Det varmer at få ros
1 „Synes du slet ikke jeg har været sød i dag?“ spurgte den lille pige hulkende da hendes mor sagde godnat. Spørgsmålet kom bag på moderen. Nu hvor hendes lille pige havde gjort sig store anstrengelser for at opføre sig pænt, havde hun helt forsømt at rose hende. Små piger er ikke de eneste der har brug for ros. Det har alle — unge som gamle. Opmuntrer du dem du omgås, ved at komme med et anerkendende ord for det gode de gør? — Ordsp. 25:11.
2 Der er mange gode grunde til at rose vores trosfæller. Ældste, menighedstjenere og pionerer slider i det for at opfylde deres forpligtelser. (1 Tim. 4:10; 5:17) Gudfrygtige forældre gør hvad de kan for at opdrage deres børn i Jehovas veje. (Ef. 6:4) Kristne unge kæmper en hård kamp for at modstå „verdens ånd“. (1 Kor. 2:12; Ef. 2:1-3) Andre tjener trofast Jehova selv om de er højt oppe i årene og har helbredsproblemer eller andre ting at slås med. (2 Kor. 12:7) Alle fortjener de ros. Sætter vi pris på deres oprigtige bestræbelser?
3 Personlig og specifik ros: Vi kan alle godt lide at høre menigheden blive rost fra podiet. Men ros kan virke endnu mere velgørende når den er rettet til en personligt. I Paulus’ brev til romerne roste han blandt andre specifikt Føbe, Priska og Akvila, Tryfæna og Tryfosa foruden Persis. (Rom. 16:1-4, 12) Det må have været meget styrkende for disse brødre og søstre. En sådan værdsættelse forsikrer dem om at der er brug for dem, og det styrker samhørigheden. Har du for nylig rost nogen for noget specifikt? — Ef. 4:29.
4 Fra hjertet: Hvis ros skal virke efter hensigten, må den være oprigtigt ment. Folk kan mærke om vi taler fra hjertet, eller om vi „smigrer med tungen“. (Ordsp. 28:23) Når vi opøver os i at lægge mærke til det gode hos andre, vil vores hjerte bevæge os til at rose dem. Lad os gavmildt give oprigtig ros, i erkendelse af at „det [er] godt med et ord i rette tid“. — Ordsp. 15:23.