Hvorfor indrømme det når du tager fejl?

„DE ENESTE der ikke begår fejl, er de døde,“ er det blevet sagt — om ufuldkomne mennesker. Og når man tænker over det, hvem fejler så ikke nu og da? Hvem kan ikke have uret?

Bibelen fortæller klart at vi alle fejler; den siger: „Intet menneske er så retfærdigt på jorden, at han kun gør gode gerninger og aldrig synder.“ Den bogstavelige betydning af det hebraiske og græske ord der i Bibelen er oversat med „synde“, er „at ramme ved siden af et målmærke“ — at være ulydig mod Guds bud. — Prædikeren 7:20.

Det er altså almindeligt at have uret, at fejle — ja, at synde. Men hvor anderledes vanskeligt er det ikke at indrømme det! Hvis du er ægtemand og fader, finder du så at du har lyst til at vige udenom når du skal indrømme over for din hustru og dine børn at du har uret? Hvis du er i en overordnet position, finder du så at du kun modstræbende vil indrømme det over for dine underordnede hvis du har fejlet? Nuvel, samme svaghed kan findes hos hustruer, børn, lønmodtagere og mennesker i enhver anden situation.

Hvorfor vil vi nødig indrømme en fejl?

Det synes at høre til den menneskelige natur at vi prøver at retfærdiggøre os selv. Da vi var børn, kunne det sikkert være svært for vores forældre at få os til at indrømme det hvis vi havde handlet forkert og skulle undskylde for det. Men viser vi stadig som voksne denne indstilling? Prøver vi måske at bortforklare noget vi har gjort, idet vi siger at det egentlig ikke var forkert, at en anden faktisk havde skylden, eller at det skyldtes nogle helt usædvanlige omstændigheder?

Især synes det svært for mennesker i en ansvarsfuld position at indrømme en fejl. Hvorfor er det sådan? I mange tilfælde skyldes det uden tvivl stolthed. De er ængstelige for hvad andre måtte tænke; de ønsker ikke at „tabe ansigt“. Men på den anden side kan det at man ikke vil indrømme en fejl, meget vel skyldes en følelse af usikkerhed. Nogle føler det ligefrem som en trussel mod deres position hvis de indrømmer en fejltagelse.

Når nogle kun modstræbende indrømmer at de har uret eller har begået en fejl, er det uden tvivl på grund af den pris de skal betale for fejltagelsen. En jernbanearbejder kan for eksempel forårsage en alvorlig ulykke på grund af forsømmelighed. Hvis han indrømmer at han har begået en fejl, kan han miste sit job, måske blive stillet for retten. Eller en læge kan blive involveret i en dyr erstatningssag på grund af fejlbehandling, så en indrømmelse vil få alvorlige konsekvenser for ham.

Endelig kan nogle have svært ved selv at se tingene i det rette lys. Som Bibelen siger: „Hvo mærker selv, at han fejler?“ Desuden kan vort hjerte rumme skjulte følelser der afholder os fra at indrømme vore fejl. Ja, „hjertet er svigefuldt fremfor alt, . . . hvo kender det?“ — Salme 19:13; Jeremias 17:9.

Uheldige konsekvenser

Kortsynet selviskhed kan få os til omgående at retfærdiggøre os selv, snarere end indrømme at vi har fejlet. Men uanset hvordan vi ræsonnerer, vil dét at nægte sine fejl altid få uheldige konsekvenser. For eksempel kan det skabe et spændt forhold til vore familiemedlemmer, arbejdskammerater eller trosfæller. Ved at nægte at indrømme at vi har fejlet vil vi enten sætte andres tålmodighed på prøve eller helt miste deres respekt. Og sandsynligvis vil vi skabe en barriere der hindrer en fri kommunikation.

Mere alvorligt er det imidlertid at vi bebyrder os selv med en dårlig samvittighed når vi nægter at indrømme en fejl, især hvis en anden får skylden for det vi har gjort. Og hvis vi viger tilbage fra at indrømme én fejl, kan det snart blive en vane. Har vi nægtet vore små fejl kan vi snart nægte de store fejl, alt sammen til vores ulykke. Resultatet kan blive at samvittigheden bliver mærket som med et brændejern, så den er ufølsom selv i tilfælde af grov synd. (1 Timoteus 4:1, 2) Værst af alt er dog at dette vil ødelægge vort dyrebare forhold til Skaberen, Jehova Gud.

Eksempler fra fortiden

Hører vi til dem der skyder skylden for vore fejl over på andre, sætter vi os selv i et meget dårligt selskab. Den første mand, Adam, gav ’kvinden som Gud satte ved hans side’ skylden for sin ulydighed. På samme måde gav Eva slangen skylden. Imidlertid accepterede Gud ikke disse undskyldninger; han holdt de to første mennesker ansvarlige. Der var også kong Saul, som ikke fuldstændig eksekverede Guds dom over de onde amalekitter. Da han blev spurgt hvorfor, gav han folket skylden. Men Gud accepterede heller ikke denne undskyldning. — 1 Mosebog 3:12-19; 1 Samuel 15:15-23.

Bibelen giver os også eksempler der viser at vi skal indrømme de fejl vi begår. Blandt disse er eksemplet med Juda. Han holdt ikke sine forpligtelser over for sin svigerdatter Tamar, som var blevet enke. Ansigt til ansigt med sit ansvar for hendes graviditet, indrømmede Juda: „Retten er på hendes side og ikke på min.“ (1 Mosebog 38:26) I det mindste indrømmede han altså at han havde handlet forkert.

Så var der kong David. Han begik flere forbrydelser for at skjule sin synd med Batseba. Konfronteret med profeten Natan bekendte David: „Jeg har syndet mod [Jehova]!“ (2 Samuel 12:13) Ja, David indrømmede at han havde gjort sig skyldig i en uret adfærd.

Gode resultater

Vi gør vel i at genkalde os disse fortidige eksempler og indrømme det når vi begår fejl. Det vil blandt andet give os et bedre forhold til vor familie. Vi vil også komme bedre ud af det med vore overordnede når vi ikke stiller deres tålmodighed på prøve. Læg mærke til Bibelens ord: „Når en herskers vrede rejser sig mod dig, forlad ikke derfor din plads; thi sagtmodighed hindrer store synder.“ — Prædikeren 10:4.

Hvad så hvis vi er i en ansvarsfuld position? Medarbejdernes respekt for os vil blive større hvis vi er parate til at indrømme en fejl. Desuden vil en sådan indstilling gøre det lettere for os at gøre fremskridt med at overvinde vore svagheder.

Især er det vigtigt at vi bevarer en ren samvittighed og et godt forhold til Jehova Gud. Derfor, hvis vi har fejlet alvorligt, lad os da først og fremmest indrømme at vi har fejlet. I oprigtig bøn må vi søge vor himmelske Faders barmhjertighed og tilgivelse gennem Jesus Kristus. (Salme 103:10-14; 1 Johannes 2:1, 2) Vi må også tage imod den åndelige hjælp der er til rådighed for os. (Jakob 5:13-16) Det er visdommens vej, for Guds ord siger: „At dølge sin synd fører ikke til held, men bekendes og slippes den, finder man nåde.“ — Ordsprogene 28:13.

Hjælp til at overvinde tilbøjeligheden

For at kunne overvinde den tilbøjelighed ikke at ville indrømme vore fejl, er det klart at vi må have hjælp. Ofte vil humoristisk sans være en hjælp, især hvis fejlen ikke er så alvorlig. Der var for eksempel en dygtig husmoder der kom bærende på nogle middagstallerkener, da hun pludselig snublede og tabte hele stabelen, hvorved alle tallerkenerne smadredes. Så brast hun i latter, for det syntes hende umuligt at noget sådant kunne ske for hende. Men nu var det altså sket. Ja, ofte vil humoristisk sans afholde os fra at tage os selv for højtideligt, hvilket hyppigt er motivet til ikke at ville indrømme en fejl.

Ærlighed og empati kommer også ind i billedet. Hvis nogle bestemte mennesker har krav på at vide at vi har fejlet, må vi være villige til at fortælle dem det. Empati bør især bevæge os til at indrømme fejlen hvis en anden vil få skylden og således komme til at lide for vores fejltagelse. Her gælder Jesu tilskyndelse: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ — Lukas 6:31.

Ydmyghed vil også hjælpe os til at indrømme vore fejl. Når vi tænker det igennem, så er den modvilje man nærer mod at indrømme sine fejl nærmest en form for hykleri, ikke sandt? Hverken den hovmodige eller hykleren har Guds godkendelse. — Ordsprogene 21:4; Jakob 3:17.

At bevare et nært forhold til Jehova vil være af største betydning i vore bestræbelser på at vedkendes vore fejl. Hvorfor? Fordi vi kan lægge alle bekymringer og fejl frem for ham i ydmyg bøn. Så vil vi i tillid til hans barmhjertighed og bistand eje „Guds fred“, som overgår al forstand. — Filipperne 4:6, 7.

Lad os derfor, siden vi alle fejler, også erkende vore fejltagelser. Når vi begår en fejl må vi ydmygt indrømme det. Lad os arbejde konstruktivt på at rette vore fejl — til vort eget og andres bedste.

[Illustration på side 23]

David indrømmede: „Jeg har syndet mod [Jehova]“