Kan man ændre sin fremtid?
FORESTIL dig at du har planlagt at tage på skovtur med familien, men hører i vejrudsigten at der vil komme et voldsomt uvejr med regn og torden. Ville du ikke ændre planer? Du kan ikke gøre noget for at lave om på vejret, men du behøver jo ikke at gå ud og blive gennemblødt. Hvis du planlægger noget andet i stedet kan familien få en god dag ud af det alligevel, på trods af uvejret.
Situationen er faktisk den samme hvad angår fremtiden og Bibelens profetier. Ja, man kan få indblik i fremtiden gennem Bibelens profetier. Og skønt vi mennesker ikke kan lave om på de profetiske begivenheder der har med jorden at gøre, kan vi dog hver især ændre planer, og dermed sikre os en bedre fremtid mens disse begivenheder sker.
Vor fremtid er uadskilleligt forbundet med Bibelens profetier. Hvis vi alvorligt tænker over pålideligheden af Bibelens profetier og handler i overensstemmelse med dem, kan vor fremtid ændres til det bedre. Jehova Gud har for eksempel givet løfte om en fredelig jord der er befriet for ondskab. Og det er hans ønske at livet på denne jord skal vær vor fremtid. Der siges i Bibelen: „Læg mærke til den retsindige, . . . For ham er fremtiden lykke; men . . . de gudløses fremtid udslettes.“ (Salme 37:10, 11, 37, 38, Davids salmer) Kan vi stole på Guds løfter? Lad os først finde ud af hvad profeti egentlig er.
Hvad er profeti?
At profetere vil ifølge Ordbog over det danske Sprog sige at „forkynde guds vilje; tale til folket paa guds vegne“. Ifølge Vines Expository Dictionary of New Testament Words, vil profeti i bibelsk forstand sige: „Udtalelse af Guds mening og råd“, „bekendtgørelse af noget der ikke kan erfares ad naturlig vej“. Profeti omfatter også „forudsigelse af det der skal komme“ — altså historie skrevet på forhånd. Og det er denne sidstnævnte betydning — forudsigelse af fremtiden — der interesserer os i øjeblikket. Lad os se nærmere på denne side af profetien.
Mennesker har altid været interesseret i fremtiden. Alligevel ignorerer mange den eneste pålidelige kilde til profetier — Bibelen. I tidens løb har millioner forsøgt at få indblik i fremtiden ved at henvende sig til astrologer, spåkvinder, seere og andre, og de har sat deres lid til sådanne mennesker der forsøger at forudsige fremtiden. Men hvorfor stoler så mange på mennesker, mens de affejer muligheden for at Bibelens profetier indeholder netop de oplysninger de søger?
Pålideligheden af Bibelens profetier
Mennesker har intet herredømme over fremtidige situationer og må reagere på dem efterhånden som de opstår. Det gælder ikke for Gud. Hans forudsigelser er nøjagtige af to grunde. For det første kender Jehova menneskene fordi han er deres Skaber, og han kan nøjagtigt forudsige hvad menneskers tanker og handlinger vil føre til. (5 Mosebog 31:21; Esajas 46:9, 10) For det andet kan Gud forme begivenhederne før de indtræffer. Begge forhold medfører at hans hensigt altid vil blive gennemført og hans profetiske ord altid vil vise sig sandt.
Gennem profeten Esajas gør Jehova opmærksom på sin evne til at forudsige og forme fremtiden, i sammenligning med falske profeter der ikke er i stand til at gøre dette. Han erklærer: „Jeg er . . . den der får spåmændene til at handle forrykt; . . . den der lader sin tjeners ord gå i opfyldelse og fuldbyrder sine sendebuds råd.“ — Esajas 44:25, 26, NW.
Fordi Gud „lader sin tjeners ord gå i opfyldelse“, har Bibelen nøjagtigt forudsagt verdensmagters opståen, sammen med de begivenheder der førte til deres grundlæggelse. Et enestående eksempel på dette finder vi i kapitel 2 i Daniels bog i Bibelen. Vi får her at vide at kong Nebukadnezar af Babylon er meget foruroliget over en drøm han ikke kan huske. Det har bragt ham helt ud af ligevægt. Ikke en eneste af alle hans kaldæiske profeter kan fortælle ham hvad drømmen gik ud på, og endnu mindre udlægge den. De står magtesløse. Som Guds profet åbenbarer Daniel både drømmen og dens betydning mens kongen overrasket lytter. Daniel siger:
„Den hemmelighed, kongen ønsker at vide, kan vismænd, manere, drømmetydere og stjernetydere ikke sige kongen; men der er en Gud i Himmelen, som åbenbarer hemmeligheder, og han har kundgjort kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste dage.“ — Daniel 2:27, 28.
Dernæst angiver Daniel præcist mægtige nationers fremtidige opståen og fald. Den menneskelignende billedstøtte som kongen så i sin drøm, står for en række på hinanden følgende verdensriger, deriblandt Babylon (hovedet af guld), Medo-Persien (brystet og armene af sølv), Grækenland (bugen og lænderne af kobber), Rom (benene af jern), efterfulgt af den anglo-amerikanske verdensmagt med vor tids radikale folkebevægelser inden for denne verdensmagts område og indflydelsessfære (fødderne af jern og ler). Til sidst erstattes menneskers herredømme af guddommeligt herredømme idet hele billedstøtten pulveriseres af Guds himmelsk rige (symboliseret ved en sten). — Daniel 2:36-45; se også Daniel 8:19-25.
For yderligere at belyse hvor nøjagtige og detaljerede Bibelens profetier er, lad os da betragte et eksempel: Lad os sige at en fremtrædende person udtaler sig offentligt i dag og forudsiger begivenheder der skal ske om 200 år, altså i år 2184. I profetien nævnes blandt andet:
■ Et stort slag: De indblandede nationer er endnu ikke blevet rivaliserende verdensmagter, og udfaldet vil forandre historien.
■ Den strategi der anvendes: En stor flods løb lægges om ved en vældig ingeniørbedrift.
■ Sejrherrens navn: Hans navn oplyses omtrent 200 år før slaget og cirka 130 år før hans fødsel.
■ Udfaldet: Taberens geografiske placering og endelige skæbne.
Hvis alle disse forudsigelser gik i opfyldelse, ville det så ikke få folk til i det mindste at overveje hvilke andre ting denne person havde sagt om fremtiden?
Da Babylon blev omstyrtet af mederne og perserne, var forløbet netop som beskrevet ovenfor. Omkring 200 år før det skete forudsagde profeten Esajas:
■ Et stort slag mellem Medo-Persien og Babylon. — Esajas 13:17, 19.
■ Den strategi der anvendes: En flod der fungerer som voldgrav udtørres, en befæstet by indtages gennem åbne porte. — Esajas 44:27 til 45:2.
■ Sejrherrens navn: Kyros af Persien. — Esajas 45:1.
■ Udfaldet: Babylon vil med tiden blive lagt fuldstændig øde. — Esajas 13:17-22.
Da alle disse forudsigelser gik i opfyldelse, vil du så ikke mene at Bibelens andre profetier også må være pålidelige?
Mange andre bibelske profetier er blevet opfyldt i alle detaljer.a I snesevis af profetier måtte for eksempel opfyldes på Jesus hvis det skulle bevises at han var Messias — og de blev opfyldt. I bogen Archaeology and Bible History af professor J. P. Free siges der om Jesus Kristus: „Chancerne for at alle disse profetier ville blive opfyldt på ét menneske ved et tilfælde, er så uendelig små at det er et slående bevis på at de på ingen måde blot kan være menneskers kloge gætterier.“ Der er derfor ingen tvivl om at Jehova forudsagde fremtiden i forbindelse med Jesus, Messias. Men kan Bibelens profetier hjælpe os i dag?
Profetierne og nutiden
Ud over at Bibelens profetier hjælper os til at forstå fremtiden, hjælper de os også netop nu. Hvordan det? Jo, gennem de af Bibelens profetier der blev opfyldt i fortiden får vi forståelse af fremtiden. Og forstår man først hvorfor verdensforholdene er som de er, har man meget lettere ved at se hvordan man skal forholde sig.
For 1900 år siden forudsagde Bibelen begivenheder og verdensforhold der er indtruffet i vort århundrede. Generationen fra 1914 har oplevet profetiernes opfyldelse ved begivenheder som verdensomfattende krige, utallige jordskælv, udbredt hungersnød, sygdomsepidemier, tiltagende lovløshed og stor frygt. (Lukas 21:10, 11) Desuden fører mangelen på „naturlig hengivenhed“, og tilstedeværelsen af mennesker der er „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“, til umoralitet, kønssygdomme, aborter og opløste ægteskaber. — 2 Timoteus 3:1-5.
Bibelen forudsiger ikke blot at disse tilstande ville findes i vor tid, men oplyser os også om hvad løsningen er — Jehovas rige.
Bibelens profetier er som et fyrtårn der kan lede os til en bedre fremtid hvis vi giver agt på signalerne. Apostelen Peter gav dette råd: „Vi [har] det profetiske ord mere stadfæstet; det gør I vel i at give agt på — som på en lampe der skinner på et mørkt sted.“ (2 Peter 1:19) Har du lyst til at undersøge Bibelens profetier nærmere? Jehovas vidner vil gerne hjælpe dig. Hvis du ’giver agt’ på Bibelens profetier, kan du få en fremtid med evigvarende velsignelser.
„Der er ingen anden gud end mig. Hvem er som jeg? Lad dem udråbe det, de skal fortælle og forelægge det for mig. Hvem har i fortiden forkyndt om fremtiden? De skal fortælle os, hvad der kommer.“ „Husk de tidligere begivenheder i fortiden! For jeg er Gud, der er ingen anden. Gud er jeg, og ingen er som jeg. Fra første færd har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden forkyndte jeg det, der endnu ikke er sket; nu siger jeg: ’Min beslutning står fast, alt hvad jeg vil, gør jeg.’“ — Esajas 44:6, 7; 46:9, 10, begge efter Jesaja (Det danske Bibelselskab, 1982).
[Fodnote]
a Yderligere oplysninger findes i bogen Er Bibelen virkelig Guds ord?, der er udgivet af Vagttårnets selskab.
[Illustration på side 5]
Fra dette . . . til dette
„Han gør ende på krig til jordens grænser.“ — Salme 46:10
[Illustration på side 6]
Fra dette . . . til dette
„Gudløse ryddes af landet.“ „Retfærdighed skal blomstre.“ — Ordsprogene 2:22; Salme 72:7, Davids salmer
[Illustration på side 7]
Fra dette . . . til dette
„Den Herre [Jehova] aftørrer tåren af hver en kind.“ — Esajas 25:8