Hvor inkonsekvent!

Udviklingsteorien som den læres i dag er baseret på den anskuelse at små mutationer, d.v.s. forandringer i en organismes arvelige anlæg, har dannet alle levende skabninger i verden, begyndende med elementære molekyler i en klat „urslim“. Til trods herfor kan man i Science News for 21. september 1968 læse følgende udtalelse af en førende arvelighedsforsker der sammen med 2000 videnskabsmænd fra 53 nationer var til stede ved den tolvte Internationale kongres for Arvelighedsforskning i Tokyo: „Den vigtigste opgave for generne hos fremtidens mennesker må være at beskytte den menneskelige arvelighed mod mutationer, hvad enten disse er naturlige, forårsaget af kemiske midler eller fremkaldt af radioaktiv stråling.“

Men hvis mutationer virkelig har opbygget alle de komplicerede og imponerende livsformer der findes på jorden, hvorfor så ikke arbejde på at fremkalde flere mutationer i stedet for at søge beskyttelse mod dem? Fordi sandheden er at mutationer ikke frembringer en udvikling, men en degeneration. Alligevel anser man mutationer for at være den vigtigste årsag til udvikling og grundlaget for den moderne udviklingsteori. Salmisten siger meget rammende: „Dårerne siger i hjertet: ’Der er ingen Gud!’“ — Sl. 14:1.