Hvorfor Jehova befalede at kana’anæerne skulle udryddes

DET var en storslået udfrielse! Jehova havde udfriet israelitterne, den trofaste Abrahams efterkommere, fra trældom og undertrykkelse i Ægypten. Mirakuløst delte Det røde Havs vande sig, israelitterne gik tørskoede igennem, men deres ægyptiske forfølgere gik til grunde da Gud lod de tilbageholdte vandmasser styrte ned over dem. (2 Mos. 14:1-31) Han forklarede israelitterne: „Jeg er [Jehova] eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at give eder Kana’ans land.“ — 3 Mos. 25:38.

Som Gud havde befalet ødelagde israelitterne under hærføreren Josua de kana’anæiske byer fuldstændigt da de endelig kom ind i landet. Guds instruktioner til dem lød: „Når [Jehova] din Gud giver dem i din magt, og du overvinder dem; så skal du lægge band på dem. Du må ikke slutte pagt med dem eller vise dem skånsel.“ I lydighed mod denne befaling „slog Josua hele landet, bjerglandet, Sydlandet [Negev], lavlandet [Sjefela] og bjergskråningerne og alle kongerne der uden at lade nogen undkomme, og på hver levende sjæl lagde han band, således som [Jehova], Israels Gud, havde påbudt.“ — 5 Mos. 7:2; Jos. 10:40.

Men var det ikke unødvendig grusomt at udslette alle kana’anæere som gjorde modstand, også kvinder og børn? Hvorfor havde Gud befalet at kana’anæerne skulle udslettes så fuldstændigt? Mange af dem der har læst Bibelen har spekuleret over dette. Selv om de ikke fordømmer Gud undrer de sig, fordi de ikke helt har forstået hans hensigt med at give befaling om kana’anæernes fuldstændige udslettelse.

Hvorfor Israel fik landet

Lige umiddelbart før israelitterne gik ind i Kana’an, gjorde Moses det klart for dem hvorfor Jehova ville støtte dem under erobringen af landet. Han forklarede:

„Hør, Israel! Du drager nu over Jordan for at komme og gøre dig til herre over folk, der er større og mægtigere end du selv, . . . Så skal du nu vide, at det er [Jehova] din Gud, der går foran dig som en fortærende ild; han vil ødelægge dem, og han vil underkue dem for dig, så du kan drive dem bort og ødelægge dem i hast, således som [Jehova] har sagt dig.

Når [Jehova] din Gud jager dem bort foran dig, tænk så ikke: ’For min retfærdigheds skyld lod [Jehova] mig komme ind og tage dette land i besiddelse!’ . . . nej, det er på grund af disse folks ondskab, at [Jehova] driver dem bort foran dig, og fordi han vil opfylde det ord, han tilsvor dine fædre, Abraham, Isak og Jakob.“ — 5 Mos. 9:1-5.

Der var således to hovedgrunde til at Jehova gav Kana’ans land til israelitterne og gav dem bemyndigelse til at fordrive folkene i Kana’ans land. For det første havde Gud århundreder i forvejen lovet netop dette land til Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere, og for det andet fortjente de kana’anæiske folk, på grund af deres overordentlig store ondskab, at blive udslettet.

Lovet patriarkerne

På Jehovas befaling havde Abram eller Abraham med hele sin husstand forladt sit eget land for at rejse ’til det land Gud ville vise ham’. Den bibelske beretning fortæller: „De gav sig på vej til Kana’ans land og nåede derhen. Derpå drog Abram gennem landet til Sikems hellige sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang kana’anæerne boede i landet. Men [Jehova] åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: ’Dit afkom giver jeg dette land!’“ — 1 Mos. 12:1-7; 13:14-16.

Senere nævnte Jehova Gud landets grænser, og ved en pagt overdrog han det til Abrahams sæd eller efterkommere. Bibelen fortæller: „På den dag sluttede [Jehova] pagt med Abram, idet han sagde: ’Dit afkom giver jeg dette land fra Ægyptens bæk til den store flod, Eufratfloden.’“ (1 Mos. 15:17-21) Over for Abrahams søn Isak og Isaks søn Jakob stadfæstede Jehova Gud på ny denne pagt og lovede at give landet til deres efterkommere. — 1 Mos. 26:3-6; 28:13-16.

Det er hævet over enhver tvivl at Jehova Gud, den almægtige Skaber, har den suveræne ret til at give et hvilket som helst stykke land til dem det behager ham. Som De kristne græske Skrifter forklarer: „Han [Gud] lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem.“ (Ap. G. 17:26) Ja, Gud forbeholdt sig retten til at sætte bestemte grænser for folkene, som Bibelen siger: „Da den Højeste gav folkene eje, satte skel mellem menneskens børn, bestemte han folkenes grænser efter tallet på Guds [Israels, NW] sønner.“ — 5 Mos. 32:8.

Derfor skænkede Jehova Gud Kana’ans land til efterkommerne af Abraham, som han havde velsignet. Gud havde en meget vigtig hensigt med dette. Det var hans ønske at have et særligt folk som blev ledet af hans retfærdige love, og gennem dette folk at frembringe Messias, alle lydige menneskers frelser. Til sidst ville alle folk på jorden få mulighed for at velsigne sig ved hjælp af denne messianske søn af Gud.

Gud kunne godt have skænket israelitterne et andet land og således gjort det unødvendigt at fordrive de kana’anæiske folk fra deres land. Men ved at give israelitterne dette land brugte han dem som sit redskab til at tilintetgøre de onde kana’anæere.

Et langt synderegister

Kana’anæerne havde et langt synderegister. De nedstammede fra Kana’an, der var sønnesøn af Noa og søn af Kam. (1 Mos. 9:18) Åbenbart havde Kana’an en absolut fordærvet tilbøjelighed som kom for dagen i en eller anden handling han begik over for sin bedstefader, Noa. Selv om Kana’ans fader Kam havde kendskab til denne handling, enten undlod han at forhindre den eller at skride ind og tugte synderen. Kana’an kom derfor under Guds forbandelse. (1 Mos. 9:20-25) Ved hjælp af sin forudviden kunne Gud se de dårlige resultater som denne onde tilbøjelighed til sidst ville kulminere i.

Allerede på Abrahams tid var en del af den kana’anæiske befolkning, nemlig de der boede i de to byer Sodoma og Gomorra, så henfaldne til en løsagtig og umoralsk adfærd, stik imod al lov, at Gud lagde byerne og deres indbyggere i aske. Abraham var gået i forbøn for dem, men der fandtes ikke engang ti retfærdige i byerne. — 1 Mos. 18:20–19:29; 9:19; 2 Pet. 2:6-8.

Endnu et vidnesbyrd om kana’anæernes slethed var den virkning som Esaus ægteskab med kana’anæiske kvinder havde på Isak og Rebekka. Bibelen siger at Esaus hustruer blev „en kilde til bitterhed“ for Isak og Rebekka, ja, at Rebekka blev „led ved livet“ for deres skyld. — 1 Mos. 26:34, 35, NW; 27:46.

Derfor besluttede Jehova Gud kun at tillade kana’anæernes ondskab indtil et vist tidspunkt, og indtil da ville det blive åbenbart for alle ærlige iagttagere at de fortjente udslettelse. Denne tidsperiode løb parallelt med den tid hvori Gud udtog og forberedte et folk for sit navn blandt Abrahams efterkommere. Læg mærke til hvordan Jehova oplyste Abraham om hvad der i fremtiden skulle ske med hans efterkommere: „I fjerde slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er amoritternes syndeskyld ikke fuldmoden.“ [Amoritterne var sandsynligvis den stærkeste kanaanæiske stamme.] — 1 Mos. 15:16.

Jehova havde således været langmodig. Han havde vist en ufortjent godhed mod disse fordærvede og onde stammer i Kanaan ved at give dem lov til at slå sig ned i et frugtbart land, ’et land der flød med mælk og honning’, og besmitte det med alle deres vederstyggeligheder. Nu nærmede regnskabets dag sig. De havde nægtet at forbedre sig. Nu måtte de tage følgerne.

Ondskaben når sit højeste

Men var kana’anæerne virkelig så onde at de fortjente udslettelse? Måtte kvinderne og børnene også udslettes? Var det i overensstemmelse med Guds retfærdighed og kærlighed at ødelægge disse folk så fuldstændigt?

Bibelen viser at kana’anæerne virkelig var så onde. Efter at Gud havde påbudt israelitterne at undgå blodskam, utugt og lignende sagde han: „Dit afkom må du ikke give hen til at ofres til Molok; . . . Hos en mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed. Med intet som helst dyr må du have omgang, så du bliver uren derved; en kvinde må ikke stille sig hen for et dyr til kønslig omgang; det er en skændsel. . . . thi alle disse vederstyggeligheder øvede indbyggerne, som var der før eder, og landet blev urent.“ (3 Mos. 18:2-23, 27) Ja, børneofringer, blodskam, sodomi og bestialitet hørte med til kana’anæernes liv! Ydermere gav de sig af med spådomskunst, tog varsler, øvede trolddom og gjorde sig skyldige i andre ting som var en vederstyggelighed for Gud. — 5 Mos. 18:9-12.

Kana’anæernes religion var uhørt fordærvet. Deres „stenstøtter“ var efter alt at dømme sexsymboler, og mange af ritualerne på deres „offerhøje“ bestod i løsslupne seksuelle udskejelser af den værste art. Intet under at Gud befalede de skulle udryddes! Og hvis kvinderne og børnene fik lov til at leve, ville selv de forlede israelitterne til at praktisere en umoralsk, falsk gudsdyrkelse. — 2 Mos. 23:24; 34:12-17; 4 Mos. 33:52; 5 Mos. 7:3-5; 20:16-18.

Fra verdslige kilder, især de gamle dokumenter fundet i 1929 i Ras Shamra (oldtidsbyen Ugarit) på den syriske kyst, har man fået meget at vide om den kanaanæiske gudsdyrkelses grove umoralitet. Ba’al fremstilles som den mest fremtrædende af guderne, og Astarte eller Ashtoret som den mest fremtrædende gudinde, sådan som Bibelen også fremstiller dem. — Dom. 2:12, 13; 6:25-32; 10:6; 1 Sam. 7:3, 4.

Som frugtbarhedsgud beskrives Ba’al som gennemløbende en regelmæssigt tilbagevendende cyklus med død og genoplivelse, svarende til kredsløbet i naturen med plantelivets forfald eller søvn og dets genopvågnen. Således fejredes Ba’als genoplivelse, hans tronbestigelse og bryllup med sin hustru, Astarte, med frivole frugtbarhedsriter ved det nye års begyndelse om efteråret. Gudsdyrkerne hengav sig til umådeholdent drikkeri og tøjlesløse seksualorgier i den tro at deres seksuelle forbindelser medvirkede til at vække Ba’al til live igen og fremmede hans genforening med sin hustru.

Selv om Astarte hovedsagelig fremstilledes som frugtbarhedsgudinde, symboliserede hun også vold og krig. Således oplyser professor John B. Noss i sin bog Man’s Religions om hende: „Undertiden tog hun sværd i hånd, sprang nøgen på en hest og red ud til blodig kamp.“ Blandt filisterne i Kana’an var Astarte uden tvivl krigsgudinde, eftersom den besejrede kong Sauls våben blev lagt i Astartes tempel. — 1 Sam. 31:10.

De arkæologiske fund vidner om den grove umoralitet der var forbundet med Astartedyrkelsen. Halley’s Bible Handbook, 1964-udgaven, side 161, siger om disse fund: „Også på dette ’høje sted’, under grus og murbrokker, fandt Macalister enorme mængder af figurer og plaketter forestillende Astarte med stærkt overdrevne kønsorganer, beregnet på at skulle tale til sanserne.

Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod altså i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder; og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder.“

Hvor afskyeligt! Kan nogen med rette bebrejde Gud at han befalede at så umoralske og onde mennesker skulle udryddes? Unger’s Bible Dictionary, side 912, siger: „Den kana’anæiske religion med dens orgiastiske naturdyrkelse, dens frugtbarhedskult med brug af slangesymboler, dens sanselige nøgenhed og forgrovede mytologi åbenbares med al tydelighed i disse tekster [fundet i Ras Shamra]. Ingen kan længere anklage Israels Gud for at være uretfærdig da han befalede at disse nedbrydende kulter skulle udryddes.“

I harmoni med Guds retfærdighed og kærlighed

Kana’anæerne vidste fyrre år i forvejen at israelitterne var på vej mod deres land, og de fik vældige vidnesbyrd om at den almægtige Gud var med israelitterne. (Jos. 2:9-21, 24; 9:24-27) Men med undtagelse af Rahab og hendes familie og gibeonitterne var der ingen af dem — og de vidste de var bestemt til ødelæggelse — der søgte barmhjertighed eller benyttede sig af muligheden for at flygte. De foretrak at forhærde sig i trods mod Jehova. Der var derfor intet uretfærdigt fra Guds side i at han befalede at sådanne stivnakkede modstandere af ham skulle udryddes. — Jos. 11:19, 20.

Befalingen om at kana’anæerne skulle udryddes var i virkeligheden et udtryk for kærlighed fra Guds side, og da israelitterne ikke udførte befalingen fuldtud kom de til at bøde for det. Kana’anæernes stadige tilstedeværelse førte en smitte ind i Israel som blev årsag til forbrydelser, umoralitet og afgudsdyrkelse og medførte at flere mistede livet end befalingen om alle kana’anæernes udryddelse ville være blevet årsag til hvis den var blevet udført til punkt og prikke. — 4 Mos. 33:55, 56; Sl. 106:34-43.

Da Jehova tilintetgjorde de ægyptiske hærstyrker i Det røde Hav, da han omstyrtede byerne Sodoma og Gomorra og lagde dem i aske, og da han udstedte befalingen om at den onde befolkning i Kana’ans land skulle udryddes, åbenbarede han at han ikke for evigt tolererer ondskab. Det kan vi være lykkelige for. Meget snart vil han ved sin ypperste domsfuldbyrder, Jesus Kristus, udslette denne onde tingenes ordning og indføre en ny retfærdig ordning. — 2 Tess. 1:6-9; Åb. 19:11-21; 2 Pet. 3:13.