En gnist af sandheden i barndomsårene
VED et zonestævne i Washington D.C. i 1962 fortalte et af Jehovas vidner, en kvindelig forkynder, følgende oplevelse: „Sidste år havde jeg den store glæde at blive ringet op af et vidne i Arlington som spurgte om jeg ville påtage mig at lede et bibelstudium med en ung pige der gik på en højere skole i vort distrikt. Jeg sagde naturligvis ja. Det viste sig at den unge pige, der var tyve år gammel, havde en yderst interessant fortid hvad sandheden angår. Hun havde første gang hørt om sandheden da hun var syv år. En af hendes legekammerater, hvis forældre var Jehovas vidner, tog hende ofte med hjem. Da hendes forældre fik nys om at hun fattede interesse for Jehovas vidners lære blev forbindelsen med legekammeraten hurtigt afbrudt. Pigen blev sat i en katolsk skole og senere kom hun på en anden katolsk skole i Virginia. Men den gnist af sandheden der havde fænget hos den syvårige, døde ikke hen.
Meget af det hun havde lært om Guds hensigter vendte ofte tilbage i hendes tanker. Den eneste hun kunne henvende sig til var barndommens legekammerat. Denne pige, der boede i New York, satte hende straks i forbindelse med vidnerne i Virginia. Hun blev besøgt af et vidne, men næsten umiddelbart efter blev hun flyttet til en højere skole i District of Columbia, hvor vi på grund af modstanden fra hendes venner og fra hendes forældre, studerede Guds ord sammen i al hemmelighed. Efter fem måneders forløb traf hun den beslutning at hun ville være et vidne for Jehova.
Da hun syntes det var mest fair at fortælle sine forældre hvad hun havde besluttet sig til og hun alligevel var lidt nervøs ved tanken om deres modstand, bad hun mig tage med til New York for at yde hende moralsk støtte.
Vi ankom til New York med nogen ængstelse men bestemt ikke forberedt på det der skete. Da hendes fader blev bekendt med hendes beslutning blev han aldeles desperat og slyngede hende ned i gulvet mens han truede med at sende hende på et sindssygehospital. Han fik hende straks ud af skolen, forbød hende enhver forbindelse med Jehovas vidner og anlagde sag mod mig for at have ført en mindreårig på afveje. Da hun kun var tyve år kunne hun ikke nægte at adlyde sin fader. Jeg forlod hende i New York, men rådede hende til at holde sig til det hun vidste var sandheden, og vi blev enige om at forny vort venskab når hun fyldte enogtyve.
Da faderens dæmoniske hidsighed havde lagt sig, gik han til familiens præst, der tilrådede at vise pigen venlighed. I den følgende tid af hendes „fangenskab“ var hun midtpunkt for familiens opmærksomhed og blev overøst med gaver såsom en smart sportsvogn, en rejse til Europa og så videre. Hun er fra et velstående new yorkerhjem, derfor var dette muligt.
Alt hvad familien gjorde i den retning prellede imidlertid fuldstændig af, for den dag hun fyldte enogtyve lod hun sine forældre vide at hun stadig var besluttet på at fastholde den afgørelse hun havde truffet for et halvt år siden: hun ville tjene Jehova. Atter blussede raseriet op og hun blev vist døren; forældrene ønskede ikke at se hende mere og fra nu af ville hun være som død for dem. I august ringede hun til mig og ikke alene fornyede vi vort venskab, men fra nu af fik jeg en værelsespartner, for da jeg hørte at hun var hjemløs indbød jeg hende til at bo hos os. Hun er nu med til at udbrede den gode nyhed til andre hver uge og kan frit forfølge sit mål i livet. Det vil sikkert glæde jer at høre at hun i dag er blevet en søster da hun har symboliseret sin indvielse til Jehova ved vanddåben.“