Lad os tale Jehovas ord med frimodighed
„Og nu, Jehova, . . . lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.“ — Apg. 4:29.
1, 2. (a) Hvilken interesse viste Kristus for sine disciple efter at han var blevet oprejst, og hvilken vejledning gav han dem derfor? (b) Hvor omfattende skulle vidnearbejdet være?
SELV OM døden havde skilt Jesus fra hans disciple, glemte de ikke hans indbydelse til at blive „menneskefiskere“. De vidste at det betød at de måtte tale Guds ord blandt folket. Men hvordan skulle de gribe sagen an? De havde brug for hjælp og vejledning.
2 Til disciplenes store glæde viste den opstandne Jesus sig for dem ved flere forskellige lejligheder før han steg op til sin Fader. (1 Kor. 15:3-8; Joh. 20:20) Han var således i stand til yderligere at vejlede dem om deres fremtidige gerning. Da han ved en lejlighed viste sig for dem i Galilæa, sagde han:
„Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:18-20)
Det kristne arbejde med at gøre folk til disciple og døbe dem og undervise dem, måtte nå ud til folk af alle nationer. Hvor opmuntrende at vide at Guds opstandne søn ville være med de kristne i dette arbejde dag efter dag, lige til afslutningen på tingenes ordning!
3. Hvilken rolle spiller den hellige ånd, der blev udgydt på Pinsedagen, i denne forbindelse?
3 Jesus havde lovet sine disciple at der ville komme en hjælper, den hellige ånd. (Joh. 14:16, 26) Hvori ville denne ånd bestå, og hvordan ville den virke? Lige før Jesus steg op til sin Fader sagde han til disciplene:
„I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8)
Hvilken storslået udsigt til et udvidet vidnearbejde! Disciplene vendte tilbage til Jerusalem, hvor de vedholdende bad til Gud. Den 50. dag efter Jesu opstandelse var det pinse, og disciplene var alle samlede på ét sted. Pludselig lød der en støj „ligesom af en voldsom vind“, og der skete samtidig andre mirakler. Dette var et udtryk for at Jehova nu udgød den lovede hellige ånd, sin virkekraft, over dem. Og hvad fik denne ånd dem til at gøre? Den fik dem til „at tale . . . [at] udtrykke sig“. — Apg. 2:1-4.
4. Hvordan blev „den gode nyhed“ modtaget ved denne lejlighed?
4 Tiden var inde til et stort ’menneskefiskeri’. Ved den hellige ånds hjælp blev disciplene i stand til at tale Guds ord på mange forskellige sprog. De jøder og proselytter der var kommet fra mange dele af verden for at overvære pinsehøjtiden, fik således lejlighed til at høre om „Guds storslåede gerninger“ på deres eget sprog. De var slået af forbavselse. Da trådte Peter frem og forklarede dem frimodigt hvad der var sket. Han aflagde et grundigt vidnesbyrd om Jesu Kristi opstandelse og opfordrede de tilstedeværende til at ændre sind, lade sig døbe og blive frelst fra den forkvaklede generation. Hvad var resultatet? Omkring 3000 tog imod ordet! Disse blev døbt og føjet til den kristne menighed. Der var stor glæde, idet „Jehova [fortsatte] med daglig at føje dem til som blev frelst“. — Apg. 2:5-47.
5. (a) Hvilket formål tjener det at kristne i tider med modstand bliver stillet for herskere? (b) Hvilken opmuntring ligger der for os heri?
5 Denne forkyndelse ved den hellige ånds kraft havde båret frugt i form af mange nye lovprisere af Jehova. Disse glædede sig også daglig over at tjene Gud, og deres offentlige forkyndelse fyldte Jerusalem med „den gode nyhed“. Peter og Johannes førte an i dette arbejde, idet de opfordrede folk til at vende om og få deres synder slettet ud, så de kunne blive åndeligt forfriskede af Jehova. Mange lyttede med glæde til „den gode nyhed“ — men ikke de øverste præster, tempeløversten og saddukæerne. De arresterede Peter og Johannes og satte dem i forvaring. Disciplene begyndte således at føle det had Jesus havde advaret dem om da han sagde:
„Se, jeg sender jer som får ud blandt ulve; vis derfor at I er forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer. Tag jer i agt for mennesker; for de vil overgive jer til lokale domstole, og de vil piske jer i deres synagoger. Ja, I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne. Men når de overgiver jer, da vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale eller hvad I skal sige, for det I skal sige vil blive givet jer i samme time; for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.“ (Matt. 10:16-20)
Disse „menneskefiskere“ kunne imidlertid nu glæde sig over en stor fangst på omkring 5000 nye troende. Hvor må de have takket Jehova for denne vækst! Vi kan også føle os opmuntret over deres tjenesterapport. — Apg. 4:1-4.
Forkyndelse for herskere
6. (a) Hvad gjorde Peter og Johannes da de blev stillet for folkets ledere? (b) Hvorfor var de godt rustede til at gøre dette?
6 Næste dag samledes folkets ledere, og de udspurgte Peter og Johannes om deres virksomhed, blandt andet deres helbredelse af en vanfør mand. Her var en glimrende lejlighed til at aflægge endnu et offentligt vidnesbyrd. Som Jesus havde sagt det ville ske, gav den hellige ånd nu Peter kraft til at sige:
„Folkets ledere og ældste! Når vi i dag, på grund af en velgerning mod en syg mand, forhøres om ved hvem denne mand er blevet gjort rask, så lad det være kendt for jer alle og for hele Israels folk, at det er ved Jesu Kristi, Nasaræerens, navn, ham som I pælfæstede men som Gud oprejste fra de døde, ved ham er det at denne mand står her rask for jeres øjne. Han er ’stenen som blev regnet for intet af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten’. Og der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apg. 4:8-12)
Disse vigtige sandheder skulle forkyndes! Derfor var apostlene frimodige. De holdt sig ikke tilbage. Peter og Johannes var jævne fiskere, men de var blevet oplært af Jesus til at tale på en dynamisk måde, med sikkerhed og overbevisning. Som vidner for Jehova talte de fordi de ønskede at forkynde Guds ord. — Jævnfør Johannes 7:15-18, 45, 46.
7. Hvad lærer vi af beretningen i Apostelgerninger 4 om modstandernes tankegang og hensigter?
7 Hvor må vi være Jehova taknemmelige for beretningen i Apostelgerninger, kapitel 4. For denne beretning viser ikke alene hvordan sande kristne må tale med frimodighed, men den afslører også den forvrængede tankegang man ofte finder hos verdslige herskere som modstår Guds gerning. Efter at apostlene havde aflagt deres frimodige vidnesbyrd sendte folkets ledere dem uden for sanhedrinsalen mens de konfererede med hinanden. Hvad var deres hensigt? De kunne ikke benægte at der var sket et bemærkelsesværdigt tegn i Jesu Kristi navn. Men deres mål var at standse udbredelsen af den sande tilbedelse. De mente at de ved hjælp af trusler kunne skræmme apostlene og på denne måde få dem til at holde op med at tale i Jesu navn. — Apg. 4:16, 17.
8. Hvoraf fremgår det at disciplene ikke var bange?
8 Men kunne trusler alene standse disse kristne vidner for Jehova? Lad sande kristne i dag mærke sig deres frygtløse eksempel:
„Derpå kaldte [folkets ledere] dem ind og gav dem den ordre at de ikke noget sted måtte ytre sig eller undervise på grundlag af Jesu navn. Men som svar sagde Peter og Johannes til dem: ’Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.’“ (Apg. 4:18-20)
Af frygt for den offentlige mening løslod man apostlene, efter at have truet dem. Ved Guds ånds hjælp havde disse kristne overvundet forfølgelsen.
Fortsat hjælp fra Jehova
9, 10. (a) Hvilken fremgangsmåde fulgte Jehovas tjenere, og hvad ønskede de af hjertet at gøre? (b) Hvad bad de om, og hvordan fik de svar?
9 Efter at apostlene var blevet løsladt, vendte de tilbage til menigheden. De fortalte brødrene hvad der var sket, og menigheden gjorde det som kristne altid bør gøre under sådanne omstændigheder. Brødrene henvendte sig til Jehova i bøn. De bad i tro, idet de gav udtryk for deres inderlige ønske om fortsat at tjene Gud. De sagde:
„Suveræne Herre, du er den der har dannet himmelen og jorden og havet og alle ting i dem, og som ved hellig ånd har sagt gennem vor forfader, din tjener Davids mund: ’Hvorfor rejste nationer sig i oprør og pønsede folkeslag på tomme ting? Jordens konger stillede sig op og lederne samlede sig som én imod Jehova og imod hans salvede.’ Ja, både Herodes og Pontius Pilatus sammen med folk fra nationerne og Israels folkegrupper samlede sig i sandhed i denne by imod din hellige tjener Jesus, som du salvede, for at gøre det din hånd og dit råd havde forudbestemt skulle ske. Og nu, Jehova, giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed, mens du udrækker din hånd til helbredelse og mens tegn og undere sker ved din hellige tjener Jesu navn.“ — Apg. 4:24-30.
10 Disciplene bad ikke om at blive fritaget for deres arbejde eller om at slippe bort fra fjendernes trusler. De vidste at Jehova havde bemyndiget dem til at være hans vidner. De ønskede af hjertet fortsat at tale Guds ord med al frimodighed, og de bad om Jehovas hjælp til at gøre det. De ville aldrig give efter for frygt. Fandt Jehova behag i denne indstilling? Beretningen lyder:
„Da de havde bedt, rystedes stedet hvor de var samlet; og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed.“ — Apg. 4:31.
11. (a) Hvad blev resultatet af at de frimodigt talte Guds ord? (b) Hvorfor fik fængselsopholdet dem ikke til at standse arbejdet?
11 Disse vidner for Riget fortsatte deres arbejde med fornyet kraft, og Jehova var med dem. „Der blev stadig føjet nogle til som troede på Herren, mængder af både mænd og kvinder.“ (Apg. 5:14) Resultatet var at de religiøse ledere atter fyldtes af harme og denne gang satte apostlene i fængsel. Det var imidlertid Jehovas vilje at forkyndelsen skulle fortsætte i Jerusalem. Derfor sendte han sin engel for at udfri apostlene og sige til dem:
„Gå hen og stil jer i templet, og bliv ved med at tale til folket, fremhold alle udtalelserne om dette liv.“ (Apg. 5:20)
At apostlene blev sat i fængsel kunne lige så lidt skræmme dem til tavshed som præsternes og de ledendes trusler.
12. Hvordan kom apostlene derefter til at aflægge et vidnesbyrd for retten, og lod de sig skræmme?
12 Apostlene blev imidlertid på ny arresteret af betjentene og ført til sanhedrinsalen, hvor en vred ypperstepræst sagde til dem:
„Vi har udtrykkelig forbudt jer at fortsætte med at undervise på grundlag af dette navn, og dog, se! I har fyldt Jerusalem med jeres lære, og I er besluttede på at bringe dette menneskes blod over os.“ (Apg. 5:28)
Her stod apostlene foran denne uvenlige domstol, bevogtet af betjente og med ypperstepræstens alvorlige anklage rettet mod sig. Ville de nu give efter? På ingen måde.
„Som svar sagde Peter og de andre apostle: ’Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. Vore forfædres Gud har oprejst Jesus, som I slog ihjel ved at hænge ham på en pæl. Ham har Gud ophøjet til sin højre hånd som hovedformidler og frelser for at give Israel sindsændring og tilgivelse for synder. Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.’“ — Apg. 5:29-32.
13. Hvordan lød Gamaliels råd, og hvordan tog retten imod det?
13 Her står vi atter i gæld til den bibelske beretning, der viser hvor forkvaklet tankegangen kan være hos dem der modstår Guds gerning. Selv om apostlene var retskafne mænd, var det rettens hensigt at gøre det af med dem. Men en agtet lovlærer, Gamaliel, rejste sig og gav de religiøse ledere en betimelig vejledning. Han sagde:
„Israelitiske mænd, tag jer i agt for hvad I har i sinde at gøre med disse mennesker. Før disse dage stod for eksempel Teudas frem og sagde at han var noget, og et antal mænd, omkring fire hundrede, sluttede sig til ham. Men han blev ryddet af vejen, og alle som adlød ham spredtes og blev til intet. Efter ham, i indskrivningens dage, fremstod Judas Galilæeren, og han fik folk med sig. Også den mand omkom, og alle de som adlød ham blev spredt for alle vinde. Og under de nuværende omstændigheder siger jeg til jer: Hold jer fra disse mennesker og lad dem være; (for hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet;) ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ (Apg. 5:34-39)
Man rettede sig delvis efter Gamaliels vise råd. Selv om de religiøse ledere ikke indstillede deres kamp mod Gud, undlod de i det mindste at gøre det af med apostlene. I stedet lod de dem piske og befalede dem at holde op med at tale om Jesus, hvorpå de lod dem gå. — Apg. 5:40.
Mod under prøvelser
14. Hvilket mod lagde de kristne derefter for dagen, og hvad resulterede det i?
14 Gjorde alt dette apostlene modløse så de holdt op med at tale Guds ord med frimodighed? Beretningen svarer:
„Disse gik så bort fra sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ (Apg. 5:41, 42)
Apostlene og de andre kristne fortsatte modigt med at være travlt optaget af at forkynde Guds ord og tale det med frimodighed, og Jehova velsignede deres arbejde.
„Så havde Guds ord fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes fortsat stærkt; og en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“ — Apg. 6:7.
15. Nævn nogle af de ting Stefanus frimodigt talte om. Hvordan reagerede de religiøse ledere?
15 Nu da også præster vendte om og blev kristne, var der ingen ophold i modstanden fra de forhærdede religiøse ledere. Inden længe blev den nidkære forkynder Stefanus stillet for sanhedrinet. Han aflagde et magtfuldt vidnesbyrd, hvori han opsummerede hvordan Jehovas hensigter var blevet virkeliggjort. Men modstanderne stormede rasende ind på ham og stenede ham til døde. Stefanus erfarede netop det som Jesus havde forudsagt: „Den time kommer da enhver som dræber jer vil mene at han har ydet Gud en hellig tjeneste.“ — Joh. 16:2; Apg. 6:8 til 7:60.
16. (a) Hvad skete der med resten af den kristne menighed? (b) Hvordan så de kristne på deres materielle ejendele?
16 Stefanus’ martyrdød var signalet til en bølge af voldsom forfølgelse.
„Den dag udbrød der stor forfølgelse imod menigheden som var i Jerusalem; alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæas og Samarias egne.“ (Apg. 8:1)
Men kunne dette bringe datidens Jehovas vidner til tavshed? Det var i sandhed endnu et satanisk forsøg på at standse Guds tjeneres virksomhed. De måtte lade deres hjem og ejendele bag sig. Men de havde det rette syn på materielle værdier. På dette punkt lignede de de kristne til hvem apostelen Paulus senere skrev: „For I både følte med dem der var i fængsel og fandt jer med glæde i at man røvede hvad I ejede, idet I vidste at I selv havde noget bedre og blivende i eje.“ — Hebr. 10:34.
17, 18. (a) Hvordan understreger Filips og de andre adspredte kristnes handlemåde at det er muligt at krydse Satans planer? (b) Hvordan velsignede Jehova dem?
17 Disciplene forstod til fulde at de fortsat måtte være trofaste vidner for Gud og Kristus. Derfor gik „de der var blevet spredt . . . gennem landet og forkyndte ordets gode nyhed“. (Apg. 8:4) Filip tog til byen Samaria, hvor han fortsat talte ordet med frimodighed, hvilket skabte stor glæde i denne by. Snart var der andre troende der samarbejdede med ham, og der blev sendt bud til apostlene i Jerusalem om at Samaria havde taget imod Guds ord. Peter og Johannes tog dertil, den hellige ånd faldt på samaritanerne, og der blev oprettet en kristen menighed dér. — Apg. 8:5-8, 14-17, 25; 9:31.
18 Disse kristne i det første århundrede havde det rette syn på tingene. De bad om at Jehova fortsat ville lade dem tale hans ord med frimodighed. Og det gjorde de, med hans ånds hjælp, og han velsignede dem. Som beretningen siger: „Jehovas hånd var med dem.“ — Apg. 11:19-21.
Frimodig forkyndelse i vor tid
19. Hvilket vidnesbyrd har vi om at Jehova Gud og Kristus har været med de kristne vidner i vor tid?
19 I alle de mellemliggende århundreder har Jesus været tro imod sit løfte: „Jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Matt. 28:20) Nu da vi er nået frem til denne afslutning, kan vi i sandhed være taknemmelige for at mere end 2.000.000 forkyndere ’taler Jehovas ord med frimodighed’. Og vor Gud har i den grad velsignet disse ’menneskefiskeres’ arbejde, at ’den gode nyhed om riget’ er blevet kendt på alle kontinenter, endda i det fjerne Antarktis. Den er nået ud til afsidesliggende bjergområder og til små øer spredt i de syv have. (Matt. 24:14) Ja, forkyndelsen er nået ud til alle nationer, „til jordens fjerneste egne“, og det er alt sammen sket ved Jehovas ånd. — Apg. 1:8; Zak. 4:6.
20. Hvordan har Djævelen vist sin modstand mod dem der forkynder Guds ord, og kan hans håndlangere standse arbejdet?
20 Som forudsagt i Guds ord har Djævelen stor harme, da han ved hans tid er kort. Han bliver ved med at modstå vidnearbejdet. (Åb. 12:12, 17) Djævelen og hans håndlangere hader Jehovas vidner, fordi disse kristne „ikke er en del af verden“. Mange af dem har måttet forlade deres hjem på grund af forfølgelse. Hundreder af dem har lidt en voldelig død, ligesom Stefanus i det første århundrede. (Åb. 17:6; 20:4) Men arbejdet har vist sig at være af Gud. Mennesker har ikke været i stand til at standse det, for sande trælle for Gud fortsætter med at tale hans ord med frimodighed. På denne måde har de overvundet, ja forpurret Djævelens anslag. — Jævnfør Efeserbrevet 6:11, 12; Jakob 4:7; Første Petersbrev 5:8, 9.
21. (a) Hvilket arbejde ønsker Jehova udført nu? (b) Hvorfor vil vi gerne fuldbyrde det arbejde vi har fået overdraget, og hvordan kan vi fortsat tale ordet med frimodighed?
21 Til trods for voksende modstand har Rigets arbejde stadig fremgang. Og det er tydeligt at det stadig har Jehovas velsignelse. Alene i det sidste tjenesteår kunne Jehovas vidner glæde sig over at 113.672 blev døbt. Disse er i sandhed lykkelige over at kunne være med til at tale Jehovas ord! Det er det arbejde Gud har overdraget og pålagt os i dag, og det bør være en hjertesag for alle der har indviet sig til Jehova at være travlt optaget af det. (1 Kor. 9:16) Tilskynder dit hjerte dig til at tale Jehovas ord med frimodighed? Alt imens verdensforholdene forværres, bør vi være besluttede på fortsat at forkynde den gode nyhed om Riget, indtil arbejdet er fuldført. Når der kommer modstand vil vi ikke miste modet. Vi husker at Jesus ikke alene begyndte men også fuldførte den gerning Jehova havde givet ham at gøre. (Joh. 17:4) Han forberedte os på at vi ville blive genstand for verdens had. Måtte vi altid ligne ham, og ligne apostlene og de andre kristne i det første århundrede, idet vi i fuld tillid og tro søger Jehovas hjælp til at fuldføre hans vilje med os. Måtte vor enige bøn altid være: „Og nu Jehova, . . . lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.“ — Apg. 4:29.
[Illustration på side 21]
Jehova Gud velsigner det arbejde nutidens „menneskefiskere“ udfører