En mening med tilværelsen
MANGE mennesker søger en mening med tilværelsen. De er forvirrede og desillusionerede på grund af det had og den korruption der er så fremherskende i dag. I deres søgen efter noget bedre er et stort antal mennesker begyndt at praktisere okkultisme og tage stoffer, kun for at erfare større håbløshed og flere skuffelser. Lykkeligvis har nogle til sidst fundet en måde at leve på som virkelig giver livet mening.
En ung tysk kvinde som efter at have arbejdet et stykke tid på den tyske ambassade i Tunesien rejste til Californien for at studere, fortæller hvad hun har oplevet:
„Mit college-ophold var en skuffelse for mig. Derfor søgte jeg noget andet. Jeg mødte en pige som lagde mine kort op (spåede mig) og fortalte at jeg ville møde en mand med hvem jeg ville indlede en forbindelse ’på højere plan’.
Engang jeg rejste på tommelfingeren mødte jeg også en mand, og jeg følte at det var ham kortene havde spået om. Vi begyndte at leve sammen i et samvittighedsægteskab. Sammen begyndte vi at studere de okkulte mysterier — astrologi, magi og spådomskunst. I over et år fordybede jeg mig ivrigt i disse ting, idet jeg søgte efter hemmeligheden bag universets love. Jeg eksperimenterede stærkt med de såkaldte bevidsthedsudvidende stoffer. Jeg røg ’græs’ [marihuana] næsten hver dag og tog ofte LSD.
I al den tid søgte jeg efter løsningen på livets gåder og universets love. De stoffer jeg tog syntes at give mig større indsigt for hver gang. Men jeg studerede også buddhisme og meditation, idet mit mål var at blive oplyst gennem meditation uden at være afhængig af stoffer.
Jeg fik et barn med den mand jeg levede sammen med, men vort forhold var yderst spændt. Jeg følte at en eller anden havde kastet en forbandelse på ham og at dét var grunden til at det ikke gik så godt. Vi havde flere voldsomme sammenstød, og jeg prøvede at forlade ham, men jeg var ikke stærk nok til at gennemføre det.
På et senere tidspunkt kom nogle af Jehovas vidner og talte med mit barns fader, og han bød dem indenfor. Da jeg hørte at de var neutrale i politik, blev jeg meget vred. Vi sagde til dem at vi havde planer om at flytte, men gav dem kun en vag beskrivelse af vores nye hus.“ Vidnerne vendte imidlertid tilbage, men blev, som en slags undskyldning, bedt om at komme igen når manden var hjemme.
Hun fortsætter: „De kom tilbage på det tidspunkt jeg havde sagt, men han var endnu ikke kommet hjem. Lige før de dukkede op var jeg imidlertid kommet til at tænke på at da jeg jo havde undersøgt alt hvad der var at undersøge, og havde prøvet alt hvad jeg var stødt på, burde jeg i det mindste være åben for det de havde at fortælle.
Mens damerne ventede på ham, talte jeg meget overlegent om forureningsproblemet og om den sundhedskost jeg selv spiste. De lyttede tålmodigt, så efter at jeg havde talt et stykke tid indså jeg hvor arrogant jeg opførte mig, og tænkte: ’Nå, hvorfor ikke lade dem tale’ — og det gjorde de sandelig! Jeg havde aldrig før undersøgt Bibelen og var forbavset over hvad den havde at sige om verdenssituationen. Jeg så hen til deres næste besøg med stor forventning, og vi studerede kapitlet ’Hvordan man opbygger et lykkeligt familieliv’ i bogen Sandheden der fører til evigt liv. Jeg kunne næsten ikke holde tårerne tilbage, for dette kapitel talte om alt det jeg havde ønsket så stærkt hele mit liv, men ikke havde kunnet udtrykke i ord.
Samme aften talte jeg med mit barns fader om at legalisere vort ægteskab, men fandt at kapitlet ikke havde den samme virkning på ham. Næste dag havde vi endnu et sammenstød, så jeg pakkede simpelt hen nogle få ting sammen og flyttede ind på et hotel.
Da jeg havde overværet et af Jehovas vidners stævner, havde været med i rigssalen og overværet et bogstudium, forstod jeg at dette var hvad jeg havde søgt hele mit liv. Jeg vidste at det var sandheden, og jeg håbede af hjertet at der ikke stak noget under, hverken økonomisk eller på anden måde. Jeg brændte alle mine magiske kort og bøger og alt hvad der havde at gøre med dæmonisme.
Jeg havde omsider fundet mennesker som viste kærlighed og som jeg selv kunne vise kærlighed, nogle som hjalp når det var nødvendigt, på en uselvisk måde, og som praktiserede det de lærte. Og så var ’den gode nyhed om riget’ naturligvis en stadig kilde til glæde for mig. Jeg kan i sandhed sige at jeg har fået fred i sindet og har fundet et svar på alle mine spørgsmål. At hjælpe andre til forståelse af ’den gode nyhed om riget’ er noget jeg bestandig glæder mig over.“
Hvis det denne kvinde fandt også appellerer til Dem, vil vi opmuntre Dem til at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner.