Hvorfor Jehova fordrev kana’anæerne og israelitterne

EN MAND har engang sagt: „Jeg elsker at kritisere andre — så føler jeg mig selv så god.“ Hvis det er en sådan indstilling der ligger bag når nogle kritiserer Jehova Gud, må disse føle sig meget gode! Ofte betegner folk der giver sig af med højere bibelkritik Jehova som jødernes blodtørstige stammegud. En præst har kaldt ham for en modbydelig tyran. For at retfærdiggøre deres udtalelser henviser disse overmodige kritikere til det at Jehova lod kana’anæerne fordrive fra deres land for at give det til jøderne.

Men en sådan anklage tyder på stor uvidenhed. Jøderne fik gennem Jehovas talsmand Moses forklaret sagens rette sammenhæng: „Det er ikke for din retfærdigheds skyld eller for dit retskafne hjertes skyld at du går ind for at tage deres land i besiddelse; nej, det er for disse nationers ugudeligheds skyld at Jehova din Gud driver dem bort foran dig.“ — 5 Mosebog 9:5.

Det var altså på grund af kana’anæernes ondskab at de blev drevet ud af landet. Efter at have omtalt Ba’al som deres øverste gud og hans hustru Astarte som deres øverste gudinde, siger den reviderede udgave af Halley’s Bible Handbook: „Templerne hvor man dyrkede Ba’al og Astarte lå sædvanligvis ved siden af hinanden. Foruden præstinder der tjente som tempelprostituerede, fandtes der også homoseksuelle mandlige prostituerede. Ba’al, Astarte og andre kana’anæiske guder blev dyrket ved vilde orgier; deres templer var lasternes hule.“ — Side 166.

I ruinerne af en af disse kana’anæiske „offerhøje“ har arkæologerne fundet „et stort antal krukker der indeholdt resterne af børn der var blevet ofret til Ba’al. Hele området viste sig at være en kirkegård for nyfødte spædbørn.“ Man fandt også „kolossale mængder billeder og tavler der forestillede Astarte med stærkt forstørrede kønsdele, fremstillet i den hensigt at vække afgudsdyrkernes lidenskaber. Kana’anæernes gudsdyrkelse bestod altså i at de hengav sig til umoralitet som et religiøst ritual i nærværelse af deres guder; og derefter i at de myrdede deres førstefødte børn og ofrede dem til de samme guder.“ — Side 166, 167.

Bogen stiller derefter følgende spørgsmål: „Undrer det os stadig at Gud befalede Israel at udrydde kana’anæerne? Havde en civilisation af en så afskyelig urenhed og råhed nogen ret til at eksistere længere? . . . Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“ — Side 167.

J. B. Rotherhams bibeloversættelse, The Emphasized Bible, siger på side 259: „Hvem kan sige at den Allerhøjeste ikke har ret til at udslette sådanne mennesker der fordærvede jorden og besmittede menneskeheden?“

Jehova meddelte israelitterne hvorfor kana’anæerne blev fordrevet: „Gør jer ikke urene med noget af dette, for med alt dette har nationerne som jeg driver bort foran jer, gjort sig urene. Derfor er landet urent, og jeg vil bringe straf over det for dets brøde, og landet vil udspy sine indbyggere.“ Derefter advarede han Israel rent ud med ordene: „Og I skal overholde alle mine forskrifter og alle mine lovbud og følge dem, for at landet som jeg fører jer til for at I kan bo deri, ikke skal udspy jer.“ — 3 Mosebog 18:24-26; 20:22.

Vejledningen er klar. Kana’anæerne blev fjernet fordi de besmittede landet med deres grove umoralitet — deres ægteskabsbrud, deres homoseksualitet og deres børnemord. Hvis israelitterne efterlignede kana’anæerne i deres ba’alsdyrkelse ville de også blive fordrevet.

Og det var netop hvad der skete. I lag der stammer fra den tid hvor Israel bosatte sig i landet, har arkæologer udgravet ruinerne af et Astartetempel, og „blot nogle få skridt fra dette tempel lå en kirkegård hvor man har fundet krukker som indeholdt resterne af spædbørn der var blevet ofret i dette tempel. . . . Ba’als og Astartes profeter var officielt indsat til at dræbe små børn.“ — Halley’s Bible Handbook, side 198.

Jehovas lov, som israelitterne havde fået gennem Moses, forbød udtrykkeligt seksuelle perversiteter som dem der florerede dengang. I Tredje Mosebog 20:13 hedder det: „Og når en mand ligger hos en af mandkøn som man ligger hos en kvinde, har de begge gjort noget vederstyggeligt. De skal ubetinget lide døden.“

Moseloven sagde endvidere i Femte Mosebog 23:17, 18: „Der må ingen tempelprostitueret være blandt Israels døtre, og der må ingen mandlig tempelprostitueret være blandt Israels sønner. Det en skøge har modtaget i løn, og det ’en hund’ [Fodnote i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen: „Sandsynligvis en pæderast, en homoseksuel mand der især har seksuel omgang (analt samleje) med drenge.“] har fået i betaling, må du ikke bringe ind i Jehova din Guds hus for noget som helst løfte, for de er begge en vederstyggelighed for Jehova din Gud.“

Jehova udsendte profeterne for at advare Israel: „Og Jehova har sendt alle sine tjenere profeterne til jer, idet han sendte dem igen og igen, men I hørte ikke efter.“ (Jeremias 25:4) I stedet „byggede [Israel] sig med tiden offerhøje og rejste hellige støtter og hellige pæle på hver høj bakke og under hvert frodigt træ. Der var endog mandlige tempelprostituerede [Fodnote i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen: „kvindagtige mænd“] i landet. De efterlignede alle de vederstyggeligheder der øvedes af de nationer som Jehova havde drevet bort foran Israels sønner.“ — 1 Kongebog 14:23, 24.

Profeten Esajas advarede dem med ordene: „På et højt og knejsende bjerg har du redt leje; og der er du klatret op for at ofre. Bag døren og dørstolperne har du opsat dit fallossymbol [billede af kønsorgan]; og borte fra mig blottede du dig og steg op, du strakte dig på lejet; du købslog om dem hvis favntag du elsker; og med dem har du mangfoldiggjort dine utugtige handlinger mens du så hen til fallostegnet [det mandlige kønsorgan].“ — Esajas 57:7, 8, An American Translation.

Endvidere fremstillede kvinder gudebilleder der forestillede det mandlige kønsorgan og havde omgang med dem, som vi læser: „Du lavede dig mandsbilleder og bedrev utugt med dem.“ (Ezekiel 16:17) Eller som Rotherhams The Emphasized Bible siger det: „Men du . . . lavede dig mandsbilleder, hvormed du handlede ukysk.“

Israelitterne blandede altså sand og falsk tilbedelse. Ved Sinaj bjerg tilbad de guldkalven og bedrev kønslig umoralitet samtidig med at de holdt det de kaldte en „højtid for Jehova“. (2 Mosebog 32:5, 6) Flere hundrede år senere blandede de stadig sand og falsk gudsdyrkelse med hinanden. Profeten Elias fordømte dem for dette idet han sagde: „’Hvor længe vil I halte mellem to standpunkter? Hvis Jehova er den sande Gud, så følg ham; men hvis det er Ba’al, så følg ham.’ Og folket svarede ham ikke med et ord.“ (1 Kongebog 18:21) Efter at Manasse var vendt om, fjernede han de fremmede guder og bragte fællesskabsofre og takofre til Jehova. Men som der siges i Anden Krønikebog 33:17 „ofrede folket stadig på offerhøjene; blot var det til deres Gud Jehova“.

I flere hundrede år besmittede israelitterne den sande tilbedelse af Jehova med ba’alsdyrkelse idet de lod hånt om det princip Paulus senere formulerede som et spørgsmål: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder?“ (2 Korinther 6:16) Det var grunden til at Israels ti stammer i 740 f.v.t. blev ført i fangenskab af assyrerne, og at tostammeriget Juda i 607 f.v.t. blev undertvunget af babylonierne. Begge nationer havde besmittet landet på samme måde som kana’anæerne havde gjort, og begge nationer blev udspyet af landet nøjagtig som kana’anæerne var blevet det.

Men hvad med nationerne i dag? Er deres kirker også besmittet med umoralitet? Gør de også landet urent og vil de også blive ’udspyet af landet’?

[Tekstcitat på side 6]

„Ba’als og Astartes profeter var officielt indsat til at dræbe små børn“

[Illustration på side 5]

Rester af et spædbarn, begravet i en krukke

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Lawrence E. Stager/Det Orientalske Institut ved Chicagos universitet