Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w60 1/11 s. 489-507
  • Den overhængende Harmagedonstorm

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Den overhængende Harmagedonstorm
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvis krig?
  • Hvorfor udkæmpes den?
  • Hvor skal slaget stå?
  • Hvordan stormen begynder
  • Virkningerne
  • Hvornår kommer Harmagedon?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1990
  • Harmagedon — En glædelig begyndelse
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2005
  • Hvad er Bibelens Harmagedon?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1964
  • Harmagedon — hvad det ikke er
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1985
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
w60 1/11 s. 489-507

Den overhængende Harmagedonstorm

EN ORKAN er en gruopvækkende naturkraft. Den går løs på alt hvad den møder på sin vej. Med forfærdende hastighed og styrke farer vinden hen over land og hav, og knuser alt hvad der ikke er bygget solidt og stærkt. Advarsler udsendes flere dage i forvejen for at liv og ejendele kan bringes i sikkerhed. Selv brintbomber kan ikke måle sig med de kolossale kræfter der slippes løs i et sådant uvejr.

Imidlertid er en langt voldsommere storm på vej, en storm der vil ramme hele den beboede jord. Ingen vil kunne undgå den eller slippe for at blive berørt af den. Frygtindgydende jættekræfter vil blive sluppet løs og overgå alt hvad mennesker hidtil har oplevet. Det er den storm der kaldes Harmagedon.

Der har været fremsat mange forskellige meninger om hvordan denne krig ville forme sig, hvem der skulle deltage, hvor og hvornår den skulle udkæmpes, og hvilke virkninger den ville få. Nogle drager den slutning at Harmagedon hentyder til begivenheder langt tilbage i historien. Andre tror at det er den altid bestående strid mellem de gode og de onde kræfter, hvad enten det nu er overalt i verden eller i menneskets sind. Theodore Roosevelt anvendte engang ordet om en politisk kamp han deltog i: „Vi står ved Harmagedon og vi kæmper for Herren.“ Mange mennesker mener at Harmagedon bliver en kernekrig mellem kommunismen og den vestlige verden.

Finder nogen af disse anskuelser støtte i Bibelen? Hvis ikke, hvad er da Harmagedon? Hvem udkæmper denne kamp? Hvor skal den stå? Hvilke våben skal anvendes? Hvordan vil vi kunne vide at den er begyndt? Hvilken virkning vil den få? Kan man gøre sig håb om at overleve?

Hvis krig?

Ordet „Harmagedon“ er hentet fra Åbenbaringen 16:16 hvor der står: „Og de samlede dem på det sted, der på hebraisk kaldes Harmagedon.“ Sammenhængen viser hvilken form for krig det bliver: „Dæmoners ånder [udtalelser inspireret af dæmoner, NW] . . . går ud til kongerne på hele jorderige for at samle dem til krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.“ — Åb. 16:14.

Harmagedon, eller Har-Magedon, er en græsk omskrivning af det hebraiske udtryk Har Megiddo og er uadskilleligt knyttet sammen med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Dette udelukker at udtrykket kan hentyde til mentale konflikter, politiske kampe, tidligere krige, kerne eller rumkrige mellem den kommunistiske og den demokratiske blok. Harmagedon er Guds krig.

Et slag eller en krig tilkendegiver at der er opstået en konflikt mellem to parter. På Jehovas side står der en umådelig hær af usynlige, åndelige styrker, anført af Jesus Kristus. „Og jeg så Himmelen åben, og se, en hvid hest, og han, som red på den, hedder ’Troværdig og Sanddru’, og han dømmer og kæmper med retfærdighed. Og de himmelske hærskarer fulgte ham.“ (Åb. 19:11, 14) Åbenbaringen 9:16 nævner at der ved en bestemt lejlighed var mobiliseret en himmelsk styrke på 200.000.000, hvilket viser hvor kæmpemæssige usynlige styrker Gud har til rådighed.

Over for Kristi hær står Satan Djævelen og hans dæmonhære, den usynlige fjende, opstillet i slagorden. Også en synlig, jordisk afdeling står opstillet imod Gud, „kongerne på hele jorderig“. Det er dog ikke de verdslige herskere alene, men også de folk de regerer over, der er indblandet i krigen: „[Jehova] er vred på alle folkene, harmfuld på al deres hær.“ — Åb. 12:9; 16:14; Es. 34:2.

Hvorfor udkæmpes den?

Slaget udkæmpes fordi Jehovas retfærdighed kræver det. Jehova kan ikke længere tolerere ondskab i universet. Satan og hans organisation af dæmoner og mennesker, der alle er skyld i 6000 års tiltagende ulykke, må udslettes. Jehovas universelle suverænitet og gode navn må én gang for alle renses. Derefter vil vejen være banet for genoprettelsen af Paradiset som oprindelig blev grundlagt i Edens have, hvorved Guds hensigt med jorden og mennesket gennemføres.

Mennesker har trods deres højlydte påstande ikke været i stand til at indføre et retfærdigt, fredfyldt styre. De har skabt forvirring, fjendskab, had og krig. Vor generation finder verden helt af lave, fyldt med ængstelse og strid, plaget af de værste lidelser i menneskets historie.

Universets Gud er den eneste der kan fjerne denne verdensomspændende ukrudtsmark og den som har sået den, Satan Djævelen. Han vil gøre det i Harmagedon i harmoni med sine egenskaber visdom, retfærdighed, magt og kærlighed. Hans kamp er retfærdig, for han kommer for at „holde dom over alle og straffe alle de ugudelige for alle de ugudeligheds gerninger, de har øvet, og for alle de formastelige ord, de har talt imod ham, de ugudelige syndere!“ „De gudløse giver han hen til sværdet.“ — Jud. 15; Jer. 25:31.

Hvor skal slaget stå?

Da ordet „Harmagedon“ kommer af det hebraiske udtryk Har Megiddo, der betyder „Megiddos bjerg“, har nogle fået den tanke at slaget skulle stå på et sted af det navn. Imidlertid har der aldrig eksisteret et sted der kaldtes Harmagedon, Har-Magedon, eller Har Megiddo. Der har aldrig været et bjerg der hed Megiddo. Men der var engang et sted der kaldtes Megiddo, en by beliggende på højdedraget sydøst for Karmels bjerg, knap hundrede kilometer nordvest for Jerusalem. Megiddo havde også sine småbyer. (Jos. 17:11) Fra byen var der udsigt over en bred dal som kaldtes „Megiddos slette“. — 2 Krøn. 35:22.

Det er derfor klart at Harmagedon er et symbolsk udtryk, men den betydning der ligger i det har forbindelse med Megiddo og de begivenheder som fandt sted der.

Ved Megiddo havde der flydt meget blod. Frygtelige, afgørende slag havde stået her. Under dommer Josua slog israelitterne kongen af Megiddo. (Jos. 12:21) Dommer Barak tilføjede kana’anæerkongen Jabin og hans styrker under general Sisera et knusende nederlag. (Dom. 5:19) Ikke langt derfra slog Gideon og hans lille trop de fjendtlige midjanitter på flugt. — Dom. kap. 7, 8.

Det der gjorde disse sejre så betydningsfulde var at de ikke blev vundet ved israelitternes krigsmagt alene. Hjælpen kom på den måde som beskrives i Salme 44:2, 4: „Gud, vi har hørt det med egne ører, vore fædre har fortalt os derom; du øved en dåd i deres dage, . . . thi de fik ej landet i eje med sværdet, det var ej deres arm, der gav dem sejr, men det var din højre, din arm og dit ansigts lys.“ De hedenske hære blev besejret fordi Jehova kæmpede for det folk der bar hans navn.

Det var også i nærheden af Megiddo at kongerne Ahazja og Josias blev dræbt i kamp, og Jerusalems styrker, der alle var faldet tilbage til afgudsdyrkelse, led nederlag, hvilket medførte at Juda kom under fremmed herredømme. — 2 Kong. 9:27; 23:29.

Det symbolske Harmagedon, eller Har-Magedon, kan derfor med rette sættes i forbindelse med „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Ved Harmagedon vil Jehova tilføje sine fjender et afgørende, knusende nederlag som kommer til at berøre alle nationer og folk.

Hvordan stormen begynder

Jordens konger er ikke åndeligsindede. At de samles til det sidste slag kan ikke betyde at de udfordrer Guds himmelske styrker. Det må være de synlige styrker de udfordrer.

Den dybere betydning bag det hebraiske udtryk Har Megiddo, nemlig „Megiddos bjerg“, hjælper os til at forstå hvilke styrker det er. Megiddo betyder „troppernes møde eller samling“. Eftersom Megiddo lå i det land der tilhørte Jehovas folk, må det folk eller de tropper som er forsamlet der nu i denne endens tid være Jehovas folk i nutiden. De er optaget af at føre en åndelig krig, idet de forkynder den gode nyhed om Guds oprettede rige, og denne fordærvede gamle tingenes ordnings snarlige undergang.

På grund af den åndelige velstand og vækst som disse fredelige vidner for Jehova erfarer, bliver Satan Djævelen rasende og han lokkes til at rette et altopbydende angreb mod disse tilsyneladende forsvarsløse kristne. Under hans indflydelse marcherer nationerne af sted for at angribe disse tropper der allerede står samlet, ikke på et bogstaveligt sted, men i Jehovas synlige organisation, hvortil de er indsamlet fra alle nationer. Da det er disse tropper som er samlet der, er det dem der repræsenteres ved stedet, det symbolske Harmagedon, Megiddos bjerg. Det symbolske Harmagedon repræsenterer altså i virkeligheden de samlede Jehovas vidner på jorden som er optaget af en åndelig krigsførelse idet de forkynder sandheden om Riget.

Et slag benævnes ofte efter det sted hvor det udkæmpes. Det slag Gud kæmper til forsvar for sit folk kan derfor kaldes: Harmagedonslaget. Det verdensomfattende stormangreb på Jehovas folk som står beskrevet i Ezekiels bog kapitlerne 38 og 39 fremkalder den krig som kaldes Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, „hævnens dag fra vor Gud“. „Men på hin dag, . . . lyder det fra den Herre [Jehova], vil jeg give min vrede luft.“ — Es. 61:2; Ez. 38:18.

Virkningerne

Jehova rejser sig for at forsvare sit folk og fylde de ondes hjerter med forfærdelse. Harmagedonslaget er i gang! Regeringer bryder sammen, ild regner ned over jorden, flodbølger rejser sig, jordskorpen hæver sig, skybrud, elektrisk uvejr, brændende missiler, alt sammen er det med til at slå Satans synlige horder ned. Grebet af rædsel vil menneskene vende sig hver mod sin næste i en afsindig, selvisk kamp for at bevare livet; men det vil alt sammen være forgæves, for Jeremias har for længe siden sagt: „[Jehovas] slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes; de skal blive til gødning på marken.“ — Zak. 14:12, 13; Jer. 25:33.

Når Satan, hans dæmoner og hans jordiske organisation er udslettet, er vejen banet for at de overlevende efter slaget, Jehovas folk, kan påbegynde den genopbygning der skal omdanne jorden til et paradis uden sorg, sygdom, smerte og død. — Åb. 21:4.

Som i tilfældet med en orkan vil de der nu lytter til advarselen om at Harmagedon nærmer sig, tage skridt til at søge sikkerhed og frelse, for det står fast at den ødelæggende storm hastigt nærmer sig. „Bi på [Jehova] og bliv på hans vej, så skal han ophøje dig til at arve landet; du skal skue de gudløses undergang.“ — Sl. 37:34.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del