Lydighed — en kilde til rige velsignelser
FORTALT AF HEINRICH DWENGER
JEG var kun en knægt på sytten år og boede i Hamburg da jeg blev interesseret i Bibelen og begyndte at læse regelmæssigt i den. Det er nu tres år siden. Hvor lykkelig er jeg ikke over at jeg så tidligt kom til at sætte så stor pris på Guds ord at jeg søgte efter hjælp til at forstå det! Ved lydigt at følge dets anvisninger har jeg erfaret et væld af velsignelser og er ved Guds hjælp blevet ført gennem disse så vanskelige tider i menneskenes historie.
I begyndelsen havde jeg ikke særligt held med min søgen efter bibelforståelse. En undersøgelse af de ortodokse kirker overbeviste mig om at man dér foretrak religiøse traditioner fremfor Guds ord og at kirkemedlemmerne for det meste var uinteresseret i Bibelens lære. Hvor kunne jeg få hjælp til at forstå Guds ord? Jeg trængte til vejledning og søgte efter den.
Så en dag i 1907 åbnede jeg avisen, Hamburg-bladet General Anzeiger, og ud faldt en traktat med titlen „Førstefødselsretten solgt“. Vagttårnsselskabet havde dengang landskontor i byen Barmen i Tyskland og uddelte en mængde traktater gennem dette blad. Jeg læste den med levende interesse og benyttede mig af opfordringen til at skrive efter de averterede bøger Studier i Skriften. Hvilken glæde gav studiet af disse bøger mig ikke! Endelig havde jeg fundet den hjælp til at forstå Bibelen som jeg indtil da forgæves havde søgt efter.
Påtagelsen af et ansvar
Jeg blev straks abonnent på Vagttårnet og tog imod opfordringen til at uddele traktater fra hus til hus. Jeg gjorde det opfyldt af håbet om at mange andre ville få forståelse af Bibelen og erfare samme glæde som jeg selv, men det varede ikke længe før jeg opdagede at ikke ret mange søgte efter at få en klar forståelse af Bibelen. Da jeg gav mine forældre og andre slægtninge bøgerne Studier i Skriften og forskellige bibelske traktater tog de slet ikke imod dem med glæde og begejstring, men viste sig tværtimod at være modstandere af det budskab de indeholdt. Dog tabte jeg ikke modet, for jeg var overbevist om at det var sandheden og at der nok var andre som ville glæde sig over den.
Derfor skrev jeg til Vagttårnsselskabet som satte mig i forbindelse med en tre-fire andre bibelinteresserede i Hamburg, og efter kort tids forløb kom vi regelmæssigt sammen for at studere bøgerne Studier i Skriften. Omkring dette tidspunkt foreslog lederen af arbejdet i Tyskland at vi skulle afholde offentlige foredrag i Hamburg. Det gik vi beredvilligt med til og som talere blev der sendt kvalificerede brødre fra hovedkontoret i Barmen.
Det næste år, i 1909, aflagde jeg et besøg på Vagttårnsselskabets betelhjem i Barmen og havde der lejlighed til ved vanddåben at symbolisere min indvielse til Jehova. Hvilken lykkelig dag! Men så blev jeg stillet over for at skulle træffe en afgørelse. Landstjeneren spurgte om jeg kunne tænke mig at blive heltidsforkynder. Jeg vidste at mine forældre ville blive meget skuffet hvis jeg opgav mit verdslige arbejde. Efter nøje at have overvejet dette under bøn fik jeg vished for at det var Herrens vilje at jeg skulle tage pionertjenesten op. Jeg forlod mit verdslige arbejde den 30. september 1910, og den næste dag begyndte jeg at virke som heltidsforkynder i Hamburg.
Herrens velsignelse hvilede over vore bestræbelser og andre begyndte at slutte sig til vores lille studiegruppe. Jeg arbejdede også i andre byer i Schleswig-Holstein. I sommeren 1911 opfordrede Selskabet mig til at blive medlem af betelfamilien i Barmen, en opfordring jeg med glæde tog imod.
Den første verdenskrig
Årene lige forud for den første verdenskrig var lykkelige år for mig. Jeg satte stor pris på at arbejde sammen med brødrene på Betel og at være med til at uddele traktater om søndagen. Vi advarede folk om at en stor trængsel ville tage sin begyndelse i 1914. I 1910 havde landstjeneren i en stor sal i Barmen holdt et offentligt foredrag over dette emne og det vakte megen opsigt. Det fik vore modstandere til hånende at sige at så måtte de altså finde sig i os til 1914. Men pludselig brød verdenskrigen ud og så holdt de inde med deres spot og hån.
Med krigen opstod spørgsmålet om militærtjeneste. Hvordan kunne jeg som kristen elske min næste og samtidig løfte mordvåben imod ham? Efter bøn og overvejelse af dette spørgsmål kunne jeg indse at jeg måtte adlyde Jehovas befalinger og nægte at tage del i Tysklands militæroperationer. I foråret 1915 blev jeg indkaldt og skrev da straks til lægdsmyndighederne og gjorde rede for mit standpunkt og sagde at jeg hverken kunne aflægge troskabsed eller bære våben.
Mit brev bevirkede at jeg blev kaldt op til undersøgelse hos militærlægen. Jeg prøvede at overbevise ham om at jeg, hvad myndighederne så end troede, var ved min forstands fulde brug. Med tiden kom min sag for retten. Jeg blev spurgt: „Hvad skulle vi gøre hvis vi alle bar os ad som De?“ Mit svar lød kort og godt: „Så ville der ikke være noget der hed krig.“ Jeg kom i et langt krydsforhør og fik til min store glæde lejlighed til at aflægge et længere vidnesbyrd om sandheden.
Arbejdet genoptages
Da krigen var forbi åbnede Jehova døren til et omfattende forkyndelsesarbejde. Det tyske folk var meget skuffet over krigens udfald og præsteskabets indflydelse havde lidt et mærkbart knæk. Vi mødte næsten ingen modstand, end ikke i de egne der var overvejende katolske. Selskabet betroede mig den opgave at tilrettelægge offentlige bibelforedrag i mange sydtyske byer og at hjælpe til med at organisere menigheder der. Hvilken fryd var det ikke at se vidnearbejdet blomstre op igen efter at have ligget dødt hen. — Åb. 11:8.
Med forkyndelsesarbejdets vækst blev landskontorets rammer hurtigt sprængt og man så sig nødsaget til at flytte til en større ejendom i Magdeburg. Her blev der indrettet et trykkeri. I 1931 var forkynderantallet steget til over 10.000 og trykkemaskinerne leverede dem i millionvis af stykker litteratur. De næste to år så yderligere fremgang, så 19.000 tog del i forkyndelsen i Tyskland i 1933.
I denne periode blev vi styrket til den frygtelige tid der oprandt med Adolf Hitlers regime. Antagelsen af navnet „Jehovas vidner“ i 1931 betød en kolossal spore til at stå fast på den store Gud Jehovas side. Da arbejdet blev forbudt i Tyskland i 1933 forstod brødrene at nu var en frygtløs optræden påkrævet. „Frygt ikke,“ siger Bibelen gang på gang, og disse formaningsord gik fra at være et begreb for os over til at blive en virkelighed i vort liv.
Opgaver i farens stund
Da vanskelighederne begyndte i 1933 blev jeg bedt om at rejse til Ungarn for at hjælpe i forkyndelsesarbejdet der. Imod al forventning gav politimyndighederne i Magdeburg mig udrejsetilladelse og jeg tog straks til Ungarn.
I Budapest åbnede Jehova os en mulighed for at trykke Vagttårnet og flere småbøger på ungarsk. Myndighederne dér greb ikke ind over for vort arbejde på det tidspunkt, og brødrene i Ungarn tog aktivt del i udbredelsen af litteraturen. Mange retsindige kom i kontakt med Jehovas vidner. I to år høstede jeg mange velsignelser under arbejdet med at lade budskabet om Riget lyde i dette land.
En dag fik jeg meddelelse om at Gestapo i Magdeburg havde arresteret landstjeneren, og Selskabet bad mig om at tage tilbage til Tyskland og fortsætte arbejdet der. Brødrene i Budapest protesterede og sagde: „Hvis du tager tilbage til Tyskland vil de sikkert også arrestere dig, men her kan du stadig hjælpe os.“ Jeg sagde til dem at det ikke var et spørgsmål om hvorvidt jeg ville blive arresteret eller ej, men om at jeg havde fået en besked gennem Jehovas organisation. „Det er bedre at adlyde,“ forklarede jeg dem.
Da jeg atter var i Magdeburg kom jeg under vejr med at Gestapo havde fået nys om at Selskabet havde lejet et værelse hvor man opbevarede kartotekerne over vagttårnsabonnenterne og andre vigtige dokumenter. Ved at foretage en husundersøgelse håbede de at få tilstrækkelige beviser i hænde til at konfiskere Selskabets ejendom. Omgående fik jeg dette værelse ryddet og da gestapofolkene kom fandt de kun en række tomme hylder. Deres skuffelse var stor.
Nu besluttede Gestapo i Berlin sig til at gå strengere til værks. De indfandt sig en morgen på betelhjemmet i Magdeburg, forseglede alle trykkemaskinerne og gennemsøgte alle værelserne. Jeg skulle have været af sted til sagføreren i Halle den dag for at ordne nogle sager, men Gestapo ankom før jeg havde forladt bygningen. Jeg skulle også have truffet landstjeneren fra Schweiz på et aftalt sted i Berlin for at drøfte nogle vigtige spørgsmål med ham, da han havde tilsynet med arbejdet i Tyskland.
Gestapos besøg forpurrede disse aftaler. Da de ankom befandt jeg mig i en af opholdsstuerne og kunne altså ikke slippe ud. I stedet låsede jeg døren indefra. Flere gange ruskede de i håndtaget, men sprængte ikke døren. Hvor mange gange oplevede ikke brødrene og jeg at fjenden gik lige forbi os eller ikke opdagede forsyninger af litteratur de var ude efter at konfiskere! Det var som om Jehova gjorde dem blinde. Og sådan gik det også ved denne lejlighed.
Tre timer senere forlod jeg uset bygningen ad en bagdør. Da de ikke fandt mig fik gestapolederen i Magdeburg ordre til at køre til vor sagfører i Halle for at arrestere mig dér. I mellemtiden posterede de vagter ved betelhjemmet for at arrestere mig hvis jeg vendte tilbage. Jeg blev underrettet om disse modtræk da jeg to dage senere traf vor sagfører i Halle. Ligeledes fik jeg at vide at jeg på grund af de indtrufne omstændigheder havde mistet mit tyske statsborgerskab. Efterhånden lykkedes det mig i Berlin at træffe landstjeneren fra Schweiz og det blev afgjort at jeg ikke kunne udrette meget mere i Tyskland, så han sendte mig til Danzig i Polen.
Senere blev han selv arresteret af Gestapo og kom i forhør i en uge. Da han blev løsladt kaldte han mig til Bern.
I 1938 blev jeg sendt til betelhjemmet i Prag i Tjekkoslovakiet. Der arbejdede jeg i tre år og Jehova velsignede vor forkyndelse i dette land. Menighederne forkyndte med glæde budskabet om Riget, og vi havde så godt som ingen vanskeligheder med myndighederne. Men da nazisterne annekterede Sudeterne i 1938 vidste enhver at de snart ville tage hele Tjekkoslovakiet. Da de pludselig en morgenstund i marts 1938 marcherede ind i Prag begyndte vi straks at demontere trykkemaskinerne og fik dem sendt til Holland. Så gik vi under jorden. Selv fik jeg besked på at rejse til Bern så snart den underjordiske forkyndelse af Guds rige var blevet organiseret.
En sen aften forlod jeg Prag og tidligt næste morgen stod en gestapomand ved betelhjemmets dør for at arrestere mig. Det forbavsede mig at de ikke var kommet før, for de havde allerede været i Prag i to uger. Efter en temmelig farefuld rejse ankom jeg i god behold til Schweiz via Ungarn.
Mange lykkelige år i Bern
Krigen truede og de schweiziske myndigheder var ivrige efter at alle fremmede skulle forlade landet. Det gjaldt også de brødre der havde opholdt sig en årrække på betelhjemmet i Bern. Vagttårnsselskabet havde truffet foranstaltninger til at disse brødre skulle rejse til Brasilien og arbejde dér som pionerer. Vi var rejseklar, afrejsedatoen fastsat og billetterne bestilt. Men en time før vi skulle forlade Bern fik vi besked på at skibet ikke ville sejle fra Genua, fordi Italien var kommet med i krigen. Vi måtte altså blive i Bern.
I mange år har jeg arbejdet i tjenesten her på betelhjemmet i Bern og er blevet rigt velsignet. Hvilken dejlig overraskelse var det ikke da en broder i Schweiz inviterede mig til det internationale stævne i New York i 1950! Men der ventede mig endnu flere velsignelser, for Selskabet inviterede mig også til de store stævner i New York i 1953 og 1958. Hvor taknemmelig var jeg ikke over den ufortjente godhed Jehova viste mig ved at gøre det muligt for mig at overvære disse internationale stævner!
Når jeg ser tilbage på de snart fireoghalvtreds år i heltidstjenesten, der begyndte med mine unge års pionertid i Hamburg, er jeg lykkelig over at jeg påtog mig det bibelske ansvar at forkynde den gode nyhed om Riget. Jeg har tilbragt mange år af min tjeneste på betelhjem i forskellige lande hvor jeg ikke selv valgte at gøre hvad der behagede mig, men hvor jeg gjorde hvad jeg blev sat til. Jeg er lykkelig over at jeg altid har bestræbt mig for at følge Jehovas ledelse gennem hans jordiske organisation ved trofast at udføre de hverv der blev pålagt mig. Det er denne lydighed der har været kilden til rige velsignelser.
[Illustration på side 335]
Betelhjemmet i Bern