Giv opmuntring ved at sige et rosende ord

ORD har kun ringe værdi når der er brug for gerninger. (Jak. 2:15, 16; 1 Joh. 3:17, 18) Men derfor skal man ikke mene at ord er uden betydning. Der findes tidspunkter da et opmuntrende ord netop er det der er brug for, sådan som også det inspirerede ordsprog siger: „Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid.“ — Ordsp. 25:11.

Værdien af et anerkendende ord kan illustreres med et lille eksempel. En moder til fem børn arbejdede flittigt med at holde huset pænt og familiens tøj rent og i orden, og, som kronen på værket, hun tilberedte særdeles gode måltider. Men udtalte familien sig nogen sinde anerkendende om hendes arbejde, om hvor pænt huset blev holdt og hvor velsmagende maden var? Nej. Da hun engang gjorde dem opmærksom på det, svarede de: „Jamen mor, du må da vide at så længe vi ikke klager, er alt i orden!“

Desværre er dette typisk for mange familier. Men hvor er det tankeløst, uklogt og ukærligt. Livet er så fyldt med ting der kan gøre én nedtrykt og mismodig. Vi er alle sammen „bundne af tid og tilfælde“; vi bliver ofre for omstændigheder som vi har meget lidt eller slet ingen indflydelse på. (Præd. 9:11) Skuffelser og personlige svagheder har en tendens til at avle en negativ tankegang. Et anerkendende ord vil derfor i høj grad blive værdsat. Vær derfor vågen for de lejligheder der byder sig til at sige et rosende ord, i stedet for altid at slå ned på svagheder og fejl.

På dette punkt satte den kristne apostel Paulus et godt eksempel. Når han skrev til de forskellige kristne menigheder på hans tid havde han megen vejledning at give, men så godt som altid begyndte han sine breve med en opmuntring eller anerkendelse. Således skrev han til de kristne i Rom: „Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro omtales i hele verden.“ (Rom. 1:8) På samme måde skrev han til de kristne i Filippi: „Jeg takker min Gud, hver gang jeg kommer jer i hu, . . . fordi I fra den første dag indtil nu i fællesskab med os har virket for evangeliet.“ (Fil. 1:3, 5) Og i sit første brev til de kristne i Tessalonika viede han hele den første del — det der nu er det første kapitel — til at rose dem for deres tro, udholdenhed og iver.

Hvem kan ikke tage ved lære af apostelen Paulus i denne henseende? En arbejdsgiver eller arbejdsformand kan jo for eksempel give udtryk for sin anerkendelse når en af de ansatte arbejder særlig flittigt og samvittighedsfuldt, måske yder en særlig indsats på grund af usædvanlige omstændigheder. En arbejder har også grund til at give udtryk for værdsættelse når hans arbejdsgiver eller hans arbejdsformand viser ham mere end almindeligt hensyn. Og forældre kan rose deres børn når de kommer hjem fra skole med gode karakterer, er pligtopfyldende og har modstået fristelsen til egenkærligt at følge andre børns dårlige eksempel.

Og hvad med børnene? Kunne de ikke give udtryk for deres taknemmelighed for hvad deres fader og moder har gjort for dem? Børnene kan glæde deres forældre med en lille opmærksomhed eller et lille kort eller et brev med en tak for alt hvad de har betydet for dem.

Apostelen Paulus har også på en anden måde med sit eksempel vist os hvordan vi kan opmuntre andre med vore ord. Han gjorde det ved på græsk at bruge en form af udsagnsordet som ikke blot udtrykker at noget skal gøres, men at man skal vedblive med at gøre det. Man kunne sammenligne denne særlige form med en opfordring som: „Fortsæt det gode arbejde!“ De fleste bibeloversættere gengiver ikke den betydningsnuance der ligger i denne form, men New World Translation lader Paulus’ omhyggeligt valgte ord komme til deres ret. Således skriver Paulus for eksempel: „Bevar [eller: bliv ved med at bevare] den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ „Vedbliv med at arbejde jer frem til jeres egen frelse med frygt og bæven.“ „Alt hvad der er sandt, . . . retskaffent, . . . rent, . . . værd at elske, . . . skal I fortsat have i tanke.“ „Til sidst, fortsæt med at hente kraft i Herren og i hans vældige styrke.“ — Fil. 2:5, 12; 4:8; Ef. 6:10; alle fra New World Translation.

Det vil være klogt af alle som har en overordnet stilling eller har andre i deres varetægt, som for eksempel forældre, skolelærere, tilsynsmænd, arbejdsformænd og arbejdsgivere, at tage ved lære af Paulus i denne henseende. En opfordring til at ’fortsætte det gode arbejde’ er opmuntrende på to måder. For det første viser den omstændighed at man betegner arbejdet som godt, at man værdsætter det der er udrettet, og for det andet ligger der i opfordringen til at fortsætte arbejdet, en tilskyndelse til at gøre mere i samme retning. Ved de kristne menighedsmøder er der rig anledning til at udtale sådanne anerkendende ord, i overensstemmelse med den inspirerede apostels opfordring: „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets bekendelse; thi trofast er han, som gav forjættelsen; og lad os give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen menighedsforsamling, som nogle har for skik, men formane [opmuntre, NW] hverandre, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig.“ — Hebr. 10:23-25.

Ja, ingen må forsømme at opmuntre andre med et anerkendende og rosende ord, og især ikke de som vil gå for at være kristne!