En jord uden smerte
„’Heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.’ Og han [Gud] som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’“ — Åb. 21:4, 5.
KAN du forestille dig hvordan det ville være at leve på jorden uden mere at skulle opleve alvorlig smerte, hverken fysisk eller følelsesmæssigt? ’Det lyder næsten for godt til at være sandt,’ tænker du måske. Og dog er det netop hvad menneskets Skaber, Jehova Gud, har stillet os i udsigt. Hans ord, Bibelen, taler om en tid hvor der hverken vil være „skrig eller smerte“ mere. (Åb. 21:4) Hvad vil opfyldelsen af dette løfte betyde?
Det vil ikke betyde at enhver fysisk følelse af smerte kommer til at høre fortiden til. Hvorfor ikke? Fordi det absolut er en fordel at kunne føle smerte. Det kan for eksempel ske at en pige der skræller kartofler, skærer sig lidt. Hvis hun ikke kunne føle smerte ville hun måske skære endnu dybere og ikke opdage at hun var kommet til skade før hun begyndte at bløde. Det er altså til gavn for os at kunne føle smerte, idet vi hurtigt kan sørge for at undgå yderligere kontakt med årsagen til smerten, og derved begrænse skaden.
Jesus Kristus er et godt eksempel på at legemlig fuldkommenhed indbefatter evnen til at føle smerte. Jesus led følelsesmæssig smerte i forbindelse med sine landsmænds ubarmhjertige indstilling. Vi læser i Bibelen at han var „dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“. (Mark. 3:5) Angående hans følelser umiddelbart før han blev forrådt, fortæller Bibelen: „Da han kom i dødsangst fortsatte han med at bede endnu mere inderligt; og hans sved blev som bloddråber der faldt på jorden.“ — Luk. 22:44.
At der ikke mere skal være smerte vil derfor ikke sige at menneskets evne til at føle smerte vil forsvinde, men at årsagerne til lidelser vil blive fjernet — som for eksempel undertrykkelse, lovløshed, sygdom og død. Hvordan vil dette ske?
Det første skridt hen imod at gøre ende på smerte vil være at den nuværende tingenes ordning ødelægges, den ordning der har gjort livet så ubehageligt for millioner af jordens indbyggere. Det vil betyde at alle der ødelægger jorden og driver rovdrift på den vil blive fjernet. Bibelen viser at dette vil ske. Vi læser om at Gud en dag vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åb. 11:18) Det vil føre til at Ordsprogene 2:21, 22 opfyldes i fuldeste forstand: „Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“
Efter at alle onde elementer er blevet ødelagt, vil en regering bestående af retfærdige herskere begynde at tage sig af alle jordens anliggender. Profeten Daniel omtaler det på følgende måde: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle [de eksisterende] riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
Ved hjælp af dette rige, Guds rige, vil al smerte og lidelse blive bragt til ophør. Ingen vil lide som følge af uretfærdighed, undertrykkelse eller lovløshed af nogen art. Det vil den øverste hersker, Jesus Kristus, sørge for. Om hans måde at styre på siger Bibelen: „Han dømmer ej efter, hvad øjnene ser, skønner ej efter, hvad ørerne hører. Han dømmer de ringe med retfærd, fælder redelig dom over landets arme.“ — Es. 11:3, 4.
Sammen med sine medregenter vil Jesus Kristus også arbejde på at fjerne den smerte der er en følge af sygdom og død. Den foranstaltning hvorigennem han gør dette, beskrives symbolsk i Bibelen som en flod langs hvis bredder der vokser frugttræer. Vi læser: „På denne side af floden og på den anden side stod livets træer som frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne.“ (Åb. 22:2) Ved hjælp af denne ordning vil menneskeheden blive befriet for enhver svaghed og ufuldkommenhed. Når menneskene således er blevet fuldstændig helbredt, vil de ikke længere være udsat for sygdommens, alderdommens og dødens smerte. Det guddommeligt inspirerede løfte lyder: „Han opsluger døden for stedse. Og den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“ — Es. 25:8.
Når sygdom, alderdom og død bliver fjernet, vil det ikke afføde andre lidelser, for eksempel ved at jorden blev overbefolket eller ved at menneskene tærede for stærkt på dens ressourcer. Skaberen, der er viis nok til at fjerne sygdom, alderdom og død ved hjælp af sit rige under Jesus Kristus, har også visdom og magt til at gøre dette på en sådan måde at det bliver til størst gavn for menneskeheden. Hans oprindelige hensigt med jorden var at menneskene skulle ’opfylde den og gøre sig til herre over den’, ikke overbefolke den og ødelægge den. (1 Mos. 1:28) Denne oprindelige hensigt vil blive gennemført.
Men hvad med de milliarder som nu er døde, og mange som endnu dør før den nuværende onde orden bliver ødelagt? Får de mulighed for at opleve velsignelserne på en jord uden smerte? Ganske afgjort! Jesus Kristus sagde: „Den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ — Joh. 5:28, 29, da. aut.
At Gud har i sinde at gøre jorden til et sted hvor der ingen smerte er, pålægger os det ansvar at vise i handling at vi virkelig ønsker at opleve dette. Apostelen Peter gav sine medtroende denne tilskyndelse: „Da I venter disse ting, så gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ — 2 Pet. 3:14.
Hvis vi gerne vil leve på en jord uden smerte, må vi vise det ved at stræbe oprigtigt efter at undgå at volde andre unødig smerte, såvel følelsesmæssigt som fysisk. Vi bør ydmygt underlægge os Guds vilje, sådan som han har åbenbaret den i sit ord, Bibelen. Hvis vi gør dette kan vi tillidsfuldt se frem til en jord uden de vanskelige forhold der i mange århundreder har voldt mennesker sorg og smerte. Ja, vi kan være blandt dem der erfarer opfyldelsen af Guds løfte, enten ved at overleve enden på denne ugudelige ordning eller, hvis vi skulle dø før den tid, ved en opstandelse fra de døde.