Noget nyt om Guds navn?

PÅ DE foregående sider har vi gennemgået nogle overraskende nye vidnesbyrd angående brugen af Guds navn på Jesu og apostlenes tid.

Ser du hvilken slutning disse vidnesbyrd peger hen imod? Hvad har disse vidnesbyrd at gøre med spørgsmålet om hvad der bør stå i Bibelen og hvordan vi personligt betragter Guds navn? Overvej engang hvilke slutninger en kendt ekspert kom til efter at han havde undersøgt de vidnesbyrd manuskripterne frembød:

For godt og vel et år siden tog George Howard, der er docent i religion ved Georgias universitet, spørgsmålet op i Journal of Biblical Literature. (Årg. 96, nr. 1, 1977, s. 63-83) Hans artikel indledes sådan:

„Nylige fund i Egypten og i Judæas ørken giver os førstehåndskendskab til brugen af Guds navn i den førkristne tid.“

Derefter behandler han de for nyligt offentliggjorte græske tekster som stammer fra den førkristne periode og som vi har set afbildet på de foregående sider. Angående det hidtil gængse synspunkt, at den græske titel Kyrios altid blev sat i stedet for Guds navn i Septuaginta, læser vi:

„På baggrund af disse fund kan vi nu sige med næsten absolut sikkerhed at det guddommelige navn, יהוה, ikke blev gengivet med [Kyrios] i den førkristne græske bibel, som man så ofte har ment.“

Hvordan så med hele den store samling af Dødehavsruller? Professor Howard skriver:

„Det mest betydningsfulde vi kan uddrage af alle disse forskellige måder at bruge det guddommelige navn på, er måske at tetragrammet blev anset for at være meget helligt. . . . Når man afskrev selve den bibelske tekst værnede man omhyggeligt tetragrammet. Denne værnen om tetragrammet iagttoges endog ved oversættelsen af den bibelske tekst til græsk.“

Men hvad gjorde Jesus og hans disciple?

Alt hvad vi har haft fremme indtil nu har måske især interesse for de lærde, men hvad har det at gøre med den bibel vi bruger? Hvordan bør vi se på brugen af Guds egennavn?

Professor Howard udleder nogle vigtige ræsonnementer. Først peger han på følgende:

„Vi ved helt sikkert at græsktalende jøder fortsatte med at skrive יהוה i deres græske udgave af Skrifterne. Desuden er det højst usandsynligt at den første tids teksttro græsktalende jødekristne afveg fra denne praksis. . . . Det ville have lignet dem dårligt om de havde slettet tetragrammet i selve den bibelske tekst.“

Hvad gjorde så de mænd der skrev De kristne græske Skrifter når de citerede fra den hebraiske bibels bøger, hvad enten det var fra den hebraiske tekst eller fra en oversættelse til græsk? Brugte de tetragrammet når det forekom i den tekst de citerede fra? På baggrund af de vidnesbyrd vi nu har, forklarer professor Howard:

„Eftersom tetragrammet stadig stod i de afskrifter af den græske bibel som udgjorde oldkirkens skrifter, er det rimeligt at tro at de mænd der skrev N[ye] T[estamente] bevarede tetragrammet i den bibelske tekst når de citerede fra Skriften. Analogt med førkristen jødisk praksis kan vi tænke os til at teksten i NT havde tetragrammet med i sine citater fra GT.“

Men hvorfor mangler tetragrammet så i alle de afskrifter af „Det nye Testamente“ som endnu er bevaret? Kan det tænkes at Guds navn blev slettet efter apostlenes død? Det er netop hvad vidnesbyrdene viser. Professor Howard fortsætter:

„Tetragrammet i disse citater ville naturligvis stadig stå der så længe det blev brugt i de kristne afskrifter af LXX. Men da det blev udeladt i det græske GT, blev det også udeladt de steder hvor NT citerede fra GT.

På et eller andet tidspunkt ved begyndelsen af det andet århundrede må surrogaterne [de ord man satte i stedet for Guds navn] altså have fortrængt tetragrammet i begge testamenter. I løbet af kort tid blev det guddommelige navn fuldstændig glemt i den hedningekristne kirke; det eksisterede kun i det omfang de vedtagne surrogater vakte tanken om det eller de lærde lejlighedsvis huskede det.“ (Kursiveret af os)

Noget nyt! Eller er det nyt?

Mange lærde som har læst Journal of Biblical Literature er sikkert blevet overraskede over den slutning artiklen nåede frem til, nemlig at det guddommelige navn Jehova (Jahve) stod i „Det nye Testamente“ da det oprindelig blev skrevet. Det må have forekommet dem nyt, for det er en kovending i forhold til den opfattelse man længe har haft, at de kristne skribenter undgik at bruge det guddommelige navn. Men er der tale om noget nyt?

Helt tilbage i 1796 brugte Dominikus von Brentano det guddommelige navn visse steder i sin tyske oversættelse af „Det nye Testamente“. Se for eksempel Markus 12:29, som gengives herunder. Jesus var blevet spurgt: „Hvilket bud er det første af alle?“ Brentanos oversættelse lyder derpå: „Det allervigtigste bud, svarede Jesus, er dette: Hør Israel! Jehova, vor Gud, er den eneste Gud.“

29. Das allervornehmste Gebot, antwortete Jesus, ist dieß: Höre Israel! Jehovah, unser Gott, ist der einige Gott *).

Havde Brentano grundlag for at vise at Jesus udtalte det guddommelige navn? Ja, for Jesus citerede Femte Mosebog 6:4, hvori tetragrammet forekommer. Jesus var bestemt ikke traditionsbunden, som de fleste af de jødiske ledere, for han ’underviste som en der havde myndighed, og ikke som de skriftlærde’. (Matt. 7:29) Kristus sagde offentligt at han ønskede at herliggøre sin Faders navn, både hans egennavn og alt hvad der var knyttet til dette navn i form af hensigter og bedrifter. (Joh. 12:28) Og da hans jordiske liv nærmede sig sin afslutning, sagde han at han havde gjort sin Faders navn kendt. Oversætteren Brentano havde således et logisk grundlag for at lade Jesus bruge Guds navn da han citerede et skriftsted hvori det stod. — Joh. 17:6, 26.

Beretningen i Mattæus’ evangelium alene indeholder mere end 100 citater fra De hebraiske Skrifter. I 1950 skrev man i New World Translation of the Christian Greek Scriptures om Mattæus: „Hvor disse citater indbefattede det guddommelige navn var han forpligtet til trofast at medtage tetragrammet.“

Denne oversættelse kom i 1950 til samme grundlæggende slutning som den der blev fremsat i Journal of Biblical Literature i 1977. I betragtning af vidnesbyrdene om at de mænd der skrev „Det nye Testamente“ stødte på tetragrammet, hvad enten de citerede skriftsteder fra den hebraiske tekst eller fra den græske Septuaginta, erklærede man i forordet til New World Translation:

„Den moderne oversætter er berettiget til at bruge det guddommelige navn som ækvivalent til [de græske ord for „Herre“ og „Gud“] på steder hvor Mattæus m. fl. citerer vers, passager og udtryk fra De hebraiske Skrifter eller fra LXX hvori det guddommelige navn forekommer.“

Det standpunkt professor Howard fremførte i 1977 er således ikke fuldstændig nyt. Men det har bragt lys over nye vidnesbyrd, vidnesbyrd som ikke forelå da New World Translation of the Christian Greek Scriptures i 1950 brugte „Jehova“ 237 gange i „Det nye Testamente“.

Guds navn har med andre ord sin plads i bibeloversættelserne. Det hører til dér, og det bør bruges og vurderes højt af alle sande troende som ønsker — i lighed med Jesus — at herliggøre Faderens navn, og som beder: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn.“ — Matt. 6:9, da. aut.

[Illustration på side 9]

Nabal Hever med Det døde Hav i baggrunden