Hvordan jeg har forsvaret Guds sandheder og hans folk
FORTALT AF VICTOR V. BLACKWELL
I MERE end fyrre år har jeg forsvaret Guds sandheder, en stor del af tiden i retssale som sagfører. Det var i 1939, før jeg havde fået min bestalling som sagfører i staten Louisiana (U.S.A.), at jeg tog af sted for at besøge byretsdommeren i Alexandria i Louisiana, i et forsøg på at udvirke en løsladelse af fire Jehovas vidner som var blevet fængslet for at have forkyndt den gode nyhed. Da jeg forklarede dommeren at jeg gerne ville sørge for at der blev stillet kaution for de fire fængslede vidner, blev han vred, trak en pistol frem af skrivebordsskuffen og rettede den imod mig, idet han sagde:
„Skrub af! Se at komme ud af Alexandria. Jeg slår Dem ihjel hvis De nogen sinde viser Dem her igen. Ingen Jehovas vidner eller nogen der repræsenterer dem skal komme her og sige noget imod den hellige katolske kirke. Se så at skrubbe af!“
Med denne oplevelse og det der umiddelbart fulgte efter, begyndte en ny fase af mit liv; jeg begyndte juridisk at forsvare den gode nyhed. Men min interesse for at forsvare Guds sandheder går helt tilbage til min barndoms dage. Det var i 1908 at Guds sandheder først nåede vort hjem i Louisiana; jeg var dengang blot ét år gammel. En eller anden sendte min fader nogle bibelske traktater der var udgivet af Vagttårnsselskabet. „Mit sind og hjerte blev fyldt med begejstring over det jeg læste,“ sagde min fader.
Jeg var næppe „holdt op med at gå med ble“ før jeg begyndte at lære at læse ved hjælp af nogle ABC-klodser og ved bestandig at spørge min moder: „Hvad står dér?“ „Læs det her for mig.“ Min fader læste også for mig, især Bibelen og Selskabets publikationer, og han forklarede indholdet for mig på en enkel måde. Disse vidunderlige sandheder slog derfor rod i mig på et ret tidligt tidspunkt i mit liv. Længe før jeg kom ud af skolen havde jeg læst de bøger der hed „Studier i Skriften“, foruden Bibelen og andet som jeg kunne få fat i og som gav mig en større forståelse af Bibelen.
Hvordan jeg forsvarede Guds sandheder i skolen
I en meget tidlig alder forsvarede jeg ved enhver lejlighed Guds sandheder over for mine skolekammerater og lærere. Lejlighederne var utallige, for mine lærere og skolekammerater sagde til mig: „Din far prædiker at der ikke er noget helvede!“ Dette var en form for latterliggørelse som var inspireret af kristenhedens præster. Præsten dér på stedet fortalte folk at helvede var ti millioner gange hedere end almindelig ild. Jeg havde således rig anledning til at forsvare Bibelens sandheder ved at forklare hvad „helvede“ virkelig er, nemlig menneskehedens fælles grav.
Da jeg begyndte at studere biologi ved universitetet, uddelte professoren sedler og bad hver elev skrive om han eller hun troede på Bibelens skabelsesberetning eller på evolutionsteorien. De fleste af de 150 elever gav udtryk for at de troede på Bibelens beretning. Ved slutningen af kursuset uddelte professoren igen sedler til besvarelse af det samme spørgsmål. Denne gang var resultatet det modsatte: kun et lille antal, en halv snes stykker, holdt fast ved deres tro på Bibelen. Resten var blevet ofre for evolutionsteorien. Professoren var synligt tilfreds med at have ødelagt de fleste af sine elevers tro. Sådan var atmosfæren ved en højere læreanstalt allerede i 1920rne.
En dag da professoren udbredte sig om evolutionsteorien spurgte jeg: „Hr. professor, hvor kom denne første levende celle fra? Hvem skabte den? Og hvordan vil De forklare de utallige livsformer der findes?“ Men han kunne ikke svare, og irettesatte mig derfor skarpt.
En aften da jeg havde en diskussion med en større gruppe studenter beviste jeg at sådanne læresætninger som menneskesjælens iboende udødelighed, den evige ild i helvede og treenigheden er falske. En af studenterne sagde at han ville ringe til sin præst og bede ham komme og så skulle han nok „hænge mig ud“. Jeg sagde til ham at præsten ikke ville komme. Han ringede alligevel, men præsten nægtede at komme. Da jeg da fortsatte med at fortælle om Bibelen, lyttede de med større respekt.
En større andel i forkyndelsen
Efter at jeg i maj 1929 havde taget min eksamen fra universitetet tog jeg imod en stilling som lærer ved Covington high school i Louisiana. Der vidnede jeg ved enhver lejlighed for elever og lærere.
Men da jeg ønskede at få en større andel i tjenesten for Gud, opgav jeg i 1932 min stilling som lærer og begyndte i pionertjenesten eller heltidsforkyndelsen under Vagttårnsselskabets ledelse. Før jeg forlod skolen blev jeg indbudt til at tale til alle lærerne, og jeg uddelte bibelsk læsestof til dem alle.
Den 1. april 1932 lod jeg mig døbe i vand som symbol på min indvielse til Jehova, og det var min fader der døbte mig i det lille vandløb nær vort hjem. Samme måned satte et andet Jehovas vidne og jeg kursen mod Minde i Louisiana, mit første distrikt som heltidsforkynder af Guds ord. Den store økonomiske depression var ikke forbi, og pengene var små. Derfor afsatte vi meget bibelsk læsestof til folk ved at bytte bibler og bøger for kyllinger, ænder, gæs, æg, majs og andre fødevarer.
Engang da det kneb meget for os, inviterede en kristen søster, hvis mand nylig var død og havde efterladt sig nogle penge, mig og en anden pioner hjem til sig. Hun forærede os hver 600 dollars! For så godt som alle var dét i de dage en bunke penge. For en pioner var det en formue! Ved hjælp af disse penge kunne vi få vore biler sat i god stand og købe nyt tøj, skaffe os mad og få dækket andre behov.
Senere rejste jeg med en gruppe pionerer til området omkring Mississippi-deltaet. I november 1933 giftede jeg mig med en af pionersøstrene. Vi gennemarbejdede store områder sammen og spredte en mængde bøger og blade. Eftersom det var en bibelsk traktat der først gav min fader, min moder og mig selv et fast grundlag for Bibelens sandheder, har jeg under hele min tjeneste altid bestræbt mig for at efterlade en traktat eller noget andet læsestof ved hver dør hvor der ikke har været nogen hjemme og til alle som jeg har vidnet for, hvis vedkommende ikke på anden måde havde fået bøger eller blade.
Vi besøgte de store bomuldsplantager. Men nogle af ejerne og bestyrerne ønskede ikke at nogen besøgte deres arbejdere. Somme tider truede de med at prygle os eller slå os ihjel hvis vi besøgte deres arbejdere. En dag da et andet Jehovas vidne og jeg kørte på en støvet vej nær en plantage, så vi således en bil der kom bagfra med stor fart. Da vi troede det var en plantagebestyrer, satte vi farten op i et forsøg på at komme tilbage til hovedlandevejen, idet vi kørte så hurtigt at den forfølgende bil næsten forsvandt i en støvsky.
Men den anden bil blev ved med at forfølge os, lige til den havde indhentet os, hvorpå chaufføren gjorde tegn til os om at standse. Vi standsede for at se hvad denne store „automobiljagt“ skulle betyde. „I har sprunget over mit hus,“ forklarede vores forfølger. „Så jeg regnede ud at den eneste måde hvorpå jeg kunne få nogle af de bøger, var ved at sætte efter jer!“ Vi forklarede ham sagens sammenhæng og overlod ham derpå en stor stak bøger.
I 1939 blev min hustru mig utro. Trods alle mine bønner om at fortsætte samlivet med mig og tjene Jehova, lod hun sig skille og giftede sig med en mand der var af denne verden. Jeg fortsatte i Jehovas tjeneste. Mindre end et år efter at min første hustru havde forladt mig, og mens jeg var optaget af tjenesten i byen Mandeville i Louisiana, mødte jeg en tiltalende dame, der senere blev min kristne ægtefælle.
Debatter med præster
I sommeren 1932 udfordrede en præst i Cottonvalley i Louisiana mig til en offentlig debat. Da jeg altid var ivrig efter at forsvare Guds sandheder tog jeg imod denne udfordring og lod en mængde løbesedler trykke til annoncering af debatten, der skulle finde sted i et teater. Da bogtrykkeren blev klar over at jeg skulle debattere med præsten, ville han ikke have noget for at trykke dem. Vi gennemarbejdede området med løbesedlerne. Dette gjorde præsten rasende.
Så kom den aften hvor debatten skulle finde sted. Ingen præst! derimod mødte hans repræsentanter op — to drabelige fyre der kom om bag ved scenen for at „ordne mig“. Men teatrets ejer bad dem om at forsvinde, ellers skulle han sørge for at de blev arresteret. Til sidst kom præsten. Han var bleg og ville ikke komme op på scenen. Efter planen skulle præsten forsvare følgende påstande: (1) at mennesket har en udødelig sjæl, (2) at helvede er et sted med evig og bevidst pine, og (3) at kristenhedens religiøse ledere repræsenterer Gud og Kristus. Da præsten nægtede at tale, bad ordstyreren mig om at tage ordet.
Jeg viste først hvad præsterne lærte og tog derpå Bibelen og afslørede disse falske læresætninger. Under dette blev præsten mere og mere utilpas; han bed negle og rev sig i håret mens han gik op og ned ad midtergangen. Efter en time kom præsten op på scenen. Efter at have fremsagt en lang, salvelsesfuld bøn bad han en mand komme op på scenen med en stor sæk. Præsten tog den og lod indholdet falde ud. Det viste sig at være en mængde bøger og skrifter som vi havde efterladt blandt den lokale befolkning. Derpå stampede han rasende på dem og råbte til sidst i sin kvide: „Lad mig komme ud herfra!“ Adskillige af tilhørerne blev siddende, og jeg besvarede deres mange bibelske spørgsmål.
I 1940 var der også en præst inden for pinsebevægelsen i Covington i Louisiana der indbød mig til en debat. Denne præst sendte imidlertid bud efter en højt uddannet yngre præst. Da jeg blev præsenteret for denne unge præst sagde han selvglad: „Jeg kan forstå at De er en uddannet mand. Men når jeg er færdig med Dem, vil De ikke desto mindre have viklet Dem ind i så mange selvmodsigelser at De aldrig kommer ud igen.“
Men det blev ham der kom i vanskeligheder. Ligesom præsten i Cottonvalley ville han ikke tale først, som planlagt. Da jeg var færdig med mit foredrag på en time, hvori jeg forsvarede Guds sandheder, var han ikke i en sådan tilstand at han kunne tale, men han var „i pine“, ligesom den rige mand i Jesu lignelse. (Luk. 16:23, 24) Da præsten omsider stod op for at tale, skreg han til sine tilhørere og gjorde ikke noget virkeligt forsøg på at imødegå nogen af de punkter jeg havde fremholdt, hvorpå han satte sig. Der var mere end tusind til stede, og vi mærker stadig efterdønningerne af denne debat når vi taler med folk dér på stedet.
Hvordan jeg juridisk forsvarede den gode nyhed
I oktober 1939, mens jeg var pioner i Andalusia i Alabama, fik jeg et telegram fra Selskabet der i store træk lød: „Tag straks til Alexandria, Louisiana. Fire pionerer i fængsel. Lokale brødre ude af stand til at sikre deres løsladelse. Gør hvad du kan for disse brødre.“
Jeg forlod straks Andalusia i bil. Andre Jehovas vidner havde henvendt sig til så godt som alle sagførere i Alexandria, men ingen ville røre ved sagen. En af Louisianas bedste sagførere havde sagt nej til det. Da han blev spurgt om han ville forsvare disse mænd hvis de var anklaget for voldtægt, mord eller røveri, sagde han at det ville han. Men han ville ikke føre en sag for at forsvare Jehovas kristne vidner.
Da jeg endnu ikke havde tilladelse til at virke som sagfører i staten Louisiana, var jeg ikke i stand til at gøre så meget som jeg gerne ville. Min første tanke var at få stillet kaution og få vidnerne løsladt. Derfor tog jeg til byretsdommer Gus A. Voltz, der, som jeg allerede har nævnt, greb sin pistol og beordrede mig ud af sit kontor. Jeg henvendte mig derpå til statsadvokaten, der udtrykte sin beklagelse over at vidnerne var i fængsel, men sagde at han desværre ikke kunne gøre noget. Man er „ude efter“ Jehovas vidner, forklarede han, så hvis jeg værdsatte mit omdømme som sagfører (han spurgte mig ikke om jeg var sagfører), ville jeg tage væk fra byen. Men jeg blev der, for mine kristne brødre havde nu været i fængsel i adskillige uger, og det var Jehovas navn og omdømme der stod på spil.
Jeg ringede til en sagfører, Herman L. Midlo, i New Orleans, der kom til Alexandria, og efter de fornødne formaliteter blev de fire brødre løsladt. Hr. Midlo og jeg gik derpå til en restaurant for at spise frokost. Da vi kom ud derfra, ventede politiet på os. De arresterede hr. Midlo og satte ham i fængsel. Jeg indberettede dette for statsadvokaten, der tilkaldte byretsdommeren og sagde til ham at han gjorde bedst i at få sagføreren ud af fængselet. Hr. Midlo blev derpå løsladt.
I begyndelsen af 1942 fik jeg min bestalling som sagfører i staten Louisiana. Så var jeg bedre i stand til at give mine kristne brødre juridisk hjælp.
Arrestationerne af Jehovas vidner fortsatte i Alexandria. Hver gang jeg rejste dertil og stillede i retten, gentog byretsdommeren sin trussel om at slå mig ihjel. Jeg lod mig dog ikke skræmme. Eftersom disse arrestationer fik stor offentlig omtale, var retssalen fyldt til trængsel hver gang. Under krigen havde Alexandria en stor garnison, og ved en lejlighed lagde jeg mærke til at der var flere ordensdekorerede militærfolk til stede i retten. Da jeg skulle fremføre mit forsvar sagde jeg derfor:
„Jeg har lagt mærke til at der her i retssalen i dag er nogle unge mænd til stede som har kæmpet i krigen. Hvad har de kæmpet for? De og vi har fået at vide at de kæmper for de friheder som alle amerikanere skatter så højt: tale-, presse- og tilbedelsesfrihed; og friheden til at tilbede Gud i overensstemmelse med sin samvittighed er den mest værdifulde af alle disse friheder. Og her ser vi at byen Alexandria berøver amerikanske borgere selve disse rettigheder.“
Dommeren ’kogte’ af raseri, men militærfolkene og andre så yderst tilfredse ud.
Jehovas vidner fik fortsat en dårlig behandling af denne dommer, helt frem til omkring 1953. Da havde vi vor sidste retssag. Igen kendte dommeren Jehovas vidner skyldige. Sagen blev appelleret. Et af Jehovas vidner, Marion Goudeau, der kendte dommeren, tog hen til hans kontor for at underskrive appellen. Da var det at dommeren sagde til ham:
„Hr. Goudeau, i tretten år har jeg kæmpet mod Jehovas vidner, advaret dem, truet dem og sat dem i fængsel, men til ingen nytte. De bliver bare ved med at komme tilbage til Alexandria. Jeg kan ikke holde ud at tage endnu en sag med dem. Jeg kan ikke tage det mere.“
Denne dommer behøvede ikke at ’holde det ud’ eller ’tage det’ mere, for han døde kort tid efter.
Siden 1953 har Jehovas vidner kun haft få eller ingen vanskeligheder i forbindelse med at forkynde den gode nyhed i Alexandria. En af de glædeligste oplevelser i min tjeneste var da jeg i sommeren 1970 sad sammen med en skare på mere end 9000 på Rapides Coliseum i Alexandria, ved et af Jehovas vidners områdestævner, og lyttede til belæring ud fra Bibelen.
Mange forrettigheder
Jeg har i sandhed haft mange velsignelser i årenes løb. For eksempel har jeg i mange år haft den forret at tjene som tilsynsmand i den kristne menighed. Jeg har også tjent på Selskabets hovedkontor i Brooklyn og senere som en af de første lærere ved Vagttårnets bibelskole Gilead. I 1943, da min hustru ventede vort første barn, vendte jeg tilbage til pionertjenesten og sagførervirksomheden.
Vort ægteskab blev velsignet med tre børn, Dinah, Nathan og Martha. I 1955 døde Nathan, vores eneste søn, af polio i en alder af ti år. Fra han var fem-seks år gammel havde han tjent Jehova, elsket Bibelen, menighedens møder og været med i tjenesten på arbejdsmarken. Jeg glemmer aldrig hvordan han nogle gange søndag morgen, når jeg var så udmattet efter at have arbejdet hårdt hele ugen at jeg havde mest lyst til at blive i sengen, kom ind i soveværelset, ruskede i mig og sagde: „Stå op, far! Lad ikke den gamle djævel holde dig i sengen. Vi må ud i tjenesten.“ Så der var tider hvor det var hans ungdommelige kræfter og nidkærhed der drev mig ud i forkyndelsen. Bibelens håb om en opstandelse har været os en vidunderlig hjælp til at bære tabet.
I 1940rne blev der rejst så mange sager imod Jehovas vidner i Louisiana at jeg gennemrejste staten fra nord til syd og fra øst til vest, fik stillet kaution for brødrenes løsladelse og repræsenterede dem når deres sag kom for retten. Jeg var ofte på farten dag og nat. Hvis jeg skulle beskrive disse retssager ville det fylde flere bind, men her er et eksempel:
I Oakdale i Louisiana var ni Jehovas vidner en søndag blevet arresteret og fængslet. De ringede til mig, og jeg var der mandag morgen. Jeg tog først til fængselet. Man havde ladet døren til fængselet stå åben i det håb, fik jeg senere at vide, at fangerne ville gå ud; så kunne byen anklage dem for at være flygtet. Men vidnerne blev derinde.
Under retssagen indkaldte anklageren en ældre dame til at vidne imod brødrene. Hun havde fået en bog af et Jehovas vidne der var kommet til hendes dør. Politiet konfiskerede den. Da hun tog plads i vidneskranken, viste anklageren hende bogen og spurgte hende hvor hun havde fået den fra. Hun sagde at hun havde fået den af et Jehovas vidne.
„Hvor meget betalte De for bogen?“ råbte anklageren.
„Ikke en øre,“ svarede hun. „Forstår De, jeg sagde til dem at jeg var for fattig til at betale for bogen, men at jeg gerne ville have den, og så forærede de mig den.“
Anklageren og dommeren var målløse! Men til trods for den fuldstændige mangel på beviser for at Jehovas vidner havde solgt noget, dømte byretsdommeren dem til tredive dages fængsel. Sagen blev appelleret og dommene omstødt.
Med tiden begyndte jeg at rejse til Mississippi, Alabama, Tennessee, Florida og Texas for at forsvare Jehovas vidner i retten. Til sidst var jeg, enten direkte eller som juridisk rådgiver, med i Jehovas vidners retssager i næsten alle stater i U.S.A.
For eksempel rejste jeg — efter anmodning fra G. C. Clark, der var sagfører i Mississippi og et af Jehovas vidner — over for at hjælpe ham. Nogle af vore kristne søstre i heltidsforkyndelsen var blevet arresteret i Brookhaven i Mississippi og var blevet udsat for en meget skændig behandling. Fordommene var så store at Clark var overbevist om at vi aldrig ville få en retfærdig behandling i retten, og vi ville derfor „nedlægge protest“ indtil sagen blev opgivet. Hver gang anklageren åbnede munden, protesterede Clark. Når han var blevet træt af at protestere, bad han mig fortsætte. Tilsammen har vi nok fremsat mindst halvtreds protester. Anklageren klagede til dommeren over at han ikke kunne føre sagen på grund af vore protester. Dommeren mindede ham om at vi havde ret til at nedlægge protest, uanset om vores protest var berettiget eller ej. Til sidst blev anklageren så led og ked af det at han sagde: „Når statsadvokaten ikke kan føre sin sag, er det tid at holde op. Lad mig komme væk fra dette sindssyge sted!“ Og dermed gik han. Så lod dommeren sagen falde.
Efter broder Clarks død rejste jeg over hele Mississippi for at repræsentere mine kristne brødre. I hver sag søgte jeg ikke blot at forsvare brødrenes ret til at forkynde, men også, når det var muligt, at aflægge et virkningsfuldt vidnesbyrd om Guds rige.
I 1963 fik jeg overdraget en usædvanlig sag. I to år havde Jehovas vidners børn været udelukket fra de offentlige skoler i Pinetop, Arizona, samt andre steder i denne stat, fordi de af samvittighedsgrunde nægtede at hylde staten ved at synge nationalsangen, sådan som staten Arizonas lov krævede. Bestræbelser for at få børnene genoptaget havde været til ingen nytte. Sagen skulle for forbundsdomstolen i Phoenix i juli 1963. Retssalen var fyldt til trængsel. Efter at alle vidneudsagn var hørt, begyndte jeg min argumentation med følgende ord:
„Hvis Francis Scott Key (som skrev nationalsangen Stjernebanneret) havde været her i dag, ville han rødme af skam over at se at det amerikanske flag, som han betragtede som et symbol på frihed og om hvilket han skrev i Stjernebanneret, nu anvendes som en kølle til at slå små børn med og tvinge dem til at krænke deres dybeste kristne overbevisning.“
Til sidst afsagde retten sin kendelse, der gik ud på at en sådan bortvisning af børn fra de offentlige skoler var ulovlig og forfatningsstridig og at børnene skulle genoptages.
Fra den første opgave som jeg fik overdraget i oktober 1939 i forbindelse med juridisk at forsvare den gode nyhed, og indtil den dag i dag, har jeg i hvert enkelt tilfælde bedt om Jehovas hjælp og styrke, og det gør jeg stadig, idet jeg erkender at jeg kun er støv. I det syvende tiår af mit liv kan jeg med glæde og taknemmelighed se tilbage på min tjeneste i forbindelse med at forsvare Guds sandheder. Med endnu større glæde ser jeg frem til den dag da Guds rige hersker over hele jorden og jeg, sammen med utallige millioner af mine brødre, kan istemme den storslåede opfordring i Salme 150:6: „Alt hvad der ånder, pris [Jehova]! Halleluja!“