Spørgsmål fra læserne
● Hvordan skal vi forstå Hebræerbrevet 1:6, hvor der siges at alle englene får befaling til at tilbede Jesus? — F. C., U.S.A.
I Hebræerbrevet 1:6 står der: „Og når han igen lader sin førstefødte komme til jorderig, siger han: ’Og alle Guds engle skal tilbede ham.’“ Hebræerbrevets forfatter citerer her fra Salme 97:7, der lyder (i uddrag): „Alle guder bøjed sig for ham.“ Septuaginta-oversættelsen, hvorfra brevets forfatter uden tvivl har citeret, lyder: „Tilbed ham, alle I hans engle.“ — Efter Charles Thomsons engelske oversættelse.
Disse skriftsteder frembyder åbenbart en vanskelighed, eftersom de synes at være i modstrid med Jesu klare ord til Satan Djævelen: „Der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’“ — Matt. 4:10.
Det græske ord der er gengivet „tilbede“ i Hebræerbrevet 1:6 er proskyneʹo. Dette græske ord bruges også i Salme 97:7 i Septuaginta-oversættelsen som en gengivelse af det hebraiske shachahʹ. Hvad betyder disse ord.?
Grundbetydningen af shachahʹ er „at bøje sig“. (Ordsp. 12:25) Man kan bøje sig af respekt for et andet menneske, for eksempel en konge (1 Sam. 24:9; 2 Sam. 24:20) eller en profet. (2 Kong. 2:15) Abraham bøjede sig for kana’anæeren Hets sønner, som han ville købe et gravsted af. (1 Mos. 23:7) Isaks velsignelse over Jakob ville medføre at jordens folkefærd og Jakobs egne „brødre“ ville bøje sig for ham. — 1 Mos. 27:29; jævnfør 49:8.
Af ovennævnte eksempler fremgår det at dette hebraiske ord ikke nødvendigvis har en religiøs betydning eller indebærer tilbedelse. Dog anvendes det mange steder i forbindelse med en tilbedelse, enten af den sande Gud (2 Mos. 24:1 [NW]; Sl. 95:6) eller af falske guder. — 5 Mos. 4:19 [NW]; 8:19 [NW].
Det var tilladt at bøje sig for mennesker som udtryk for respekt for dem, men at bøje sig for nogen anden end Jehova som en guddom forbød Gud selv. (2 Mos. 23:24; 34:14) Ligeledes var det udtrykkeligt forbudt at bøje sig for afgudsbilleder og billeder af det skabte. (2 Mos. 20:4, 5; 3 Mos. 26:1; 5 Mos. 4:15-19) Når det derfor i De hebraiske Skrifter fortælles at nogle af Jehovas tjenere kastede sig ned for engle, gjorde de det kun fordi de anerkendte at englene optrådte på Guds vegne, og ikke fordi de bøjede sig tilbedende for dem. — Jos. 5:13-15 [NW]; 1 Mos. 18:1-3.
Det græske proskyneʹo anvendes ligesom det hebraiske shachahʹ både om at bøje sig ærbødigt for skabninger og om at tilbede Gud eller en guddom. Skønt måden hvorpå denne hyldest udtrykkes måske ikke træder så stærkt frem i proskyneʹo som i shachahʹ, der tydeligt indeholder tanken om at kaste sig ned eller bøje sig, er nogle ordbogsforfattere dog af den opfattelse at det græske ord oprindelig indeholdt denne tanke.
Som med det hebraiske ord må man tage sammenhængen i betragtning for at afgøre om proskyneʹo hentyder til en hyldest som kun er udtryk for dyb respekt eller en hyldest som er udtryk for religiøs tilbedelse. Når talen er om Gud (Joh. 4:20-24; 1 Kor. 14:25) eller falske guder og deres billedstøtter (Ap. G. 7:43; Åb. 9:20), er det tydeligt at den hyldest der er tale om rækker videre end den det er tilladt at vise mennesker og som i almindelighed vises mennesker, og derfor må siges at være tilbedelse. Der er ligeledes tale om tilbedelse når genstanden for den udviste hyldest ikke nævnes. Det er da underforstået at den er rettet mod Gud. (Joh. 12:20; Ap. G. 8:27; Hebr. 11:21) Derimod er der ikke tale om tilbedelse dér hvor det siges at nogle fra „Satans synagoge“ ’kommer og kaster sig ned’ for de kristnes fødder. — Åb. 3:9.
Et eksempel på ordets anvendelse i forbindelse med at bøje sig ærbødigt for en jordisk konge, har vi i Mattæus 18:26, i en af Jesu lignelser. Det er også klart at det var denne ærbødige hilseform astrologerne anvendte over for Jesusbarnet, „jødernes nyfødte konge“, og som også Herodes foregav at ville udtrykke, og som soldaterne anvendte da de drev spot med Jesus før hans pælfæstelse. De betragtede tydeligt nok ikke Jesus som Gud eller som en guddom. — Matt. 2:2, 8; Mark. 15:19.
Skønt nogle bibeloversættere bruger ordet „tilbede“ de fleste steder hvor proskyneʹo beskriver hvad nogle mennesker gør idet de møder Jesus, berettiger det foreliggende materiale ikke til at man lægger for meget i denne gengivelse. De omstændigheder der fremkaldte denne ærbødige hilseform svarer nøje til de omstændigheder der var årsag til at profeter og konger i fortiden blev hilst på denne måde. (Sammenlign Mattæus 8:2, 9:18, 15:25 og 20:20 med Første Samuelsbog 25:23, 24, Anden Samuelsbog 14:4-7, Første Kongebog 1:16 og Anden Kongebog 4:36, 37.) Udtalelser fremsat af dem der hilste Jesus på denne måde, viser at selv om de anerkendte at Jesus optrådte på Guds vegne, bøjede de sig ikke for ham som for Gud eller en guddom, men som „Guds Søn“, „Menneskesønnen“ og Messias, som havde fået overdraget myndighed af Gud. — Matt. 14:32, 33; 28:5-10, 16-18; Luk. 24:50-52; Joh. 9:35, 38.
Selv om profeter og også engle i tidligere tider havde taget imod en sådan hyldest, ønskede Peter ikke at Kornelius skulle bøje sig for ham. Og engelen (eller englene) i Johannes’ syn forhindrede to gange Johannes i at udføre en sådan handling, idet den omtalte sig selv som Johannes’ „medtjener“ og sluttede med at sige „Gud skal du tilbede“. — Ap. G. 10:25, 26; Åb. 19:10; 22:8, 9.
Øjensynlig havde Kristi komme medført noget nyt som kom til at berøre Guds tjeneres adfærd over for hinanden. Jesus lærte sine disciple at „kun én er jeres mester, og I er alle brødre. . . . kun én er jeres fører, Kristus“. (Matt. 23:8-12) Det var i ham de profetiske skikkelser og forbilleder fik deres opfyldelse, sådan som engelen også sagde til Johannes: „Det at vidne om Jesus er dét der inspirerer til at profetere.“ (Åb. 19:10, NW) Jesus var Davids Herre, den større Salomon og den profet der var større end Moses. (Luk. 20:41-43; Matt. 12:42; Ap. G. 3:19-24) Den ærbødighed som man viste disse mennesker, skildrede på forhånd den ærbødighed som tilkom Kristus. Peter forhindrede derfor med rette Kornelius i at gøre for meget ud af ham.
Ligeledes stod Johannes i et andet forhold til den engel (de engle) som formidlede Åbenbaringen, end fortidens israelitter stod i til de engle der viste sig for dem, for Johannes var blevet retfærdiggjort eller erklæret retfærdig af Gud som en salvet kristen og var kaldet til at være en himmelsk søn af Gud og et medlem af hans søns regering. Som apostelen Paulus havde skrevet: „Ved I ikke, at vi skal dømme engle?“ (1 Kor. 6:3) Engelen (englene) anerkendte øjensynlig dette ændrede forhold da den afslog Johannes’ hyldest.
Derimod er Kristus Jesus af sin Fader blevet ophøjet til den ypperste stilling næst efter Gud, og dette vil medføre at „i Jesu navn [skal] hvert knæ . . . bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre“. — Fil. 2:9-11; jævnfør Daniel 7:13, 14, 27.
Hvordan skal vi i betragtning heraf forstå Hebræerbrevet 1:6, der viser at selv englene vil „tilbede“ den opstandne Jesus Kristus? Selv om mange oversættelser af dette skriftsted gengiver proskyneʹo med „tilbede“, er der også nogle der gengiver det med „bøje sig for“ (The Bible — An American Translation) og „hylde“ (The New English Bible). Men uanset hvad man oversætter det med, forbliver det græske ord dog det samme, og forståelsen af hvad det er englene gør over for Kristus, må være i overensstemmelse med den øvrige del af Bibelen.
Hvis man foretrækker gengivelsen „tilbede“, må man forstå at denne tilbedelse kun kan være relativ, for Jesus selv sagde udtrykkeligt til Satan at „du skal tilbede [bøjningsform af proskyneʹo] Herren din Gud og tjene ham alene“. (Matt. 4:8-10; Luk. 4:7, 8) Det er rigtigt at Salme 97, som apostelen åbenbart citerer i Hebræerbrevet 1:6, refererer til Jehova Gud som den alle guder ’bøjer sig for’, og dog møntes dette skriftsted på Kristus Jesus. (Sl. 97:1, 7) Imidlertid har apostelen allerede tidligere vist at den opstandne Kristus blev „[Guds] herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede“. (Hebr. 1:1-3) Heraf følger at hvis englene retter det vi forstår ved ’tilbedelse’ mod Sønnen, rettes denne tilbedelse i virkeligheden gennem ham mod Jehova Gud, universets suveræne hersker, „ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene“. — Åb. 14:7; 4:10, 11; 7:11, 12; 11:16, 17; jævnfør Første Krønikebog 29:20; Åbenbaringen 5:13, 14.
På den anden side er gengivelser som „bøje sig for“ og „hylde“ (i stedet for „tilbede“) på ingen måde i modstrid med det der siges på grundsproget, hverken det hebraiske i Salme 97:7 eller det græske i Hebræerbrevet 1:6, for disse gengivelser indeholder både det hebraiske og det græske ords grundbetydning.