Tålmodighed betaler sig

DER er tidspunkter hvor Jehovas vidner må vise stor tålmodighed for at overbevise andre om at det er deres oprigtige ønske at hjælpe dem, men lønnen for deres tålmodighed er det værd. Følgende oplevelse som et af Jehovas vidner har haft, viser hvilken stor værdi det har at være tålmodig:

„I 1961 blev vi døbt som Jehovas vidner. Vores nærmeste nabo, som var imod Jehovas vidner, var rasende på os fordi vi tog dette skridt. Hun sagde at selv om vi var gode naboer ønskede hun ikke at have noget som helst med vores religion at gøre. Vore forsøg på at få hende til at ændre opfattelse viste sig at være forgæves. Så besluttede vi at følge den fremgangsmåde som Vagttårnsselskabet har anbefalet. Vi ville kun tilbyde hende blade med artikler som vi mente hun ville være glad for at læse.

Dette viste sig at være godt, for hun modtog disse blade og læste de artikler vi anbefalede. Sådan fortsatte det i et års tid, og en dag begyndte hun at lade sin seksårige datter besøge os.

For at underholde den lille størrelse plejede vi at bruge bogen Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis og forklare illustrationerne i den. Og når hun kom hjem fortalte hun naturligvis sin moder hvad hun havde lært om Jehova Gud, Paradiset i Eden, Adam og Eva, og så videre. Cirka fjorten dage efter ringede moderen mig op.

Hun spurgte mig om jeg havde bibelstudium med hendes datter, Jo Ann. ’Nej,’ svarede jeg, ’jeg forklarer hende blot billederne i én af vores bøger.’ Jeg hentede ’Paradisbogen’ og forklarede hende hvordan jeg bar mig ad. Så sagde hun: ’Jo Ann er så glad for det at jeg tænkte om De ikke også kunne få tid til at læse Bibelen med hende.’

Et studium blev påbegyndt med begge naboens børn. Kort tid efter blev jeg igen ringet op. ’Jeg er virkelig glad for det De gør for vores børn,’ sagde min nabo, ’de lærer så meget fra Bibelen. . . . Ser De, jeg har nu igennem flere måneder haft lyst til at bede Dem om også at læse med mig, men jeg har bare ikke haft mod til det. Jeg har nu i de seks år der er gået, lagt mærke til hvor trofast De har været gennem al den tid. Jeg forstår at der må være en grund til det. Tror De at De kan få tid til også at læse med mig?’ Ovenud lykkelig svarede jeg at det ville jeg hellere end gerne.“