forretningsliv og fornøjelser regnes for noget værdifuldt. Guds ord regner dem for værdiløse når det gælder at vinde evigt liv. Hvis nogen del af denne verden virkelig havde værdi og fortjente den tilfredshedens og påskønnelsens varme som mange synes at finde i den, ville Jehova mon så tilintetgøre den? Johannes forvisser os om at det er Jehovas agt: „Verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ (1 Joh. 2:17) At atomalderen med dens menneskegjorte „måner“ er begyndt, betyder ikke at en utaknemmelig verden står over for en ny fredens og velstandens æra. Den gamle verdens aktier er ikke steget i værdi fordi videnskaben tror den kan storme himmelen. Det troede „verdensgrundlæggerne“ også da de byggede babelstårnet, og de kom sig aldrig efter det slag Jehova tildelte dem. Denne verden vil aldrig komme sig efter Harmagedonslaget.

17. Hvor finder man sand lykke?

17 Du ønsker lykke og tryghed nu. Du værdsætter disse ting lige så højt som trøst og håb. Vid da, at den eneste måde du kan opnå dem på er ved at undersøge Jehovas ord, Bibelen, og lære hvad der er hans vilje med dig nu ved verdens ende. Guds ord lover at du deri vil finde hvad du søger: „Den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig [lykkelig, NW] i sin gerning.“ — Jak. 1:25.

18. Hvilke fremtidsudsigter skulle vi tænke på når vi vurderer vore privilegier nu i tiden?

18 Din lykke vil vokse sammen med den nye verdens samfunds tiltagende glæde efterhånden som dit syn af den nye verden efter Harmagedon bliver klarere. Sammenlign den nuværende ordnings forstemmende mørke og snigende frygt med den glæde og fred der står for døren. Når du vurderer hvad Guds rige betyder for dig, så tænk på det lykkelige liv du vil kunne komme til at leve mens du er med til at genoprette paradisisk fred på jorden. Du vil være med til at forskønne den til Jehovas ære. Dine børn vil komme ind i en verden hvor der ikke gøres fortræd eller voldes men. Du vil stå rede til at hilse mænd og kvinder velkommen som på grund af deres værdsættelse kommer frem i opstandelsen. Hvilken oplevelse at tale med Johannes Døber og høre ham fortælle om Jesus! Tænk dig at møde Abel, Noa og hans familie, Abraham og Sara, David og Debora, Jefta og hans datter og de mange andre taknemmelige Jehovas tjenere der vil komme tilbage og glæde sig over Guds nye verden sammen med dig.

19. Hvordan kan man sige at tjenesteprivilegier er som vejskilte?

19 Hvis du overvejer de glæder der venter dig, vil du efterligne Jesu eksempel og „sælge“ alt for at vinde adgang til den nye verden. (Matt. 13:44, 45) Hver forret der bliver givet dig i den kristne menighed er som et vejskilt på vejen fremad. Det er en bekræftelse på at du er på den rette vej og går i den rigtige retning. (Matt. 7:14) Det er ikke den brede utaknemmelighedens vej, der fører til den visse død. Vejen der fører til liv er påskønnelsens vej. Vær blandt de forholdsvis få der finder den. Du kan blive det, hvis du værdsætter dine privilegier her ved verdens ende.

20. (a) Hvordan formaner Paulus os alle til at betragte vore privilegier? (b) Hvem vil Jehovas konge vise værdsættelse ved verdens absolutte ende?

20 Hvilke gaver eller forrettigheder Jehova end giver dig, bør du sætte dem meget højt og bruge dem trofast til hans ære. „Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I til gengæld af Herren skal få arven.“ (Kol. 3:23, 24) „Vi har forskellige nådegaver efter den nåde, som er os givet; er det profetisk gave, så lad os bruge den, efter som vi har tro til; eller en tjeneste, da lad os tage vare på tjenesten; eller om nogen er lærer, da på lærergerningen; eller om nogen formaner, da på formaningen; den, der uddeler almisse, skal gøre det uden bagtanke; den, som er forstander, skal være det med iver; den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde. Kærligheden skal være oprigtig; afsky det onde, hold jer til det gode; vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed! Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren; vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen!“ (Rom. 12:6-12) Til alle retsindige som værdsætter deres forrettigheder nu vil Kongen sige ved verdens ende: „Kom hid, min Faders velsignede! arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt.“ (Matt. 25:34) Ville du værdsætte en sådan arv? Så værdsæt dine privilegier nu ved den gamle verdens ende.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del