„Hvem er egentlig den trofaste husholder, den kloge?“
„Hvem er egentlig den trofaste husholder, den kloge, som hans herre vil sætte over sin tjenerstab?“ — Luk. 12:42.
1. Hvor gammelt er det spørgsmål der stilles her, og hvad går de der ikke finder svaret glip af?
SPØRGSMÅLET er over 1900 år gammelt. I tusindvis af mennesker er i dag overbevist om at de har fundet svaret. De der ikke finder svaret, går glip af goder som vil berøre deres evige fremtid. Spørgsmålet lyder: „Hvem er egentlig den trofaste husholder, den kloge, som hans herre vil sætte over sin tjenerstab til stadig at give dem deres madration i rette tid?“ — Luk. 12:42.
2. (a) Hvornår blev spørgsmålet stillet første gang, og af hvem? (b) Hvem skulle svaret have særlig interesse for, og hvorfor?
2 Spørgsmålet blev første gang stillet i landet Israel i Mellemøsten, og det skete i år 32 efter vor tidsregning, på et tidspunkt mellem den israelitiske løvhyttefest, der blev fejret om efteråret, og højtiden for indvielsen af det genopbyggede tempel, der blev fejret tidligt på vinteren. Manden som stillede spørgsmålet er siden blevet en omstridt skikkelse i hele verden. Hans navn er Jesus Kristus. Det spørgsmål han stillede burde derfor have særlig interesse for kristenheden, der jo kalder ham „Herre“ og hævder at tjene ham.
3, 4. (a) Hvad var Jesu tilhørere interesseret i, og hvad sagde han derfor at de ikke skulle være bange for? (b) Hvilke to lignelser fortalte Jesus dem for at understrege at de skulle holde sig vågne?
3 Ifølge den bibelske beretning blev det ransagende spørgsmål stillet som svar på et andet spørgsmål, og det blev henvendt til nogle som var interesseret i den største og bedste regering der nogen sinde ville blive oprettet over jorden, det rige der ville blive indført af himmelens og jordens Skaber, ja „Guds rige“. Af den grund havde Jesus Kristus forinden sagt til disse israelitiske tilhørere: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget. Sælg hvad I har og giv barmhjertighedsgaver. Lav jer pengepunge der ikke slides op, en uudtømmelig samling af værdier i himlene, hvor ingen tyv kommer nær og intet møl fortærer. For dér hvor jeres værdier er, dér vil jeres hjerte også være.
4 Hav noget bundet om jeres lænd og lad jeres lamper brænde, og vær I selv som mennesker der venter på deres herre når han vender tilbage fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham når han kommer og banker på. Lykkelige er de trælle som herren finder vågne når han kommer! Jeg skal sige jer som sandt er: Han vil binde noget om sig og lade dem lægge sig til bords, og han vil komme hen og varte dem op. Og hvis han kommer i den anden nattevagt, ja i den tredje, og finder dem således, da er de lykkelige! Men dette skal I være klar over, at hvis husets herre havde vidst i hvilken time tyven kom, ville han have holdt sig vågen og ikke tilladt at der blev brudt ind i hans hus. Vær også I parate, for Menneskesønnen kommer i en time I ikke forestiller jer.“ — Luk. 12:32-40.
5. (a) Hvordan opfattede Peter Jesu formanende ord, og hvordan må vi også opfatte det svar Jesus gav? (b) Hvilke spørgsmål stiller vi angående Jesu svar, i betragtning af det spørgsmål Peter stillede?
5 Hvad Herren Jesus Kristus her sagde om de vågne trælle blev af apostelen Peter opfattet som en lignelse, for Lukas’ beretning fortsætter: „Da sagde Peter: ’Herre, er det om os, du taler i denne lignelse [paraboleʹ], eller er det om alle?’“ (Luk. 12:41, da. aut.) Når Jesus i sit svar fortsætter med at bruge de samme udtryk, må svaret derfor også være en lignelse, et billede der skulle belyse noget som ville ske i fremtiden. Ja, Jesu svar i Lukas 12:42-44 er en del af lignelsen om „den tro og kloge husholder“. (Da. aut.) Når vi nu undersøger denne lignelse, bør vi gøre det med Peters spørgsmål i tanke, for det Peter spurgte om, gælder også denne anden lignelse. Vi spørger derfor: Sigter lignelsen om husholderen til en begrænset skare, dem Peter kaldte „os“, det vil sige Jesu Kristi 12 apostle, eller gælder den enhver som dengang lyttede til Jesus og enhver som i dag læser hans lignelse, uden hensyn til vedkommendes religiøse tilhørsforhold i eller uden for kristenheden? Handler lignelsen om en gruppe, eller om folk som enkeltpersoner?
„Hans herre“
6. Hvilken lignelse fortalte Jesus som svar på Peters spørgsmål?
6 Jesus svarede ikke direkte på Peters spørgsmål om den foregående lignelse, men fortsatte med at fortælle en anden lignelse, som lød: „Hvem er egentlig den trofaste husholder, den kloge, som hans herre vil sætte over sin tjenerstab til stadig at give dem deres madration i rette tid? Lykkelig er den træl, hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således! Jeg siger jer som sandt er: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Luk. 12:42-44.
7. Hvem er husholderens „herre“ et billede på, og hvilken indstilling burde herrens „trælle“ derfor have i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“?
7 Ingen vil betvivle at den trofaste husholders „herre“ er et billede på den der fortalte lignelsen, Herren Jesus Kristus selv. I den lignelse der gav anledning til Peters spørgsmål, fremstillede Jesus sig selv som en brudgom der på grund af bryllupsfestlighederne ville komme hjem på et ikke nærmere angivet tidspunkt i løbet af natten eller ud på morgenstunden. (Luk. 12:35-40) De der i lignelsens opfyldelse svarede til herrens „trælle“ skulle derfor holde sig vågne, og det gælder navnlig nu i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. — Matt. 24:3.
8. Siden hvornår har Jesus Kristus været „herre“ over en „tjenerstab“, og hvordan beskrives denne „tjenerstab“ i Åbenbaringen 7:1-8?
8 I lignelsen om husholderen har herren en „tjenerstab“, som husholderen selv er medlem af. Dette svarer til at Herren Jesus Kristus, som fortalte lignelsen, har en åndelig husstand. Herom står der i Hebræerbrevet 3:4-6: „Den der har bygget alt er Gud. Og Moses var som tjener trofast i hele Hans hus, som et vidnesbyrd om de ting der skulle tales om senere, men Kristus var trofast som en søn over Hans hus.“ Ved den israelitiske nations begyndelse blev profeten Moses sat over det hus der bestod af Israels 12 stammer. Den større Moses, Jesus Kristus, har været sat over det åndelige Israels hus fra pinsedagen år 33 frem til i dag. Åbenbaringen 7:1-8 viser at dette „hus“ består af 144.000 åndelige israelitter, inddelt i 12 stammer på hver 12.000 medlemmer. De er ligesom deres overhoved Jesus Kristus åndelige sønner af Gud. Tilsammen udgør de ’den lille hjord’ som Faderen Jehova Gud, ifølge Jesu ord, har besluttet at give det himmelske rige. — 5 Mos. 18:15-18; Luk. 12:32; Apg. 3:19-23.
9. Hvorfor ville det være umuligt at fastsætte et nøjagtigt klokkeslæt for herrens hjemkomst i lignelsen?
9 Det er således de 144.000 åndelige sønner af Gud der udgør den „tjenerstab“ som Herren Jesus Kristus i lignelsen sætter en „husholder“ over. Men hvem er så ’husholderen’ (græsk: oikonoʹmos; hebraisk: sokenʹ, Delitzsch’ oversættelse)? Hans identitet er stadig omstridt blandt mange der bekender sig som kristne. Hvis vi siger at ’husholderen’ er et billede på en enkelt kristen, løber vi ind i uoverstigelige vanskeligheder. Det fremgår nemlig af lignelsen at husholderens herre tager ud på en rejse af ubestemt varighed og kommer tilbage på et ikke nærmere fastsat tidspunkt. I det første århundrede var det umuligt at fastsætte et nøjagtigt klokkeslæt for hjemkomsten fra en lang rejse, for man havde ingen moderne bekvemmeligheder som telefoner, radio og hurtige transportmidler med faste køreplaner.
10. Hvilken vanskelighed løber man ind i hvis man vil hævde at ’husholderen’ i lignelsen er en enkelt kristen som blev udnævnt i det første århundrede?
10 Ifølge Jesu ord blev ’husholderen’ sat over ’tjenerstaben’ før hans herre tog af sted. Eftersom husholderens herre var et billede på Herren Jesus Kristus, må denne tildeling af ansvar have fundet sted før Jesus rejste bort ved at stige op til himmelen, hvilket han gjorde 10 dage før den jødiske pinsefest i år 33. Og ’husholderen’ måtte stadig være i live og trofast varetage sin tildelte opgave når hans herre vendte tilbage. Der er nu gået 1900 år siden Herren Jesus Kristus rejste bort til sin himmelske Faders hjem. Så hvis nogen vil hævde at ’husholderen’ i lignelsen er et enkelt mandligt medlem af den sande kristne menighed, vil vi spørge hvordan han stadig kan være i live i dag efter så mange års forløb siden år 33, da Jesus Kristus satte ham over sin „tjenerstab“. Ikke engang Metusalem levede så længe. — 1 Mos. 5:27.
11. Hvad må ’husholderen’ derfor være et billede på, og hvilken bibelsk begrundelse er der for dette synspunkt?
11 Fornuften, understøttet af bibelske eksempler, siger os at ’husholderen’ (oikonoʹmos) må skildre en skare, en kollektiv person, svarende til det man betegner som en juridisk person, for eksempel et firma, der i juridisk forstand betragtes som en person. Jehova Gud betegnede for eksempel hele Israels nation i fortiden som „min tjener, hvem jeg har udvalgt“. (Es. 43:10) På samme måde er ’husholderen’ et billede på ’den lille hjord’ af åndelige israelitter, hele det samlede antal af Herren Jesu Kristi indviede og døbte disciple som er blevet avlet af Guds ånd til at modtage den himmelske arv sammen med deres Herre, den herliggjorte Jesus. Denne kollektive „husholder“ var til stede sådan at Herren inden sin afrejse kunne sætte den over „sin tjenerstab“, og der er stadig en rest af den tilbage på jorden i dag som trofast tjener Herren Jesus Kristus. Eftersom hvert enkelt medlem af husholderskaren er trofast og klog, er hele skaren det også.
12. Hvad var formålet med at ’husholderen’ blev sat over ’tjenerstaben’, og hvad viser kendsgerningerne med hensyn til om husholderskaren har varetaget dette hverv?
12 I lignelsen blev ’husholderen’ sat over sin herres „tjenerstab“ til „stadig at give dem deres madration i rette tid“. (Luk. 12:42) Dette hverv har den kollektive „husholder“ varetaget trofast til den dag i dag. Der blev uddelt åndelig føde i det første århundrede, i Jesu Kristi 12 apostles dage, lige indtil den sidste af apostlene, Johannes, der skrev de sidste dele af Bibelen omkring år 98, forlod den jordiske skueplads. (Joh. 21:20-23) Nu da vi oplever „afslutningen på tingenes ordning“, der begyndte i katastrofeåret 1914, må det i særlig grad være „rette tid“ at uddele ’madrationer’ til ’tjenerstaben’; og resten af husholderskaren har trofast varetaget sin opgave i denne henseende. — Matt. 24:3-14.
13. Hvad ville Herren Jesu Kristi tilbagevenden betyde for husholderskaren, og hvad havde denne skare trofast gjort indtil da?
13 Dette falder sammen med det forhold at Herren Jesus Kristus tiltrådte magten i Riget sammen med sin himmelske Fader ved udløbet af hedningernes tider i 1914 og dermed endelig fik den myndighed han var rejst bort for at få. (Luk. 19:12) Han kunne således vende tilbage, hvilket han gjorde usynligt, i ånden, for at gøre regnskabet op med sin „husholder“. Det havde ikke været nogen lille opgave for husholderskaren at uddele åndelig føde „i rette tid“ indtil den dag regnskabet skulle gøres op. Men dens medlemmer havde samarbejdet om opgaven og havde fordelt de åndelige ’madrationer’ til hinanden indbyrdes og til nye medlemmer efterhånden som Jehova Gud havde kaldet dem som arvinger til Riget og som medlemmer af ’den lille hjord’.
Sat over „alt hvad han ejer“
14. Hvorfor kunne ’husholderen’ være lykkelig når hans herre vendte tilbage og fandt ham i færd med at udføre sine pligter som træl?
14 I lignelsen omtalte Herren Jesus Kristus den trofaste og kloge „husholder“ som en træl idet han videre sagde: „Lykkelig er den træl, hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således!“ Hvorfor kunne ’trællen’ være lykkelig? „Jeg siger jer som sandt er: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ — Luk. 12:43, 44.
15. Hvorfor ville det være en lykke for ’husholderen’ at blive sat over alt hvad hans herre ejede?
15 Det vil sige at ’trællen’, som belønning fordi han havde været trofast og klog og havde holdt sig vågen i forventning om sin herres tilbagevenden, nu fik et større ansvar betroet som „husholder“. Dette kunne lade sig gøre fordi herren havde opnået noget på sin rejse og kom tilbage med mere end han havde da han tog af sted. Hans besiddelser var blevet øget, så der var mere han kunne sætte sin trofaste „husholder“ over. Det at ’husholderen’ beholdt sin stilling, var således ensbetydende med et større ansvar. Hans herre var selv i besiddelse af større myndighed nu end da han tog ud på sin mission. Sådan har det været i lignelsens opfyldelse med hensyn til den nutidige rest af husholderskaren og dennes Herre, den herliggjorte Jesus Kristus.
16. Hvilke ord som Jesus udtalte kort efter denne lignelse, vidner om at lignelsen gjaldt en prøvelsens tid?
16 Hvordan kan vi imidlertid få bekræftet at det var i vor tid at resten af husholderskaren skulle sættes over sin herres udvidede interesser? Jo, nogle få vers længere fremme sagde Jesus: „Jeg er kommet for at stifte en brand på jorden, og hvad mere kunne jeg ønske end at den allerede var antændt?“ (Luk. 12:49) Dette billedsprog stemmer med en profeti som Johannes Døber havde udtalt om Jesus få måneder tidligere. Johannes havde blandt andet sagt: „Han vil døbe jer med hellig ånd og med ild. Han har sin kasteskovl [hvormed han skiller kernerne fra avnerne] i hånden, og han vil rense sin tærskeplads fuldstændigt og samle sin hvede i forrådshuset, men avnerne vil han brænde med en ild der ikke kan slukkes.“ — Matt. 3:11, 12.
17. Hvem på Jesu tid ville komme til at opleve en tid med vanskeligheder der kunne sammenlignes med ild, og hvilken katastrofe ville det ende med?
17 Disse profetiske ord vidner om at enden for den jødiske tingenes ordning var nær. De jøder der ikke tog imod kristendommen ville blive behandlet ligesom avnerne. De ville komme ud for en tid med prøvelser der kunne sammenlignes med ild, og det ville ende med at Jerusalem blev ødelagt og at jøderne i Palæstina blev spredt i hele den dakendte verden. Dette skete for de romerske legioners hånd i år 70.
18, 19. (a) Hvilken tilsvarende lignelse fortalte Jesus i sin profeti om ’tegnet på afslutningen på tingenes ordning’? (b) Hvordan har trælleskarens medlemmer vist sig at være trofaste, både i afslutningsperioden for den jødiske ordning i Palæstina og i den nuværende afslutningsperiode for hele denne tingenes ordning?
18 Syvogtredive år før de symbolske avner i år 70 blev brændt med en „ild“ der ikke kunne slukkes, udtalte Jesus Kristus en profeti om „tegnet“ på den ’brændende’ afslutning på hele den verdensomspændende tingenes ordning samt „tegnet“ på sin usynlige „nærværelse“ i ånden. Et godt stykke inde i denne profeti omtalte Jesus ’en trofast og klog træl’ der ville have et arbejde at udføre på jorden når enden nærmede sig for den verdensomspændende tingenes ordning. De ting han sagde om denne „træl“ svarer meget til det han sagde om „den trofaste husholder, den kloge“. Der er tydeligvis tale om den samme skare. Udtrykket „husholder“ angiver mere præcist hvilken slags arbejde den udfører.
19 Læg mærke til Jesu beskrivelse: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl hvis hans herre, når han kommer, finder ham i færd med at gøre således. Jeg skal sige jer sandheden: Han vil sætte ham over alt hvad han ejer.“ (Matt. 24:45-47) Medlemmerne af den trofaste og kloge trælleskare eller husholderskare tjente flittigt indtil den jødiske tingenes ordnings ophør i år 70. De medlemmer der nu er tilbage af trælleskaren eller husholderskaren har på samme måde udført en trofast og klog tjeneste her i afslutningsperioden for hele den verdensomspændende „tingenes ordning“, som begyndte i 1914.
20. Hvordan kan man i dag kende resten af husholderskarens medlemmer?
20 De resterende medlemmer af husholderskaren er lette at kende i dag, for de efterkommer en befaling som Herren Jesus henvendte til dem der ville komme til at udgøre den oprindelige del af husholderskaren. Umiddelbart før han fra Oliebjerget vendte tilbage til himmelen, sagde han til dem: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og i Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg. 1:8) Når disse jødiske disciple var vidner om Herren Jesus Kristus, ville de samtidig være vidner om hans Gud og Fader, Jehova. De ophørte ikke med at være Jehovas vidner!
21. Hvem var de Jødiske disciple ved fødsel forpligtet til at være vidner for, og hvornår blev de de første medlemmer af den kollektive „husholder“?
21 Disse jødiske vidner var forpligtede til at være vidner for Jehova, for de var født ind i det folk til hvis forfædre Gud havde sagt: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, . . . I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ (Es. 43:10-12) Men nu skulle disse jødiske Jehovas vidner også være vidner om hans søn Jesus Kristus. Ti dage efter Jesu himmelfart, nemlig på Pinsedagen, blev de døbt med den hellige ånd og blev derved af deres herliggjorte Herre Jesus Kristus sat over hans „tjenerstab“ med det formål at give dem åndelig føde. De blev derved de første eller oprindelige medlemmer af den kollektive „husholder“. De blev en god start på husholderskaren.
22. Hvis navn er husholderskaren et folk for, og hvordan blev dette understreget ved et særligt møde i Jerusalem på et tidspunkt efter år 36?
22 Husholderskaren er et folk for Jehovas navn. Dette blev understreget nogen tid efter år 36, ved et særligt møde som blev holdt af apostlene og de ældste i menigheden i Jerusalem. Ved denne lejlighed sagde Jakob, Jesu Kristi halvbroder: „Simeon [det vil sige apostelen Simon Peter] har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne [de uomskårne hedninger] for af dem at udtage et folk for sit navn.“ — Apg. 15:1-14.
23. Hvis navn er nævnet over resten af husholderskaren i dag, og hvem kan dens medlemmer således ikke undlade at være vidner for?
23 Husholderskaren, der i det første århundrede også kom til at omfatte ikke-jøder, var et salvet folk for Guds navn, Jehova. Guds navn var nævnet over det. Dets medlemmer kunne ikke undlade at være hans vidner. Det samme må gælde den salvede rest af husholderskaren i dag, hvor et synligt tegn siden 1914 har vist at husholderskarens herre er vendt tilbage og at „afslutningen på tingenes ordning“ snart vil nå sit højdepunkt i Harmagedon. — Matt. 24:3.
Prøv om du, som en repetition af denne artikel om „den trofaste husholder“, kan svare på følgende spørgsmål:
■ Hvem er ’herren’ i Jesu lignelse om „den trofaste husholder“?
■ Hvem er „den trofaste husholder“?
■ Hvem er ’tjenerstaben’?
■ Hvilket „hus“ er Kristus sat over, ifølge Hebræerbrevet 3:6?
■ Hvorfor kan „den trofaste husholder“ ikke være et enkelt menneske?
■ Er „den trofaste husholder“ den samme som „den trofaste og kloge træl“?
■ Hvilken virksomhed udfører „den trofaste husholder“ i særlig grad i dag, med det resultat at man nemt kan se hvem ’husholderen’ er?
[Illustration på side 10]
„Så sagde Peter: ’Herre, taler du med dette billede til os eller til alle?’ Og Herren sagde: ’Hvem er egentlig den trofaste husholder, den kloge?’“ — Luk. 12:41, 42a.