Hvad fik du ud af stævnet ’En god nyhed’?

JEHOVAS VIDNER, gamle og unge, glæder sig over at følge budet i Hebræerbrevet 10:24, 25 og komme sammen til stævner. Det er grunden til at hundredtusinder rejste mange kilometer for at overvære sektionsstævnet ’En god nyhed for alle nationerne’. Dette stævne blev afholdt i juli og august sidste år i mere end 120 byer i omkring femogtyve lande på den nordlige halvkugle. Store skarer strømmede til disse stævner. I så godt som alle disse lande var antallet af de tilstedeværende fra 10 til 30 procent over antallet af sidste års stævnedeltagere, idet i alt 928.756 overværede sammenkomsterne.

Vidner som ikke havde frihed til at forsamles i stort antal i deres eget land, rejste til lande hvor de kunne overvære et sådant stævne. Cirka 5000 rejste fra Spanien til Toulouse i Frankrig, og det samme gjorde mere end 600 portugisiske vidner. Mere end 2000 fra Jugoslavien overværede stævnet i Villach i Østrig, og omkring 500 fra Grækenland havde den glæde at overvære et stævne i Ulm i Tyskland. Alle disse stævner blev naturligvis holdt på de forskellige landes eget sprog.

De unge Jehovas vidner var rigt repræsenteret ved disse stævner. Dette blev gang på gang omtalt i pressen, som bemærkede at der ikke fandtes nogen „generationskløft“ blandt vidnerne. I forbindelse med det stævne der blev holdt i Charlottenlund ved København kunne man i B.T. læse et interview med nogle unge vidner som gav udtryk for deres syn på Bibelen, moral, ægteskab, klædedragt og andre ting. I indledningen hed det:

„Det er ikke en gammelmandsforeteelse — der er masser af yngre ægtepar, ugifte unge, teenagere og børn. Alle lydhøre og tillidsfulde over for de voksnes foredrag og bibeludlæggelser — der er intet ungdomsoprør inden for Jehovas Vidner. Det, der holder dem sammen, kan benævnes med ét ord: sandheden. Men hvad er det for en sandhed, der er så stærk, at den får fuldstændig magt over de unge, ændrer deres livsindstilling komplet og får dem til at føre en tilværelse, der på næsten alle punkter adskiller dem fra deres jævnaldrendes?“

At disse unge var glade for at overvære disse stævner sås også af den andel de selv havde i programmet og af den måde hvorpå de tog fat og hjalp til i de forskellige afdelinger, som for eksempel i forbindelse med fællesspisning, rengøring og servering af forfriskninger. De viste det også ved de anstrengelser de gjorde sig for at komme til stævnerne, idet ikke alle forældre var i stand til at klare udgifterne så hele familien kunne komme med. I Irland var der således to små drenge på syv og otte år der huggede træ til optændingsbrænde og solgte det for at få penge til at rejse til stævnet. I staten Washington i U.S.A. samlede nogle børn titusinder af de store regnorme som fiskerne bruger, og solgte dem for en penny stykket for at kunne komme til stævne. I Bronx, New York, tog nogle teenage-piger arbejde i huset efter skoletid og tilbød at være babysittere om aftenen, og en dreng gik med aviser for at kunne komme til stævnet i Washington, D.C.

Åndelige velsignelser og andre goder

Alle der overværede disse stævner nød uden tvivl godt deraf på mange måder. De glædede sig over at være sammen med trosfæller ved møder og måltider, hilse på gamle venner og lære nye at kende, og over at være med til at synge sangene. Men i betragtning af de større og vigtigere åndelige velsignelser der var at hente, ville det have været forkert at stille sig tilfreds med dette. Hvor meget fik de der var til stede ud af selve stævneprogrammet? Hvor meget fik du ud af det?

De forskellige punkter på stævneprogrammet var usædvanlig godt gennemtænkt og der var lagt meget arbejde i dem ved forberedelsen. I en rapport fra Irland hed det: „Aldrig har et sektionsstævneprogram gjort et sådant indtryk, aldrig har det været så let at holde interessen fangen alle fire dage og aldrig er vore hjerter blevet så opildnet til at anvende Jehovas principper i vort daglige liv og i tjenesten. . . . Dette var et stævne der vil blive husket for dets mægtige indflydelse på vor åndelighed og på grund af det ypperlige redskab vi fik som en hjælp i forkyndelsen af den gode nyhed.“

Der var imidlertid nogle som ikke kunne overvære disse stævner, og der var også adskillige af de tilstedeværende der var travlt optaget af arbejdet i forbindelse med stævneorganisationen og derfor gik glip af dele af programmet. Højst sandsynligt gik der også mange gode punkter tabt for tilhørerne på grund af de forstyrrelser som er så vanskelige at undgå i en stor forsamling. Det er derfor betimeligt at vi kort repeterer programmet dag for dag og mærker os højdepunkterne.

Den første dag

Stævnerne indledtes med velkomsttalen: „Den gode nyhed har ført os sammen.“ „Hvor ville vi have været om ikke det havde været for den gode nyhed?“ spurgte taleren og tilføjede: „Nogle af os ville måske ikke engang have været i live. Den gode nyhed har ændret vort liv, den har givet os tryghed og fred i sindet, den har givet os noget at leve for. Hvis vi samler vor opmærksomhed om den koncentrerede åndelige føde der fremholdes ved dette stævne, kan det meget let blive en milepæl i vort kristne liv.“

Dernæst fulgte ordstyrerens tale: „Lad os værdsætte det Gud har gjort for os.“ Her kom taleren blandt andet ind på skaberværkets mange undere og nævnede som eksempel den menneskelige hånd, uden hvilken det ville være umuligt at frembringe noget som helst, det være sig små bitte transistorer eller mægtige oceandampere, og han omtalte ligeledes menneskets øjne, to smukt formede, små kuglerunde kameraer der tager levende billeder. Han henledte også opmærksomheden på de mange åndelige velsignelser og gaver, af hvilke den største har været Guds søn som menneskehedens genløser. Dette foredrag bidrog på en udmærket måde til at skabe større værdsættelse af det Gud har gjort, og det tjente som en glimrende optakt.

Det blev efterfulgt af skuespillet „Hvordan bruger du dit liv?“, hvori det blev vist hvordan kristne ved selskabelige sammenkomster kan blive åndeligt opbygget ved sammen at læse stykker fra Bibelen, måske blot nogle få vers, og drøfte dem. Indlagte lydbilleder viste hvordan Esaus ringeagt for sin førstefødselsret kan tjene som en advarsel for kristne der i vor tid mangler værdsættelse af deres arv. (Matt. 25:34) Som aldrig før blev Abraham, Isak, Jakob og Esau levendegjort for dem der hørte det. Den gribende skildring af Abraham der skal ofre Isak, kaldte tårerne frem hos mange.

Aftenprogrammet indledtes med interessante erfaringer og udtalelser af unge i heltidspionertjenesten. Typisk var sådanne udtalelser som: „Jeg blev klar over at det ikke var nok blot at ønske at blive pioner. Det krævede beslutsomhed at blive pioner.“ „Pionertjenesten byder på de bedste muligheder for at opnå den glæde at hjælpe andre til indvielse.“ Ved flere stævner fortalte unge om at de havde sagt nej til studielegater for at blive pionerer.

Efter disse erfaringer fulgte skuespillet „Hvordan de unge tager vare på deres tjeneste“; det varede i to timer. Med en rollebesætning på cirka tredive personer skildrede det på en frimodig og dramatisk måde de problemer der møder unge kristne — som for eksempel materialismens snare og fristelsen til at begå utugt — og hvordan de overvindes. Skuespillet, som i det store og hele var bygget på hændelser fra det virkelige liv, understregede hvad forældre kan gøre for at hjælpe deres børn. Det blev kraftigt understreget over for forældrene at det ikke er nok at børnene overværer møderne og går ud i tjenesten. I indledningen sagde fortælleren: ’Ved I hvorfor de gør det? Kender I deres inderste tanker og ønsker? Ved I hvad der har deres virkelige interesse?’ Til sidst blev der sagt til forældrene: „Jeres børn er som ler i jeres hænder. I kan hjælpe Jehova med at forme dem som kar til ære, men I kan også . . . overgive dem til denne tingenes ordning og lade den forme dem som kar til vanære. I kan selv vælge.“

Den anden dag

På stævnets anden dag, fredag, blev der om formiddagen holdt et dåbsforedrag, „Dåb i lydighed mod den gode nyhed“, som efterfulgtes af selve dåbshandlingen. I foredraget blev det blandt andet forklaret at det er nødvendigt at vi indvier os for at få en god samvittighed, at det er klogt at gøre det fordi det fører til evigt liv, og at det er et udtryk for kærlighed at gøre det, da det viser at man er taknemmelig mod Gud for alt det han har gjort for os. Men det er ikke en handel man kan slå af med Gud; tværtimod må det være en ubetinget overgivelse, grundlagt på tillid til Gud. Ved 119 stævner blev der døbt i alt 17.613.

Efter at nogle af dem der lige var blevet døbt havde fortalt interessante erfaringer, fortsatte eftermiddagsprogrammet om fredagen med et foredrag der var bygget over Mattæus-evangeliet 11:28-30. Det viste hvordan det, på grund af den omfattende selviskhed og ondskab, er blevet strengt og hårdt at bære det åg og den byrde verden lægger på os. Den byrde af skyld der er en følge af vore synder, er også tung. Men det åg der følger med indvielsen er gavnligt og let fordi Jehova Gud og Jesus Kristus er kærlige og rimelige herrer. Tro, lydighed, et ret syn på tingene, og samvær med kristne brødre bidrager yderligere til at gøre ens byrde let.

Umiddelbart derefter fulgte foredraget „Opøver du dig til at klare kommende prøvelser?“ Hvordan kan man det? Ved at lære at beherske sine tanker, ved at have gode studievaner, og ved at overvinde de nuværende prøver, der skyldes ting som nationalisme, kønslig umoralitet, materialisme og voksende ligegyldighed over for Rigets budskab. Det er også vigtigt at man er kritisk i sit valg af adspredelser. De tilstedeværende fik følgende formaning: „Undgå alt hvad der svækker jer åndeligt; brug for eksempel ikke for megen tid foran fjernsynsskærmen.“

Dernæst kom foredraget „Hvor der er behov for flere forkyndere af den gode nyhed“. Det makedonske kald lyder stadig, for der findes mange lande hvor der kun er én forkynder af Riget for hver 5000 indbyggere, og i ét land er forholdet én til 840.000. Der venter os mange velsignelser dersom vi kan følge denne opfordring, men fornuftig planlægning er nødvendig. Hvis vi ikke kan flytte langt bort, er der måske steder i vort eget land hvor behovet er stort. (Ap. G. 16:9, 10) Dette foredrag efterfulgtes af den magtfulde hovedtale: „Den gode nyhed om en verden uden falsk religion“, hvis hele ordlyd er at finde i dette nummer af Vagttårnet.

Ved slutningen af dette foredrag blev udgivelsen af en ny bibelstudiebog bekendtgjort. Bogen, der hedder The Truth That Leads to Eternal Life, er i lommeformat og på 192 sider. Om dens indhold hedder det i et brev fra Danmark hvori der gives udtryk for værdsættelse af bogen:

„Næsten lige fra begyndelsen engagerer den læseren eller eleven og drager ham eller hende med ind i drøftelsen. Den behandler både emnerne og læserens indstilling til dem. Den opfordrer læseren til at træffe mange afgørelser efterhånden som emnerne gennemgås, og dette vil hjælpe ham eller hende til at antage sandheden. Det at antage sandheden består jo ikke blot i at man træffer én beslutning efter at man har studeret hele bogen igennem, men det er et resultat af mange beslutninger der træffes efterhånden som kundskaben vokser . . . Denne bog og studieplanen synes at være et af de mest betimelige hjælpemidler vi nogen sinde har fået.“

I Vagttårnet for 15. april 1968, der bekendtgjorde at disse stævner skulle afholdes, hed det: „Vi kan røbe at der om fredagen er noget på programmet som ikke blot vil glæde alle men også helt bestemt overraske, for det vil have stor indflydelse på vort arbejde i fremtiden.“ Overraskelsen indbefattede mere end den nye bog. Den drejede sig også om et seks måneders bibelstudieprogram! Den måde hvorpå den nye bog hele tiden engagerer eleven, vil uden tvivl få ham eller hende til at ønske at handle når studiet af bogen er til ende, hvad det skulle kunne være i løbet af omkring seks måneder. Det er ikke mere tanken at sådanne studier skal vare år efter år uden at eleven handler i overensstemmelse med den kundskab han har fået.

Aftenprogrammet begyndte med at der blev fortalt erfaringer om gode resultater i bibelstudiearbejdet. Ved stævnet i Lewiston, Maine, i De forenede Stater blev der fortalt en højst usædvanlig oplevelse. To specialpionerer fortalte hvordan de, i løbet af forholdsvis kort tid, havde været i stand til at hjælpe ti unge mennesker, tillige med nogle af disses forældre, til at tage standpunkt for sandheden, hovedsagelig som følge af en kædereaktion. Ti af dem kom op på platformen, en ad gangen, og det viste sig at tolv var blevet døbt inden for de sidste otte måneder.

Programmet belyste derefter den nye bibelstudiebogs mange gode egenskaber, og det blev vist hvordan man kan tilbyde den til offentligheden. Den behandler på en let forståelig måde forskellige emner som de fleste har brug for at vide noget om eller er meget interesseret i. Tonen i den er venlig men fast og indtrængende, og behandlingen af emnerne skrider rask frem. Den giver blandt andet vejledning om kristen opførsel og om familielivet, og den fremholder Bibelens syn på sådanne spørgsmål som svangerskabsafbrydelse og spiritisme.

Af særlig interesse for alle med ikke-troende ægtefæller var foredraget „Den kristne i en splittet husstand“ der dernæst fulgte. På en venlig og forstående måde forklarede det tydeligt den dobbelte bibelske forpligtelse den kristne har til både at bevare sin integritet og til at hjælpe den ikke-troende til troen. Eksempler belyste værdien af kærlig hensyntagen og takt og af at nægte at gå på kompromis. „Det er bedre at lide uret end at gøre uret,“ lød rådet, og „det er et lige så vigtigt krav til den kristne hustru at hun underordner sig som det er at hun forkynder den gode nyhed om Guds rige.“ Hvordan kan man undgå splittede husstande? Ved lige fra begyndelsen at drage begge ægtefæller ind i drøftelsen af Bibelen og ved kun at gifte sig „i Herren“.

Den tredje dag

Det første punkt på lørdagens eftermiddagsprogram bestod i at tilsynsmænd fortalte om hvordan de havde kunnet forøge mødedeltagelsen, nogle steder til godt over 100 procent af forkyndertallet. Denne fremgang skyldtes blandt andet at man havde sørget for møder der var omhyggeligt gennemprøvet og som anvendte den givne vejledning på de lokale forhold, at man i bogstudiegrupperne havde understreget vigtigheden af at overvære møderne, og at man havde holdt møderne på de tidspunkter der passede de fleste bedst.

Derefter fulgte det alvorlige foredrag „Vogt dit hjerte mer end alt andet“. Ligesom et sundt fysisk hjerte er nødvendigt for det fysiske helbred, således er et sundt åndeligt hjerte, sædet for følelser, motiver og ønsker, nødvendigt for et sundt åndeligt helbred. Den måde hvorpå vi tilegner os kundskab og lader os tugte, afgør i høj grad hvilke ønsker vi opelsker og hvor stærke de bliver. Rette ønsker kan tilfredsstilles med måde, men urette ønsker må fjernes eller holdes under streng kontrol. Urette ønsker begynder i hjertet og det i en tidlig alder med et „jeg vil ha’, jeg vil ha’“ så det ene og så det andet. Alle der ikke har sunde hjerter vil blive tilintetgjort i Harmagedon.

Derefter fulgte en udmærket vejledning i foredraget „Opøvet til at skelne mellem ret og uret“. Kristne må være sikre på hvad der er ret og hvad der er uret, og det kræver både en god forståelse af Bibelens principper og sund fornuft. Ved hjælp af flere interessante eksempler viste dette programpunkt blandt andet at kristne må tage forlovelser meget alvorligt, at de må betragte rygning som noget urent og lotterispil som en form for selviskhed. Lørdagens eftermiddagsprogram sluttede med det interessante foredrag „Lykkelig er den nation hvis Gud er Jehova“, der opregnede de grunde Jehovas folk har til at være lykkeligt. Det kan læses i hele sin ordlyd i næste nummer af Vagttårnet.

Erfaringerne lørdag aften blev fortalt af forældre der havde haft glæde af at opdrage deres børn. De havde studeret Bibelen regelmæssigt sammen med deres børn, havde bedt sammen med dem, taget dem med til alle møder og stævner, leget bibelske lege med dem, og, fremfor alt, sat heltidstjenesten op som et mål for dem. Ved stævnet i Rennes i Frankrig fortalte en landmand en oplevelse som på glimrende måde viser at dette kan lade sig gøre. Han fortalte at af hans seks sønner er to familieoverhoveder og tilsynsmænd, af de fire ugifte sønner tjener én på Vagttårnsselskabets franske afdelingskontor, en anden er i zonetjenesten, en tredje er specialpioner og en fjerde almindelig pioner. Af hans tre døtre havde én været specialpioner og er nu gift med en dygtig tilsynsmand, teenageren er feriepioner og den yngste leder selv et bibelstudium.

Efter disse interessante oplevelser fulgte det fængslende to timer lange skuespil „Jehovas vej er sejrens vej“. Det viste hvordan Jefta, der først var blevet jaget bort, blev udvalgt til at være Israels dommer, og hvordan det lykkedes ham at udfri Israel fra det ammonitiske åg efter at folket havde vendt sig til tilbedelsen af Jehova. Det skildrede også nutidens modstykke til disse begivenheder. Det viste hvordan vor tids ammonitter, de politiske herskere, har undertrykt Jehovas tjenere, hvordan disse valgte „Jefta“ ved at de sluttede op om det teokratiske styre under Jesus Kristus og hvordan Jehova derpå gav dem sejren. Det indeholdt nogle interessante og gribende eksempler på den frygtløshed Jehovas folk viste da det stod ansigt til ansigt med naziforfølgelsen i Tyskland og Katolsk Aktion i De forenede Stater. Ved flere stævner blev dette skuespil vist to gange for at alle kunne se det, og ved mange andre stævner blev det ved hjælp af internt fjernsyn transmitteret til ekstra lokaler, da der ikke var plads til alle i selve salen.

Den sidste dag

Det første punkt på programmet efter dagsteksten og bønnen, var det hjertevarmende foredrag „Opbyg hverandre“. Det understregede at „død og liv er i tungens vold“. Brugt på den rette måde kan tungen, som vist af apostelen Paulus, føre til liv for tilhørerne, men brugt på en uret måde, som i tilfældet med de ti spejdere i fortidens Israel, kan den føre til død. Ja, med tungen kan vi enten rive ned eller bygge op. Undgå drilleri og en klagende ånd, for sådanne ting opbygger ikke. Led samtalen ind i de rette baner. Et hvilket som helst emne kan blive opbyggende dersom man finder de bibelske principper der vedrører det. Det er det Vågn op! gør. Følg dets eksempel. Tag initiativet til opbyggende samtaler. Somme tider er det kun ét ord der behøves, men det ord må siges. Især familiemedlemmer har mange muligheder for at opbygge hinanden. Vi kan også opbygge hinanden ved hjælp af gerninger. Når vi besøger de syge eller handicappede bør vi være vågne for om vi kan give andet og mere end opmuntrende ord. Er der noget vi kan gøre? Kan vi vaske op, ordne tøj, gå på indkøb eller gøre rent? At man tager sig af sådanne ting kan også virke åndeligt opbyggende.

Meget praktisk var også det efterfølgende foredrag, „Lad os stræbe efter det der fører til fred“. Virkelig fred er ikke blot den behagelige følelse vi har når alt går som vi synes det skal, men det er noget langt mere. Da vi jo er ufuldkomne, skaber den stadige kontakt vi har med hinanden et pres der har en tendens til at bryde freden. Når vi ser det trækker op til et skænderi, gør vi da alt hvad vi kan for at afværge det? Vor evne til at jage efter fred afhænger i virkeligheden af om vi søger fred med Jehova. En god og ubetynget samvittighed hjælper os til at affinde os med den spænding som opstår på grund af andres ufuldkommenhed. Men hvis vi tænker for højt om os selv bliver det vanskeligt at jage efter fred, så for fredens skyld bør vi vise ydmyghed.

Det næste foredrag, „Vis mere end almindelig opmærksomhed“, belyste hvordan vor evne til at vise opmærksomhed må ledes ad de rette baner. Ved den måde hvorpå vi bruger denne evne kan vi vise vor kærlighed til Gud. At vise opmærksomhed betyder at anstrenge sindet. Det er umuligt at vise noget opmærksomhed uden at blive påvirket af det. Vi må derfor være meget kritiske med hvad vi viser opmærksomhed. Vort daglige arbejde kræver naturligvis et vist mål af vor opmærksomhed, men det er Guds ord vi må vise mere end almindelig opmærksomhed. Ved møderne bør vi være ligesom Lydia der lyttede til Paulus’ ord.

Det bibelske skuespil „Stiller du dig selv til rådighed?“ afsluttede formiddagens program. Det omhandlede den villighed hvormed dommeren Jeftas datter overgav sig så faderens løfte kunne indfries ved at hun tjente som jomfru ved templet. Dette gribende skuespil fik mange i forsamlingen til at fælde en tåre. Dets nutidige modstykke blev også skildret: Den salvede „rest“ vier i lighed med Jefta frugterne af sine sejre, den store skare af „andre får“, til Jehovas tjeneste, på samme måde som Jeftas datter blev viet til tempeltjenesten. Dette skuespil sluttede med en opfordring til unge kristne forkyndere om at stille sig til rådighed i heltidstjenesten.

Det vidt og bredt averterede offentlige foredrag, disse stævners højdepunkt, blev holdt søndag eftermiddag (efter et musikprogram). Det indeholdt den gode nyhed at ’menneskers styre snart skal vige for Guds styre’. Teksten blev bragt i Vagttårnet for 15. oktober 1968. Antallet af de tilstedeværende ved alle stævnerne var omkring 925.000.

Efter en kort pause fulgte endnu et vigtigt punkt på programmet, de „afsluttende bemærkninger“. Ved tre af stævnerne i De forenede Stater blev disse givet af Vagttårnsselskabets præsident, N. H. Knorr. Stævnedeltagerne fik at vide at „der i tjenesteåret 1968 var blevet gjort en vældig indsats!“ Aldrig før havde så mange været med i forkyndelsen af den „gode nyhed“, idet der i april nåedes et højdepunkt på 1.204.288, en 10 procents forøgelse over sidste års gennemsnit. Og aldrig før var der blevet spredt så mange blade og indbundne bøger; uddelingen af bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? havde været usædvanlig. Adskillige lande, som for eksempel Mexico, Brasilien og Ecuador, havde en forøgelse på mere end 20 procent. Selv landene bag jerntæppet havde en god forøgelse, nemlig 4¹/₂ procent.

Der blev også talt om planerne i forbindelse med de internationale stævner i 1969, hvoraf der holdes seks i De forenede Stater og Canada (nu er der desuden planlagt et i Toronto, Canada, fra den 6. til 13. juli, så det bliver syv i alt), andre i Europa og rundt omkring i verden. Hvad der især interesserede danske stævnedeltagere, var at der skal holdes et internationalt stævne i København. Ved stævnet i Washington, D.C., blev det bekendtgjort at de fleste missionærer i udenlandske distrikter vil blive inviteret til det stævne der holdes nærmest deres hjem. I afslutningen blev det fremhævet at det store arbejde i 1969 skal udføres ved hjælp af den nye bog Sandheden der fører til evigt liv. Taleren sagde: „Tiden er kort. Det er vigtigt at vi leder bibelstudier for at hjælpe folk til at flygte fra det store Babylon, og at vi selv studerer. Lad ikke noget fortrænge studium fra dit liv. Stævnet har vist hvordan vi bør vandre. Vær ved godt mod og fortsæt, så de kommende dage må blive til lovprisning af Jehovas navn. Som Jesus sagde: ’Ret jer og løft jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.’“ — Luk. 21:28.

Så sluttede sektionsstævnet ’En god nyhed for alle nationerne’ med en taknemmelig lovsang, „Vi takker dig, Jehova!“, og en bøn. Disse stævner bød i sandhed på et program der var fyldt med rige åndelige velsignelser. De fortjente absolut at man endnu en gang sagde: „Det er det bedste stævne vi nogen sinde har haft!“ (Yderligere oplysninger om stævnerne, som for eksempel avisomtalen i forbindelse med dem, bringes i Vågn op! for 22. februar 1969.)

[Illustration på side 69]

Jeftas datter hører om sin faders løfte. Fra stævnet i Bruxelles