Næsten 6000 år med vidner for Jehova
DEN FØRSTE mands og den første kvindes oprør i Eden rejste et stort spørgsmål. Ville der være nogen mennesker som udelukkende af kærlighed til Jehova loyalt ville vælge at tjene deres Skaber og suveræne Gud? „Slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan,“ havde sat sig for at ville forføre hele den beboede jord. Ved at rejse tvivl om Jehovas ret til at herske suverænt sagde han i realiteten at ikke et eneste menneske ville forblive trofast mod Gud. Satan påstod at mennesket af natur var selvisk — at mennesket kun ville tjene Gud hvis det kunne opnå noget ved det i materiel retning. — 1 Mos. 3:1-5; Åb. 12:9; Job 1:7-12.
I sin store visdom besluttede Jehova at han én gang for alle ville bevise at han har ret til det suveræne herredømme og at hans måde at styre på er retfærdig. Han forudså at der ville være nogle ud af menneskeslægten, af Adams efterkommere, der med glæde ville støtte ham, uanset de prøvelser Satan måtte udsætte dem for. Når dette stridsspørgsmål først var afgjort, ville Jehovas suverænitet være fastslået i al evighed. Det ville være en prøvesten som enhver fremtidig udfordring straks kunne prøves med, hvorefter den kunne afvises. Men det ville tage nogen tid, cirka 6000 år, at få stridsspørgsmålet afgjort. Hvad har menneskehedens 6000-årige historie så vist indtil nu? Har der været vidner for Jehova i al denne tid, mennesker som har bevaret deres integritet over for Gud og som derved har bevist at Gud har talt sandhed mens Satan er en løgner? — Ordsp. 27:11.
Det første millennium
Abel var det første vidne der bevarede sin integritet og støttede Jehovas suverænitet. (Hebr. 11:4) Han bragte Jehova et dyreoffer som var antageligt for ham, mens hans broder Kains offer ikke blev antaget, og derfor myrdede Kain Abel. „Verdens grundlæggelse“ fandt sted da Adam og Eva begyndte at få sønner og døtre. Abel var deres anden søn. Enok, den syvende mand efter Adam, vandrede også med Gud som et trofast vidne, og han profeterede om Jehovas dom over de ugudelige. „Gud tog ham“ — på grund af hans trofasthed og efter at han havde levet i 365 år — fra de levendes land på den måde at han ikke så døden på samme måde som andre. — 1 Mos. 4:1-15; 5:1-4, 21-24; Luk. 11:49-51; Jud. 14, 15; Hebr. 11:5.
Det andet millennium
På et tidligt tidspunkt i dette årtusind blev Metusalems søn Lemek inspireret af Gud til at udtale en profeti om at hans egen søn Noa ville skaffe menneskeheden trøst. Noa, som blev født i 1056 A.M. (anno mundi) og var en mand med en enestående tro, levede de 944 af sine 950 år inden for dette årtusind. Skønt jorden på hans tid blev fyldt med vold som følge af at gudssønner, himmelske engle, gav sig til at leve som mænd på jorden og giftede sig med menneskedøtre, vedblev Noa at ’vandre med Gud’; han viste sig som „en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige“. Som et vidnesbyrd om sin tro byggede han på Guds befaling „en ark til redning for sin husstand [bestående af syv andre der havde tro]; ved denne tro fordømte han verden“, en verden af ugudelige. Han var „en forkynder af retfærdighed“, og senere bragte han ofre til Gud som tak for at være blevet ført frelst igennem Vandfloden. Ved at tjene trofast og i lydighed mod Jehova var Noa og hans familie et levende bevis på at Satan er en løgner — et forsmædeligt nederlag for denne onde skabning! — 1 Mos. 5:28-31; 6:9; Hebr. 11:7; 2 Pet. 2:5.
Det tredje millennium
Noa levede seks år ind i dette årtusind. To år efter hans død blev Abraham født. Abraham havde en stærk tro på Jehova og satte lydighed mod ham højere end materielle bekvemmeligheder. Han afgav også bevis på sin tro på at Gud kan give mennesker livet igen ved en opstandelse, og derfor blev han rigt velsignet. Han blev kaldt „Jehovas ven“ og fik løfte om at Messias ville blive født i hans slægt. Abraham, sønnen Isak og sønnesønnen Jakob (som senere fik navnet Israel) viste alle at de havde en eksemplarisk tro, idet de ikke bandt sig til noget jordisk rige men boede i telte i et fremmed land, for de så frem til den symbolske „by“ som Jehova ville bygge. Jakobs tolv sønner blev stamfædre til Israels tolv stammer. Af disse sønner viste Josef stor loyalitet mod Gud ved at følge høje moralske principper og ved at redde hele sin faders familie (hvem Abrahamsløftet gjaldt) under en hungersnød. Senere valgte Moses at kæmpe for tilbedelsen af den sande Gud og give afkald på al Ægyptens herlighed. Uden at lade sig rokke adlød han Jehova og førte israelitterne ud fra trældommen i Ægypten, hvorefter de blev organiseret som et forbilledligt „helligt folk“. Job, der også levede på denne tid, udmærkede sig ved at fastholde sin integritet over for Gud, selv om han blev udsat for store tab og lidelser. Josua, Kaleb og Israels dommere var ligeledes fremtrædende forkæmpere for retfærdighed. Henimod dette årtusinds slutning viste Isajs søn David sig at være ’en mand efter Guds hjerte’, og på grund af hans urokkelige troskab indgik Gud en pagt med ham om et evigt rige. — 1 Mos. 9:28, 29; 11:26; 12:1-3; Jak. 2:23; Apg. 13:22; Hebr. 11:8-32; Job 1:8; 27:5.
Det fjerde millennium
Efter Davids søn Salomons død blev Israels nation delt i to riger. De trofaste konger udgjorde et fåtal, men blandt Jehovas profeter var der mange der fastholdt deres integritet, som for eksempel Elias, Elisa, Esajas og Jeremias. Det fortælles at der på Elias’ tid var syv tusind trofaste i det nordlige Israels rige som ikke havde „bøjet sig for Ba’al“. I det sydlige rige, ved Jehovas tempel i Jerusalem, var der tusinder, deriblandt mange præster, som loyalt fortsatte med at tilbede den sande Gud. Da indbyggerne i det nordlige rige blev ført i landflygtighed var der mange gudfrygtige jøder fra nord der kom til Jerusalem og fortsatte deres tilbedelse der; og da Jerusalem så blev ødelagt var der trofaste landflygtige i Babylon — Ezekiel, Daniel og andre — der stadig holdt fast ved den sande tilbedelse. Efter halvfjerds års forløb vendte næsten 50.000 gudfrygtige jøder og andre som sluttede sig til dem, tilbage til Jerusalem for at genopbygge templet og genoprette tilbedelsen af Jehova der. Profeterne Haggaj og Zakarias stod frem og opmuntrede til dette arbejde. Nehemias og andre trofaste jøder arbejdede ihærdigt på at undervise folket i Guds lov, så det virkelig kunne erfare at „[Jehovas] glæde“ var dets „styrke“. Desuden arbejdede trofaste skriftlærde samvittighedsfuldt på at lave håndskrevne afskrifter af De hellige Skrifter, og på denne måde blev Guds ord mangfoldiggjort og spredt. — 1 Kong. 19:18; Neh. 8:9, 10; Hag. 1:12-14; Zak. 1:1-3; Hebr. 11:32-38.
Det femte millennium
Dette årtusind begynder med at Bibelen fortæller om hvordan Jehova velsignede og begunstigede Zakarias og hans hustru Elisabet, Josef og Maria, Simeon, Anna og andre sande tilbedere. Johannes Døber fremstod og ’beredte Jehovas vej’, og hans frygtløse forkyndelse førte til hans død som martyr. Frygten for hans egen sikkerhed fik ham ikke til at gå på kompromis. Den lovede Messias fremstod og satte det fuldkomne eksempel i integritet. Naturligvis søgte Satan at finde en brist i Jesu stadige loyalitet mod Jehovas suverænitet, men det lykkedes ikke. Jesu trofasthed under de mest kvalfulde lidelser og prøvelser frem til hans grusomme død udgjorde det fuldstændige og afgørende svar til udfordreren. Apostlene og andre kristne fra den første tid fulgte i Jesu fodspor. Men efter udgangen af det første århundrede begyndte som forudsagt en skare falske kristne, „ukrudt“ sået af Satan, at forfølge de sande kristne, „hveden“. I det fjerde århundrede blev nogle som forkastede den hedenske treenighedslære, kaldt „arianerne“. Andre, som holdt fast ved at fejre mindet om Kristi død den 14. nisan, blev kaldt „quartodecimanere (tilhængere af den 14.)“. I det syvende århundrede blev nogle som holdt sig til „den sande apostolske bibelkristendom“ kaldt „paulikianere“. Men trods disse navne og trods hån og forfølgelse bevarede trofaste salvede kristne fortsat deres integritet. — Lukas, kapitlerne 1 og 2; Matt. 13:24-30.
Det sjette millennium
Midt i kristenhedens store ukrudtsmark forblev sande kristne loyale over for Gud og sand kristendom trods forfølgelse og tortur fra den katolske kirkes side. I det tolvte århundrede forkastede „valdenserne“ i Frankrig mange af den katolske kirkes dogmer til fordel for Bibelens sande lære. Mange valdensere blev martyrer for deres tro. En af dem har sagt at ’korset skal man ikke bede til, men det bør afskys som det redskab der blev brugt til at forårsage den Retfærdiges død’. Reformationen i det sekstende århundrede resulterede i at mange, både enkeltpersoner og hele lande, rev sig løs fra den katolske kirkes autoritet. I 1870erne begyndte de nutidige kristne vidner for Jehova at forkynde som en organiseret gruppe. Trods modstand fra kristenhedens præsteskab blev hvedeskaren skilt fra, og disse kristne har fortsat forkyndelsen frem til dette år 1976, hvor den omfatter 207 lande og områder. Især under de to verdenskrige blev de hårdt forfulgt. Mange foretrak at dø i de nazistiske koncentrationslejre fremfor at afsværge deres tro på Jehova Gud. Jehovas vidner er stadig udsat for svære prøvelser i mange lande, især de kommunistiske, men de holder fast ved deres integritet og fortsætter helhjertet forkyndelsen af den gode nyhed på hele jorden. Siden 1935 har de få tusind salvede vidner fået hjælp af en „stor skare“, der nu tæller over to millioner. Også de anerkender Jehova som deres universelle Suveræn og hans søn som deres messianske konge! — Åb. 2:10; 3:10; 20:4; 7:9, 10.
Jehovas ret til herredømmet fastslået
Efterhånden som årtusinderne er gået, er det stridsspørgsmål der blev rejst i Eden på overbevisende måde blevet afgjort til Jehovas fordel. Gennem alle tidsaldre har Jehova haft sine trofaste vidner på jorden, og her ved slutningen af det sjette årtusind findes de også, og deres antal vokser hastigt. De er taknemmelige for alt hvad Gud har tilvejebragt, først og fremmest livets gave og det skønne håb om evigt liv i Guds nye orden, muliggjort ved det offer som Guds trofaste messianske konge, Jesus Kristus, har bragt. De er overbevist om at suveræniteten med rette tilkommer Jehova og at han udøver sin suverænitet på rette måde. De ønsker at følge hans retfærdige veje og er besluttede på at Satan ikke skal få dem til at give slip på deres integritet. De glæder sig over at have en andel i at bevise at Satan er en løgner, og med en urokkelig tro arbejder de på at gøre „Guds storslåede gerninger“ nu i tiden kendt. De glæder sig over at vide at Jehova snart, på sin „vredes dag“, vil gribe ind og sætte retfærdigheden i højsædet og håndhæve sin suverænitet ved at fjerne Satan og alle der står på hans side, samt alle hans onde gerninger. — Apg. 2:11; Zef. 2:2, 3.