Guds navn i De kristne Skrifter

NÅR Jesus kaldte Gud sin Fader vidste hans jødiske tilhørere hvem han talte om. De så Guds navn i de hebraiske skriftruller som fandtes i deres synagoger. Det var en sådan skriftrulle man rakte Jesus i synagogen i Nazaret hvor han var vokset op. Han læste en passage fra Esajas som to gange indeholdt Jehovas navn. — Lukas 4:16-21.

Jesu første disciple så også Guds navn i Septuaginta — den oversættelse af Bibelen til græsk som de første kristne brugte når de skrev og underviste. På et tidspunkt mente man ganske vist ikke at Guds navn fandtes i Septuaginta, men det er nu fastslået at dette navn var så respekteret at tetragrammet (det udtryk forskerne bruger om de fire bogstaver hvormed Guds navn skrives på hebraisk) blev afskrevet med hebraiske bogstaver, i selve den græske tekst.

Akvila skrev Guds navn med hebraiske bogstaver i sin græske tekst så sent som i det andet århundrede. I det tredje århundrede skrev Origenes at „i de mest pålidelige manuskripter skrives NAVNET med hebraiske bogstaver“. I det fjerde århundrede skrev bibeloversætteren Hieronymus: „Så sent som i dag finder vi Guds navn med de fire bogstaver (dvs. יהוה) i visse græske værker, udtrykt med de gamle bogstaver.“

Dr. Paul E. Kahle skriver: „Vi ved nu at den græske bibeltekst [Septuaginta], så vidt som den blev skrevet af jøder for jøder, ikke oversatte det guddommelige navn med kyrios [Herre], men at tetragrammet, skrevet med hebraiske eller græske bogstaver, blev bevaret i sådanne MSS [manuskripter].“ — The Cairo Geniza, side 222, 224.

Hvad indebærer dette? At Jesu tilhørere, hvad enten de talte hebraisk eller græsk, så Guds navn når de læste Skrifterne. Derfor er det også kun rimeligt at de, når de citerede fra disse skrifter, ville følge den skik de havde iagttaget — nemlig at bruge de fire hebraiske bogstaver for Jehovas navn når de skrev deres kristne græske skrifter.

I Journal of Biblical Literature skriver George Howard, der er docent i religionsvidenskab ved Georgias universitet: „Eftersom tetragrammet stadig stod i de afskrifter af den græske bibel som udgjorde oldkirkens skrifter, er det rimeligt at tro at de mænd der skrev NT [Det nye Testamente] bevarede tetragrammet i den bibelske tekst når de citerede fra Skriften.“ — Årg. 96, nr. 1, 1977, s. 77.

En erstatning for Guds navn

Det lader til at Guds navn senere blev fjernet fra både Septuaginta og „Det nye Testamente“, da ikke-jødiske kristne ikke længere forstod de hebraiske bogstaver. Dr. Kahle skriver således: „Det var de kristne der erstattede tetragrammet med kyrios [Herre], da det guddommelige navn skrevet med hebraiske bogstaver ikke længere blev forstået.“ — The Cairo Geniza, side 224.

Hvilken betydning havde dette? Professor Howard siger: „Denne fjernelse af tetragrammet skabte efter vor opfattelse en forvirring hos de første hedningekristne med hensyn til forholdet mellem ’Herren Gud’ og ’Herren Kristus’.“ — Side 63 i den ovenfor citerede artikel.

I Salme 110:1 siges der for eksempel: „[Jehova] sagde til min herre.“ Dette citeres i Mattæus 22:44, hvor de fleste moderne oversættelser, efter udeladelsen af navnet Jehova, gengiver det: „Herren sagde til min herre.“ Den tydelige forskel mellem Jehova („Herren“) og Jesus („min herre“) er således gået tabt for medlemmerne af kristenhedens kirkesamfund.

Der er store fordele ved at følge Bibelens eksempel og bruge Guds navn: (1) Det hjælper os til at betragte Gud som en person, ikke blot som en kraft. (2) Det hjælper os til at få et nærmere forhold til ham. (3) Det fjerner forvirring, skærper vor opfattelse af ham og bringer vore tanker i nærmere overensstemmelse med det Bibelen virkelig lærer.

[Illustration på side 8]

Guds navn, skrevet med hebraiske bogstaver, fandtes i de første græske oversættelser af De hebraiske Skrifter